For us - for now... (Tertio)

Dimitri hader alt ved hans jordiske liv, hans job på havnen, hans lejlighed, hans menneskekrop. Det er mange år siden, han blev smidt ud af Himlen, og den barske Jord har sat sine præg på ham. Men da han en sen nat finder en ung engel i frit fald fra Himlen, ændres hans syn på det ukomfortable liv på Jorden. Dimitris fund er en falden engel som han selv, og han opdager uvelkomne følelser i sig selv, da den unge engel er højst usædvanlig. Himlens love skal overholdes - men hjertets begær skal følges.

9Likes
39Kommentarer
1268Visninger
AA

9. Døden

Jeg ligger og kigger på Zero. Han sover. Jeg ved ikke, hvad jeg selv syntes er mest forkert - at jeg finder ham attraktiv, selvom han er en mand, at jeg syntes han er helt og aldeles uimodståelig fordi han ser så ung ud, eller det, at mine fingre kløer for at bryde gennem huden på ham.

   Han åbner øjnene, langsomt og søvnigt blinker han. Han er så fin. Håret er meget let lyslilla, vingerne er bredt ud bag ham. Han sov med nogle fingre mod læberne, en smule åben mund. Så køn... Så køn!

   Han opdager, at jeg kigger på ham, og smiler en smule. Han rækker ud og rør mig på kinden. Prikker lidt nysgerrigt til min hud, som om han først nu rigtig ser mig. Som et lille barn, der er begyndt at undres over omverdenen.

   Jeg rykker af en eller anden grund væk fra ham, da han begynder at røre mig. Hans smil falmer lidt, han ser spørgende på mig. Jeg sætter mig op. Ser væk.

   Zero tager min hånd mellem sine, fører den op til sit ansigt. Jeg ser på ham. Han er en mærkelig personlighed... Han lader mine fingre løber over håret og ansigtet. Jeg rør ham... Meget. Han lader min hånd glide ned over hans bryst. Mine fingre sitrer. Jeg ryster lidt på hovedet, da han bliver ved med at lade min hånd gå nedad. Så han trækker den op til ansigtet igen, og kæler lidt med den, som en killing. Hvor er det bare kært...

   Jeg river hånden til mig og går. Ud i køkkenet, ud af soveværelset, bare væk fra Zero! Jeg finder mig selv siddende i sofaen, gispende efter vejret. Han ville have ladet min hånd gå helt ned i hans bukser... Det eneste, der egentlig generer mig, er, at han ikke aner, hvad han laver.

   Zero kommer ind til mig. Han lægger hovedet på skrå, hans øjne er store og uimodståelige. Jeg synker en klump. Han er dejlig... Hans hud er så blød og glat, hans hår er blødt som minkpels, og hans øjne skinner som bittesmå, flakkende stearinlys.

   Jeg bider mig i læben. Paragraf ét i De Himmelske Love - Intet himmelsk væsen, engel, amorine eller andet, må forelske sig i en af sit ejede køn...

   Og så sker det igen. Jeg ved ikke, hvad Zero har gjort ved mig. Men jeg græder. Store tårer fylder mine øjne. Jeg kryber sammen på sofaen og begynder at klynke. Hulke. Snøfte. Tude. Vræle. Zero lægger beskyttende armene rundt om mig. Jeg ved ikke, hvordan han skulle kunne hjælpe mig med noget, jeg er lige så håbløs som ham - ej, lidt mindre.

   Han nynner stille. Min krop bliver som lammet. Jeg sidder stadig og græder i hans arme, føler mig som en svækling, ynkelig og sart. Men jeg kan godt lide hans melodi. Jeg lukker mine øjne lidt.

   Da jeg åbner dem igen, er min mave helt tom, og udenfor er det mørkt. Jeg sætter mig op. Det rumsterer ude i køkkenet. Zero rumsterer.

   Jeg går søvnigt ud til ham. Jeg kan ikke lade være med at smile. Pandekager. Han ser på mig. Smiler. Jeg står og tripper lidt. Jeg vil. Jeg vil! JEG VIL!

   Jeg ønsker ham. Begærer ham! Jeg vil have ham! Have ham som mit ejede lille legetøj, gøre med ham hvad jeg vil - og jeg vil behandle ham som en lille dukke. Han skal passes, og mades, og pudses, og vaskes, og kæles med, og pusles om, og nusses med... Samtidig vil jeg slå ham, til han ikke kan stå op mere.

