Just Married

Justin og Blake mødes en fredag aften på en bar og der opstår straks amoriner og flirt i luften. Justin er af en ret almindelig amerikansk familie og har ikke alverdens af værdi, men har til gengæld en overflod af drengerøvs charme - Hvor imod Blake kommer fra en ret rig familie, men det har intet på sig for Justins vedkommende, da han forelsker sig i pigen hun er i hjertet og ikke hendes velstand. Blakes familie har ikke meget til overs for Justin, for hvordan i alverden skulle han passe ind hos den rige familie? Imod alle odds, bliver Justins og Blakes forhold mere og mere intenst og seriøst og alt går pludseligt stærkt, da Justin går på knæ for den smukke Blake. Hun siger selvfølgelig ja, da hun elsker Justin af hele sit hjerte, men hvad siger Blakes familie til det? - Vil familien nu gøre alt for at forhindre dette kommende bryllup?

180Likes
561Kommentarer
346283Visninger
AA

48. All that nagging!


Justins synsvinkel:

Lokation: I brudesuiten, Hotel Pullman Paris Tour Eiffel, Paris, Frankrig , tirsdag d. 27 januar, 2015, kl. 10:15

Jeg kunne ikke ligefrem påstå, at vores hvedebrødsdage havde været super fantastiske alle dagene. Siden jeg havde dummet mig i London i fredags, så kunne jeg godt mærke på Blake, at hun stadigt bar nag, selv om hun påstod over for mig, at alt det var glemt, men så let kunne hun altså ikke narre mig. Jeg kendte hende trods alt på mange punkter - syntes jeg da selv.

Jeg kunne stadig gå og spekulere over, hvordan pokker jeg var endt i en random lejlighed længere inde i Londons bymidte hos en britisk tøs, der nok var en anelse køn, men da jeg vågnede på hendes sofa lørdag formiddag og fortumlet over om hvor pokker jeg befandt mig og jeg så betragtede denne tøs komme valsende ind i stuen fra hendes soveværelse af og lignede mere lort end lagkage. Ja, så gik det efterhånden op for mig, at jeg havde lavet pænt meget lort i den. Jeg kunne virkelig ikke forstå hvorfor det netop skulle ske for mig, for jeg var ligesom på bryllupsrejse med min elskede kone. Havde jeg helt seriøst været så pokkers svag? Noget havde i alt fald sagt mig, at jeg havde drukket en hel del.

Jeg havde spurgt pigen om, hvad pokker jeg havde lavet med hende, siden jeg var endt hos hende, men hun havde påstået hårdnakket , at jeg havde været sammen med hende, men det kunne jeg slet ikke få til at hænge sammen, eftersom jeg for det første havde vågnet på hendes sofa, og for det andet, så havde jeg været fuldt påklædt, da jeg vågnede i hendes sofa.

Jeg havde selvfølgelig ikke nævnt noget til Blake om den randomme tøs, da jeg ikke ville bekymre hende yderligere, og bare tanken om hvis jeg havde været utro, hvad jeg dog næsten var sikker på jeg ikke havde været, så fortjente Blake ikke at få den slags at vide. Det ville såre hende på det groveste, og jeg var seriøst bange for at miste hende, eftersom jeg virkelig elskede Blake af hele mit hjerte. Selv om jeg ikke huskede meget efter, jeg havde været gået i baren for at hente drikkelse til Blake og jeg der i fredags, så huskede jeg bare ikke særlig meget efterfølgende, ud over at jeg faktisk mødte denne brunette i baren, der åbenbart hed Kimmie, eftersom det havde været denne Kimmie, som jeg havde vågnet op hos - altså i hendes sofa, vel og mærke! Efter den tur på pubben i London, så var det som om, at mange ting var blevet glemt efterfølgende.

Jeg havde helt bevidst undladt at fortælle Blake den skinbarlige sandhed, for jeg syntes bestemt ikke, at det var nogen fed idé, at jeg bare fortalte hende, at jeg faktisk var vågnet op hos en random ung britisk pige et sted i London. Blot havde jeg fortalt, at jeg vidst nok var blevet drugget af nogen i baren uden jeg vidste det, og så var jeg kommet lettere til mig selv ved at jeg åbenbart havde touret byens natklubber igennem, uden forstand nok til at finde tilbage til hotellet og Blake. I alt fald ikke før omkring formiddagen til middagen.

