For us - for now... (Tertio)

Dimitri hader alt ved hans jordiske liv, hans job på havnen, hans lejlighed, hans menneskekrop. Det er mange år siden, han blev smidt ud af Himlen, og den barske Jord har sat sine præg på ham. Men da han en sen nat finder en ung engel i frit fald fra Himlen, ændres hans syn på det ukomfortable liv på Jorden. Dimitris fund er en falden engel som han selv, og han opdager uvelkomne følelser i sig selv, da den unge engel er højst usædvanlig. Himlens love skal overholdes - men hjertets begær skal følges.

9Likes
39Kommentarer
1287Visninger
AA

3. En ny følelse

Han græder, og hulker, og snøfter, og stønner, så meget, at jeg er ved at blive træt af ham efter to timer. Han ligger i min seng, våd og nøgen, kun med regnfrakken om sig. Han skælver, jeg prøver at tale med ham, men han er helt knust. Til sidst bliver jeg irriteret og siger hårdt:

   "Så tag dig dog sammen! Du er jo ikke i Helvede!" Han åbner langsomt øjnene. Ser på mig. Jeg får svært ved at trække vejret. Han har stadig sine englekræfter!

   Hans øjne er mandelformede og lyslilla. De er blanke og våde, pupillerne er store og undrende. Jeg begynder at snappe efter vejret. Jeg var frelser. Og nu ved jeg, hvad han var - han var bøddel!

   Når en engel er bøddel, betyder det, at han eller hun straffer mennesker, dog uden at dræbe dem. De får et Helvede på Jorden leveret til deres hoveddør. Han er ved at kvæle mig. Jeg kan ikke få luft, gisper og snapper efter vejret, prøver at se væk fra hans øjne, men han er ved at opsluge mig!

   Det slutter lige så pludseligt som det startede. Jeg læner mig gispende op mod væggen. Han trækker min dyne om sig, ser på mig med sine store, sorgmodige øjne. Jeg tror, jeg hader ham!

   "Din lille..." hvæser jeg arrigt. Han fortrækker ikke en mine. Hans følelser er stadig ikke vendt tilbage. Kun frygt og rædsel er i ham, indtil om nogle måneder, hvor hele baduljen suser rundt i ham. En smertefuld, følelsesmæssig rutsjetur. Det er det, der venter ham. Men lige nu er han helt neutral og monoton. Hans ansigt er lavet af ligegyldigt granit! Jeg sukker. "Hvad hedder du?"

   "Zero." Hans stemme er hæs, kølig og hård. Den knækker over, han holder en bleg hånd for halsen og rømmer sig. Gnider den. Han er ved at vågne fra den døs, der skulle bedøve ham, så faldet ikke ville gøre nær så ondt. Toppen af Himlen er dog ikke hjerteløs.

   "Zero?" Nul? Hvem kalder en engel for Zero? "Dimitri." Jeg sætter mig på sengen, han rykker lidt væk fra mig. Usikkerheden for, hvem der er ven og fjende, er vel blevet kastet rundt i hans hoved. Hans venner har kastet ham ned på Jorden, og hans fjende har lige reddet ham fra druknedøden og stormvejr. Han skylder mig. Jeg ser på ham. Jeg tog ikke fejl, han er meget ung. "Hvor gammel er du?" Han ser mistænksomt på mig. Åbner munden, men kun en hæs lyd kommer ud. Han slår en hånd for sine læber, ser forskrækket ned. Synker en klump.

   "A... atten." Jeg rynker panden.

   "Da du døde, ikke?" Han ryster på hovedet. Jeg ser forbløffet på ham. Døden er ikke noget mærkeligt at tale om, ikke for faldne og engle. Det er lidt ligesom vores fødselsdag. "Hvor gammel var du, da du døde?!"

   "Sytten et halvt." Han gnider sin hals, hans stemme er hæs og ru. Jeg kan næsten ikke tro det.

   "Har du kun været i Himlen i seks måneder?" Han ryster på hovedet og holder fem fingre op. "Gud... Du har næsten slået Abaddon... Det være på top ti!" Han ser forvirret på mig, forstår mig vist ikke. Jeg taler engelsk til ham, det forstår alle engle. Jeg stryger mit hår, det er ved at blive halvlangt. Zero lukker øjnene og puster lidt. Hans øjenvipper er lange. Hans hår er allerede blevet gråligt. Men det er ikke helt til den sorte side, det er mærkeligt...

   En rumlende lyd, og Zero gisper og bukker sammen. Jeg smiler skævt.

   "Sulten?" Han ser spørgende på mig. Engle spiser normalt ikke. "Mad." Siger jeg langsommere. "Energi." Zeros øjne er blanke. Mit hjerte begynder at banke, det gør ondt. "Ho-hold op med at se på mig." Han ser ned, snøfter. Jeg rejser mig op, går ud i køkkenet og åbner køleskabet. Rynker på næsen og vender ansigtet væk. Det skal jeg nok rense snart...

