For us - for now... (Tertio)

Dimitri hader alt ved hans jordiske liv, hans job på havnen, hans lejlighed, hans menneskekrop. Det er mange år siden, han blev smidt ud af Himlen, og den barske Jord har sat sine præg på ham. Men da han en sen nat finder en ung engel i frit fald fra Himlen, ændres hans syn på det ukomfortable liv på Jorden. Dimitris fund er en falden engel som han selv, og han opdager uvelkomne følelser i sig selv, da den unge engel er højst usædvanlig. Himlens love skal overholdes - men hjertets begær skal følges.

9Likes
39Kommentarer
1286Visninger
AA

6. Vingevask

Jeg undgår køkkenet i flere timer, lukker døren, undlader at se på Zero, der ligger og forbløder på gulvet. Den svækling! Han er ikke dødelig endnu, han skal nok klare det. Jeg får ryddet nogen lunde op, pizzabakkerne bliver smidt ud, de er nok alle sammen tilbage om en måneds tid. Jeg bryder mig ikke om at lave mad... Coladåser gider jeg ikke gå ud med, jeg stabler dem i det ene hjørne, keder mig, men vil ikke gå rundt i lejligheden. Der er kun fire rum, badeværelse, soveværelse, stue og køkken. Stuen er det første sted, man kommer ind i udefra.

   Døren går langsomt op. Jeg ser på Zero, der står med dynen over sig igen, som en varm kappe. Han bløder stadig lidt fra læben, men næsen og det højre kindben, jeg brækkede dem begge, er åbenbart healede. Hans overlæbe er flækket, men det er ikke der, blodet komme fra. Det er fra mundvigen i den anden side. Han kan ikke rigtig åbne det ene øje helt, det er en smule blåsort... Han er en smule blå på kinden, plamager af blod sidder i hans hår i den ene side.

   Han støtter sig til dørkarmen. Læner sig op ad den.

   "Sulten." Jeg hæver øjenbrynene. Han er forslået og blodig, og så beder han om mad?! Jeg rejser mig op fra min position på gulvet. Går hen forbi ham, tager et æble fra en skål og giver ham det i hånden. Han sætter sig stille ved bordet, der nu har tre stole, og bider ned i det. Han piver lidt. Tager æblet ud af munden og venter lidt. Spiser det så, langsomt, tænksomt. Jeg sætter mig over for ham, betragter ham. Jeg tror ikke rigtigt på det, jeg ser.

   Det blåsorte mærke på kinden trækker sig lige så stille sammen, bliver visket ud som en svag blyantstegning på papir. I takt med at Zero spiser æblet, absorberer dets sparsomme energi, lukker hans sår sig. Han gnider det ene øje, blinker lidt med det. Da æblet er spist, er alt ved ham som før, bortset fra blodet i håret.

   Han ser på mig. Jeg ser på ham. Vi ser altså på hinanden. Jeg rejser mig op, nikker mod badeværelset.

   "Du skal vaskes." Jeg trækker ham med ud, tager dynen af ham. Han piver lidt og prøver at holde fast i den, men jeg skubber til ham og smider den på køkkengulvet. Puffer ham ind på badeværelset. "Gå i bad!" Jeg lukker døren lidt for hårdt, vender ryggen til og lægger armene over kors. Jeg bider tænderne sammen. Jeg ved virkelig ikke hvorfor jeg er så grov over for ham...

   Døren bliver åbnet en smule. Jeg vender ansigtet mod den, ser på Zero, ser forlegent ser ud. Han ser lidt på mig. Jeg hæver spørgende øjenbrynene.

   "Hvad er der stump?"

   "Tøj." Jeg sukker og går ind på mit soveværelse, finder noget tøj, der er lidt for småt til mig, går ud til ham med det. Han tager det og lukker døren igen.

   Efter få minutter åbner han endnu engang døren. Jeg har sat mig ved spisebordet, læser avisen. Han ser tøvende på mig. Jeg folder avisen sammen og sukker.

