More Than A Coach - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jan. 2015
  • Opdateret: 20 feb. 2015
  • Status: Færdig
Mød Olivia. En stærk og glad 20 årig pige som udadtil har alt. En mor, en stedfar, en tvillingebror, en lillebror på 4, gode veninder og en dejlig kæreste som hun snart har været sammen med i 4 år. Olivia har en stor passion for dans, men har også et stort talent i sang. Olivias veninder melder Olivia til Voice, hvor den berømte Justin Bieber skal være dommer. Olivia kan godt betegnes som en fan og håber inderligt at Justin vil vende sig om til Blind. Vil han vende sig? Ja!. Justin høre nemlig også hurtigt hvilket stort talent Olivia gemmer i sig og så heldig som han er får han det største talent i voice-sæsonen på hans team. Men hvad sker der når det der skulle være et professionelt samarbejde udvikler sig til lidt mere end hvad man kan kalde professionelt? Vil der opstå følelser imellem Justin og Olivia?. Eller vil kun en af dem få følelser for den anden?. Og hvad med Voice?. Kan de begge finde ud af at holde privatliv og konkurrence adskildt?. Find ud af det i ‘’More Than A Coach''

536Likes
1344Kommentarer
445641Visninger
AA

30. Tell Me.

*Olivias Synsvinkel*

 

Jeg kiggede op på Justin igen efter jeg havde sagt min sætning om min far. Justin sukkede svagt, hvorefter han hurtigt lagde armene om mig og krammede mig ind til ham. Mit ansigt endte på hans skulder og pga hans kram og nærvær begyndte jeg at hulke ned i hans skulder imens Justin nussede mig på ryggen og i håret. Jeg mærkede et lille kys i mit hår, men jeg var ligeglad med det lige nu. Faktisk så lettede det en smule i mig at åbne op for Justin og sige hvorfor jeg var ked af det og bagefter få et dejligt kram. Det var nok det jeg havde brug for lige nu.. Dog ønskede jeg allermest at krammet var fra min far, men sådan skulle det så ikke være.. Åbenbart!.

Jeg trak mig kort efter tilbage, da mine hulk var begyndt at stoppe. Jeg tørrede mine øjne imens jeg sukkede og tog mig sammen, så jeg kunne holde op med at græde.

’’Ei man!.. Jeg hader at tude foran folk’’ Sagde jeg med en træt stemme, hvor man tydeligt kunne høre, at jeg havde grædt. Jeg mærkede en hånd nusse mig blidt på ryggen, hvilket faktisk gjorde mig ret rolig.

Jeg tog fat i smøgpakken på bordet og tændte en smøg og tog et ordentligt hvæs, for at slappe lidt af. Ja, jeg røg som en skorsten når jeg havde det sådan her, men det ragede mig virkelig lige nu!.

’’Jeg vidste ikke, at du røg’’ Sagde Justin stille og fik mig med den kommentar til at kigge op på ham. ’’Det gør jeg heller ikke. Det er kun til fester.. Og når jeg er så sørgelig som jeg er lige nu’’ Svarede jeg imens jeg stirrede ned i bordet foran mig. ’’Du er ikke sørgelig!. Du har en af de bedste grunde til at være ked af det lige nu!’’ Svarede Justin stille og fortsatte med at nusse mig på ryggen.

Jeg tog endnu et hvæs af min smøg og pustede langsomt røgen ud imens jeg bare sad og stirrede ned i bordet med min smøg hvilende imellem mine fingre.

’’Hvorfor er du ikke sammen med din familie eller dine venner idag?.. Måske ville det hjælpe lidt på humøret?’’ Spurgte Justin stille efter en kort stilhed. Jeg askede kort min smøg og tog et nyt hvæs og pustede så også det ud.

’’Jeg er altid alene på den her dag. Jeg føler ikke, at det hjælper noget at lade andre se mig helt nede med flaget’’ Svarede jeg kort. ’’Hvad med din bror?’’ Spurgte Justin videre. Jeg tog en dyb indånding ind og askede igen min smøg, selvom der dårligt nok var noget aske på.

