For us - for now... (Tertio)

Dimitri hader alt ved hans jordiske liv, hans job på havnen, hans lejlighed, hans menneskekrop. Det er mange år siden, han blev smidt ud af Himlen, og den barske Jord har sat sine præg på ham. Men da han en sen nat finder en ung engel i frit fald fra Himlen, ændres hans syn på det ukomfortable liv på Jorden. Dimitris fund er en falden engel som han selv, og han opdager uvelkomne følelser i sig selv, da den unge engel er højst usædvanlig. Himlens love skal overholdes - men hjertets begær skal følges.

9Likes
39Kommentarer
1270Visninger
AA

5. Raseri

Zero ligger stadig op ad mig, da jeg vågner. Min ryg og nakke gør ondt, jeg har ligget forkert! Tak igen, Zero... Hvad har jeg mon rodet mig ud i?

   Udenfor er det stadig mørkt. Det regner, meget. Det er beroligende. Zero er nogen lunde varm. Han holder sig tæt ind til mig, sover. Han ser sød og uskyldig ud. Jeg stryger hans hår. Han holder ikke særlig godt fast mere. Jeg vrider mig fri og går ind i stuen. Jeg lægger mig på sofaen, tager et tæppe om mig. Det er koldt. Jeg snuser lidt ind. Jeg skal snart gøre rent, mit hjem er en svinesti... Nja, det kan vente til i morgen!

 

Jeg vågner igen klokken lidt i seks. Zero har lagt sig ind til mig, i søvne eller ved bevidsthed, det er lige meget. Han er helt forpuppet i min dyne. Jeg himler med øjnene. Der er ikke plads til os begge i sofaen, Zero ligger yderst. Han skulle nødig falde ned...

   Med stor møjsommelighed kravler jeg over ryglænet på sofaen, går ud i køkkenet, og opdager først dér egentlig, hvad klokken er. Jeg kan ikke sove nu, hvor jeg ved, hvad klokken er, så jeg går ind og tager noget mere tøj på. Så varm er min lejlighed ikke, til min løn fungerer det ikke rigtigt at varme helt op. Jeg plejer at kunne holde varmen.

   Jeg sidder i køkkenet og spiser havregryn med mælk. Ingen rosiner. Ingen müesli. Ingen bananer, æbler, pærer eller andet. Det er tørt og kedeligt. Jeg drikker vand til.

   Syv over seks kommer Zero gående ind. Han har dynen om sig, er stadig bleg. Hans vinger hænder ned langs hans ryg, varmer ham. Jeg kan godt huske følelsen, bare ganske svagt... Han ryster lidt. Hans øjne er feberblanke.

   "Jeg vil ikke sove alene," siger han lavt. Ser ned og blinker lidt, svajer en smule. Jeg fnyser.

   "Bare ærgerligt." Han ser på mig, stryger en hårlok om bag øret. Ser sig lidt usikkert omkring.

   "Er Jorden meget stor?" Jeg hæver øjenbrynene.

   "Har du aldrig været på Jorden før?" Han ryster på hovedet, trækker dynen tættere om sig. Jeg sukker og trækker på skuldrene. Spiser videre. "Jorden har en diameter, ved ækvator, på godt 12.756,270 kilometer, en omkreds på 40.075,16 kilometer ved ækvator, og et overfladeareal på 510 millioner kvadratkilometer. Syntes du, det er stort?" Jeg ser op fra min meget interessante morgenmad. Zero er bleg og holder en hånd på dørkarmen som støtte. Han ryster igen. Ser blindt ned i gulvet. "Zero?" Han svarer ikke. "Hallo?" Han hæver blikket mod mig. Jeg kender ikke til amorinernes del af Himlen, det er kun Jesus og Vorherre, der gør det. End ikke Nathaniel Lucifer, djævlen, ved hvor den er. "Er amorinernes himmel ikke særlig stor?" Han ryster voldsomt på hovedet. "Hvor stor var den?" Zero trækker på skuldrene.

   Jeg rejser mig op og stiller tallerkenen over til håndvasken. I dag er det store oprydningsdag. Det er weekend, jeg har fri.

   "Hør, det hjælper ikke at klynke!" siger jeg hårdt, da Zero ser fuldstændig fortabt ud. Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal gøre. Jeg ser koldt på ham. "Du kommer ikke ind i Himlen igen! Du er ude i kulden, kom over det! Den eneste måde, du kan komme tilbage på, er, hvis du finder dit grundlag for oprindelse, og det kommer ikke til at ske! Tag dig dog sammen!" Det sidste hvæser jeg, snerrer måske lidt. Zero ser på mig med store øjne. Han synker en klump. Så vender han sig om og går ind på sofaen igen.

   Det fjols! At synke ned i depression og sorg hjælper ikke noget! Så ender man som ingenting - bogstaveligt talt. Går i opløsning, bliver til støv, puf! Væk!

   Et pludseligt raseri skyller ind over mig. Jeg brøler rasende, tager fat i en stol og kyler den ind i væggen. Står og pruster lidt, anspændt, rasende, vred, brutal! Stolen ligger knust på gulvet. Jeg ryster af indespærret vrede. Det skal gå ud over nogen! Zero skal holde sig væk! Jeg håber, han kan se det! Den idiot kan vel ikke se forskel på en glad og en rasende person!

   Selvfølgelig kan han ikke det - hans hånd ligger pludselig på min skulder. Jeg griber rasende fat om ham, slår ham ned på gulvet og sætter mig overskrævs ved hans hofte. Skal til at hamre en knytnæve lige ned i hans ansigt.

   Han ser mig lige ind i øjnene. Fortrækker ikke en mine. Jeg kan godt lide det... At være over ham, mærke hans bare hud under mig. Han har ikke mere end underbukser på, jeg har bukser og hoodie på. Han prøver ikke at kæmpe imod, prøver ikke at undgå min næve. Han holder ikke mine arme væk - faktisk ligger hans ud til siden, hvor de fløj hen i faldet. Han er klar på slaget. Vingerne er bredt ud under ham, som et tæppe, der er ved at falme en smule. Fjerene er en smule pjuskede, han har ikke fået renset eller pudset dem.

   Mit blik bevæger sig nedad. Han er tynd og spinkel. Han ville ikke kunne modstå et slag, kæmpe imod eller klare flere voldsomme bank. Min knyttede, løftede næve dirrer. Jeg kæmper en indre kamp mod mig selv. Jeg vil så gerne slå ham! Smadre ham til ukendelighed! Det er så nemt at tage et liv, at mase ham som en bille ville være så nemt!

   På den anden side vil jeg gerne rykke lidt længere ned. Sidde på hans underliv. Få ham til at svede. Det var også det åndssvage kys! Det er hans skyld! DET ER HANS SKYLD!

   Han stønner, da det første slag rammer ham. Jeg slår ham yderligere fem gange, hårdt og voldsomt, kun i ansigtet. Jeg får blod på hænderne, men jeg er ligeglad! Jeg samler hænderne over hovedet og hamrer dem ned i hans hoved. Han ligger og gisper efter vejret, hæst. Jeg rejser mig op, vasker hænder og går ind i stuen. Begynder at rydde op. Ryster lidt, men er stadig vred. Jeg har dog fået afreageret nok til, at jeg ikke udgør en fare længere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...