   "Hvad er der nu?"

   "Mine vinger." Jeg rynker panden.

   "Hvad med dem?" De kan ikke være visnet allerede... Det er ikke engang et døgn siden han faldt. Så får jeg endelig lagt to og to sammen. Jeg rejser min op og sukker. "Fint. Tag bukser på, så kommer jeg."

   Zero kan selvfølgelig ikke vaske sine vinger selv. Det er ikke noget, engle går synderligt op i, at pudse dem engang imellem fungerer fint. Så nu, hvor de skal vaskes fri for blod, er han nød til at have hjælp. Det er fysisk umuligt at nå andet end rødderne på et par vinger, hvis man selv er deres bærer.

   Han sidder på knæ med hænderne i skødet. Jeg vasker hans vinger med koldt vand, jeg har ikke rigtig råd til så meget varmt vand. Jeg knokler røven ud af bukserne dagligt for overhovedet at få råd til at betale de øvrige omkostninger, el, husleje, rent vand, varme, mad, tøj og alt det.

   Zero ryster pludselig vingerne, så det kolde vand sprøjter over på mig. Jeg gisper og fjerner mig. Han ser på mig, undskyldende.

   "Helt ærligt, kunne du ikke have advaret mig?!" spørger jeg rasende. Jeg ved egentlig godt, at det bare er en refleks, man kan ikke rigtig stoppe det - det er ligesom hikke, bare ikke gentagende. Er der noget ubehageligt, der rør vingerne, ryster de sig selv. Jeg snerrer lidt af Zero, prøver så at få resten af blodet af. Fjerene er ved at blive mørke, men ikke grålige eller sorte. Snarere... Jeg fnyser. "Du er vist ved at få lyserøde vinger," siger jeg hånligt. Han siger ikke noget. Det er faktisk rart, så kan jeg lade som om jeg har ret.

   Da vingerne er vaskede og rene, tørrer jeg dem så fjerene stritter og gnister af statisk elektricitet. Zero flakser lidt med spidserne, jeg er faktisk ikke sikker på, hvor mange led der er... Jeg tror ikke, at nogen nogensinde har dissekeret en engel, for at finde ud af det.

   Zero rejser sig op, jeg går hen mod døren. Han strækker sine små vinger, de er en smule karakterløse.

   "Var du virkelig kun sytten et halvt, da du faldt?" Han gnider sine arme, folder vingerne om sig som et tæppe. Nikker. "Og hvor gammel var du, da du døde?" Han ser bare på mig. "S-sytten?" Han nikker. Jeg puster og læner mig op ad dørkarmen. "Hvorfor?" Zero svarer ikke. "Hallo?!" Jeg træder truende hen mod ham, han krymper sig lidt.

   "Det var et uheld..." Han mumler grødet. "Jeg dræbte et menneske..." Jeg er lamslået. Den ynkelige engel foran mig har dræbt et menneske...

   "Hvem?" Ikke at det betyder noget, jeg keder mig. Men han trækker bare på skuldrene. Han rejser sig op. Han er faktisk ret tynd, det er næsten uhyggeligt. Hans hænder ryster en smule, han er ret bleg. Zero tager resten af tøjet, han har lånt af mig, på, han har lavet to aflange huller i ryggen, så der er plads til vingerne. "Du ved godt, at hvis du skal leve på Jorden, skal du skjule dine vinger." Zero nikker. Han kommer hen mod døren.

   Pludselig gisper han, lukker øjnene og falder sammen. Han lander i mine arme, jeg holder ham forskrækket oppe. Han åbner øjnene, de er blanke. Han ser op på mig, ser syg ud. Ryster, skælver og bævrer. Jeg himler med øjnene.

   "Du er da også kropumulig!" Jeg bærer ham ind på sofaen, henter en nogenlunde blød pude og lægger den under hans hoved. Giver ham et tæppe på. Han trækker vejret lidt besværet, hæst og overfladisk. Jeg lægger varsomt en hånd på hans pande. Hans feber er steget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...