’’Han er den eneste jeg normalt snakker med på den her dag, da han ved hvordan jeg har det!. Han ved også godt, at jeg altid er alene idag.. Han har prøvet at få mig til at føle at dagen idag er ligesom alle andre dage.. Men det kan ikke lade sig gøre.. Den her dag er ikke som alle andre idag.. For 14 år siden mistede jeg min far, som jeg havde et helt specielt bånd til.. Jeg var fars pige og vi lavede alt sammen.. Når han altså var hjemme’’ Svarede jeg kort og med en ligegyldig tone. Dog ikke fordi, at jeg var ligeglad.. Jeg var bare virkelig ked af det!.

’’Var han da ikke så tit hjemme?’’ Spurgte Justin stille og meget forsigtigt. Jeg rystede kort på hovedet som svar og tog endnu et hvæs af min smøg. ’’Hvad lavede han?’’ Spurgte Justin videre. Jeg sank en klump i halsen, da tanken om hans arbejde gav mig kvalme!. Jeg kunne dårligt holde ud at tænke på det, men af en eller anden grund gjorde Justin et eller andet som fik mig til at åbne op og tale om det.

’’Han var udstationeret i Afghanistan’’ Svarede jeg iskoldt og tog endnu et hvæs af min smøg. Justin blev meget stille et kort øjeblik, hvilket fik mig til at kigge på ham og se hans overraskede udtryk. Han sank en klump i halsen imens vi havde øjenkontakt.

’’Var.. Var det det han døde af?’’ Spurgte Justin nervøst og usikkert, hvilket fik mig til at regne ud, at han ikke ønskede at gøre mig yderligere ked af det. Jeg nikkede kort til ham som svar, hvorefter jeg brød vores øjenkontakt og kiggede tilbage på bordet. Nu kunne jeg ligeså godt fortælle ham det hele!.

’’Nick og jeg var 4 år, da min far for første gang blev udstationeret til Afghanistan. Min far og mor fortalte Nick og jeg, at min far snart skulle rejse. Jeg blev så ked af det og sagde, at han ikke måtte rejse fra mig. Jeg gjorde alt for at få ham overtalt til at blive hjemme, men det hjalp selvfølgelig ikke, da det var besluttet, at han skulle derned. Hverken Nick eller jeg vidste hvorfor han skulle rejse. Min mor og far sagde, at han skulle til et andet land, hvor han skulle spille et spil og vinde, så han kunne komme hjem igen. Det var jo nok forklaring til os dengang og et eller andet sted var det jo på en måde rigtigt nok. Men jeg ville stadig ikke have, at han tog afsted. Min far lovede mig, at han nok skulle komme hjem igen og han svor på tommelfinger-ære. Det var noget min far, Nick og jeg havde sammen. Hvis vi havde sat vores tommelfingre imod hinanden, så skulle løftet holdes uanset hvad... Min far tog så afsted og jeg følte, at jeg ikke kæmpede nok for at holde ham derhjemme. Nick synes det var ret sejt at have en far i udlandet og det smittede efterhånden af på mig. Vi havde en sej far.. Som vi savnede helt vildt!’’ Forklarede jeg og holdte en pause med at forklare, da jeg ville aske min smøg og derefter tage et hvæs af den, for derefter at fortsætte med at forklare.

’’Da Nick og jeg var 5 år fik min mor et opkald fra et football-stadion. De havde fået adgang til en liste over personer som var udstationeret i Afghanistan, fordi de ville gøre noget godt for familierne der var herhjemme. Min mor havde tidligere talt med min far uden os børn og han sagde, at han ville komme hjem om en måned. Folkene fra stadionet fortalte min mor, at de gerne ville glæde hende, Nick og jeg med en speciel hjemkomst når min far kom hjem. Og endda kom tidligere hjem end forventet. Min mor blev virkelig glad, da de fortalte hende, at min far kom hjem ugen efter samtalen her foregik’’ Fortsatte jeg og tog så endnu et hvæs af min smøg og fortsatte så.

