For us - for now... (Tertio)

Dimitri hader alt ved hans jordiske liv, hans job på havnen, hans lejlighed, hans menneskekrop. Det er mange år siden, han blev smidt ud af Himlen, og den barske Jord har sat sine præg på ham. Men da han en sen nat finder en ung engel i frit fald fra Himlen, ændres hans syn på det ukomfortable liv på Jorden. Dimitris fund er en falden engel som han selv, og han opdager uvelkomne følelser i sig selv, da den unge engel er højst usædvanlig. Himlens love skal overholdes - men hjertets begær skal følges.

9Likes
39Kommentarer
1285Visninger
AA

2. Styrtet

Det regner, meget. Jeg er gennemblødt til skindet, aser og maser med jollerne, sammen med de andre mænd. Det er hårdt arbejde, jeg har ikke længere min englestyrke. Så ville jeg have trukket dem op med den ene hånd, også selvom rebet var vådt og slimet. Nu kæmper vi syv mand i mere end tredive minutter med én båd. Containerne omkring os står som høje, firkantede bjerge, de knirker og knager i vinden. Skibene laster dem hver anden dag, sådan cirka.

   En af de store joller slipper fra os og glider ned i vandet, igen, og vi må kæmpe en time i styrtende regnvejr med at få båden op på land.

   Der går lang tid, før alle elleve både er oppe. Nok bor jeg kun i udkanten af Bloomville, men byen har godt 3000 indbyggere, og de fleste af dem er fiskere, pensionister, der vil nyde deres sidste år i velstand og ro, samt dem som mig, der bare vil eller skal leve i et isoleret samfund. Ja, her er en skole og nogle kontorer og sådan, men der er absolut ingen spænding. Ikke engang regeringen kommer så langt ud, de vindblæste klipper og voldsomme snestorme er nok til at få de fleste til at holde sig væk.

   Endelig kan vi sætte os ind i havnens varmestue og ånde lettede op. Jeg er våg og kold, tager imod en alkoholfri øl. Det andre mænd drillede mig lidt i starten, syntes at det var tøset at drikke alkoholfri. Jeg svarede bare, at det var imod min religion at drikke. Som sådan er det rigtigt - jeg bliver højst sandsynligt ramt af et lyn, hvis jeg bryder "det højere regler".

   Så, jeg sidder altså i varmestuen, fraværende. Jeg gaber. Jeg mangler spænding! SPÆNDING! Her sker jo aldrig noget...

   De andre snakker om fiskeri, billard og gamle film. Jeg rejser mig op, takker lavt for i dag, selvom jeg ikke mener bare ét bogstav af det. Jeg tager min regnjakke på, den er stadig våd og kold og klam og dækker ikke noget af mig, men jeg skal jo have den med på en eller anden måde.

   Jeg ignorerer protesterne og går ud i stormvejret. Jeg trækker hætten op og begynder at gå, mellem containerne, der knirker og knager og brokker sig. Hvad har de at brokke sig over, de får set noget!

   Jeg går langs kajen. Jeg gider ikke gå hjem, jeg gider ikke være hos menneskene. Et øjeblik ser jeg ned i det oprørske, sorte vand. Hm... En sten bundet til foden og et spring ville gøre det færdigt... Nej, det ville der sikkert også være straf for... Hvis man dør som falden, får man en evighed i Helvede. Det er faktisk "kun" omkring 10.000 år.

   Vinden river i mit hår, hætten bliver holdt nede. Mit ansigt er koldt og vådt. Jeg lægger armene om mig selv. Ét spring... Ét spring, lige ned i det kolde vand, lige ned i Helvede. Hm... En, bogstaveligt talt, evighed på Jorden med dette liv, eller en 10.000 år lang evighed i Helvede, hvorefter jeg bare.. Ja, hvad sker der egentlig, når en engel dør? Til min store overraskelse, står jeg og overvejer det i et godt stykke tid.

   Et lyn slår ned - det er i hvert fald det, jeg først tror. Himlen lyser op, og der lyder et højt brag. Men det er kun mig, der kan se og høre det, åbenbart, for der er ikke andre, der kommer ud, hverken bange eller forskrækkede, eller bekymrede for, om det var en container, der væltede. Det er sådan cirka 75 % af byens indtægt, der ligger i dem.

   En flænge bliver åbnet i skyerne, hun ganske kort, og en skikkelse styrter ned mod havet, kun omkring hundrede meter væk. Jeg kan næsten ikke få vejret.

   Vingerne er ikke til at tage fejl af, den svage glød, der lyser op i stormvejret bekræfter min teori. En engel er rent faktisk ved at falde, og jeg ser på det.

   Kroppen falder, hurtigere og hurtigere, vingerne bliver ikke brugt til hjælp. Jeg kniber øjnene sammen. Gisper. Englen er bevidstløs. Han, eller hun, vil drukne, og ikke engang se Jorden, før de ryger i Helvede!

