Just Married

Justin og Blake mødes en fredag aften på en bar og der opstår straks amoriner og flirt i luften. Justin er af en ret almindelig amerikansk familie og har ikke alverdens af værdi, men har til gengæld en overflod af drengerøvs charme - Hvor imod Blake kommer fra en ret rig familie, men det har intet på sig for Justins vedkommende, da han forelsker sig i pigen hun er i hjertet og ikke hendes velstand. Blakes familie har ikke meget til overs for Justin, for hvordan i alverden skulle han passe ind hos den rige familie? Imod alle odds, bliver Justins og Blakes forhold mere og mere intenst og seriøst og alt går pludseligt stærkt, da Justin går på knæ for den smukke Blake. Hun siger selvfølgelig ja, da hun elsker Justin af hele sit hjerte, men hvad siger Blakes familie til det? - Vil familien nu gøre alt for at forhindre dette kommende bryllup?

180Likes
561Kommentarer
346636Visninger
AA

49. Bittersweet symphony...


Blakes synsvinkel:

Lokation: Café Les Deux Magots, Paris, Frankrig , tirsdag d. 27 januar, 2015, kl. 15:35

Jeg var i chok og knuden i maven blev blot større, ved synet af det lille videoklip, som Jonathan havde optaget. Justin var tydeligvis travlt beskæftiget af en brunettes mund ved et andet bord i nærheden af baren i den britiske pub. Det gjorde ondt - virkelig ondt! 

Jeg så med et bedrøvet blik hen på Jonathan og jeg rakte ham hans iPhone igen, som han hurtigt proppede i inderlommen på hans grå habitjakke. Han smilte meget svagt til mig og trak et fint lommetørklæde i stof frem til mig, som jeg straks tog imod. Jeg tørrede forsigtigt mig selv under øjnene og prøvede at holde de støre hulk tilbage.

"Jeg har et spørgsmål...", spurgte jeg stille og så behersket jeg overhovedet kunne. Jonathan nikkede med et svagt smil, hvor ved han rakte ud efter sin hvidvin foran sig, hvor han nippede en tår.

"Hvad vil du spørge om?", svarede han med et spørgsmål.

"Jo...", begyndte jeg og så ned på den lange fod på vinglasset i sekunder, inden jeg så op på Jonathan igen. Han så opmærksomt på mig.

"Hvord....", fortsatte jeg, men følte ordene knude sig sammen med den klump i halsen, som jeg sank, ved hjælp af en tår af min søde rødvin, inden jeg stilte glasset igen og slikkede læberne i sekunder og tog en dyb indånding. Ja, det videoklip af Justin, havde virkelig væltet min verden nu.

"Hvordan... kan det være, at du ligefrem kunne nå og sidde og optage det hele på film af Justin?", spurgte jeg med en stemme der knækkede voldsomt over, og nu kunne jeg slet ikke holde gråden tilbage. Jeg hulkede med lukkede øjne med Jonathans lommetørklæde for munden.

"Det fortalte jeg jo før søde Blake... Jeg opdagede ham tilfældigvis og satte mig for at filme ham, så jeg kunne samle beviser til dig, at du slet ikke kan stole på ham..." , forklarede han meget roligt. Jeg snøftede hårdt ind og så med tårerne rendende ned ad mine kinder hen på Jonathan.

"Jamen jeg forstår ikke, hvorfor du ikke bare gik hen og blandede dig og hev ham væk? Du ved jo ligesom at han er min mand, og du kunne have standset det mest værste! Jeg ved, at du ikke kan fordrage ham, men derfor kunne du godt have standset det hele - du ved jo, at jeg elsker ham så højt!", hulkede jeg.

Jonathan så nærmest urørt over min gråd og konstatering. Han så flygtigt til siden ud mod gaden, inden han så på mig igen og lænede sig frem over det lille runde cafébord, hvor han greb fat i min venstre hånd og holdte om den, hvor han så indgående på mig.

