For evigt

Jeg gik på broen. Ingen lagde mærke til mig, heller ikke da jeg kravlede op på rælingen. Om få sekunder ville jeg ikke være her mere.

0Likes
0Kommentarer
203Visninger
AA

1. Ikke se dig bagud

Klokken ringede og rev mig fri fra mine tanker. Jeg kunne nu komme hjem. "Vi ses på den anden side af ferien," råber læren ud over klassen som allerede var igang med at pakke sine ting sammen og gå ud af klasselokalet. Jeg tog min taske og gik ud på gangen. Endnu engang var der nogen der havde klistret små sedler på mit skab. "Dø!" stod der på den ene. Virkelig originalt. "Vi gider ikke se dig igen," stod der på en anden. Jeg pillede alle sedlerne ned fra mit skab og smed dem på gulvet. Solen skinnede udenfor og alle jublede og smed med skolebøgerne. Alle undtaget mig. Selvfølgelig var der andre som ikke smed med tingene, men jeg havde på fornemmelsen at jeg var en af de eneste som ikke var glad. Jeg løb hjem fordi at jeg vidste at jeg skulle komme før hjem end min mor. Hun ville få fri fra arbejde to timer efter jeg fik fri.

Da jeg kom hjem smed jeg min taske på gulvet og fandt en blyant og et stykke papir. Hvad skriver man når man ved at det er ens sidste ord? Farvel? Tak? Jeg valgte at skrive: "Dette er nok det sidste du ser til mig. Jeg ville ønske at jeg kunne sige at det ikke er din skyld, men sådan er det ikke. Du er lige så slem som de andre. Jeg kan jo ikke være en perfekt datter, sådan er det bare. Jeg gider ikke lytte til pop og shoppe med pigerne og lave ekstra matematik. For at være helt ærlig ved jeg ikke hvad jeg skal gøre, så jeg har besluttet mig for ikke at gøre noget. Farvel."

Jeg lagde sedlen på spiseordet og løb udenfor igen. Broen var ikke så langt væk. Det tog kun nogle få minutter at komme derhen. Der var ikke nogen der lagde mærke til mig da jeg kravlede op på rælingen. Det ville være nemt at sige at jeg følte mig usynlig, men det er ikke sådan jeg havde det. Jeg følte mig helt synlig og utrolig ignoreret. Det er underligt at tænke på at om få sekunder ville jeg bare være et minde...

"Du må ikke hoppe." Jeg fik et chok. Der stod en dreng ved siden af mig. "Der er kun en 37,2% chance for at du dør. Men du vil nok få nogle skader so bare vil gøre tingene værre. Du kunne jo fortælle mig hvad der er galt? Det plejer at hjælpe." Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Drengen løftede mig ned fra rælingen og krammede mig. Jeg var helt sikker på at jeg ikke kendte ham, men han havde lagt mærke til mig. Han havde set mig selvom der var så meget andet at se. "Jeg, øh... Jeg sad der bare og kiggede," fik jeg sagt. Det så ikke ud som om at han hoppede på den. Hvem sidder også på en ræling parat til at hoppe og kigger? Jeg kiggede ham i øjnene. De var brune, ligesom hans hår. "Jeg er nødt til at gå nu..." sagde jeg og begyndte at gå. Ikke se dig bagud. Ikke se dig bagud.

Du.

må.

ikke.

se.

dig.

bagud.

Det lykkedes mig at holde øjnene på fortovet hele vejen hjem. Jeg gik op på mit værelse og smed mig i sengen. Sikke en dag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...