For us - for now... (Tertio)

Dimitri hader alt ved hans jordiske liv, hans job på havnen, hans lejlighed, hans menneskekrop. Det er mange år siden, han blev smidt ud af Himlen, og den barske Jord har sat sine præg på ham. Men da han en sen nat finder en ung engel i frit fald fra Himlen, ændres hans syn på det ukomfortable liv på Jorden. Dimitris fund er en falden engel som han selv, og han opdager uvelkomne følelser i sig selv, da den unge engel er højst usædvanlig. Himlens love skal overholdes - men hjertets begær skal følges.

9Likes
39Kommentarer
1262Visninger
AA

7. Suppe

Zero ligger og klynker og piver inde på sofaen. Feberen gør ondt på ham, det er vel første gang, han har sådan én. Det er mega irriterende! Jeg står i køkkenet og tilbereder pulversuppe. Jeg har puttet nogle grøntsager i, men gider ikke gøre mig umage. Det gør jeg aldrig, når jeg laver mad selv. Hvis jeg ikke bestiller pizza, er det enten mexicansk, kinesisk eller thailandsk. Somme tider indisk.

   "Zero, der er mad!" kalder jeg. Jeg har sat to tallerkener på, de eneste jeg havde uden skår. Zero kommer langsomt ud, hans kinder er røde og resten af hans hud er bleg. Han sætter sig på en stol og ser tomt ned på tallerkenen. Jeg øser suppe op til ham, han rynker ikke engang på næsen af lugten, der ikke ligefrem er delikat.

   Jeg sætter mig over for ham, spiser min suppe. Den er ikke så lækker, men det er mad, og ifølge Himlens love, må faldne engle ikke leve luksuriøst.

   Suppen er grålig, og grøntsager flyder rundt i den. Jeg spiser den hjemmevandt, Zero har ikke engang rørt den.

   "Skal du ikke have noget at spise?" spørger jeg ham. Han svarer ikke. "Hallo! Jeg har lavet mad, ladet dig på hos mig, givet dig tøj og varme, et sted at sove, kunne du ikke bare være lidt taknemmelig?!" Zero ser på mig. Han samler skeen op, holder om den som om den vil stikke af. Han tager sig til hovedet, ryster det. Han rejser sig op, nikker kort og lægger skeen fra sig. Han går ind i stuen igen. Jeg ser fornærmet efter ham. "Hallo!?" Jeg rejser mig op og går ind til ham. Han lægger sig på sofaen, kryber sammen og lukker øjnene. "Utaknemmelige lille skarn!" råber jeg. Han åbner øjnene og ser på mig. "Jeg huser dig og hjælper dig, men du vil ikke spise den mad, jeg giver dig?!" Zero sætter sig op. "Du dør, hvis du ikke spiser her på Jorden! Drik i det mindste noget, din..." Min hals snurrer sig sammen. Zero har min skjorte på, den er lidt for stor til ham, og glider ned over den ene skulder. Begæret vender tilbage. Jeg vil have ham! Få ham til at skrige på den ene eller den anden måde.

   Men jeg gennemtævede ikke Zero af den grund. At være smidt ud af Himlen efterlader et ar. På mig har det ar form af raserianfald.

   Jeg har stirret på Zero i et minuts tid. Han kigger på mig, helt uskyldigt og uskyldsrent. Jeg kan ikke klare det! Det er for meget for mig! Det er bare for meget for mig!

   Jeg tager fat om hans skuldre og skubber ham ned i sofaen, hårdt og uden tøven. Han ser forskrækket på mig. Ryster hastigt på hovedet. Jeg puster og hvæser, prøver virkelig at styre mig. Men før jeg ved af det, eller lægger mærke til det, er jeg hastigt ved at knappe hans skjorte op. Det er trods alt min, så jeg kan vel gøre med den hvad jeg vil.

