Julius

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jan. 2015
  • Opdateret: 7 jan. 2015
  • Status: Færdig
I en pause trækker Marcus William med ud af kantinen. Han og hans venner vil have sandheden ud om William og Julius forhold og have ham til at indrømme at de to drenge er sammen, men det er ikke helt sådan det hele ender.

1Likes
0Kommentarer
248Visninger

1. Julius

”Hvorfor gider du, bruge din tid på ham? ” Marcus stemme var nedladende. Han havde trukket William udenfor, for at snakke med ham. Noget de ellers aldrig gjorde. De to klingede ikke sam-men, i hvert fald ikke mere.
”Julius?” William rykkede uroligt rundt på den bænk, de havde sat sig på. ”Jo, altså vi har jo været venner i lang tid, så…” Mere kunne han ikke præstere. De andre elever vidste godt, at ham og Juli-us var venner, så det kom ikke bag på Marcus. Men at William var Julius’ eneste venner, og faktisk gad bruge tid på ham, var der mange der ikke forstod. Hvordan kunne William holde det ud? Hvad nu hvis Julius lige pludselig lagde an på ham? Ingen andre vidste, hvordan de ville regere i sådan en siteration, og havde derfor trukket sig tilbage, da Julius var sprunget ud.
”Ja men, hvorfor William? Er han overhovedet til at holde ud?”  Marcus gav ikke op, han ville vide, hvorfor de to andre drenge brugte så meget tid sammen.
”Der er ikke noget i vejen med ham… ” Det kom kun ud som en svag mumlen fra William. Han var ikke en af de personer der havde lyst til, at snakke om ting om dette. Han og Julius gik bare sam-men, mere var der jo ikke i det.
”Du forsvarere ham jo.” Marcus prøvede at holde et grin tilbage. Han og vennerne havde trukket lod om, hvem der skulle snakke med William og få lokkede sandheden ud af ham. I starten gad Marcus virkelig ikke, han kunne ikke se, hvorfor han skulle spille sin tid på Julius’ ven, men nu synes han det var underholdende. Specielt den andens usikkerhed morede ham. Og så det faktum, at han forsvarede Julius, gjorde bare Marcus endnu mere nysgerrig.
”Vi bare venner, ikke andet. Man forsvarer sine venner… ” William kørte en hånd gennem det bru-ne hår. Han ønskede nu, at han ikke var gået med Marcus ud, men var blevet hos Julius. Tanken om den anden dreng der sad muttersalene i kantinen, gav William dårlig samvittighed. Julius brød sig ikke om at være alene. Specielt ikke efter han havde offentliggjort, at han var til sit eget køn. Han sagde tit, at alle de vurderende blikke gjorde ham utilpas. Det forstod William godt, da han fik sådan nogle blikke selv. Alle regnede ham for at være ligesom Julius, bare fordi de to gik sammen.
”I bruger meget tid sammen. ”
”Og? ”  William så på den anden. Denne gang med mere mod end før. ”Kan I ikke bare lade ham være? Han har jo ikke gjort noget forkert, han elsker bare på en anden måde end… os andre. Des-uden er Danmark et frit land. ” Marcus så med det samme ikke særlig selvsikker ud mere, for han vidste William havde ret. Det vidste alle der fik sådan noget at vide, det var bare de færrest der indrømmede det.
”Han har jo ikke ændret sig efter han sprang ud, han er den samme Julius som altid. Det er jo ikke fordi, at han ændrer sig fra den ene dag til den anden, vel? ” William overraskede sig selv endnu engang, han var ikke vant til at være så stærk, men denne sag skulle afsluttes nu. De andre elever skulle forstå, at Julius var okay, som han var. Og at han ikke gjorde noget forkert. 
”Nej… Men, hvad nu hvis han lægger an på os? ” William fnyste over den andens spørgsmål. Hele situationen havde ændrede sig på mindre end et par minutter, det var nu Marcus der var usikker. Ikke William.
”Du går heller ikke og lægger an på alle piger du ser. Det gør Julius heller ikke, bare fordi det har med drenge at gøre betyder det jo ikke, at han elsker alle han kender. Han bliver forelskede som alle andre. I en person. Og den person er han villig til at gøre alt for. ” Med de ord rejste William sig op. Han begyndte at gå væk, men stoppede dog alligevel da han kom i tanke om noget.
”Gider du fortælle dine venner, at de ikke skal blande sig i Julius liv, hvis de ikke ville ham noget godt? ” Marcus, som sad alene tilbage på bænken nikkede, det var ikke sådan her han havde for-stillede sig samtalen ende. ”Tak, ” William vendte sig om, og gik mod indgangen til kantinen.
Julius sad og stak til sin mad, da William satte sig ned over for ham.
”Hvad ville Marcus med dig? Jeg troede han havde droppede jeres venskab… ” Skylden var tydelig at høre i Julius stemme.
”Du skal ikke tænke på. ” William smilede til sin ven. ”Fra nu af skal de nok lade dig være. ”
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...