Demon - Harry Styles

"Hvem er du?" stammede jeg. "Dit værste mareridt" hviskede han. Luk dine øjne, og tænk. Hvad er dit værste mareridt? Hvad i denne verden frygter du mest? Madison havde aldrig tænkt over det, indtil hun flyttede. Da hun kiggede ind i hans sorte øjne, følte hun ikke andet end frygt. Fra det øjeblik hun trådte ind i huset, vidste hun godt, at hun ikke ville komme ud i live. Prøv nu at lukke øjnene, og tænk på dit mareridt igen. Hvad nu, hvis dit mareridt blev din bedste ven. Nogle gange bliver du bare nød til, at være stædig og gøre, hvad du føler mest for. Men det kan godt være lidt svært, når dit væreste mareridt kan dræbe dig, med blot en stille berørelse? Derfor må Madison tænkte hurtigt. For her, gør det ondt at være stædig.

4Likes
0Kommentarer
197Visninger
AA

2. Kap 1 - En ny start

 

"I believe in the sun, even when it is not shining. I believe in love, even when i cannot feel it. I believe in God, even when he is silent"

 

Lyden af en dør der smækkede, fik mig hurtigt til at vågne op. Jeg blinkede lige et par gange, for at få mine øjne til at justere lyset. Vi havde kørt i 3 timer, og bilen lugtede meget slemt. ”Er vi her?” spurgte jeg og strakte mig. ”Ja” sagde min far, tog bilnøglerne og steg ud. Oliver steg også ud, og lod mig i stikken. Jeg åbnede min sele, og gik ud. Jeg stod midt i en indkørsel. Jeg vendte mig om, og så indgangen op til indkørslen. Creepy. Muren var sort, og på hver side af vejen, var der 2 statuer. Jeg vendte mig om og så imod huset. Og, hvis man synes at porten er uhyggelig, så vil man slet ikke se huset. Jeg var med i en gyserfilm. 

 

”Er det her en joke?” spurgte jeg og smækkede bildøren i. ”Nej. Tag en kasse og gå ind” sagde min far og gik imod huset. Indkørselen var enorm. Og endnu en kæmpe statue, lige i midten. ”Vi fik det billigt, og det ligger i et godt område” sagde min mor og gik forbi mig. Jeg kiggede over muren. Heldigvis, var der naboer. Tænk, hvis sådan et creepy hus lå midt ude i ingenting. Alene.

 

Jeg gik over til bilen, og tog en flyttekasse. Jeg begyndte at gå op imod huset, imens jeg kiggede op på vinduerne øverst. Jeg åbnede døren med albuen, og gik ind. En kold, ubehagelig brise ramte mig, lige da jeg kom ind. Det her var bestemt, ikke rart. Jeg stilte kassen i entréen, og kiggede rundt. Væggene så gamle og ødelagte ud. Der stod en gammel kommode i midten. Det var ikke vores. Jeg gik over til den, og prøvede at åbne skuffen. Låst. Jeg prøvede den nedenunder. Låst. Den næste var også låst. Det var de alle sammen. Underligt. Jeg gik videre ind i det første rum. Udover de flyttekasser der stod der, var der tomt. Mine forældre havde være her før, for at fikse de rum der var faldefærdige, og givet det meste en ny tapet. Så de havde allerede sat nogle ting. Flyttebilen ville komme senere. Jeg gik videre igennem den store åbning i stuen. Endnu et tomt rum. Jeg kunne se nogle stole, der ikke var samlet over i hjørnet, så det må nok være spisestuen. Jeg vendte mig om for at gå ud, da en lyd stoppede mig. Jeg vendte mig langsomt om, men ingenting. Jeg kiggede op, og opdagede at det var lysekronen. Den svang frem og tilbage. Der var sikkert bare gennemtræk, tænkte jeg og gik ud.