"Blake... Han er dig utro, og så ville du ligefrem have, at jeg skulle have brudt ind midt i det hele? - Kan du ikke se, at det ville have været underordnet om jeg brød ind eller ej? Hovedsagen er, at du ikke kan stole på ham - og det har du aldrig kunne... Han har brugt sin charme på dig, bare så han kunne sikre sig et liv i luksus, og så har han gået bag din ryg og været sammen med andre piger... Hvem siger ikke, at det nok er sket flere gange før, alle de gange i ikke har været sammen?", forklarede Jonathan temmelig roligt men bestemt, mens han så opmærksomt på mig og nussede min håndryg med begge hans tommelfingre. Det vendte sig i maven på mig.

"Hvordan kan du vove og påstå den slags Jonathan? Du kender ikke jo Justin!", hulkede jeg med et hjerte, der føltes knust i tusinder af stykker. Jonathan virkede så pokkers urørt over mine hjertekvaler, men ja kunne jeg forvente andet? Jeg vidste jo, at han aldrig havde syntes specielt godt om Justin.

"Nej, det gør jeg ganske vidst ikke Blake, men hvem siger at du kender ham bedre end jeg? - Hele jeres forhold har været heftigt og i blev gift ret hurtigt - I har ved gud ikke engang kendt hinanden i et års tid endnu... Blake, jeg kender dig bedre end nogen anden. Vi har kendt hinanden i mange år og jeg kender til meget omkring dig, og det ved du!", forklarede han. Jeg følte bare Jonathan gjorde alt ondt værre med sine ord, men desværre havde han jo ret i, at Justin og jeg ikke havde kendt hinanden i en overflod, som jeg kendte Jonathan.

"Hv... hvad skal jeg gøre?", hulkede jeg. Jonathan slap mine hænder med et suk og greb rødvinen midty på bordet og hældte lidt mere op i mit glas.

"Først og fremmest Blake - Så slår du koldt vand i blodet... Her, tag dig lidt at styrke på...", forklarede han bestemt og rakte mig glasset, han lige havde hældt op i. Jeg tog grædende imod det og drak en ordenlig tår, så vinen forårsagede en brusende varme i mine kinder. Jeg slap glasset med et dybt suk og stilte det på bordet foran mig.

"Selvfølgelig er det vigtigt, at du får tænkt nogle ting igennem, og ja, jeg ved så udmærket godt, at du og Justin er på bryllupsrejse, men måske det hele er gået en tand for stærkt for jer begge to? Han har været dig utro, så måske du burde bruge noget tid for dig selv og overvej, hvilke fremtidsudsigter du havde tænkt dig? Måske, er Justin bare ikke den rette?", forklarede Jonathan. Jeg hulkede stille og var så pokkers ligeglad med, at jeg nok sad og fik en del opmærksomhed fra de andre café-gæster herude foran caféen, men mit hjerte var knust og jeg kunne bare ikke holde gråden eller sorgen tilbage.

"Jamen, jeg elsker ham...", snøftede jeg. Jonathan så trist på mig.

"Blake... Jeg ved den slags hjertesorger er hårdt og det er ikke nemt at slippe den man elsker højst, men vil du virkelig byde dig selv, at leve resten af dit liv med en ægteskabsbryder?", spurgte han med et bekymret blik på mig. Jeg græd stille og rystede på hovedet, mens jeg gentagende gange bare sad og duppede mig under øjnene. Jeg var garanteret sort pga mascaraen.

"J... jeg v--ved det i..ikke Jonathan?", hulkede jeg.

"J..jeg... elsker ham s..så h..højt...", hikstede jeg grådkvalt. Jonathan rystede nærmest håbløst på hovedet.

"Blake, det ligner ikke dig at være så svagelig... Hvor er den stærke Blake, som jeg kendte før i tiden blevet af? Du kan få så meget bedre end ham... Der findes så mange fantastisk fisk i havet - Justin er ved gud ikke den eneste i havet...", forklarede Jonathan bestemt. Jeg hikstede og nikkede.

"J..ja... Jeg v..ved det...", svarede jeg nærmest hyperventilerende.

"Så hvad gør du Blake?"

Jeg så med sløret blik på Jonathan pga tårerne.