Hold da kæft, hvor havde Blake været gal i skralden den lørdag. Det havde ikke bare været glemt i løbet af lørdagen, nej hele  lørdagen havde været gået med en sur Blake, og hun havde også efterfølgende bedt om fred, hvor hun havde været ude og shoppe i byen - alene! Men jeg var gået i bad, og så valgte at finde en lokal sportsbar, så jeg kunne dulme de psykiske smerter med lidt reparationsbajere og se Manchester United på storskærm i sportsbaren. Det var blevet til fem-seks øl, sportssnak med nogle lokale indbyggere og nogle slag pool, inden jeg sent om aften begav mig tilbage til hotellet, hvor den havde været omkring elleve om aftenen, og Blake slet ikke var dukket op.

Jeg fandt hende først sovende i sengen ved min side, da jeg var vågnet næste morgen. Og til ingens overraskelse, havde jeg virkelig savnet hende og var begyndt at pille lidt ved hende under dynen, men til min skuffelse, havde hun skubbet mig væk og gået direkte i bad. Well well, så var søndagen i gang med endnu mere surhed fra hendes side af. Dog havde jeg slet ikke givet op så let, hvor ved jeg på mine bedste luskede idéer havde overfaldt hende lige efter hendes bad og tvunget hende ned i sengen med en masse kys på hendes småfugtige krop. Hun havde kæmpet en del imod, men gav sig til sidst. Yup, som jeg bedst vidste, så kunne hun bare ikke modstå mig. Så siden søndag formiddag havde vi da for det meste kunne enes og kunne foretage os ting sammen, men hold da kæft, hvor kunne vi også bare bide hovederne af hinanden.

Ofte, så prøvede jeg at overbevise mig selv, at alle ægteskaber havde problemer nu og da, og det Blake og jeg havde for tiden, nok bare var lidt efterfølgende stress efter mit lille forsvindingsstunt fra Mayflower pub i London. Blake skulle nok blive god igen - det var jeg nærmest overbevist om. 

Nu var vi så landet i Paris og endelig havde vi haft en ret luksuriøs rejse med flyet på første klasse, men det eneste minus, der havde været, var at Blake ikke havde magtet at ville tale med mig det mindste under rejsen. Hun havde åbenbart ment, at det var på sin rette hylde, at hun kunne tillade sig at slappe af med sin franske bog, blot for at genopfriske sit nærmest flydende fransk.

Selv kunne jeg da fransk, men jeg var ikke en ørn til det, men det var vel i princippet heller ikke det vigtigste, vel? Så jeg havde brugt flyrejsen ved at forkæle mig selv med drinks, peanuts og andre lækkerier, imens jeg så boksning på den lille fladskærm i flyet. Kunne man lige snakke om, at Blakes og min romantik, nok var røget pænt meget fløjten?

Jeg lå og slappede af på den ret lækre seng, og med en fantastisk udsigt ud af vinduet, eftersom Eiffeltårnet stod godt og vel ikke ret langt fra selve hotellet. Der var gåafstand til det, og jeg havde jo aldrig været i Paris, eller i hele taget i Frankrig nogensinde før, og jeg havde været fuldstændig forbavset over, hvor stort Eiffeltårnet faktisk var. Det var jo sygt stort, og jeg glædede mig ret meget til at komme op og nyde udsigten der oppe fra.

Blake kom ind i soveværelset efter en tur på badeværelset. Jeg var stadig ret træt efter rejsen i går, så jeg havde slet ikke haft travlt med at komme ud af den dejlige seng jeg lå i. Ja, hvorfor ikke nyde al den luksus, der omringede én? Blake gik åbenbart rundt med sin store beautyboks og hun satte sig på sengekanten med med ryggen til mig ved hendes side. Selv om hun var iført bedehåndklæde om sin smukke krop og endnu et håndklæde om sit hoved, så var hun stadig ufattelig sexet i mine øjne.

Jeg satte mig op i sengen og møvede mig med siden til hen bag hende og lagde min venstre hånd om hendes venstre nøgne skulder og kyssede hende blidt på hendes højre skulder, mens jeg nussede hende på den anden skulder.

"Hvorfor så travlt?", spurgte jeg stille og kyssede hende på skulderen igen. Jeg hørte et suk fra hende mens hun virkede lettere upåvirket af mine små kys og kærtegn og bare rodede rundt i hendes store sorte beautyboks.