   Jeg går ind på soveværelset, tager min trøje og bukser af. Da jeg har skiftet bukser, hører jeg noget, der får mit hjerte til at hamre.

   "Dimitri, der er mad." Jeg bevæger mig stille ud i køkkenet. Zero ser udtryksløst på mig. Jeg synker en klump, sætter mig til bords.

   Vi spiser i stilhed. Jeg betragter ham stjålent. Hans munds bevægelser, hans læbers ynde, hans bliks søgen.

   Bagefter vasker vi op sammen, også i stilhed. Jeg gider ikke tage en trøje på, mit hjem, mine lyster... Det sidste ord får mange billeder frem i mit hoved. Zero vasker, jeg tørrer. Han får sæbe på skjorten. Sukker og tager den af. Jeg ser på ham, får lidt røde kinder. Han lægger mærke til mit blik og ser på mig.

   "Hvis du må, må jeg også." Touche... Der er stille lidt.

   "Hvordan døde du?" spørger jeg. Han ser på mig. Jeg ser på ham. Vi ser... på hinanden... Han hæver øjenbrynene. Jeg ryster på hovedet. "Jeg spurgte først." Han siger ikke noget. Jeg sukker. "Jeg forelskede mig i et menneske. Jeg holdt øje med hende længe, og da hun så blev gift, blev jeg rasende. Jeg blev smidt ned her i Rusland, i den koldeste og mindst beregnelige del. Ikke spor sjovt. Din tur." Han fortsætter bare med at se på mig. Jeg rykker mig lidt. "Hvad glor du på?" Han fortsætter. Jeg ser langsomt på ham. Han... lægger armene om min hals... Kommer nærmere. Hans krop er en smule våd af opvaskevand... Det er min også... Hans ånde når min hud. Han er kun ti centimeter fra min mund... fem... Vores næser rør hinanden. Mit hjerte hamrer...

   "Zero..." Jeg vil ikke dø... Og det er det, der sker, hvis han udfører sin handling... Han rør mine læber. Bare ganske blidt. Næsten ikke... Jeg sukker længselsfuldt. Løfter ham op på køkkenbordet. Står mellem hans ben. Han ser mig ind i øjnene. Jeg ryster lidt. Er jeg virkelig bange for noget så banalt som det her?

   Zero er modigst, i hvert fald i det øjeblik. Han trækker i min nakke, vores læber mødes i et intenst og hedt kys. Jeg griber fat om køkkenbordets bordplade, for jeg er bange for at falde ned i Helvede.

   Zero lukker sine ben om mig, åbner sin mund en smule. Amoriner må ikke selv elske. Det her må være helt nyt for ham.

   Jeg bakker lidt væk fra køkkenbordet. Zero nærmest kravler op ad mig. Er det... tunge? Slikkede han mig på læben? Bare kort? Vingerne vejer en smule, han er tungere end han ser ud. Jeg vakler baglæns ind i stuen. Falder ned på sofaen med Zero over mig. Han ligger oven på mig og kysser mig. Men ikke begærligt, som jeg... Ikke lidenskabeligt, som jeg ville have det. Næsten overfladisk.

   Lyde suser gennem mit hoved. Mit syn bliver en smule uldent, og jeg lukker øjnene.

   Jeg åbner dem, og står på en lang, hvid hospitalsgang. En sygeplejerske går hastigt forbi mig. Uden at bevæge mig, bliver jeg trukket med hende. Vi står på en lille enestue. I hospitalssengen ligger en dreng. Han må være de 16-17 år. Han er bleg, hans hår er en smule fedtet, han er mørk under øjnene. Han har iltmaske på. Han er meget, meget syg. Jeg ser bare lamslået på ham. Sygeplejersken sætter sig på hans sengekant, tager hans temperatur. Hun ser væk, da hun tjekker termometeret. Zero kan ikke se hendes bange ansigt. Men jeg kan.

   Sygeplejersken ser på ham igen, smiler.

   "Du er i bedring," lyver hun. Hendes stemme giver ekko. Syge Zero smiler en smule. Han begynder at hoste. Rallende og hæst. Han holder et lille tøjdyr ind til sig. En... En blå elefant med lyserøde ører? Lamt...

   Og så er jeg, med et gisp, tilbage i stuen. Zero sidder i den anden ende af sofaen og betragter mig. Jeg kniber øjnene sammen.

   Han ville ikke. Han kyssede mig ikke, fordi han havde lyst til det. Han gjorde det for at overføre minder! Zero er stadig ikke dødelig. Han kan stadig klare alle de tæsk, jeg kan komme op med...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...