"Jeg må snakke med ham...", hikstede jeg. Jonathan nikkede og rejste sig fra sin caféstol. Jeg fulgte ham med blikket, hvor han så ned på mig.

"Skal jeg ringe til ham, og sige, at du sidder her og gerne vil tale med ham?", spurgte han. Jeg så med et målløst blik op på ham. Ja, jeg forstod ærlig talt ikke, hvorfor Jonathan skulle ringe til Justin?

"H...hvorfor spørger du om d..det?", spurgte jeg hikstende og rimelig chokeret. Jonathan smilte svagt og trak på skuldrene.

"Blake...", begyndte han og så seriøst ned på mig.

"Det var blot for at hjælpe lidt, så du ikke skulle sidde og prøve at forklare noget til Justin i telefonen, som han måske i sidste ende ikke ville forstå halvdelen af, sådan som du græder lige nu og på den anden side, ville det måske også være godt, at jeg kunne forklare ham nogle alvorsord, så han ved  hvor vigtigt det er, at i får talt ud sammen?"

Jeg så målløs op på Jonathan og nikkede.

"Jo, d..du har nok ret?", snøftede jeg. Jonathan smilte roligt og gik de få skridt hen til mig og bukkede sig over mig og gav mig et knus, mens han nussede mig på ryggen.

"Ro på søde... Det skal nok gå... Nu ringer jeg til Justin, og får ham herover, så i kan tale alene sammen og så lover du mig, at finde den stærke Blake frem og lægger kortene på bordet - Lover du mig det?", forklarede Jonathan i knuset. Jeg nikkede grædende i knuset.

"J..ja...", svarede jeg spagt.

- Jeg vidste, at dette med garanti ikke endte godt...

~


Justins synsvinkel:

Lokation: Andet steds i byen, Paris, Frankrig , tirsdag d. 27 januar, 2015, kl. 16:13

Jeg gik sukkende ud af butikken. Nok havde jeg og Blake toppes med hinanden, men alligevel havde det været lidt rart at tænke tingene igennem alene i dag. Jeg havde været alene oppe i Eiffeltårnet, og jeg havde godt nok ønsket, at jeg havde kunne dele den oplevelse med Blake, men nok ikke lige i dag. Jeg måtte bestemt få talt ud med hende. Jeg ønskede virkelig ikke, at skændes eller være uvenner med hende. Jeg elskede hende for højt til at gå og bære nag.

Selvfølgelig havde jeg ikke ment noget ondt med mine ord til hende i formiddags. Jeg havde bare haft brug for luft, eftersom vi ikke havde bestilt andet end at bide hovederne af hinanden. Hun var min elskede kone for helvede. Var det ikke det ægteskabet handlede om? At man skulle følges ad i medgang og modgang? Nu havde vi haft en del modgang, så var det sgu også på tide at vende skuden en omgang. Vi var sgu ligesom på bryllupsrejse, og så var det sgu meningen at vi skulle være kærlige og romantiske. Livet var fandeme for kort til at skulle mundhugges med hinanden! Hun var min dronning og jeg savnede allerede alt for meget, at kunne forkæle hende.

Derfor havde jeg også været en tur i bodyshoppen og købe en super lækker massageolie, lidt duftlys andetsteds og så en tur i en sexshop og købe lidt frækt til en fræk og erotisk aften. Nok for skænderi denne gang. Nu skulle jeg bare forkæle hende i aften, om jeg så skulle lænke hende fast til sengen. Jeg ville forkæle hende, uden hun behøvede, at gøre noget på mig. Det var ikke det der talte. Hun skulle bare vide, at jeg ville gøre alt for at gøre alt godt igen for hende - det fortjente hun!

Jeg standsede pludseligt op ved at min iPhone ringede i min bukselomme. Jeg var ikke sen til at tage den og undrede mig en del over det ukendte nummer, men tænkte ikke videre over det.

"Ja?"

"Hey Justin!"

Jeg blev underlig over at høre den alt for genkendelige stemme i røret.

"Jonathan?", sukkede jeg.