’’Min mor og folkene fra stadionet aftale ikke at sige noget til Nick og jeg. Det skulle være en overraskelse. Min mor fik sendt nogen billetter til den næste football kamp og tog så os børn med ind til stadionet. Vi havde fået VIP pladser, så vi sad helt nede på første række. Nick og jeg synes, at det var den bedste dag i verden fordi vi fik lov at få så mange hotdogs og sodavand som vi overhovedet kunne tænke os’’ Forklarede jeg og fik et smil på læben, da jeg så billederne fra den dag inde i hovedet.

’’I halvlegen kom der en mand ind på banen med en mikrofon i hånden. Han fik alle til at falde til ro, så hele stadion kunne lytte efter. Han sagde pludselig Nicks og mit navn og bad os om at komme op til ham sammen med vores mor. Min mor tog os i hånden og vi gik ud på banen til manden, som stod med en mikrofon og en mand ved siden af sig, som holdte et kamera, som filmede os. Begge mændene satte sig ned på hug, så de var i øjenhøjde med Nick og jeg, og manden med mikrofonen spurgte så først ind til hvad vi lavede i hverdagen, hvor vi svarede at vi gik i børnehave og snart skulle begynde i skole. Han spurgte os så om hvad vi ville være når vi blev store. Nick svarede at han ville være ligesom sin far og jeg svarede, at jeg ville være ligesom min mor. Udstationeret og prof-danser’’ Forklarede jeg videre og tog et hvæs af min smøg.

’’Manden spurgte os så om vi vidste hvorfor vi var blevet kaldt op på scenen. Hverken Nick eller jeg vidste hvorfor og manden smilede og sagde, at der var nogen mennesker som havde en stor overraskelse til os. Nick og jeg smilede til hinanden og blev virkelig begejstrede. Nick spurgte manden hvad overraskelse det var og manden svarede ham med et skævt smil og ordene: Vend jer om og kig.. Nick og jeg vendte os om og så så vores far komme gående ind på banen med hjemme-football-holdet gående bag ham. Min far gik forrest iført sin uniform og football-holdet gik to og to ved siden af hinanden med store amerikanske flag i hånden som blæste lidt i vinden. Nick og jeg løb hen imod ham så hurtigt vi kunne. Han satte sig ned på hug med et stort smil på læben imens han bredte armene ud, så vi kunne løbe direkte ind i hans arme og kramme ham. Jeg kan slet ikke beskrive den følelse jeg havde i kroppen, da jeg så min far stå lige foran mig. Det var.. Det var virkelig fantastisk og følelsen som jeg havde da jeg så ham, er helt ubeskrivelig!’’ Fortsatte jeg og tørrede kort tårerne væk fra mine kinder.

’’Nick og jeg græd begge helt vildt imens vi klæbede os til vores far. Jeg trak mig ud af krammet og kiggede min far i øjnene imens han smilede og jeg græd som pisket imens jeg sagde: Du kom hjem til mig far!. Du kom hjem!.. Selv idag kan jeg stadig huske hans ord og se hans kæmpe smil for mig: ’’Ja baby. Jeg kommer altid hjem til dig!.. That was a promise!.. Remember?’’. Efter hans ord tog han sig tommefinger og holdte den frem imod mig som tegn på vores ’’tommelfinger-ære’’. Jeg smilede til ham og krammede ham endnu engang imens jeg bare græd af glæde over at se min far igen’’

’’Min far var hjemme i et helt år og imens han var hjemme brugte han alt sin tid på Nick og jeg. Vi lavede så mange sjove ting sammen. Alt hvad Nick og jeg gerne ville, det gjorde vi. Jeg var så glad. Min far var hjemme hos os igen. Var der når Nick og jeg havde fødselsdag, når det var jul. Han var der på vores første skoledag.. Det var så fantastisk!.. Lige indtil den dag min mor og far igen tog fat i mig og Nick og fortalte, at min far igen skulle afsted. Der slukkede lyset igen for mig og jeg gik helt ned med flaget. Endnu engang blev min far taget fra mig... Og endnu engang prøvede jeg at forhindre det... Og endnu engang hjalp det ikke’’ Forklarede jeg imens billederne af min far og os andre fra dengang kørte i sløjfer på min nethinde og tårerne bare væltede ned af kinderne på mig.

