For us - for now... (Tertio)

Dimitri hader alt ved hans jordiske liv, hans job på havnen, hans lejlighed, hans menneskekrop. Det er mange år siden, han blev smidt ud af Himlen, og den barske Jord har sat sine præg på ham. Men da han en sen nat finder en ung engel i frit fald fra Himlen, ændres hans syn på det ukomfortable liv på Jorden. Dimitris fund er en falden engel som han selv, og han opdager uvelkomne følelser i sig selv, da den unge engel er højst usædvanlig. Himlens love skal overholdes - men hjertets begær skal følges.

9Likes
39Kommentarer
1263Visninger
AA

1. Story of my life...

Stanken af rådne fisk, tang og olie ville kunne slå de fleste ud. Luften er fyldt med sort røg og damp fra de mange containerskibe, der sejler ind i havnen. Gud, hvorfor sendte du mig herhen? Alle andre steder havde været skønt! Bahamas, for eksempel!

   Mit navn er Dimitri. Jeg er omkring de 2100 år gammel, men når man er så gammel, holder man op med at tælle. Mine arme bevæger sig, sorterer fisk på fabrikken, men jeg er faktisk allerede død. Og nej, det er ikke fordi jeg hader mit job, og "min sjæl er død", det er bare ynkeligt! Nej, min sjæl er det eneste, der er i live. Næsten...

   For kun 30 år siden var jeg en engel, boede i Paradiset med alle de andre. Nu er jeg falden. Jeg bruger alle mine dage på fabrikken, efter ti år finder jeg et nyt arbejde. Det er Herrens ordre. Jeg må ikke fortælle nogen, hvem eller hvad jeg er.

   Jeg arbejder på fiskefabrikken i Bloomville, en lillebitte by så langt væk fra alting, at den har cirka syv besøgende om året, vildfarne turister, der er kommet for langt vestpå. Byen er ikke kendt for noget som helst, fabrikken er lille, og containerne holder kun et mellemstop her, inden de skal videre til Kina, USA, Antarktis eller hvor folk nu sender deres ting hen...

   Det højeste hus i byen er tre etager højt, det er en lejlighedskompleks - der bor jeg. Mine naboer er glade mennesker, der gerne vil have mig med til grillfest og sportsbegivenheder.

   "Sådan en ung fyr som dig har ikke godt af at sidde alene!" siger de. Jeg har det bedre alene, end jeg har med syv småbørn, der løber rundt om mig og skriger, eller i selskab med tre fnisende piger, der ikke tør tale med mig, fordi de ikke kender mig, og er forgabte i mit udseende.

   Men helt ærligt, hvis spejlet da ikke tager meget fejl, er jeg også et skår. Jeg har kort, sort hår, jeg er stærk, og når jeg ellers har været i bad, stinker jeg ikke af fisk.

   Det værste ved at være en falden engel er, at man ikke kan dø. Jeg skal blive her til Jorden går under. Når man er faldet, har man ét år til at finde det oprindelige grundlag for, hvorfor man blev en engel. Det er noget med, at det i tidens løb har materialiseret sig til en genstand, en perle, en sten eller en plante. Men der er meget af sådanne ting på Jorden. Jeg fandt aldrig mit. Så vidt jeg ved, er der ingen, det er lykkedes for endnu.

   Så nu står jeg altså her. På fiskefabrikken. Jeg startede for få måneder siden. Hvis jeg ikke finder andet, har jeg ti år her! Himlens love er enkle, og jeg hader dem!:

 

   §1 Intet himmelsk væsen, engel, amorine eller andet, må dræbe et andet levende væsen, gøre krav på noget som sin ejendel (herunder gælder grundlag for oprindelse ikke), forelske sig i en af sit ejede køn, videreføre sine gener med nogen form for eksistens, tage eller begære noget, der ikke er ens ejede, sige Vorherre imod eller trodse hans ordre. Dette straffes ved øjeblikkeligt fald, udføres på stedet af Vorherre.

   §2 En falden engel må ikke danse, drikke, leve blandt flere end 5000 mennesker på én gang, stjæle, dræbe, have samleje med et menneske eller en anden falden, ønske noget, der ikke tilhører denne, ønske en anden eksistens død eller tilbede Djævlen. Han må ikke ønske at se sin næste nøgen eller sårbar, må ikke skade denne eller tvinge ham til at gøre nogen handling af nogen art.

   §3 En falden engel skal vise sig i kirken mindst hver anden uge.