   Jeg kigger på den sparsomme mad. Gammelt brød, gammel ost, syv øl, en vodka, der egentlig skulle stå i barskabet, kød med udløbsdato for to dage siden, samt alt for gamle og bløde gulerødder. Jeg sukker. Faldne engle må ikke drikke, men det er den mindste synd. Så længe man ikke bliver helt fuld... Hvorfor var det nu jeg købte vodka?

   Jeg tager brød og ost ud, smækker det sammen på en tallerken og går tilbage til Zero. Han sidder på sengekanten, har smidt regnfrakken på gulvet. Han har trukket min dyne over livet, gemmer lidt mere af sin krop væk, da jeg kommer ind. Han kryber lidt væk.

   "Aftenens menu består af Sandwichs au fromage akkompagneret af l'eau du robinet." Jeg tøver. "Bedre kendt som ostemadder med postevand." Zero rynker på næsen, da han ser de gustne ostemadder. Jeg sukker. "Ja, jeg troede heller ikke at det ville virke." Zero ser på mig, blottet for følelser. Nysgerrigt. Han ligger hovedet lidt på skrå. Jeg sætter tallerkenen med mad på mit natbord, tager en skammel og sætter mig ned. Ser på Zero. Han ser på mig. Vi ser på hinanden... "Du siger ikke så meget, gør du?" Zero ryster på hovedet. "Okay... Så, hvad er du? Bøddel, ikke?" Han ryster på hovedet. Jeg rynker panden. "Hvad, virkelig?" Han nikker. "Godt så... Øhm, frelser?" Nej. "Vogter?" Nej. "Gartner?" Nej. "Skytsengel?" Nej. Nej, nej, nej, nej, NEJ! Da jeg har været alle Himlens professioner igennem, pruster jeg frustreret og går over til skabet. Jeg kaster et par underbukser, jokingbukser og en T-shirt over til Zero. "Her, tag det på." Jeg går ud mens han skifter, tager tallerkenen med og smider madderne ud. Jeg skal virkelig have købt ind!

   Jeg kommer ind igen, Zero har underbukser og T-shirt på, men holder forvirret bukserne op for sig. Han har et underligt udtryk, som om han ikke aner hvad det er.

   "Skal du ikke tage dem på?" Han læner hovedet på skrå, blinker forvirret. Jeg lyner mine bukser op og tager dem af. "Se her." Jeg tager dem på igen. "Så enkelt er det." Han nikker langsomt. "Så, vil du ikke fortælle mig hvad du var?" Ved ordet "var" bliver Zeros øjne blanke, hans underlæbe bævrer. "Nej nej nej! Ikke græde!" Jeg kommer hen og sætter mig ved siden af ham, lægger en hånd på hans skulder. Lad nu være med at græde! Zero, det er okay a..."

   Zeros læber hviler pludselig mod mine. Han læner sig ind mod mig et kort øjeblik. Så trækker han sig væk og åbner langsomt øjnene. Jeg ser tomt ud i luften. Slikker tænksomt mine læber. Stønner.

   "Du er en mandlig amorine." Han nikker.

   Amoriner er engle, så fyldt med glæde og kærlighed til andre, at de bliver vogtere over kærligheden. Det er meget sjældent at det sker, og der er kun omkring hundrede amoriner, hvoraf cirka syv af dem er mænd. Amoriner siger ikke rigtig noget, de synger kærlighedssange på Jorden, der får folks hjerter til at banke. Et kys fra en amorine er mindst lige så sjældne som de selv er. Jeg bliver kastet ind i en hedetur, da jeg forestiller mig, hvordan jeg ville have det, hvis jeg havde samleje med en... Jeg gisper efter vejret.

   Zero lægger en hånd på min pande. Trækker på skuldrene og rejser sig op. Mit hjerte hamrer ad sted, han trækker i bukserne. Jeg bliver bange. Det ville være så nemt at række ud efter ham, tvinge ham ned i sengen, bare gøre hvad jeg ville. Hvorfor tænker jeg sådan her? Det dunker i skridtet Nej, lad være! Hvem end der styre det her, lad mig være! Jeg rejser mig op og bakker væk fra Zero. Det er ham! Det er hans skyld! En amorines kys forandrer én! Zero ser på mig.

   "Dimitri?" Hans stemme er stadig hæs. Hans hud er så bleg og fin. Som en lille porcelænsdukke...

   "Hold dig væk fra mig," siger jeg med sart stemme. Han kommer lidt hen mod mig. Så nemt... Så nemt at rive hans tøj af. Så nemt! Jeg begynder at skælve. Styrter ud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...