"Hvad vil du?", spurgte jeg yderligere.

"Blake vil tale med dig - Kan du komme hen til Café Les Deux Magots?"

Jeg følte det underligt, at han ligefrem kunne komme frem med, hvor Blake befandt sig lige nu.

"Hvordan ved du, at hun er der?", spurgte jeg med en klump i halsen.

"Svar mig nu bare Justin - Kan du?"

Jeg sukkede irriteret.

"Ja, jeg finder det nok!"

"Det er i nærheden af jeres hotel - bare så du er klar over det!"

Jeg sukkede træt over, at Jonathan tydeligvis havde styr på hvor pokker den café var.

"Er du i Paris?", spurgte jeg olmt og var ved at sprænges som en tikkende bombe indvendigt.

"Ja... Kom nu bare! Hun har brug for at snakke!"

Jeg følte at jeg kogte af vrede allerede. Dette at Jonathan faktisk også var i Paris - Den tanke huede mig slet ikke! Han var garanteret ude på ballade.

"Jeg finder det!", fnøs jeg og var fucked ligeglad med, at jeg bare smækkede røret på. Han kunne fandeme vente sig, den vatpik!

~

Lokation: Skråt over for Café Les Deux Magots, Paris, Frankrig , tirsdag d. 27 januar, 2015, kl. 16:52

Jeg havde ret! Jeg kunne se ham siddende ovre ved et cafébord sammen med Blake på den anden side af gaden. Han så mig sekunder efter og vinkede med et smil så lusket, hvorefter han rejste sig og gik mig i møde. Hvad fanden havde han gang i?

Hvis det var for at ramme et ømt punkt hos Blake, så var det jo en perfekt dag at vælge. Sig mig, stalkede han os helt seriøst? Først lufthavnen i LA, så på pubben Mayflowers i London og nu fandeme i fucking Paris?! Ja, jeg var sgu sur - rettere rasende! Hvad fanden bildte narrøven sig ind? Spolere og ødelægge et nygift ægtepars ferie, og så oven i købet på deres fucking forpulede bryllupsrejse?! Ja, jeg var sgu rasende.

Jeg farede lige hen mod ham og havde så meget lyst til at slå ham ned med mine bare næver, men Blake var i nærheden og jeg ville ikke gøre hende mere til skamme. Jeg ville vise mig som den ægtemand hun fortjente. Så med en klump i halsen og vreden boblende i mig, gik jeg Jonathan i møde.

"Hvad laver du her?!", spurgte jeg olmt og kæmpede for at holde vreden i mig. Jonathan smilte smørret og blinkede med øjet og klappede mig for helvede på min venstre skulder, som om vi var best buddies i min bare røv! Lige her, kunne jeg godt have haft brug for back up fra mine bedste venner hjemme i LA.

"Jeg synes ikke du skal bekymre dig om min tilstedeværelse Justin. Blake vil godt snakke alvorsord med dig, så jeg synes du skulle gå hen til hende i stedet...", svarede Jonathan pokkers roligt, så jeg var ved at gå ud af mit gode skin over ham.


Jeg fnøs med et dræbende blik på ham og gik med vilje ind i hans ene skulder, blot for at vise, at hvis han gjorde modstand, så var jeg fandeme ikke ked af at skulle lange ham en hel del knytnæver i hans forpulede klamme ansigt!

"Justin?!", protesterede han, da jeg var gået nogle skridt væk fra ham og med retningen over mod Blake og caféen.

"FUCK AF MED DIG MAIN!", råbte jeg og vendte mig i sekunder mod ham, mens jeg gik baglæns og rakte ham en smuk fuckfinger, inden jeg vendte mig mod retningen af Blake igen.

Jeg nåede endelig hen til Blake, der sad med et tomt blik og bare stirrede ned på et halvtomt rødvinsglas. Jeg smilte svagt og valgte at smide min vrede over for Jonathan væk. Jeg satte mig over for hende på den sorte og ret parisiske stålstol.

