For us - for now... (Tertio)

Dimitri hader alt ved hans jordiske liv, hans job på havnen, hans lejlighed, hans menneskekrop. Det er mange år siden, han blev smidt ud af Himlen, og den barske Jord har sat sine præg på ham. Men da han en sen nat finder en ung engel i frit fald fra Himlen, ændres hans syn på det ukomfortable liv på Jorden. Dimitris fund er en falden engel som han selv, og han opdager uvelkomne følelser i sig selv, da den unge engel er højst usædvanlig. Himlens love skal overholdes - men hjertets begær skal følges.

9Likes
39Kommentarer
1266Visninger
AA

13. Helvedes fangehul

Jeg åbner øjnene, meget langsomt. Det første jeg opfatter, er, at jeg sidder i en kold fangekælder. Der lyder gråd et stykke væk. Jeg blinker lidt, ville gerne gnide mine øjne, men mine hænder er lænket til væggen.

   Zero sidder lænket på den anden side af væggen. Han græder, hans vinger er helt sorte, fjerene stritter. Tårerne løber ned ad hans ansigt. Han snøfter, da han ser, at jeg er vågen.

   "Djævlen kommer om lidt," snøfter han. "Det er ham, der skal lede omskæringen." Jeg rynker panden.

   "O-omskæringen?" Zero nikker.

   "Mine vinger skal skæres af," snøft, "med helvedesild." Jeg gyser.

   "Og det skal djævlen gøre?" siger jeg med rystende stemme. Han ryster på hovedet.

   "Nej..." Han bryder ud i voldsom gråd. "Det skal du!" Jeg paralyserer. Kan ikke tro det. Det kan jeg ikke blive tvunget til! Jeg vil ikke skære vingerne af Zero.

   Døren til fangehullet går op. Djævlen kommer ind. Udseendemæssigt er vi på samme alder. Hans kraftmærker er synlige ved øjnene, han ser på os med et bedrøvet blik. Hans vinger er samlede på ryggen. Han sukker.

   "Jeg beklager virkelig," siger han stille. Jeg ser på ham, får pandehår i øjnene.

   "Hvad er du så ked af?" snerrer jeg. "Du taber ikke noget!" Han hæver øjenbrynene. Trækker på skuldrene.

   "Nej, det er vel rigtigt nok," siger han. Han lægger armene over kors. "Men jeg bryder mig ikke om at straffe homoseksuelle. Min bedste ven er det, jeg er bi, det er bare en åndssvag regel fra Moses." Han tager fat om lænkerne, der for resten er utrolig tykke, der binder Zero, og river dem over som var det papir.

   "Okay, sød historie, men du kan stadig ikke få mig til at gøre det." Han hiver Zero på benene. Zero græder stadig. Jeg synker en klump. Djævlen ser på mig. Nathaniel, tror jeg faktisk han hedder.

   "Beklager," siger han igen. Han laver en glidende håndbevægelse. Mine lemmer bliver helt følelsesløse. Kæderne springer af. "Op," siger djævlen. Jeg rejser mig op. Hvorfor? Hvorfor rejser jeg mig op?! Djævlen gør det samme ved Zero, og før jeg ved af det, sidder han på knæ med ryggen til mig, foran mig, med håndleddene lænket til gulvet. Han græder og græder og græder... Han har ingen trøje på, vingernes udspring kan ses helt tydeligt. "Ræk hænderne frem." Jeg gør som han siger. HVORFOR?! Djævlen giver mig et ildsværd i hånden. "Skær." Hans stemme er helt rolig, en smule sørgmodig. Jeg hæver sværdet. HVORFOR?! HVORFOR?! HVORFOR?!

   Jeg sigter forsigtigt, hæver sværdet op og ned, forsigtigt...

   Det er som at hugge i brænde. Der skal, åbenbart, slås flere gange, før stammen knækker. Fjer, knogler, brusk, marv, sener, nerver. Jeg får kvalme!

   Zero skriger lidt i starten, men så bliver han nærmest lammet af smerten. Han holder fast om kæderne, prøver at rive sig fri.

