Jeg ser.

Novelle: jeg ser, skrevet til skriftlig terminsprøve. Teenagedreng, forskruet og reserveret.

1Likes
0Kommentarer
125Visninger

1. Jeg ser.

Jeg ser.

Jeg løber. Jeg skriger. Jeg falder. Jeg griber. Jeg fanger ingenting med mine panikslagende hænder, der kaotisk griber efter noget, at klynge sig til. Men mine krampagtige fingre griber aldrig noget. Jeg rammer vandoverfladen, og min krop skærer igennem vandets knivskarpe horisont.

Vand. Vandet, der altid spiller dig et puds. Dets overflade der lokker dig, bølger blødt over kloden, som fine lagener. Men som tilintetgør alt og alle, der kommer i vejen for det.

Jeg falder. Jeg rammer. Jeg omsluttes af isnende sort masse, der skære igennem min krop som dybfrosne knive. Min hud. Min krop. Mine lunger. Mine øjne. Mig. Mit. Alt. Og med et åbnes mine øjenlåg og jeg stirrer ind i hendes øjne. Jeg kender dem, men jeg kender dem ikke. De blå kvinde-øjne, der er ligeså blå som det vand der forvolder så stor skade, som ødelægger alt omkring sig, i samarbejde med tiden. De er et mageligt par de to, ødelæggelse og forældelse. Vi ved alle, at de i sidste ende bliver vores undergang.

Jeg stirre. Jeg genkender. Jeg har det som om jeg har kendt dem hele mit liv, men jeg ser dem kun i mine drømme.

Og det er omkring her, jeg vågner. Altid de samme drømme, altid det samme mareridt om, og om igen. Eller drømme er hvad jeg kalder dem. Jeg er efterhånden kommet i tvivl om, hvorvidt det er erindringer, eller blot illustrationer, som vores underbevidsthed danner, når kroppen slapper af. Men måske er det ligegyldigt, de er de samme alligevel. Jeg vågner alligevel altid op rædsels-slagen, og rystende af kulde. Jeg har prøvet alt. At skrue op for varmen, så der stort set er ørken-hede på mit værelse, men alligevel vågner jeg op, rystende af kulde, som om jeg slet ikke har vær-et i værelset, mens jeg drømmer. Drømmefangere i massevis. Gamle underlige ritualer. Sove-medicin. Psykolog hjælp. Men lige lidt hjalp det.

Jeg bor hos min Tante. Mine forældre døde da jeg var mindre, i en ulykke. Jeg ved ikke hvilken slags, det er bare hvad de fortæller mig. En ulykke. Jeg burde egentlig godt kunne huske det, jeg var 10 år gammel, og med dem da det skete. Men jeg kan ikke huske noget, lægerne siger at det er normalt. At man fortrænger noget der er så dramatisk, og man derfor ikke kan huske, hvad der skete. Det er som om vandet skyldte det væk. Det er bare et stort hul. Jeg ved ikke om jeg er ked af at jeg ikke kan huske det. Måske er det bedst sådan.

Jeg oplever. Jeg fortrænger. Jeg mister. Er det sådan?

I dag er det lørdag, det vil sige at jeg skal til ham den underlige psykolog, der altid spørger hvad jeg tænker på. Det jo latterligt. Jeg fortæller ham altid de samme ting. Han spørger altid hvornår jeg sidst drømte drømmen, så svarer jeg at det havde jeg denne nat. Så mhm’er han som han så ofte gør, og notere i hans notes bog. Ærligt, så er det røv kedeligt. Det er det meste faktisk. Folk er trætte af mig efterhånden, de mener at der er noget galt med mig. De mener, at det er unormalt at jeg bemærker de små ting i verden, som at den lille spurv uden for mit vindue, altid begynder sin sang omkring 06:17. Eller at når efteråret skifter til vinter, dufter lugten svagt krydret. Eller at verden er helt, helt anderledes i mørket. Da jeg var lille var jeg bange for mørket, jeg havde altid en masse lys tændt, og jeg ville ikke gå alene på toilettet, for der var ikke noget lys i gangen, så skulle mor side på trappen ved døren og synge.

Det skræmmer mig lidt, hvor komfortabel jeg efterhånden er blevet i mørket. Jeg er ikke længere bange, men tryg. Jeg forsvinder tit om aftenen, så går jeg en tur, nogen gange på bare tær. Jeg kan godt lide at føle mig nær jorden, at have kontakt.  