 

Mine forældre gik frem og tilbage med flyttekasser, så jeg valgte at hjælpe dem. Vi stilte bare alt i entréen. ”Hvor er Oliver?” spurgte min mor. ”Aner det ikke” svarede mig og min far. ”Han kigger sig sikkert omkring” sagde min far og gik ud til bilen. ”Skal vi kigge rundt sammen?” spurgte min mor. Jeg nikkede og sammen gik vi op af trappen. Øverst ved trappen var der et stort åbent rum, med 2 døre. I hjørnet var der en åbning, der førte ned af en gang. Den var faktisk ikke så slem. Gangen var lys, med vinduer på den ene side, og døre på den anden. ”Kom” sagde min mor og gik ned af gangen. ”Vores værelse” sagde hun og pegede på en første dør. ”Toilet” sagde hun og pegede på den næste. ”Og dit værelse” sagde hun og åbnede den næste dør. Jeg trådte ind og kiggede omkring. Et par kasser, og en stor seng midt i rummet. Jeg satte mig på sengen og kiggede mere rundt. Men der var 1 ting, der fangede min opmærksomhed. Det ene vindue. Det var et af de vinduer der buler ud som man kan sidde i. Jeg gik over og strøg mine fingrer over siderne. ”Vi vidste at det her skulle være dit værelse, da vi så vinduet” sagde min mor. Jeg kiggede ikke på hende, men nikkede bare. Jeg vendte mig om og gik ud af værelset, sammen med min mor. ”Hvad er der i det sidste rum?” spurgte jeg og pegede på den sidste dør. ”Rummet er låst. Hver gang nogle prøver at åbne det, er det umuligt. Men de har set døren være åben. Ejendomsmægleren sagde, at det var et bibliotek” sagde hun og vendte sig om. Jeg rystede bare på hovedet og gik. ”Olivers værelse er der. Og vaskerummet er lige ved siden af” sagde hun og pegede på de 2 rum lige ved siden af trappen. Jeg gad ikke engang at kigge i rummene. Vi gik sammen nedenunder, og jeg fulgte efter min mor.

 

”Køkkenet” sagde hun og gik ud i, hvad var køkkenet. ”Vi skal have det renoveret” sagde min mor. Køkkenbordet var gammelt og grønt. Utrolig mormor stil.  Faktisk var hele køkkenet den grimme, grønne farve. ”Det sidste rum er kontoret, det er inden ved siden af. Der er også en kælder, men den skal vi lige have ryddet op i”. Jeg nikkede bare. Vi gik tilbage i entréen og så at min far var færdig. ”Flyttebilen vil være her om 10 minutter” sagde han og kiggede på hans ur.

 

 

 

Jeg satte mig i vores nye sofa og kiggede rundt. Det havde taget mange timer, men alt var på plads nu. Min far og nogle af flyttemændene var på mit værelse. De var ved at samle det sidste. Jeg sad her helt alene, men hvis jeg lænte mig over, ville jeg kunne se min mor i køkkenet. Stuen, spisestuen og køkkenet var hver for sig, men med en åbning ind til hinanden. 

 

”Så er vi færdige. Dine kasser står der også, så du kan bare sætte dine ting på plads” ”Tak” svarede jeg, og gik op imod mit værelse. Jeg åbnede langsomt døren. Wow. Af et gammelt hus at være, havde de gjort det godt. Skrivebord, men min computer på. Et enormt skab. Og sengen var blevet rykket ud i siden af værelset. I stedet for at pakke ud, gik jeg over til vinduet fra før. Jeg satte mig til rette, og kiggede rundt i værelset. Det her vindue var perfekt.

 

Jeg vendte hovedet og kiggede ned i haven. En masse træer og visne blomster. Men det var ikke, hvad der fangede min opmærksomhed. Det var et skur, bagerst i haven. Men igen, det var ikke skuret. Det var personen dernede. Jeg var ved at løfte hånden og vinke ned, fordi at jeg troede at det var Oliver. Men Oliver var ikke så høj. Og han havde ikke brunt krøllet hår. Personen smilede lumsk op til mig. Jeg blinkede en enkelt gang, og da jeg kiggede ned igen, var han væk. Jeg rystede bare hovedet. Jeg var bare træt. Det var alt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...