   Så falder den første vinge. Den hænger faktisk stadig i en sene, han piver og hyler og klynker. Vrider sig, ryster kroppen, basker lidt med den ene vinge.

   "Jeg er svimmel," piver han. Djævlen nikker.

   "Bliv ved bevidsthed." Zero løfter hovedet, der har hængt en hel del. "Skær den sidste vinge af." Jeg ryster på hovedet, mine øjne bliver varme.

   "Nej," siger jeg grødet.

   "Nu!" Jeg bider mig i læben og ryster på hovedet. Hæver sværdet.

   "Nej, nej, nej, nej! Jeg beder dig, nej! Nej, nej, nej!" Første hug. Anede. Tredje. Zero hyler og skriger, vrider sig og prøver at komme fri.

   Jeg har ingen vinger, de visnede for længst. Min straf er, at jeg skal skade Zero. Himlen ved, at jeg elsker ham. Derfor skal jeg skade ham. Zeros straf er, at han skal omskæres. Efter det her, kommer vi begge to i Skærsilden.

   Det utrolige sker rent faktisk. Zero ødelægger kæderne. Han ødelægger dem og kaster sig væk fra mig. Djævlens magi slipper et øjeblik, han ser forskrækket på Zero, der ynkeligt kryber sammen i et hjørne, rystende og grædende, hylende og vrælende. Han ser virkelig sølle ud. Han har kun de sidste rester af bukser på, jeg har ikke hugget den første vinge helt godt af, rester af den sidder stadig fast på ryggen. Den sidste er næsten helt skåret over, han lukker den halvhjertet om sig for at gemme sig, holder hænderne over hovedet, skjuler sig i sig selv. Hans hulk er som bobler, ru bobler, der brister og udløser en hæs, hivende lyd. Jeg ser på ham, mit hjerte bliver helt blødt. Jeg ser på djævlen. Han ser ikke frydende, ondskabsfuld eller bare glad ud. Han ser tilbage på mig. Han har faktisk ondt af os?

   "Hvad?" spørger jeg stille. Han trækker på skuldrene.

   "Jeg har en kæreste og to børn, jeg er ikke helt hjerteløs. At være djævel er arveligt, min far valgte mig som sin efterfølger." Han ser på Zero. "Jeg kan ikke lide at straffe uskyldige. Det er ikke det, Helvede er her for." Jeg ser på Zero. Lægger ildsværdet og går hen til ham. Jeg sætter mig på knæ ved hans side, tager forsigtigt fat om hans hånd.

   "Zero," siger jeg stille. Han piver og rykker længere ind mod væggen. "Zero, du er nød til at få fjernet den sidste vinge." Han ryster hele kroppen og klynker. "Zero..." Jeg aer ham forsigtigt. Kysser ham på skulderen. Aer ham. "Zero, det skal bare overstås." Som om han er til tandlægen, sødt... Han ser på mig, hans øjne er forgrædte. Han ryster på hovedet.

   "Ikke mere," siger han hæst. Han læner sig op ad mig. "Jeg kan ikke mere!"

   "Kom nu, det gør bare ondt indtil den er væk..."

   "NEJ!" skriger han, og trykker sig ind mod mig. "Nej, nej, få det til at holde op!"

   "Vær nu sød." Jeg fanger hans blik, hans øjne er røde. "Zero." Han ligner en lille hundehvalp. "Jeg elsker di..."

    "OKAY!" Zero trykker sig pludselig hårdere ind mod mig, stønner i smerte. Jeg ser op på djævlen. Han ser næsten vred ud... Han står med Zeros anden vinge i hånden. "Bare stop, okay?!" Jeg skæver til Zero, der nu ligger rystende i mine arme.

   "Så er det Skærsilden, ikke?" Jeg er bange. Jeg er rent faktisk bange... Djævlen ser på os. Sukker.

   "Jeg har måske en løsning..." Han samler ildsværdet op. "Åh, jeg håber ikke Herren kommer efter mig for det her!" Han hæver ildsværdet. Jeg skriger forskrækket, da han skal til at svinge det, lukker øjnene op holder godt fast om Zero. Skulle døden være så meget bedre?!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...