Just Married

Justin og Blake mødes en fredag aften på en bar og der opstår straks amoriner og flirt i luften. Justin er af en ret almindelig amerikansk familie og har ikke alverdens af værdi, men har til gengæld en overflod af drengerøvs charme - Hvor imod Blake kommer fra en ret rig familie, men det har intet på sig for Justins vedkommende, da han forelsker sig i pigen hun er i hjertet og ikke hendes velstand. Blakes familie har ikke meget til overs for Justin, for hvordan i alverden skulle han passe ind hos den rige familie? Imod alle odds, bliver Justins og Blakes forhold mere og mere intenst og seriøst og alt går pludseligt stærkt, da Justin går på knæ for den smukke Blake. Hun siger selvfølgelig ja, da hun elsker Justin af hele sit hjerte, men hvad siger Blakes familie til det? - Vil familien nu gøre alt for at forhindre dette kommende bryllup?

180Likes
561Kommentarer
346634Visninger
AA

31. Anger management!


Justins synsvinkel:

Lokation: På shoppingtur i Ikea, fredag d. 24 oktober, kl. 14:12

Jeg smed mig irriteret ned på sengen og gloede op i loftet. Den evindelige dumme musik kørte uafbrudt - vel og mærke kun afbrudt af små reklamer ind imellem om alverdens tilbud på alle mulige ting og møbler her inde. Damn, hvor nederen at høre på faktisk. Jeg sukkede og lagde mine arme på kryds under mit hoved, som en "støttende pude".

Nu jeg fik lejligheden til at tænke over tingene, så kunne jeg kun finde det mega dumt den diskussion Blake og jeg havde haft. Seriøst, hvor lave var vi lige at vi skulle diskutere om en skide klapstol og så op til brylluppet? - Det var måske ikke ligefrem det smarteste, og så ja, endnu engang, over en skide klapstol?

Jeg pustede hårdt ud og satte mig op i sengen, som vel og mærke faktisk var meget god at ligge på. Jeg vendte mig halvt omkring og så på det store prisskilt: "Luxus combi madras med tredobbelt fjedring og trelags åndbart polstring kun $ 1008", stod der. Damn, hvad med bare at sige luxus madras? Det var da en del nemmere.

"1008 dollars...", mumlede jeg forfærdet over prisen og skar ansigt over det.

"Damn, for en skide madras?", mumlede jeg chokeret.

"Yup, de rige har helt sikkert mange glæder...", mumlede jeg videre og rejste mig fra sengen og madrassen. Jeg så flygtigt på sengen, der kostede knap så meget som madrassen. Vanvittigt måske - Bare en anelse? Jeg så mig omkring og måtte nok konstatere, at Blake nok var på den samme afdeling som før, eftersom den etage var fyldt til randen med alt muligt gejl. Ja, det var det jo i princippet! Brugbart og mindre brugbart pyntegenstande og service til bordopdækning. Jeg begav mig hen til rulletrappen, der førte nedad og kørte ned til den etage, som jeg havde efterladt Blake sidst.

Jeg satte mig for at lede efter hende og der gik godt og vel fem minutter, før jeg endelig fandt hende, men på én eller anden måde kom det slet ikke bag på mig, at netop den narrøv, tilfældigvis bare var dukket op. Hvorfor fanden skulle han altid dukke uanmeldt op? Sig mig, stalkede han os eller hvad?

Med hurtige skridt, olm af vrede og knyttede hænder kom jeg hurtigt hen til dem og ved bagholdsangreb greb jeg fat i kraven på ham og skubbede ham væk fra Blake.

"Hvad fanden har du gang i din gnom?!", fløj det vredt ud af mig.

"Jeg har lov til at være her Justin!", svarede Jonathan og rettede på sin åh så perfekte hvide skjorte. Jeg brummede vredt.

"Justin, lad nu være...", kom det roligt fra Blake ved min højre side. Jeg så flygtigt på hende.

"Hvad fanden laver han her Blake? Har du inviteret ham?", spurgte jeg vredt.

Ja, jeg var vel jaloux, men med min gode vilje. Hun rystede på hovedet uden så meget som at smile. Jeg fnyste og så atter hen på Jonathan.

"Hvis jeg ser dig bage på min forlovede én gang til Jonathan, så kommer du fandeme til at fortryde det, og jeg skal personligt nok sørge for, at du bliver afskrevet fra vores bryllup!", skældte jeg hårdt, mens jeg pegede mod ham og ja, vi fik nok en del opmærksomhed fra alle mulige kunder omkring, der rystede på hovederne over det der foregik.

"Unge mand, behersk dig dog?", kom det fra en ældre herre. Jeg skar tænder ad ham.