’’Da vi sagde farvel til vores far i lufthavnen, lovede min far igen på tommelfinger-ære at han ville komme hjem igen. Han sagde, at han altid ville komme hjem, så længe vi huskede at opføre os ordentligt og passe vores skole som vi var startet i... Min far rejste og var væk i lang tid. I starten vågnede jeg altid om natten fordi jeg troede, at jeg hørte vores hoveddør gå op og hørte min far komme ind og kalde på os. Men selvfølgelig var det bare indbildning... Vi snakkede stadig med min far over Skype 2 gange om ugen og en aften sad vi og snakkede med ham inden Nick og jeg skulle sove.. Vi nåede ikke at tale så meget før et kæmpe brag lød og min far straks fjernede opmærksomheden fra os på computerskærmen. Der lød en masse råben og folk der løb.. Min far kiggede tilbage på computerskærmen og sagde helt roligt og afslappet, at han skulle smutte nu.. Det sidste han sagde var, at han elskede os og at vi skulle huske at passe godt på hinanden... Jeg kan stadig høre hans stemme og se ham sidde derinde i computerskærmen og sige det!..’’ Sagde jeg stille og sank en lille klump.

’’Dagen efter vågnede jeg tidligt om morgenen med følelsen af, at der var noget galt. Jeg hørte min mor snakke inde i stuen. Jeg vækkede Nick og vi listede ud i gangen og hen til stuen, hvor vi så min mor stå og græde med telefonrøret i hånden.. Da vi havde siddet aftenen før og snakket med vores far på Skype var den Amerikanske lejr blevet angrebet.. Amerikanerne var ikke forberedt på angrebet, men det gjorde hvad de kunne for at forsvare sig.. Min far blev ramt af skud.. Lige i hjertet.. Han var kun 25 år. Far til tvillinger på 6 år og med en kone på 24 som nu stod alene med 2 små børn’’ Afsluttede jeg og opgav at fjerne tårerne som væltede ned af kinderne på mig.

Jeg slukkede det sidste der var tilbage af min smøg og satte så mine hænder til hovedet og brød ud i gråd endnu engang. Jeg mærkede hurtigt et sæt arme ligge sig om mig fra siden. Justin nussede min ene overarm som var længst væk fra ham imens han pressede mig ind til ham, så mit hoved endte på hans bryst.

’’Din far var en helt Olivia.. Husk på det’’ Sagde Justin stille imod mit hår og kyssede det blidt bagefter. Jeg løftede svagt hovedet og kiggede på ham og fik også hurtigt øjenkontakt med ham imens mit gråd stoppede. Dog løb tårerne stadig. Det var bare uden lyd.

Jeg nikkede svagt til ham. ’’Mmm... Men hvad hjælper det?. Han er her jo ikke!. Hvis jeg fik valget, så ville jeg hellere have, at min far arbejdede på en lortefabrik, fik en lorteløn og stadig levede idag, end at have en far, som rendte rundt dernede for at lege røvere og soldater, hvilket endte med at slå ham ihjel i en alder af 25!’’ Sagde jeg og mærkede hvordan hulken igen var ved at bryde ud.

’’Det er så uretfærdigt!’’ Hulkede jeg og satte min hånd op foran munden imens jeg mærkede Justin nusse mig på armene og forsøge at trække mig ind til ham. Dog strittede jeg imod, da jeg gerne ville sidde lidt selv.

Selvom jeg strittede imod, så fik det ikke Justin til at stoppe sit forsøg på at holde om mig. Han satte sig helt tæt på mig og brugte sine muskler i armene som han lagde om mig, til at få mig ind til ham. Jeg opgav hurtigt at stritte imod og lod mig komme helt ind til ham imens han blidt begyndte at nusse mig på armene.

