For us - for now... (Tertio)

Dimitri hader alt ved hans jordiske liv, hans job på havnen, hans lejlighed, hans menneskekrop. Det er mange år siden, han blev smidt ud af Himlen, og den barske Jord har sat sine præg på ham. Men da han en sen nat finder en ung engel i frit fald fra Himlen, ændres hans syn på det ukomfortable liv på Jorden. Dimitris fund er en falden engel som han selv, og han opdager uvelkomne følelser i sig selv, da den unge engel er højst usædvanlig. Himlens love skal overholdes - men hjertets begær skal følges.

9Likes
39Kommentarer
1289Visninger
AA

8. Omvæltning

Jeg hader mit arbejde! Jeg hader lugten, følelsen, menneskene, stedet, kulden, placeringen, det hele! Jeg sorterer for fanden da fisk! FISK! På vej hjem ringer jeg og bestiller pizza, en Hawaii og en magaritha, jeg aner jo ikke hvad Zero vil have.

   Men da jeg kommer hjem og stikker nøglen i døren, kan jeg dufte noget godt inde fra den lille lejlighed. Jeg åbner døren.

   Mine tænder løber i vand. Jeg smider min taske og går ud i køkkenet. Zero ser på mig. Han står ved en stegepande og laver hakkebøffer. Jeg smiler.

   "Zero, kan du lave mad?" Han nikker og salter kødet. Vender det. Det har fået en fin, brun skorpe på den ene side. Jeg savler næsten. Normalt er det take-away, men Zeros hjemmelavede dufter så meget bedre! Jeg finder tallerkener frem. Han ser på mig. Jeg smiler skævt. "Hvad? Vi skal vel spise af et eller andet?" Han hæver øjenbrynene.

   "Vi?" Jeg ser undrende på ham.

   "Ja, vi. Det er mine ingredienser, jeg har betalt for det." Han tøver. Jeg griber fat i kraven på hans trøje. "Hør her, din..." Han ser tomt på mig. Jeg slipper ham. Knurrer. "Min pizza er alligevel på vej."

   Vi sidder og spiser hvert vores, jeg skal kapere to pizzaer, han spiser kød og grøntsager. Jeg ser misundeligt på hans tallerken. Det dufter så godt!

   "Vi du smage?" spørger jeg, og hentyder til min pizza. Han ryster på hovedet og spiser videre i stilhed. "Det var ret kedeligt på fabrikken i dag. Fisk, fisk og atter fisk. Jeg hader fisk..." Zero ignorerer mig, sidder i sine egne tanker. Jeg bliver vred - igen. Jeg knytter næverne og bider tænderne sammen. Tager en dyb indånding. Ser på Zero. "Hvor har du lært at lave mad?" Han trækker på skuldrene og spiser videre. Jeg rejser mig op, stiller resten pizzaen ind i køleskabet. "Jeg går i bad." Jeg stinker af fisk... Jeg går ind på soveværelset, tager tøj ud af skabet og går ud på badeværelset. Jeg tager tøjet af og stiller mig under bruseren. Vandet løber stille ned over mig. Jeg sukker og læner mig tilbage mod den fugtige mur. Ser på min ene hånd.

   Zero er virkelig en dejlig ung mand... Han er køn, kan lave mad, han... Det går op for mig, at jeg faktisk ikke ved mere om ham end det. Mine kinder bliver røde, jeg lukker øjnene og prøver at tænke på noget andet, noget uskyldigt.

   Det er alt sammen Zeros skyld! Det her ham, der har gjort mig så forvirret. Det var nemmere at være vred og bitter på ingen, hvorfor skal jeg nu være vred og bitter på én bestemt person? Ja... Jeg er vred på Zero. Rasende, absurd, vanvittig vred!

   De banker stille på døren. Jeg åbner øjnene. Zero... Jeg slukker for vandet, tørrer håret og tager bukser på. River døren op.