"Hvor gjorde jeg dog af den?", mumlede hun, uden så meget som at se på mig. Jeg sukkede tungt og rettede mig op at sidde med mine ben på hver side af hende og begyndte at massere hendes skuldre blidt og roligt og så på hende.

"Kan du ikke komme med i seng igen baby?", spurgte jeg med et lille tændt smil og kyssede hende i nakken. Hun så pludseligt på mig med et svagt irriteret blik og fjernede min venstre hånd fra hendes skulder.

"Ikke lige nu Justin...", svarede hun lettere tvært og til min skuffelse, rejste hun sig fra sengen med sin beautyboks og gik hen mod badeværelset. Jeg sukkede tungt, mens mit blik fulgte hende, til hun forsvandt ud på badeværelset.

"Altså, hvad er det med dig baby?", halvråbte jeg lettere frustreret.

"Der er ikke noget...", svarede hun nærmest monotont ude fra badeværelset. Jeg sukkede hårdt og rejste mig fra sengen og rettede lidt på mine hvide boksershorts og begav mig hen til døråbningen til badeværelset og betragtede Blake, der stod og proppede foundation i ansigtet på sig selv. Jeg smilte skævt og gik hen til hende og lagde armene om hende bagfra og kyssede hende blidt i nakken.

"Du behøver ikke al den makeup baby, du er lige smuk som naturlig...", forklarede jeg lavt med et forførende stemme. Blake smilte med nærmest ligegyldighed og trak mine arme væk fra hende.

"Nå, men jeg skal altså ordnes, så gider du lige?", svarede hun lettere irritabelt og vendte sit blik mod mig bag over hendes skulder. Jeg fjernede mine arme omkring livet på hende og sukkede.

"Sig mig, elsker du mig ikke mere?", spurgte jeg med en knude i maven. Blake sukkede og vendte sig med et himlende blik mod mig.

"Selvfølgelig elsker jeg dig Justin...", svarede hun med et suk og så langtfra overbevisende ud over for mig. Jeg nikkede trist.

"Javel...", mumlede jeg skuffet og begav mig ind mod værelset igen.

"Justin?!", kaldte hun med en stemme, der for mig nærmest virkede magtesløs.

Jeg smed mig ned i sengen på maven og sukkede hårdt. Noget kunne tyde på, at Blake slet ikke havde tilgivet mig rigtigt endnu. Vi havde slet ikke været rigtigt sammen siden den fredag eftermiddag i London, inden vi var taget på pubben om aftenen. Fuck, hvor jeg fortrød den aften! Det var som om jeg ikke rigtigt kunne kende Blake mere...


Jeg lå og blundede lidt, blot for at tænke lidt over tingene, som de nu var, for det gik mig temmelig meget på, at jeg slet ikke vidste hvor jeg havde Blake henne. Jeg kunne høre hende rumstere rundt i værelset, men jeg magtede ikke at skulle ligge og betragte hende.

"Sig mig, skal du slet ikke i tøjet og hvad med morgenmaden?"

Jeg sukkede over hendes spørgsmål og jeg vendte mig fra maven og om på ryggen, hvor jeg satte mig op og sukkede over synet af min smukke kone, der var kommet i tøjet.

"Kæft, du er jo lækker!", udbrød jeg med et smørret smil og betragtede hende med den lårkorte sorte kjole og de lange fancy støvler med peeptoe, der smøg sig om hendes lækre lange ben. Hun så blot med et løftet øjenbryn hen på mig, mens hun fiskede en sort hat op fra hendes kuffert og folede den ud for buler og afslørede en kæmpe hatteskygge.

"Hvad skal vi siden du er så lækkert klædt i dag baby?", spurgte jeg med et frækt læbebid og møvede mig ud af sengen for at gå hen til hende. Hun smilte ikke, mens hun rettede sin hat til og så på mig.

"Jeg skal ud og se på byen - alene!", svarede hun spidst. Mit frække smil til hende blegnede og jeg lagde mine arme om hofterne på hende og så trist på hende.

"Bærer du stadigvæk nag over det der skete i London?", spurgte jeg trist, mens jeg nussede blidt med mine tommelfingre på hendes hofter. Hun himlede med øjnene og så på mig.

"Justin...", sukkede hun og hun så mig endelig i øjnene med et såret blik.

"Der kommer nok til at gå lidt tid, før jeg overhovedet kan være i stand til at tilgive dig 100% - forstår du hvad jeg siger?", forklarede hun med et trist blik og fjernede roligt mine hænder om hende. Jeg så bedrøvet på hende.