   Uden omtanke tager jeg sko og strømper af, og hopper hovedkulds i vandet. Jeg svømmer gennem bølgerne så hurtigt jeg kan. Englen rammer vandet med et højt PLASK, kun nogle få meter fra mig. Gennem stormen lyder det kun ganske svagt.

   Jeg dykker ned under vandoverfladen, og jeg støder hurtigt på kroppen, selvom jeg ikke kan se noget. Jeg får min artsfælle op til overfladen. Hm, jeg er gammel skytsengel, hvad kan man gøre?

   Det tager tid, men jeg får englen med ind til bredden, vingerne giver ret meget modstand i vandet. Jeg ved hvor alt er på kajen, og finder hurtigt en tom container. Jeg får brudt lågen op og trækker englen ind. Jeg har ikke noget varmt tøj, jeg kan hjælpe med, men får med besvær lukket containeren. Jeg tænder lommelygten på min telefon og ligger den midt i containeren. Jeg gnider mine hænder mod hinanden, puster på dem, for at få varmen.

   Jeg vender mig mod englen. Det er en mand. Dreng, er det vel nærmere. Generelt ser mange engle unge ud, men ham her kan knap være atten. Hans hår er allerede begyndt at blive mørkere, hans hud er ved at miste den overnaturlige glød, alle engle har. Han er bevidstløs efter det lange fald og den hårde landing. Vingerne er våde, sikkert også meget tunge. Tyngdekraften på Jorden er større, derfor bliver vingerne nær ubærlige, indtil de er visnede væk.

   Jeg sætter mig ved siden af ham. Han er drivende våd, iskold. Jeg sukker. Jeg kan ikke få ham hjem, før han er vågen, og stormen er holdt op.

   En sitrende lyd fortæller mig, at hans tøj er ved at smuldre. Jeg tager min regnjakke af. Himlens tøj bliver opløst, fordi faldne skal arbejde for alt.

   Jeg lægger regnjakken over ham. Han gisper pludselig hæst, begynder at hoste. Jeg får ham sat op, han hakker og hoster på grund af det havvand, han har slugt. Han skælver og ryster, bævrer. Fra ét sekund til et andet går han fra bevidstløs til sygelig. Han trykker sig op mod mig, fordi han pludselig kan mærke kulde, græder, fordi han kan mærke følelser for første gang i sikkert lang tid. Jeg har selv været igennem det. Ingen skal sige, at vi faldne er følelsesløse. Når én af os er faldet, hjælper vi andre.

   Derfor tager jeg min hættetrøje af, knapper skjorten op og holder ham ind mod mit bare bryst, for at han kan få varmen. Han gisper efter vejret, engle ånder ikke, og det kan godt være hårdt at få gang i lungerne igen, efter at have været død i længere tid.

   Han har stadig ikke åbnet øjnene. Han er sikkert bange, forvirret og usikker. Han er blevet smidt ud af Himlen. Gad vide, hvad han har gjort?

   Der går lang tid. Hans tøj forsvinder helt, og han holder min lange regnfrakke tættere om sig. Jeg taler til ham, beroligende. Hvis han går i panik, gør han måske noget dumt. Jeg snakker ikke om, at alt nok skal gå at intet er hans skyld, eller om, at han vil holde af Jorden. Det er alt sammen løgn. Ingen falden bryder sig om Jorden, fordi vi er tvunget til at blive det samme sted i flere årtier!

   Nej, jeg snakker om alt andet. Om, hvor vi er, om vejret, om Rusland, og politik, om mad, om mine naboer, om de mennesker i Bloomville, jeg ikke kan lide, hvilket er dem alle, om dyr, alt, men med en beroligende stemme.

   Endelig åbner han øjnene en smule. Kun som smalle sprækker. Jeg kan ikke se hans øjenfarve. Han snøfter, rykker lidt væk fra mig, men holder stadig fast i mit tøj. På hans finger kan man se, at han også er en ung engel. Fjerene er pudsede og rene, velholdte. Det har ældre engle ikke tid til at pleje.

   Vi sidder lidt i et stykke tid. Hans ansigt vender mod telefonens lys. Med to fingre, pege og tommel, holder han fast i min åbne skjorte.

   "Hvad hedder du?" Han reagerer slet ikke. Jeg lytter. Udenfor har stormen dæmpet sig. Jeg sukker, knapper min regnfrakke om ham, tager min telefon og hjælper ham på benene. De ryster under ham, han er slet ikke psykisk til stede. Jeg prøver at få ham til at gå, men han vakler og træder forkert. Jeg sukker og løfter ham op. Han er i chok, åbner stadig ikke øjnene helt.

   Han vejer stort set ingenting. Jeg løber hjem til lejligheden, min fysiske form er ret så god. På vejen begynder englen at græde igen. Stakkels fyr. Jeg kan godt huske, hvor forfærdelig, udstødt og beskidt ham føler sig, når man lige er blevet kastet ned fra Himlen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...