"Pas dig selv besse!", fløj det hårdt ud af mig. En arm greb fat om min højre arm.

"Justin, slap nu af...", kom det roligt men i en træt tone fra Blake. Jeg kogte seriøst af vrede og så stadigt over på Jonathan.

"Skrid!", sagde jeg henvendt til ham. Han så ikke ligefrem tilfreds ud og flyttede blikket hen på Blake.

"Og den psykopat skal du giftes med Blake?", kom det ret flabet fra Jonathan. Ordene fra ham, fik mig til at flippe ud.

"HVAD FANDEN SAGDE DU DIN NAR?!", råbte jeg arrigt og rev mig ud af Blakes greb og hoppede lige i flæsket på Jonathan, så der røg lige en venstre i hans kønne og klamme ansigt.

"JUSTIN?!", råbte Blake skingert op. Jonathan stod stadigt oprejst men lettere fortumlet. Han så olmt på mig.

"Det kommer du til at fortryde...", kom det hvislende fra ham, mens han tog sig til kæben.

"DU PRØVER BARE DIN NAR!", råbte jeg i hovedet på ham, så jeg vidst nok kom til at spytte ham i ansigtet.

"Hallo, så er det godt det der! Hvis det ikke stopper, så må vi tilkalde politiet!", overraskede to centervagter mig fra hver side af mig og trak mig væk fra Jonathan i begge mine arme.

Alt gik pokkers stærkt for mig, for pludseligt blev jeg kastet ud af hovedindgangen af de to centervagter, så jeg var tæt på at få overbalance.

"Og bliv ude!", udbrød den ene vagt højt, hvor efter vagterne gik indenfor igen.

Jeg fnyste af raseri. Hvorfor skulle den narrøv til Jonathan altid dukke uanmeldt op? Jeg var næsten sikker på, at han gjorde det med vilje, for at være på tværs og ødelægge alt for Blake og jeg.

Og så stod jeg her og fnyste over, at Jonathan stadigt var der inde sammen med Blake. Jeg sukkede hårdt og satte mig på en stor sten, der var placeret tæt ved hovedindgangen. Jeg havde virkelig brug for en smøg nu. Jeg havde ellers lovet Blake at holde op, men jeg måtte indrømme, at trangen efter en smøg var ret eftertragtet i øjeblikket.

Flere mennesker gik ind og ud på skift ad indgangen. Jeg fulgte dem med øjnene.

"Undskyld, har du en smøg jeg må få?", spurgte jeg en mand, der kom gående mod mig, med en cigaret i munden. Han stoppede op og nikkede og fiskede en smøg frem til mig.

"Har du selv ild knægt?", spurgte han. Jeg rystede på hovedet med et suk.

"Jeg var ellers holdt op,  men jeg kan mærke, at jeg bare har brug for en smøg lige nu!", sukkede jeg opgivende. Manden grinte svagt og rakte mig en lighter.

"Er det én af de dage?", spurgte han henkastet.

Jeg nikkede blot for hans spørgsmål var gået rent ind. Jeg tændte for min smøg og inhalerede straks og rakte ham lighteren igen. Jeg fjernede smøgen fra mine læber og smilte svagt op til ham.

"Tak sir!", takkede jeg.

Han nikkede med et smil og begav sig indenfor i Ikea. Straks kunne jeg mærke nikotinen dulme lettere for mine frustrationer, og jeg sad blot og stirrede ned i asfalten, mens jeg røg. Jeg burde nok lære at styre mit temperament, særligt, når vi var offentlige steder, men den nar til Jonathan kunne seriøst få mig op i det røde felt og det var slet ikke fedt at tænke på, at der nærmest ikke skulle noget til efterhånden, kun pga hans evindelige show ups  i tide og utide. Det var sgu da vildt besynderligt, at han helt tilfældigt skulle dukke op af alle steder i Ikea, og lige netop samme etage som Blake og samme tidspunkt? Seriøst, alle hans tilfældige måder at støde ind i os eller i Blake på, virkede så langt ude og pokkers uldent. Jeg havde intet  til overs for den mand længere. Han var snedig, slesk og pokkers indbildsk. Ja, jeg hadede ham seriøst! Jeg kunne ikke fordrage ham, føj!

"Justin?", hendes stemme fik mig til at kigge op på hende, hvor hun pludseligt stod med en lille fyldt indkøbsvogn, hvor ved hun stod og så opgivende ned på mig.

"Jeg troede du var holdt op?", spurgte hun med et skuffet udtryk.

Jeg tog endnu et hvæs af min næsten færdig-røget smøg og pustede stille ud og skoddede smøgen hen ad asfalten. Jeg så med et suk op på hende.