’’Du aner ikke hvor fucking mange gange jeg har haft brug for ham Justin!. Der har været så mange gange, hvor jeg virkelig havde brug for hans hjælp og følt, at han var den eneste der kunne hjælpe mig.. Han var der bare aldrig!’’ Hulkede jeg og prøvede at stoppe min gråd.

’’Nej.. Men så fortæl mig om det’’ Sagde Justin stille imod mit hår. Jeg trak mig ud af hans greb og kiggede Justin i øjnene uden at sige noget. Justin tog sin hånd op til min kind og nussede en tåre væk imens han kiggede mig seriøst i øjnene. ’’Fortæl mig om det’’ Hviskede han imens han kørte en tot hår om bag mig ene øre.

Jeg sukkede svagt og kiggede ned imens jeg blidt tørrede mine kinder og øjne med min håndryg. Jeg ville gerne fortælle Justin om mit liv, men hvordan startede man lige?. Der var så mange ting at sige.. Det var også en lidt mærkelig følelse at skulle fortælle det. Godt nok bad han mig om at fortælle det, men det var sku lidt svært at starte.

’’Jeg ved ikke hvor jeg skal starte’’ Sagde jeg stille og ærligt imens jeg holdte mit blik nedad. ’’Prøv med begyndelsen’’ Svarede Justin stille og behageligt.

Jeg sukkede svagt og kiggede op på ham, hvorefter jeg lænede mig tilbage i sofaen og satte mine fødder op på kanten af mit sofabord. Justin sad med front imod mig og lænede sig tilbage med siden i sofaen og lagde sin arm op på ryglænet.

’’Min fars død tog hårdt på os allesammen. Efter begravelsen gik det helt galt. Min mor begyndte at drikke hver eneste dag. Nick og jeg gjorde alt for at få hende til at lade vær med at drikke. To 6 årige børn stod op om natten for at lede efter nøglen til deres mors skab, hvor hun havde alt sit sprut, bare så de kunne hive alt sprutten ud og hælde det ud. Vi kom i skole uden madpakker, skulle selv sørger for aftensmad fordi vores mor enten lå og sov eller var skredet på værtshus. Vi lå tit alene hjemme og sov fordi vores mor bare skred på værtshus. Min mor var virkelig ubehagelig når hun var fuld. Hvis vi ikke havde nået at tage opvasken inden hun kom hjem, så råbte hun og skreg og vækkede os midt om natten og bad os om at gå ned og tage opvasken’’ Startede jeg med at forklare imens Justin bare sad og kiggede lyttende på mig.

’’Da vi havde fået venner ovre i skolen begyndte vi at være meget hos dem og spise hos dem. Nick og jeg kunne tydeligt se og mærke, at deres familier var helt anderledes end vores. De allesammen havde velfungerende familier med mor, far og søskende, normale spisetider, forældre med arbejde osv. Vores mor fik bare bistand og drak hele lortet op. Hendes professionelle dansekarriere droppede hun fordi hun ikke kunne magte det, så derfor røg hun på bistand.. Nick og jeg aftalte, at vi ikke skulle fortælle nogen noget om vores mor. Vi tog aldrig venner med hjem fra skole, selvom de tit spurgte om vi ikke kunne være hos os når vi skulle lege, men vi stak dem altid en løgn med at hele vores familie kom på besøg i aften osv. Vi løj og sagde, at vores mor havde dansetimer hjemme i kælderen og at vi ikke måtte forstyrre hende.. I virkeligheden lå hun bare på sofaen og drak sig halvt ihjel.. Nick og jeg kæmpede virkelig for at klare os selv. Jeg måtte om natten 1 gang om måneden stjæle penge fra min mors pung for at kunne betale for mine dansetimer. Inden min far døde, havde min mor meldt mig til dans og det ville jeg gerne fortsætte med selvom vi ikke havde det godt derhjemme’’ Sagde jeg og sank en lille klump i halsen.

