For us - for now... (Tertio)

Dimitri hader alt ved hans jordiske liv, hans job på havnen, hans lejlighed, hans menneskekrop. Det er mange år siden, han blev smidt ud af Himlen, og den barske Jord har sat sine præg på ham. Men da han en sen nat finder en ung engel i frit fald fra Himlen, ændres hans syn på det ukomfortable liv på Jorden. Dimitris fund er en falden engel som han selv, og han opdager uvelkomne følelser i sig selv, da den unge engel er højst usædvanlig. Himlens love skal overholdes - men hjertets begær skal følges.

9Likes
39Kommentarer
1268Visninger
AA

14. Epilog

Jeg sidder og kigger ud ad vinduet i bilen. På forsædet sidder mor og far. Det er en dejlig dag. Solen skinner, bjergene er grønne med sne på toppen. Søen ender ud i havet gennem en flod, vandet i alle tre vandområder er klart og blåt.

   "Glæder du dig?" spørger mor. Jeg smiler og nikker til hende i bakspejlet.

   Jeg skal på en sommercamp ved søen. Det er fire uger med bjergluft, badning i havet og søen, hytter, lejrbål...

   Mor og far holder ind på lejrens parkeringsplads, også kaldet en græsplæne og træer. Jeg vinker farvel, tager min kuffert og går hen mod lejren.

   "Goddag!" siger en kæk dame med blond hår. Hun smiler bredt til mig. "Velkommen til! Jeg er Sofia, aktivitetsansvarlig for lejren!" Hun rækker en hånd frem, jeg tager den.

   "Datanian," smiler jeg tilbage. Hun ser på et clipboard.

   "Okay... Efternavn?"

   "White." Hun lader en finger glide ned over en liste. Smiler.

   "Ja, her er du! Du skal bo i hytte 22." Hun peger. "Det er lige derhenne." Hytten ligger tæt ved vandet. Jeg smiler. "Skal du have hjælp med kufferten?" Jeg ryster på hovedet.

   "Nej tak, jeg klarer mig." Jeg trækker kufferten hen til hytten, lukker døren op og ser ind. Der er nok otte køjer, kun tre ser ud til at være besatte.

   En dreng med lyslilla hår sidder i en underkøje. Han ser bange ud, holder en telefon for øret. Han har ikke set mig. Jeg sætter kufferten ved en køje. Han sukker rystende. "D-du laver sjov med mig - sig nu, at du laver sjov med mig... Hallo? Adam?" Han ser på sin telefon. Trækker knæede op mod brystet. Snøfter. Jeg rømmer mig. Han ser forskrækket på mig. Snøfter igen og tørrer sine øjne. "Undskyld..."

   "Det er helt okay." Jeg tøver. "Ikke at det kommer mig ved, men hvem var det, du talte med?" Han snøfter.

   "Min kæreste," siger han rustent. "Han har lige slået op med mig over telefonen." Jeg rynker panden.

   "Strengt." Jeg tøver igen. "Så... Du er altså..."

   "Homoseksuel?" Han nikker, tørrer sine øjne. "Har du et problem med det?" Jeg ryster på hovedet.

   "Nej nej - jeg er det også." Han ser på mig. Smiler lidt. Jeg læner hovedet på skrå. "Hør, jeg syntes altså jeg kender dig? Har vi mødt hinanden før?" Han ryster på hovedet.

   "Nej, jeg vågnede op fra koma for fire måneder siden. Jeg har været i det siden jeg var barn." Mit hjerte springer et slag over.

   "Også mig." Han rynker panden.

   "Flystyrt."

   "Togulykke." Vi ser på hinanden lidt. Så smiler han skævt.

   "Jeg hedder Zen."

   "Datanian." Zen ser underligt på mig. "Hvad?" spørger jeg. Han trækker på skulderne, snøfter og tørrer tårer væk igen.

   "Er du fransk?" Jeg ryster på hovedet.

   "Min far er. Min mor er her fra Canada. Dig?"

   "Adopteret fra Kina." Vi ser lidt på hinanden. Lidt er måske en underdrivelse, vi står og ser hinanden ind i øjnene i flere minutter. Så ser Zen væk. Jeg synker en klump.

   "Vil du med ned til søen?" spørger jeg. "Solen går snart ned ved havet." Han smiler skævt.

   "Okay." Jeg ser på ham.

   "Okay."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...