   "Hvad?!" siger jeg lige lovlig barskt. Zero ser på mig. Jeg får åndenød. Hans blik er en smule fjernt og forvirret, han har stadig mit lidt for store tøj på. Hans hår er ved at blive lilla... De falder ned foran hans øjne, jeg vil gerne række ud og røre ved det... Hans læber er en smule adskilte.

   Han peger mod døren. Jeg himler med øjnene, tager min trøje på og skubber ham til side. Han bliver skubbet ind i væggen, men jeg er da ligeglad!

   I døråbningen står den mand, jeg ville se mindst af alle - min udlejer. Han ligner lidt en gris stoppet ned i et jakkesæt, én af dem, der er blevet grillet til juleaften. Det er en af de dage, vi faldne skal fejre. Udlejeren vil have penge. Jeg prøver at forklare ham, at jeg nok skal betale, og at jeg har to uger endnu. Han siger, at lejen er steget.

   Da han er gået, er jeg rødglødende af raseri. Zero ser på mig. Krymper sig lidt.

   "Du må godt," mumler han stille.

 

Zero sidder stille i sofaen. Han har et tæppe over skuldrene, en halvspist pære i hænderne. Han bløder fra læben og panden. Jeg var ikke så voldsom denne her gang... Jeg går ind på soveværelset, tager to af de tre hovedpuder og går ind til Zero. Jeg sætter dem ved sofaens ende uden et ord. Han ser på mig. Smiler lidt. Jeg snerrer og går ind på soveværelset.

   "Godnat!" siger jeg gennem lejligheden. Jeg lægger mig ned under dynen, putter mig ned mod puden. Jeg ligger lidt og vender og drejer mig. De dunker i min mave, mit hjerte hamrer, jeg ryster en smule. Til sidst sætter jeg mig op og tager mig til hovedet. "Tag dig sammen Dimitri," mumler jeg. "Læg dig til at sove. Lige - nu!" Men tanker smyger sig omkring mig. Tanker om Zero. Ville det ikke være sjovt at... Kunne man... Hvor ville jeg gerne... Hvor ville det være skønt at...

   Og før jeg ved af det, står jeg inde i stuen og betragter Zero, der ligger og sover på sofaen. Jeg lukker øjnene, knytter næverne og bider tænderne sammen.

   Zero åbner øjnene, hæver sig lidt op og ser på mig. Jeg kan ikke klare det! Han ser så skrøbelig og uskyldig ud. Jeg vil så gerne ødelægge ham! Tage hans uskyld fra ham!

   Jeg vil synde mod ham.

   Med ham.

   Han ser spørgende på mig, træt. Jeg bider mig selv i læben. Det bruser for mine ører, alle lyde forsvinder, alle, på nær en høj, skinger susen. Jeg tror nok, jeg bevæger munden, men jeg er ikke sikker.

   Zero rejser sig op. Han kommer hen mod mig. Mit hjerte hamrer alt for hurtigt! Han tager min hånd. Trækker mig med. Jeg ser forvirret på ham. Hvad spurgte jeg om?

   Jeg er ved at bryde sammen, da Zero kravler op i min seng og lægger sig under dynen. Han ser afventende på mig. Jeg kan så småt høre igen. Mit hæse åndedrag. Vaskemaskinen, der larmer i køkkenet. Bilerne udenfor.

   "Hvad laver du?" spørger jeg. Zero lægger hovedet lidt på skrå.

   "'Vil du gå i seng med mig?' Hvorfor?" Mit ansigt bliver varmt. Det spurgte jeg forhåbentlig ikke om!

   "Du er jomfru, ikke?" Han ser forvirret på mig. Jeg ryster på hovedet. "Bare glem det..." Han ved ikke, hvad jeg har sagt - han kan bare ordene. Jeg lægger mig ved siden af ham. Han ligger med ryggen til. Vi sover i samme seng. Ikke andet.

   Men det er den bedste søvn, jeg længe har haft.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...