"Baby?", spurgte jeg stille og hun så straks op og afslørede nogle ret blodskudte og tårefyldte øjne og hun begyndte at græde. Jeg så bedrøvet på hende og tøvede ikke med at rejse mig fra stolen for at sætte mig over ved siden af hende. Jeg greb fat i hendes hånd og kunne med det samme mærke, at hun rystede over hele kroppen.

Det gjorde mig virkelig ondt at se hende være så pokkers ked ad det. Jeg greb lommetørklædet hun havde liggende på bordet foran hende og roligt tørrede jeg hendes kinder fri for tårer, men alligevel blev hun ved med at græde. Jeg smilte svagt og kyssede hende blidt på kinden og trak hende ind i et varmt knus.

"Undskyld elskede... Jeg hader at være uvenner med dig... Kan du tilgive mig?", hviskede jeg ved hendes øre. Hvad der gjorde endnu mere ondt på mig, var hendes gråd, der blot syntes at blive meget værre end før. Jeg trak hende tættere på mig, blot så hun skulle føle sig mere tryg.

"Blake...", hviskede jeg trøstende og trak mig en anelse fra hendes ansigt, hvor jeg lagde min venstre hånd om hendes hage for at få hende til at se på mig, men hendes gråd blev blot værre.

"J..jeg k...", vaklede hun nærmest over sine ord, der blev overtaget af hendes hjerteskærende gråd. Hun lukkede grædende øjnene, selv om jeg stadigt holdte om hendes hage, for at betragte hende.

"Hvad prøver du at sige elskede?", spurgte jeg bedrøvet med fugtige øjne. Hun glippede sine våde øjne op.

"Jus...", hviskede hun grådkvalt. Jeg slap hendes lagde og lagde mine hænder om hendes kinder og så opmærksomt ind i hendes sørgmodige øjne.

"Hvad vil du sige?", spurgte jeg lavt. Hun hulkede voldsomt og så ned mellem os hvor jeg fulgte blikket ned på hendes hænder. Hun græd stille uden at sige noget. 

Et ubehageligt sug gik gennem mit hjerte, da jeg så hun vristede sin fine vielsesring af hendes finger og greb fat i min venstre hånd for at ligge ringen i min håndflade. Jeg begyndte at hulke løs og så på hende.

"Blake... Det mener du jo ikke!", udbrød jeg hulkende.

"Justin... Det er slut...", græd hun. Jeg omfavnede hende i et stramt knus.

"Nej Blake... Forstår du ikke, at jeg kun elsker dig og ingen anden?", hulkede jeg. Jeg mærkede hendes hænder gribe fat om mine rundt om hendes nakke og langsomt løsnede hun mit greb om hende.

"Blake... D..du må ikk....", luften røg ud af mig og Blake rejste sig fra stolen og jeg så op på hende. Hun græd selv og nikkede grådkvalt.

"Jeg ligger en flybillet til dig på sengen på hotellet... Farvel...", græd hun. Jeg brød sammen, mens jeg sad med foroverbøjet hoved og betragtede hendes diamantring i min hånd.

- Min verden ramlede fuldkommen sammen...

Kærligheden har mange sider - Det kan vi roligt blive enige om. Min historie om hvordan jeg mødte den perfekte pige, som jeg bare gav alt hvad jeg kunne, skulle vise sig at være løgn. Jeg troede, at jeg vidste alt om hende, da jeg langt om længe stod ved alteret i kirken og gav hende mit ja til hende. Jeg troede, at jeg var så sikker på hende og jeg troede, at hun var pigen, som jeg skulle elske og ære resten af mit liv - Hende jeg ville få børn med og blive gammel sammen med, men jeg tog fejl! - Blake Lively var alt andet end jeg havde forventet mig og alt dette sørgede hendes familie og ikke mindst hendes klamme eks-kæreste for at få mig til at indse. Nu sad jeg her på en hyggelig café i Paris. Forladt . Alene . Min kone havde forladt mig uden at fortælle hvorfor?

~*~*~

En hjertelig tak til alle, som troligt har fulgt med her! Vi runder af her og snart vil del 2 blive publiceret! På gensyn.

Nynne og Ida.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...