"Hvad betyder dette?", spurgte jeg trist. Blake fugtede sine læber og trak på sine skuldre.

"Jeg ved det ærlig talt ikke Justin? Du må give mig lidt tid, okay?", svarede hun lettere monotont. Jeg nikkede blot. Blake smilte meget svagt til mig og gik hen mod døren til stuen, hvor hun flygtigt vendte sig om og kiggede over på mig ovre fra dørkarmen af.

"Jeg går ned i restauranten og får morgenmad - kommer du om lidt så?", spurgte hun roligt. Jeg nikkede blot med et trist blik hen på hende. Hun nikkede med et smil og forsvandt fra mit åsyn og sekunder efter, hørte jeg døren til suiten klikkede i.

Jeg sukkede tungt og besluttede mig for at hoppe i tøjet, og skulle jeg være helt ærlig, så havde jeg så meget lyst til at skide på alt i øjeblikket. Meget kunne tyde på, at Blake ikke ligefrem ønskede at lægge problemerne fra sig. Jeg savnede hende - virkelig!

~


Blakes synsvinkel:

Lokation: I restauranten, Hotel Pullman Paris Tour Eiffel, Paris, Frankrig , tirsdag d. 27 januar, 2015, kl. 11:07

Justins stunt fra i fredags gik mig virkelig på. Jeg elskede helt sikkert ham, men jeg tvivlede på hans hensigter og om de overhovedet var reelle? Jonathan havde fortalt mig, at han havde set en hel del, hvad der havde været foregået i pubben den aften, og han påstod, at det slet ikke var småting.

Jeg skulle mødes med Jonathan i dag - ja, Jonathan var også  i Paris, men opholdte sig et andet sted i Paris, da han havde en vingård ude på landet. Dog havde Jonathan reelle beviser for, hvad Justin havde lavet der i pubben den aften, eftersom Jonathan havde filmet det med sin telefon et stykke fra ham.

Ja, jeg var måske lidt kold over for Justin, men jeg mente godt at jeg kunne holde en vis facade, indtil jeg kunne vide mig sikker med hensyn til Justin og Jonathan mente altså, at han havde beviser, så derfor takkede jeg ja til at mødes med ham andetsteds i Paris over en kop kaffe, et glas rødvin eller noget andet.

Jeg sad og spiste roligt, om end nok ret sparsommeligt, eftersom den knude i min mave slet ikke ville forsvinde. Jeg valgte mest muligt at nyde den skønne stilhed her i restauranten. Der var der en del gæster hernede, men der var ro og orden omkring mig, og jeg havde fået mit eget runde fine opdækkede bord, hvor der vidst nok var plads til fem-seks personer, men skidt med det, for så var der god plads til at have flere forskellige morgenmadsretter stående.

Jeg tog en tår af min friskpresset appelsinjuice, mens jeg betragtede den fantastiske udsigt lige ud til Eiffeltårnet. Jeg ville nu gerne op i det, men vidste ikke om jeg ville få tiden til det. Tid var der ikke meget af med min aftale med Jonathan.

"Bonjour Mademoiselle - Behager maden dem?", hørte jeg pludseligt en genkendelig stemme, hvor ved jeg betragtede ham sætte sig ned ved bordet. Jeg gloede lettere olmt på ham.

"Justin, hvordan er det du ser ud? - Man kan altså ikke have strikhue på i sådan en pæn restaurant!", røg det målløs ud af mig, mens jeg stilte min appelsinjuice på bordet. Han satte sig lige lovligt for afslappet tilbage i stolen med spredte ben lidt væk fra selve bordet og så ligegyldigt på mig.

"Det kan du da se jeg kan!", svarede han flabet. Jeg sukkede irriteret og vendte blikket mod min croissant på min tallerken foran mig og rakte med min smørekniv ud efter den lille brie, der stod lettere pyntet inde på bordet på en lille fin anrettet tallerken.

"Desuden hedder det madame og ikke mademoiselle...", mumlede jeg blot uden at se hen på ham, mens jeg koncentreret sad og smurte brie på min croissant.

"Er du nu helt seriøs?", kom det i en flabet tone fra ham og jeg så hen på ham lettere målløs, mens han sad med sin iPhone i hånden og skulede lettere til mig.