’’Var der aldrig nogen der opdagede det med din mor?’’ Spurgte Justin stille og fik mig til at nikke kort. ’’Da Nick og jeg var 10 år greb skolen ind fordi de kunne se, at vi kom i hullet tøj hen til skolen, ikke havde madpakker med og ikke havde vintertøj til om vinteren. Skolen inddragede myndighederne som fik sendt mig og Nick på et opholdssted... Nick og jeg ville ikke væk fra vores mor, da vi mente, at hun havde brug for os til at passe på hende, men 2 små 10 årige kan eller skal på ingen måder passe på deres forældre. Det skal jo være omvendt, men det kunne Nick og jeg ikke se.. Vi prøvede virkelig at bilde myndighederne ind, at vi havde det godt derhjemme, men de troede ikke på os, hvilket jo er ret forståeligt’’ Forklarede jeg stille og stirrede ned i bordet imens ordene bare lod sig selv glide ud af min mund.

’’Vi boede så på det opholdssted, hvor der var voksne som passede på os og gav os mad og ordentligt tøj, kørte mig til og fra mine dansetimer osv.. Vi skiftede skole, da opholdsstedet havde tilknytning til en skole som lå lige ved siden af opholdsstedet, hvor alle børnene på opholdsstedet gik.. Nick og jeg holdte virkelig sammen, da det var hårdt for os begge at se når de andre børn havde fødselsdag og deres forældre og familie kom og besøgte dem og fejrede deres fødselsdag. Når Nick og jeg havde fødselsdag fejrede vi den bare på opholdsstedet sammen med de andre børn og pædagogerne. De andre børn kom hjem hver anden weekend og i ferierne, men Nick og jeg måtte blive på opholdsstedet.. Nogengange aftalte pædagogerne med min mor, at vi skulle hjem på weekend, men når weekenden kom så aflyste hun altid fordi hun ikke kunne magte at have os hjemme’’ Forklarede jeg imens et par tårer gled ned af min kind, bare ved at snakke om dengang. Det var på ingen måder en sjov tid og jeg priser mig virkelig lykkelig for, at det ikke er sådan mere.

’’Nick og jeg fik nogen venner på opholdsstedet. Desværre var det bare de forkerte venner vi fik. Vi begyndte at lave lidt ballade på opholdsstedet. Vi råbte og skreg, hvis de voksne ikke lod os få vores vilje, kastede med tingene, smadrede spejle, stole, borde osv. Vi pjækkede fra skole med nogen af de andre fra opholdsstedet. Kort sagt, så blev vi ret ligeglade med det hele. Selv jeg begyndte at droppe mine dansetimer i den periode og mine 2 veninder derfra skrev tit til mig på Facebook og spurgte om hvorfor jeg ikke kom. De 2 var de eneste som jeg stolede nok på til at fortælle hvad der egentlig foregik i mit liv’’ Forklarede jeg videre.

’’Da Nick og jeg blev 13 år mødte vores mor sin nuværende kæreste, som hjalp hende ud af hendes alkoholmisbrug. Nick og jeg kom igen hjem og bo og startede igen på vores gamle skole. Dog stoppede vi ikke med at se vores venner fra opholdsstedet. Vores mor kunne dårligt kende os, da vi i den periode vi boede på opholdssted ikke havde set meget til hinanden, så hun blev noget overrasket over, at vi havde udviklet os til en slags ballademagere. Hun og Adam prøvede virkelig at få os væk fra de dårlige venner, men Nick og jeg nægtede at give slip på dem. Vi synes jo, at de var gode venner for os’’ Fortsatte jeg.