   Zero kæmper imod mig, men jeg er så meget stærkere end ham. Snart får jeg snildt hans arme ned langs hans sider. Jeg er hævet over ham, forstået på to måder. Mine knæ og hænder holder mig over ham. Men jeg kan godt lide tanken om, at han ligger mellem mine arme og ben... Han vrider sig lidt. Skønt... Han piver. Han skal ikke pive - han skal skrige! Skrige efter hjælp, skrige om nåde!

   Mit sorte hår falder ned foran mine øjne. Zeros hår er en smule mørkere, hans ene vinge ligger op ad sofaens ryglæn. Den stritter lige op i luften. Den anden ligger ud mod resten af stuen. Han ser frygtsomt på mig. Det giver mig en underlig følelse. Men jeg ved ikke, om det er fryd eller sorg.

   Frustreret skubber jeg til ham, rejser mig op og ser på ham med smalle øjne.

   "Gå ind og spis op," knurrer jeg køligt. Zero nikker, han er stadig bleg, lidt mere end før. Han rejser sig op, står lidt usikkert på benene, og går så hurtigt ind i køkkenet. Han spiser sin suppe, hurtigt og stresset. Jeg står og ser på ham. Hvad sker der egentlig for mig?

   "Hader du mig?" Jeg ser på Zero. Han sidder med ryggen til mig. Ryster stadig. Jeg tøver.

   "Nej," siger jeg så. "Ikke hader. Jeg tolererer dig, fordi du ikke er rask." Jeg står og tøver lidt igen. "Hader du mig?" Han ryster omgående på hovedet.

   "Jeg elsker dig." Jeg er ved at få en mundfuld luft galt i halsen, gisper efter vejret og holder en hånd for hjertet.

   "Hvad?!" spørger jeg. Jeg smiler. "Virkelig?!" Ja! JA! Kan det virkelig være sandt?! Han ser på mig. Helt tomt.

   "Nej. Jeg har ingen følelser tilbage." Han vender tilbage til maden. Jeg ser på ham, min mund er en smule åben. Jeg synker en klump. Rykker lidt. Hvorfor har jeg det så dårligt? Jeg ser ned. Nedslået. Ødelagt. Jeg snøfter. Snøfter?!

   "Nåh... Okay..." Jeg går ind på mit soveværelse, lukker og låser døren. Glider end ad den, trækker knæene op til brystet og gemmer ansigtet i hænderne. Hvorfor er jeg så ked af det?! Varme tårer fylder mine øjne. Jeg vil ikke græde. Jeg vil ikke græde!

   Og alligevel gør jeg det. Jeg græder for første gang i flere årtier. Jeg snøfter og hulker stille og længe.

   Døren skubber til mig. Jeg store idiot, låsen er jo gået i stykker! Jeg skubber tilbage. Svag banken. Jeg rykker lidt. Zero åbner døren. Jeg ser ikke på ham. Han sætter sig bag mig og lægger arme og ben om mig. Jeg rødmer lidt, græder stadig, er så forvirret. Han kan ikke føle noget? Kan ikke hade mig, men kan heller ikke elske mig!

   Men det er også lige meget. Vi er begge mænd. Vi er begge beregnet til det modsatte køn. Og desuden, så må vi ikke knytte os til nogen...

   Zero trykker sig ind mod mig. Hvor er han dejlig! Jeg stønner lidt. Han er så varm. Feber... måske. Hans hænder hviler på mit bryst, han holder godt fast om mig, som om jeg ikke må forlade ham. Han læner sin feberhede pande mod min nakke. Sådan sidder vi i et godt stykke tid. Bare sidder... Tæt op ad hinanden. jeg græder lidt, Zero hverken siger eller gør ikke noget andet end at holde fast om mig. Indimellem rykker han lidt på sig. Det eneste, der kunne gøre det bedre, var, hvis vi sad i det bare skind. Jeg bliver varm helt inde fra kernen ved tanken, begynder at svede en smule. Hm... Mit næste livsmål står pludselig klart for mig...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...