Jeg går. Jeg ser. Jeg omsluttes. I mørket er jeg tryg, i mørket er jeg alene.

Tante synes det er fint, hun lader mig for det meste gøre hvad jeg har lyst til, hun spørger blot en gang i mellem om jeg ikke vil have noget mad med, eller om der er noget der skal vaskes. Hun er ikke typen der er overbeskyttende, eller klamrene. Det kan jeg godt lide.

Denne aften da mørket falder på, forsvinder jeg igen. Jeg smutter ud af døren, uvidende om Tante har hørt mig eller ej. Jeg er sådan set ligeglad. Luften er let kølig, det er efterår, og bladene hæ-nger tunge i orange og gule nuancer, de venter kun på det næste vindpust, så kan de alle slippe deres tag i grenene og dale mod jorden, for endnu engang at blive en del af den. Naturens cyklus. Men der er ikke en bevægelse i luften. Jeg går ned mod søen, på vejen tager jeg et blad fra en busk og krøller det mellem mine fingre. Bladet knaser og smuldre til små stykker, som jeg puster ud af min hånd. De små orange stykker blade, danser i luften et sekund, og daler så langsomt mod jord-en i cirkulære bevægelser. Et lille smil spiller på mine læber, og jeg tager et nyt blad fra et træ. Jeg gør dette hele vejen ned til søen.

Jeg ånder. Jeg sanser. Jeg er til. Søen er stille til aften. Dens overflade er glat og blank, som glas der ikke kan brydes. Jeg sidder på klippen der rager ud over søen, med benene hængende ud over ka-nten, mens jeg kaster små sten mod vandets stille overflade, der bliver brudt, af små plump når stenene rammer vandet. Ringe breder sig ud fra stenen, hvorefter den bliver slugt af vandet mørke dyb, og jeg er velvidende om at der går mange år før stenen, aner sollysset, og atter mange år før den skal ligge i et par menneskehænder igen.

Jeg lever. Jeg bryder. Jeg observere. Jeg ved ikke hvor lang tid jeg sidder på klippen, men da det går op for mig at daggryet står på kant, rejser jeg mig for at drage hjem ad. Jeg kigger ned på søens overflade der atter er blevet blank og stille, hvorefter jeg går et par meter væk fra klippen.

Med et stopper jeg op, vender mig om, og giver mig til at løbe mod klippen, men den varer jo ikke evigt.

Jeg løber. Jeg skriger. Jeg falder.

Jeg mærker et deja-vu, og er nu klar over at dette er min drøm. Drømmen. Mig. Vi er et. Jeg er drømmen. Drømmen er mig.

Jeg flyver. Jeg er ikke bange denne gang, jeg ved hvad der venter, jeg forbereder mig på smerten, jeg ved der kommer snart. Men denne gang omslutter jeg den. Jeg er smerten. Smerten er mig. Vandets mørke omslutter mig, og jeg slår øjnene op. Der er mørkt, indtil et par hænder griber om-kring mig, og jeg ser de velkendte blå øjne stirre ned på mig.  Tårer fylder mine øjne, og de løber ned af mine kinder indtil et sort mørke endnu omslutter mig.

-Skal jeg gå med ind? Min tante holder stadig om rattet med begge hænder, selvom vi holder stille på efterskolens parkeringsplads. Det med efterskolen er også hendes geniale idé.

-Nej tak.

Jeg rækker om på bagsædet og hiver min gamle sportstaske til mig. Svinger den over skulderen og åbner bildøren. Jeg er ikke den eneste, der bliver kørt. Men jeg er helt klart den eneste, der ikke bliver kørt af et sæt unge forældre, der kæmper om at få lov til at kramme farvel. Min tante stiger også ud af bilen. Mormors storesøster. Som i virkelig gammel. Så står vi dér.

-Du kommer vel på besøg i weekenden, siger hun.

Jeg ser op mod efterskolen. De røde mursten. Det ligner sgu et slot. Mon de har deres helt private fangekælder?

-Ask. Der er noget misbilligende i hendes stemme.

Jeg ser modstræbende på hende. Hendes mund bevæger sig, øjnene prøver at være ind-trængende. Men hun er ikke typen. Det er nok derfor, hun aldrig har fået børn.

-Det er da en flot skole. Hun ser ikke engang ud, som om hun mener det.

Hun har opgivet mig, og hun er ikke den første.

 

En Novelle skrevet af Isabella Duus Jensen

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...