Han havde til min indre irritation slet ikke taget den hue af. Altså, Justin havde ligesom lært hvad etikette betød, særligt når vi var på sådan pæne steder og så kom han helt seriøst ned i den antrækning og lignede nærmere en bølle end min mand. Det var jo ikke fordi det ellers generede mig, at han gik lidt bad boy agtigt klædt, men han vidste at vi var på et fem stjernet hotel og alle andre var pænt klædt og lignede så absolut ikke bøller, men Justin gjorde.

"Hvad mener du med det spørgsmål?", spurgte jeg målløs. Justin sukkede hårdt og så bare ned i sin iPhone.

"Justin?", spurgte jeg nærmest opgivende, så han så op fra sin mobil og så hen på mig.

"Du sidder og kritiserer mig helt vildt Blake? Du er fandeme ikke min mor!"

Jeg så nærmest chokeret på ham. Ja, det var som om han opførte sig som en lille snotunge lige nu.

"Justin?!", udbrød jeg olmt. Han fnøs og rejste sig igen fra sin stol.

"Hyg dig...", udbrød han lavt og han chokerede mig ved bare at gå fra mig og ud af restauranten.

"Han skal absolut ikke have det sidste ord indført...", mumlede jeg spydigt og rejste mig straks fra min stol og småløb efter ham, selv om mine høje hæle ikke ligefrem var beregnet til kondiløb.

Jeg nåede ud af restauranten og ud i den store lobby, hvor jeg så Justin valse med hastige skridt mod udgangen.

"Justin?!", kaldte jeg lettere højt, mens jeg småløb og bare følte en masse hotelgæsters undrende blikke efter mig. Justin så flygtigt tilbage mod mig med et blik, der tydeligvis viste skuffelse, og hvor jeg troede, at han standsede op, så vendte han sit blik bort fra mig igen og begav sig med hastige skridt ud af svingdøren.

Jeg havde virkelig en trang til at stoppe op og bare skide hul i det, men det var slet ikke sådan jeg ønskede, at det hele skulle ende for Justin og jeg. Jeg vidste i princippet ikke hvor jeg havde ham, og jeg ønskede bare svar!

Så med tårerne pressende på mine tårekanaler, skyndte jeg mig ud af svingdøren og kom straks ud på gaden, hvor jeg så flygtigt fra side til side, til jeg så Justin gående i ret hurtige skridt ned mod byen. Jeg sank en klump og gik med hastige skridt efter ham.


"Justin?! - Gider du ikke godt vente?!", halvråbte jeg efter ham og måtte desværre for mine små tøseskridt småløbe efter ham det sidste stykke. Blot gik Justin bare videre uden at se sig tilbage efter mig.

"JUSTIN?!", råbte jeg svagt forpustet, mens jeg løb og nåede langt om længe hen til ham med blot nogle meters mellemrum, men han gik blot videre og ignorerede mig, som om han bare ikke kendte mig.

"Justin, vær sød at stoppe!", udbrød jeg højt og lettere forpustet, mens jeg fastholdte mine skridt efter ham.

"Blake, lad mig være!", svarede han, uden så meget som at stoppe op eller se tilbage på mig. Jeg bed mig lettere hårdt i underlæben.

"Justin, du er min mand for pokker! Så stop do....."

"Det virker fandeme ikke sådan!", afbrød han mig, i det han vendte sig hurtigt omkring med et vredt blik, så jeg standsede chokeret op med en svagt åbnet mund og betragtede ham. Hans øjne lynede kraftigt og han trådte et skridt frem mod mig mens han pegede mod mig.

"Blake, jeg har seriøst ikke lyst til at sige det her, men nu siger jeg det; Lad mig for helvede være!", udbrød han olmt og efterlod mig chokeret. Jeg tog mig hulkende til munden, mens jeg betragtede ham gå i hastige skridt videre ned mod byen.

- Jeg var bange, virkelig bange!

~*~*~

Så for pokker! Det ser ikke ligefrem godt ud for Blake og Justin. Hvad vil der komme til at ske? Vil de få snakket ud om det og blive gode venner igen? Hvordan kan det være, at Jonathan pludseligt er alle de steder de er? Og skete der virkelig noget mellem den randomme pige fra London, eller fortæller Justin den sandhed, som han kan? Hvad har Blake tænkt sig at gøre og hvad med Justin? Hvad tror i?

~

Så beklager jeg den træge opdatering og det ret kedelige og korte kapitel, men jeg gør mit bedste. Fortsat god mandag! Jeg skal hen til min ene søster og min ældste nevø skal fejres i dag med fødselsdagen.

Knus

Ida.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...