Landevejen


0Likes
0Kommentarer
42Visninger

1. Landevejen

Landevejen

 

Han stavrede langsomt hen mod det røde skilt, der lyste klart i den mørke aften. Vejen snoede sig igennem landskabet og lod til ingen ende at tage. Hele hans krop var fuldstændig bedøvet af kulden, mens tankerne kørte på fuld drøn. Minderne kørte ustandseligt for hans indre syn, som en nådesløs pinsel. Ansigtet igen, det uskyldige ansigt, der blev ved med at poppe op. Han rev irriteret den tilbageblevne højre sko af og kylede den afsted. Den skar gennem luften og landede nogle meter længere fremme. Skoen lå i en lille bunke sne og kiggede hånligt mod ham. Han øgede farten, overvældet af mindernes styrke.

Stilheden virkede uendelig og kun lyden af hans fodtrin brød den. Hendes øjne var som tatoveret i hans sind. Hendes blik der så lige igennem ham, der kunne se mørket, der var gemt i ham. Han forbandede sig selv over, at have ladet hende komme så tæt på sig. Han havde virkelig prøvet at beskytte hende, at beskytte de klare blå øjne fra at se mørket. De klare blå øjne som han bare i et sekund ville svælge i, men lyset i dem forførte ham. Hver gang blev han fristet af faren, til bare at kigge i dem et sekund mere. Han skulle være stoppet, mens legen var god, inden hun læste ham som en åben bog. Han rev sig frustreret i håret, hvorfor ville minderne ikke bare lade ham være i fred?

Følelsen af at nogen eller noget forfulgte ham, nagede ham, men han turde ikke kigge bagud. Uden han tænkte over det satte hans ben i løb, hvert skridt sendte et jag af smerte gennem hans højre brækkede arm, men følelsen af at blive forfulgt overvandt trangen til at stoppe. Han hev overfladisk efter vejret, og til sidst måtte han stoppe op for at få vejret igen. Hurtigt kiggede han sig over skulderen, hans blik blev mødt af mørket og de små hvide snefnug, der ustandseligt dalede ned. Mørket måtte have spillet ham et puds.

Hvorfor skulle minderne blive ved med at dukke op, havde han ikke lidt nok? Havde han ikke udstået sin straf? Han havde ikke selv valgt at blive, som han var, det var som spundet i hans sjæl, det lå i hans kort. Han havde virkelig prøvet at undgå, det skulle overtage ham. Virkelig prøvet at bevare kontrollen og være stærk. Enhver anden ville være bukket under, så hvorfor skulle han straffes? Hvornår fik han lov til at have medvind, til at opleve bare en gnist af lykke. Kunne han i det mindste ikke bare blive hjulpet på rette vej, et lille lys han kunne følge i mørket. Han havde aldrig været troende, alt håb blev kvalt i mørket, men det var det eneste han bedte om nu, lidt håb. En mulighed for at blive fri, for at starte på en frisk.

Et glasskår, der skar sig gennem hans tyndslidte sok og hud afbrød hans tankerække og bragte ham tilbage til den virkelige verden. Han bed sig i læben og hev skåret ud, smagen af metal bredte sig i munden, og hans fingre blev let smurt i blod. Hvis der var et ord, der kunne beskrive hans liv var det flugt, han var flygtet fra smerten.

Han kiggede på sine blodplettede hænder, som nu afspejlede den indre anger over sin synd. De hænder, som nådesløst havde holdt fast, uden at have givet hende en mulighed for at slå igen. Han havde rusket hende flere gange for at få hende til at slå ham, så han kunne få det han fortjente, men hun stod bare der og så medlidende på ham. I irritation havde hans hænder grebet fat om hendes hals, så hun kunne forstå, hvad det betød for ham. Hun faldt sammen, som en kludedukke og hang bare der slapt i hans hænder. Hans øjne blev blanke og tårerne landede sagte på det kolde betongulv. Han slap hendes blege krop og krøb over i et hjørne, hvor han sad krummet sammen til en lille ubetydelig klump. Solens lys strålede ind gennem vinduet, lyset oplyste hendes døde kolde krop og man kunne se støvkornene danse rundt i luften. Han rejste sig og indså hvad han havde gjort. Han kiggede i spejlet og så hvordan mørket strålede i øjnene. Det havde vundet, mørket havde vundet.

Han kigger på sine hænder. De er blålige, efter han har vandret langs landevejen i flere timer. Men det er ikke længere ham. Han er ikke længere til stede. For hans indre syn, kommer hendes uskyldige ansigt igen frem, men denne gang bliver det ikke mødt med frygt, men med længsel og glæde. Han kan mærke, hvordan øjnene bliver fyldt med tårer, mens mundvigene går op i et smil. Hans forfrosne krop falder slapt sammen på den kolde jord, synet bliver sløret og alt bliver sort. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...