For evigt

Jeg gik på broen. Ingen lagde mærke til mig, heller ikke da jeg kravlede op på rælingen. Om få sekunder ville jeg ikke være her mere.

0Likes
0Kommentarer
204Visninger
AA

2. Sedlen

Jeg var vidst faldet i søvn for jeg vågnede ved lyden af min mor der skreg. Havde hun nu set en edderkop igen? Jeg skulle lige til at åbne døren da jeg huskede sedlen jeg havde efterladt på køkkenbordet. Mine ben begyndte at ryste og de faldt sammen. Jeg sad på gulvet i det der føltes som flere timer. Hun havde set sedlen. Nu vidste hun hvordan jeg havde det. Sedlen var ikke ligefrem sød. Jeg forsøgte at rejse mig op men mine ben faldt sammen igen. Jeg åbnede munden for at råbe, men min stemme knækkede over. "Min datter har efterladt en seddel," hørte jeg min mor sige, "Hun... Hun har skrevet farvel og jeg.. uh... Hun har.. Jeg..."

Jeg kunne høre sirener komme tættere og tættere på indtil de stoppede og hoveddøren åbnede. Nogle mænd løb op ad trapperne hen mod mit værelse. Døren sprang op. "Læge! Tjek hende. Hun har måske taget piller." En læge kom løbene op og lagde mig i min seng. Hun undersøgte mig på alle mulige forskellige måder, men kom frem til at der ikke var sket noget. Lægen rystede på hovedet og sagde: "Der er ikke noget galt med hende."

Det var først nu jeg kunne sige noget. "Jeg har... Ikke taget nogle piller... Eller noget andet." Min mor kom løbende op på mit værelse. Hun så lidt forvirret ud da lægen sagde: "Hun har det fint. Du skulle måske overveje at tage hende til en der kan hjælpe hende med depressioner. Det virker til at hun ikke er så glad hele tiden."

Lægen og politimændene gik og der blev stille. Jeg satte mig op på sengen. "Hvorfor..." begyndte min mor, men hendes stemme knækkede over. "Undskyld," sagde jeg. Min mor rystede på hovedet af mig og gik. Jeg vidste ikke hvorfor men jeg blev pludselig helt vildt sur. På min mor, på lægen, på mig selv og på ham drengen som sagde at jeg ikke måtte hoppe. Jeg kastede med mine puder og smed nogle bøger på gulvet. Min mor ringede til en der skulle hjælpe mig med depressioner, eller det var hvert fald det jeg regnede med. "Ja. Hun skrev en seddel. Nej, hun har det fint. Kan i hjælpe? Mandag klokken fire? Fint. Ja. okay. Farvel. Ja, hav en god dag." Min mor prøvede at lyde så rolig som muligt. Måske var hun helt rolig? Måske var hun skuffet over at jeg ikke bare kunne gøre det? Hun ville have det meget nemmere uden mig. Jeg gik ned i stuen hvor min mor stod med sin mobil i hånden. Hendes blik var tomt. "Undskyld mor," Sagde jeg svagt. Hun kiggede på mig med et blik som kun mødre kan lave. Ultra skuffelse.

Hun rystede på hovedet af mig igen som om at jeg var god nok til hendes ord. Burde hun ikke være glad for at jeg stadigvæk var her? "Du skal til terapi hver mandag klokken 4," sagde min mor uden at kigge på mig. Terapi? Jeg løb op på mit værelse og smed alt på mit skrivebord ned på gulvet. TERAPI?! Mine ben rystede. Hvorfor rystede de? Jeg var nødt til at sætte mig ned for ikke at falde. Tæl til ti. Det skal nok gå. Jeg tog ti dybe indåndinger. Det skal nok gå. Jeg blev ved med at sidde og tage dybe indåndinger et stykke tid. "Aftensmad!" råbte min mor nede fra køkkenet. Var alt det der skete tidligere bare glemt? Jeg gik ned i køkkenet og satte mig ned på en stol ved spisebordet. Min mor havde bestilt pizza. Ingen af os sagde et ord mens vi spiste. "Ryder du lige op? Tak," sagde min mor og gik ud i stuen. Okay, fint. Tak for det mor. Jeg satte vores tallerkener i opvaskemaskinen og gik op på mit værelse. Jeg tændte for min computer og loggede in på tumblr. En af de blogs jeg fulgte lagde et billede ud hvor der stod "I can't eat today because look fat today, because i look fat everyday, because i am fat." Hvad? Jeg var sikker på at hun ikke var tyk. Jeg valgte at ignorere det og prøve at sove.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...