   §4 Brydes paragraf 2, 3 eller begge, vil den faldne blive sendt til Skærsilden i Helvede, hvorfra han eller hun aldrig skal komme op fra igen.

   §5 Når en falden er blevet kastet på Jorden, skal hans eller hendes vinger visne, langsomt og smertefuldt for hver dag. Denne skal svækkes, og selv opbygge kræfter og klare sig på jorden. Støtte fra Himlen vil ikke blive modtaget under nogen omstændigheder, ud over benådning fra Vorherre ham selv, hvilket kun kan ske, hvis den faldne finder sit grundlag for oprindelse.

   §6 Grundlag for oprindelse skal findes inden for det første år, den faldne tilbringer på Jorden, for at benådningen skal kunne træde i kraft.

   §7 Grundlaget for oprindelse kan materialisere sig som sten, knogle, ædelmetal, kul, plante eller anden fysisk genstand, og kan kun findes af dens ejer. Grundlaget for oprindelse tilhører til evig tid dens ejer, kan ikke blive taget fra denne, og vil sprede kærlighed, troskab og glæde i dennes hjerte.

   §8 På Jorden skal enhver engel, falden, amorine eller andet holde lav profil, må ikke gøre opmærksom på sig selv, må ikke vise sig selv gennem medier, må ikke dokumenteres eller arbejde på større steder.

 

Sødsuppesnak det meste, jeg ved det... Det er for sent. Det er længe siden, jeg faldt. Det eneste, jeg kan nu, er at lade som om jeg lever.

   "Hej Dimitri," siger Olga, en kraftig, ældre dame. Jeg ser på hende. Mine hænder har arbejdet automatisk i et godt stykke tid nu, de er ømme. "Har du ikk' fri nu knægt?" Jeg ser op på uret. Nikker og går væk fra de ildelugtende fisk. Jeg smider mine handsker fra mig, tager mine få ting og er væk.

   Jeg går hjem, intet andet kan betale sig, bil har jeg ikke med, heller ikke cykel. Det regner og er koldt. Slud? Er det det, jeg kan mærke? Efter at have gået den halvanden kilometer lange vej fra fabrikken, kommer jeg under halvtaget og går op ad trappen. På gangaltanen stopper jeg op foran min dør, stikker hånden ned i lommen for at finde mine nøgler. Mit hjerte synker ned i min mave. De ligger på fabrikken.

   Jeg banker på hos naboen, får mine reservenøgler og går, inden snakken om "det vilde vejr" går i gang. Jeg har arbejdet på Filippinerne og i den australske ørken, lidt russisk slud gør mig ikke noget.

   Jeg træder ind i min lejlighed, lukker og låser døren, så naboens hektiske spørgsmål om, om hvorvidt jeg vil ind og have en kop te eller noget, bliver lukket ude.

   Træt tænder jeg lyset. Jeg stinker af fisk, men regnen og sludet har så småt fået det af. Jeg finder noget slidt jokingtøj frem, går ud på badeværelset og tager et bad. Da jeg endelig ligger på sofaen, nyvasket og i mit jokingtøj, ånder jeg lettet ud. Jeg hader mit arbejde. Jeg hader min lejlighed. Jeg hader mit jordiske liv.

   Lejligheden er meget lille, vandet driller, for det meste er det kun iskoldt, andre gange er det skoldende hedt. Møblerne er gamle og slidte, jeg har kun tre stole tilbage om seksmandsbordet i det alt for lille køkken, men det er okay. Der er jo kun mig. Jeg har ingen venner, har ikke brug for det.

   Jeg smækker benene op på sofabordet, tænder for fjernsynet. Det skratter og flimrer, som så mange andre gange, så jeg slukker det og ser op i loftet.

   Jeg er ikke sulten. I køleskabet har jeg kun fisk, nogle gamle grøntsager og lidt sur mælk. Jeg gider ikke smide det ud. Pizzabakker ligger og flyder i hjørnet sammen med enkelte coladåser.

   Udmattet efter den 12 timers lange arbejdsdag, plus de i alt to timers gang til og fra fabrikken, trækker jeg et tæppe over mig og krummer mig sammen på sofaen. Soveværelset er for langt væk. Jeg er for træt.

   I morgen er det lørdag. Jeg har fri fra fabrikken, men skal ned og hjælpe med at få de sidste joller slæbt op i bådehusene, så stormen i morgen aften ikke ødelægger dem. Jeg har egentlig ikke særlig lyst til det, men hvad ellers skal jeg lave? Nogle mennesker går i fitnesscenter, jeg trækker joller. The story of my life - dødssygt!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...