I gave up - One Shot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jan. 2015
  • Opdateret: 7 jan. 2015
  • Status: Færdig
“Jeg kiggede ned på hende, og snøftede. Jeg har nået enden af min rejse. Jeg kom til, og nu er jeg væk. Nu har du nået enden af din rejse. Du kom til, og nu er du væk. Vi ses om lidt.”

3Likes
5Kommentarer
149Visninger

1. One Shot.

"Der lå blomster hele vejen ned af kirkegulvet. Der var fra gamle klassekammerater, eks kærester, bekendte, kollegaer og familie. Ja, fra stort set alle. Jeg sad oppe foran i kirken, sammen med din far, mor og tre søskende. Min mor sad ved siden af mig, og min far, bror og søstre sad bag mig.

 

De fleste af dine venner sad faktisk bag i kirken. Herfra kunne jeg i hvert fald se mindst ti. Der var ti minutter tilbage, og der kom stadig folk ind. Jeg vidste ikke, hvem halvdelen af dem var. Du havde en masse hemmeligheder for mig, og det vidste jeg godt. Jeg prøvede altid at få dem ud af dig, dog på en stille og rolig måde. Vi havde været sammen i over halvandet år, og vi havde stadig hemmeligheder for hinanden.

 

Kirkeklokkerne begyndte at ringe, og jeg græd mere end jeg gjorde før. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg ved godt, at du selv havde valgt det, men hvorfor? Hjalp jeg ikke nok? Var jeg ikke god nok til at hjælpe? Undskyld.Jeg gjorde hvad jeg kunne, jeg prøvede, men du tog bare ikke så godt imod det.

 

Som til alle begravelser, skulle der synges. De fleste sang, undtagen din far og jeg. Vi sad bare og stirrede ud i luften, eller næsten, han gjorde. Jeg græd, men jeg stirrede bare. Jeg kiggede hurtigt over på ham, og bare på hans udtryk, kunne jeg se, at det var forbi. Han ville aldrig nogensinde se sin søn igen.

 

Din mor kiggede på mig, ikke at jeg kiggede på hende, men jeg kunne skimte det ud af øjenkrogen. Hun lagde hendes ene arm om mig, og straks brød jeg sammen, mere end i forvejen. Man kunne høre præstens snøften, selv over min hulken. Det er sværere end man tror at miste den eneste person, som troede på en.

 

"Og nu vil den afdødes ekskæreste gerne sige et par ord." Jeg kiggede op på præsten, og tørrede mine kinder. Stille og roligt fik jeg rejst mig op, og gik op ved siden af præsten. Jeg nikkede til ham, og han klappede mig på skulderen, og gik væk fra mig.

 

"Okay.. Jeg havde faktisk forberedt en tale, men det var spild af tid. Jeg har opdaget de bedste taler kommer fra hjertet, så nu må vi se hvordan det går." Jeg grinte lidt, dog var jeg ikke den eneste. De fleste der sad i kirken grinede med, eller fniste, så det var en god start

 

Han var uden tvivl en af bedste personer i hele verden. Han satte altid andre før sig selv, tro mig, det har jeg oplevet. Han havde selv mange ting han ikke ville sige, og det var helt okay. Man skal heller ikke dele alle sine hemmeligheder, men jeg vidste han havde selvmordstanker. Han havde bedt mig om ikke at gøre noget dumt, da jeg selv havde det elendigt, og jeg havde lovet ham jeg ikke ville gøre det."

 

Jeg tørrede mine øjne og hulkede lidt. "Jeg havde sagt til ham, at selvom vi ikke var sammen, skulle han stadig fortælle mig, hvis der var noget, men det ville han ikke. Han sagde, at hans problemer ikke var mine mere, og det var fair, men jeg ville altid bekymre mig for ham. Jeg havde bedt ham om ikke at noget dumt, men det lyttede han ikke til."

 

Jeg græd og hulkede endnu mere en før, men jeg fortsatte. Jeg gav ikke op. "Jeg vidste han havde gjort noget dumt, og skyndte mig hen til ham. Jeg havde ikke nogen nøgle eller noget, så jeg måtte stå og banke på døren, ringe på og skrige, at der skulle åbnes. Hans far åbnede, og jeg fløj forbi ham, og skyndte mig ind på hans værelse, men det var for sent."