"Det var jeg også...", svarede jeg lavt og rejste mig fra stenen.

Jeg gik de få skridt hen til hende og lagde mine hænder om hendes hofter og så indgående på hende.

"Undskyld min til tider umulige opførsel baby, men jeg kan bare ikke forstå, hvorfor Jonathan altid skal dukke op alle de specielle steder vi er - Det virker så lusket... Kan du tilgive mig?", spurgte jeg lavt. Blake sukkede meget hårdt og glippede et øjeblik med øjnene, inden hun så på mig igen.

"På en måde kan jeg godt følge dig Justin, men du må altså se og lære at styre dit temperament. Jeg kan ikke lide, når du flipper ud på den måde? Hvad med at lære at tage det på en mere moden og ansvarsfuld måde?", spurgte hun med et bekymret blik på mig. Jeg kunne dårligt smile men nikkede trak hende ind i et knus.

"Jeg skal nok prøve baby, det lover jeg... Kan du tilgive mig?", spurgte jeg lavt ved hendes øre, mens jeg kærtegnede hende i nakken og i hendes hår, som hun havde været løst i dag. Jeg hørte et suk fra hende, men hun svang sine arme om ryggen på mig og knugede sig tættere på mig. Ja, så vidste jeg godt, at hun havde tilgivet mig.

"Selvfølgelig tilgiver jeg dig skat... Det er ligesom det et modent forhold går ud på, ikke?", svarede hun lavt. Jeg smilte svagt over hendes svar og kyssede hende i nakken.

"Mmh...", mumlede hun stille, så jeg ikke kunne lade være med at trække stort på smilebåndet. Jeg løftede hendes hoved fra min skulder og fandt hendes øjenkontakt og smilte kærligt.

"Er du klar over hvor højt jeg elsker dig?", spurgte jeg lavt. Blake fniste og nikkede.

"Men jeg elsker dig højere, til trods for du kan være så dum en gang imellem...", grinte hun. Jeg gjorde store øjne.

"Nå, så du skal kalde mig dum?!", udbrød jeg med drillende stemme, så hun skreg op ad grin og begyndte at løbe med indkøbsvognen mod min bil på parkeringspladsen.

"Pas nu på, jeg ikke fanger dig!", råbte jeg efter hende, så hun skreg endnu mere af grin og slap vognen nær min bil og løb videre. Jeg indhentede hende og svang hende op på min skulder, så hun hang og sprællede.

"Haha Justin, sæt mig neeed!", grinte hun højt. Jeg gik med hende mod bilen og kildede hende i siden, så hun skreg op af grin.

"Hahahaha Ju...Ju...", skreg hun af grin så jeg grinte selv og satte hende på jorden og så med et smørret smil på hende.

"Juju? - ham kender jeg ikke?", grinte jeg drillende.

"Aaarrh!", udbrød hun med et irriteret grin og begyndte at slå mig på overarmen. Jeg stod bare og grinte smørret mens jeg så på hende.

"Neeej, nogle små myg vi har i år!", drillede jeg hende. Hun var smadret af grin.

"Så stopper vi!", udbrød hun fnisende og tvang mig ind i et grådigt tungekys.

"Mmh, min frækkert...", mumlede jeg og puffede hende med ryggen op ad siden på bilen og lænede mig mod hende.

Jeg udviklede vores tungekys i et lækkert snav og kunne bare ikke holde hænderne fra hendes dejlige balder, som jeg gramsede godt på. Hun kørte sine dejlige fingre i håret på mig, så jeg uden tvivl fik det vildeste garm lige nu, til trods for jeg ellers havde stylet det flot i formiddags. Hun afbrød vores snav og jeg fjernede mig dårligt. Vi fik intens øjenkontakt. Hun så med et tændt blik på mig.

"Jeg har så meget lyst til dig... Lige nu...", stønnede hun nærmest ordene ud. Jeg bed mig tændt i underlæben.

"Jamen, der er så langt hjem til både dig eller mig, kan vi holde til det?", spurgte jeg lavt og temmelig tændt på hende. Hun bed sig i underlæben med et frækt smil.

"Vi finder en rasteplads på vejen...", svarede hun med et frækt blik. Jeg bed mig tændt i underlæben.

"Det skal du ikke sige to gange baby...", svarede jeg ret tændt og fjernede mig fra hende, for at skynde mig at lægge tingene fra indkøbsvognen ind i bagagerummet i bilen.

"Jeg smutter hurtigt over med indkøbsvognen skat!", udbrød hun med et frækt grin. Jeg nikkede tændt. Jeg kunne dårligt vente nu med at finde den skide rasteplads....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...