For us - for now... (Tertio)

Dimitri hader alt ved hans jordiske liv, hans job på havnen, hans lejlighed, hans menneskekrop. Det er mange år siden, han blev smidt ud af Himlen, og den barske Jord har sat sine præg på ham. Men da han en sen nat finder en ung engel i frit fald fra Himlen, ændres hans syn på det ukomfortable liv på Jorden. Dimitris fund er en falden engel som han selv, og han opdager uvelkomne følelser i sig selv, da den unge engel er højst usædvanlig. Himlens love skal overholdes - men hjertets begær skal følges.

9Likes
39Kommentarer
1290Visninger
AA

12. Inferno

"Zero?" Jeg stryger hans skulder. Han trækker dynen over hovedet. Jeg smiler lidt. "Zero, jeg skal på arbejde nu." Han vifter mig væk. Vi har det vist begge to bedre. Jeg aer hans hår under dynen. "Vil du ikke sige farvel?" Han trækker dynen lige akkurat så langt ned, at jeg kan se hans øjne. Jeg smiler skævt. Hans hårfarve er blevet mørkere. Mørklilla... Jeg kunne bedre lide den lyse. "Godmorgen," siger jeg stille. Han knurrer lidt og vender ryggen til mig. Jeg får et kick, da jeg ser hans bare skulder, og nattens sus løber gennem mig igen. "Tak for i nats," smiler jeg. Han smiler, jeg kan mærke det. "Kysser du mig ikke farvel?"

   "Vi er ikke et par," siger han bare monotont. Jeg tøver.

   "Nej, men... alligevel..." Han trækker dynen over hovedet. Jeg går slukøret ud i køkkenet. Jeg har spist og skal på arbejde, udenfor er det stadig mørkt. Det regner. Æv...

   Jeg står i døråbningen til stuen, da han tager fat i mit ærme. Han holder det mellem pege- og tommelfinger, egentlig ikke hårdt, men jeg bliver stående alligevel. Jeg vil ikke væk. Jeg vil ligge under dynen med Zero hele dagen. Bare ligge og se på ham, hans let slørede øjne, måske høre hans stemme indimellem... Jeg gider ikke sortere fisk, gå langt i regnvejr eller være sammen med irriterende mennesker. Jeg vil bare være med Zero.

   Han lægger armene om mig, lukker hænderne ved mit bryst. Det går op for mig, hvor meget højere jeg egentlig er end ham.

   "Bliv." Jeg anstrenger mig for at få lydene til et ord. Så smiler jeg. Fiskesorteringen kan rende mig!

   Jeg vender mig om og smiler venligt til Zero. Han har taget dynen om sig som en kappe, der dækker hele hans krop, på nær hovedet. Gad vide om han har underbukser på?

   "Okay," siger jeg så. Han smiler lidt. Åh, sikke et dejligt smil! "Men vi skal altså i kirke i dag. Ellers ender vi i Skærsilden." Zero nikker. Han kommer helt hen til mig.

   Vi har brudt de himmelske love, og der er ikke sket noget endnu. Måske er vi bare heldige, men det vil jeg udnytte!

   Jeg griber fat om Zero, løfter ham op. Jeg griner til ham, han smiler, ler lidt. Jeg svinger ham rundt og kaster ham ned på spisebordet. Jeg lægger mig over på ham og kysser ham. Yup, han har underbukser på... Gad vide om jeg så kan...

   Det føles, som om mit hjerte stopper, da jeg hører det. En rislende, fyldig, skønherlig lyd glider mod mig. Zero ler. Han griner hjerteligt, får næsten tårer i øjnene. Jeg ser undrende på ham.

   "Zero..." Jeg sætter mig op, trækker ham med og holder blidt fast om hans hænder. "Er der noget galt?" Han ryster på hovedet, ler stadig.

   "Jeg er så glad!" siger han. Han kysser mig, med åben mund og det hele, smiler og holder mig ind til sig. Ler stadig. Jeg smiler. Jeg vil have, at han ler. Hele tiden, han må aldrig stoppe, aldrig holde op med at være glad! Han må ikke græde, være vred eller såret. Aldrig mere...

   Og så går det op for mig. Rigtigt op for mig.

   "Jeg elsker dig." Han holder omgående op med at le. Holder op med at kysse mig. Ser væk. Ryster på hovedet.

   "Nej," siger han brat.

   "Jo." Jeg tager fat om hans hage, smiler og løfter hans ansigt op. Ser på ham, smiler virkelig. Det er jeg vist lidt rustent med, jeg er ret usikker på, hvordan det ser ud. "Zero, jeg elsker dig." Han ryster voldsomt på hovedet. Skubber mig væk og træder væk fra mig.

   "Nej! Tag det i dig!" Okay, han griner ikke mere, er vred, trist og såret på samme tid... Jeg gør det ikke så godt, gør jeg? Jeg ler af hans latterlighed.

   "Zero, kom nu. Elsker du ikke også mig?" Han smiler lidt, nikker.

   "Åh jo jeg gør," mumler han. Så afbryder han sig selv, tager sig til hovedet og ryster det voldsomt. "NEJ!" skriger han. Jeg bliver nervøs, bakker lidt væk fra ham. Det bliver pludselig hedt i rummet. Varmen kommer fra Zero. Han trækker vejret meget tungt, hæst. "TAG DET I DIG!" Hans skrigeri er virkelig skingert. Jeg kan mærke vreden vende tilbage.

   "Zero, jeg sagde jo bare..." Han bliver omsluttet af flammer. Skriger øredøvende. Hele rummet bliver omsluttet af flammer. Zero skriger af mig. Ilden når mig. Den gør virkelig ondt. Hvorfor hører naboerne ikke noget?

   Gulvet forsvinder, falder sammen, alt bliver mørk. Zeros skrig glider hen, han forsvinder i flammerne. Til sidst bliver jeg blændet, og kan ikke længere høre ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...