 

Jeg hulkede og hulkede. Tårerne rendte ned af kinderne på mig. "Han var der altid for folk. Ikke kun mig. Generelt. Hvis han var sur, bad han mig altid om at lade ham være, men det nægtede jeg, selvom det var dumt. Jeg tog chancen, og så ringede jeg til ham, og fik ham til at falde til ro. Og det hjalp hver dag, næsten.

 

Jeg grinte lidt i håb om at stemningen blev lettere."Vi havde det altid sjovt sammen. Han lavede altid et eller andet helt sindssygt. Han kunne finde på at kravle ud af mit vindue. Han bed mig i kinden, i armen. Han flettede også mit hår, så der kom knuder på. Jeg måtte bruge 10 minutter på at redde det ud igen." Folk grinte, og jeg kunne ikke selv lade være.

 

"Han kunne også godt finde på at gøre mig sur, eller irriteret. Efter noget tid, gjorde han et eller andet, som fik mig til at grine. Han kravlede hen til mig og begyndte at hviske en masse til mig, i håb om, at jeg tilgav ham, og selvfølgelig gjorde jeg det - hvis man troede andet er man nok underlig."

 

Igen blev der grinet og smilet rundt i hele kirken. Jeg kastede et blik på kisten, og kiggede ned. Jeg kiggede op, og afsluttede så min tale. "Han var en fantastisk dreng. Han hjalp altid, og stod klar når man havde brug for det. Han fik altid folk til at grine, og greb folk hvis de var ved at falde. Han hjalp altid, selvom han havde det svært. Han viste det sjældent, og virkede altid glad. Jeg er så taknemmelig for, at jeg lærte ham at kende."

 

Folk klappede af mig. Jeg nikkede pænt. "Tak." Jeg smilede en sidste gang, og gik ned og satte mig på kirkebænken igen. Din mor klemte blidt mit lår, og jeg lagde min hånd om hendes. Jeg tørrede mine øjne med den anden hånd, og kiggede ned. Musikken begyndte at spille igen, og vi skulle ud med kisten.

 

Din far, min far, dine onkler, din ene fætter og en til jeg ikke kendte, løftede kisten. Din mor, dine tre søskende og jeg gik forrest, lige bagved kisten. Selvom vi ikke længere var et par, betød du stadig en del for mig, og derfor havde dine forældre valgt at jeg skulle være en af dem der var forrest i kirken.

 

Jeg hulkede rigtig meget, da vi kom ud af kirken, og gik ned mod gravstedet. Jeg havde en rose i hånden, som skulle ned til dig. Kisten blev sænket i, og jeg hulkede mere og mere. Til sidst var den helt i, og jeg smed rosen ned til dig. Jeg græd og græd, og jeg kunne slet ikke stoppe. Uanset hvor meget jeg prøvede, så kunne jeg slet ikke.

 

Folk havde smidt deres blomster og roser ned og alt det der skulle til. Folk var taget ud til det sted, hvor der skulle spises lidt, og snakke sammen. Jeg valgte at køre med din familie, da jeg slet ikke kunne se min egen familie i øjnene.

 

Jeg kan ikke det her mere. Der er nu gået 5 måneder, og jeg græder stadig hver dag over dig. Jeg besøger dig hver dag med blomster, og fortæller mig selv, at det hele nok skal blive okay igen, men det gør det ikke. Jeg kommer aldrig til at se dig igen. Jeg kommer aldrig til at høre din latter, se dit smil, se dine øjne, dit hår, din stil. Bare dig.

 

I aften bliver det. Jeg savner dig. Dit smil. Dine øjne. Dit hår. Din duft. Din stil. Bare dig. Hver enkelt lille ting. Jeg har skrevet et farvelbrev til alle dem jeg efterlader. Vi ses snart.”


 

Jeg kiggede ned på hende, og snøftede.

 

Jeg har nået enden af min rejse. Jeg kom til, og nu er jeg væk. Nu har du nået enden af din rejse. Du kom til, og nu er du væk. Vi ses om lidt.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...