’’Iblandt vores venner, var der en fyr der hed Lukas. Han var et par år ældre end Nick og jeg. Lukas og jeg blev kærester og jeg trak mig lidt væk fra vores gruppe af venner og begyndte at hænge ud med Lukas og hans venner som var lidt ældre end mig. Lukas hev mig med til fester, hvor han lærte mig at drikke mig stiv og tage stoffer. Idag når jeg kigger tilbage på den tid, så føler jeg ikke, at der var specielt meget kærlighed imellem ham og jeg. I mine øjne var jeg bare en dukke, som han kunne tage med og blære sig med overfor sine venner. I sidste ende var jeg nærmest kun i hans liv for at se godt ud ved hans side og så han kunne få sex.. De her fyre som jeg rendte rundt med nu var langt værre end de andre venner som Nick og jeg havde. Lukas begyndte at slå mig, hvis jeg ikke gjorde som han sagde og Nick gik helt amok hver gang han fandt et blåt mærke på min krop. Han var tit oppe at slås med Lukas, fordi Lukas bankede mig, hvis jeg ikke begik indbrud eller stjal ting i butikker til ham’’ Forklarede jeg og holdte en lille pause.

’’Dengang kunne jeg ikke se, hvor dårligt det hele var. Jeg troede jo, at det var sådan det skulle være, hvis man ville have venner og en kæreste... Lukas endte med at gå fra mig, men selvom vi ikke var kærester så knaldede vi stadig, hvilket jeg så som et håb for, at ham og jeg kunne blive sammen. Dog blev jeg helt knust den dag han fandt en anden og valgte at cutte mig af fuldstændig og svine mig til, til hans venner og hans nye kæreste.. Jeg gik helt ned på det og følte, at jeg havde mistet alt, da hans venner jo ikke sås mere med mig, fordi jeg ikke længere var Lukas’ kæreste. De var jo bare sammen med mig fordi jeg var med Lukas’’ Forklarede jeg videre og sukkede svagt.

’’Nick fik mig på benene igen efter lang tid og fik mig til at komme tilbage på mit dansehold, hvor mine bedste veninder stadig gik. Jeg snakkede meget med dem om den periode i mit liv og de hjalp mig så med at få nye venner og andre og sødere kærester som viste mig hvad kærlighed i virkeligheden var. Jeg stoppede med at drikke og tage stoffer og fik så et ’’normalt’’ liv igen. Idag drikker jeg meget sjældent og tager slet ikke stoffer mere’’ Forklarede jeg videre.

’’Hvad var det for nogen stoffer du tog?’’ Spurgte Justin stille. ’’Jeg røg hash næsten hver dag og tog coke til festerne jeg var med til.. En enkelt gang prøvede jeg også ecstasy, men det fik mig til at se lyserøde elefanter og mordere alle steder, så det lod jeg hurtigt vær med’’ Svarede jeg ham og kiggede over på ham og så ham nikke svagt.

’’Hvornår mødte du så din nuværende kæreste?’’ Spurgte Justin stille. ’’Nick havde fået en ny vennekreds imens jeg også havde skaffet mig andre venner. Han blev bedste venner med Zack og præsenterede os så for hinanden. Vi faldt hurtigt for hinanden og jeg gik fra min daværende kærester, Martin, så jeg kunne være sammen med Zack, hvilket jeg snart har været i 4 år’’ Svarede jeg stille og lænede hovedet helt tilbage på ryglænet af min sofa og kiggede op på Justin.

Justin nikkede og smilede meget svagt. ’’Så er det jo endt godt alligevel’’ Svarede han opmuntrende. Jeg nikkede kort og kiggede ned på mine lår. ’’Jeg kan bare ikke lade vær med at tænke på hvordan det hele havde set ud, hvis min far havde været her.. Hvis han ikke døde dengang, så var jeg ikke endt på opholdssted og så var jeg ikke stødt ind i det venner, hvor Lukas var imellem og så var jeg ikke kommet så langt ud med fester, stoffer og ballade’’ Svarede jeg bedrøvet og sukkede svagt.

’’Måske ikke, men se dog positivt på det.. Du var stærk nok til at bryde ud af de dårlige mønstre og komme tilbage til der hvor du i virkeligheden burde havde været fra starten. Ja, du traf måske nogen dårlige valg, men de har været med til at gøre dig til den du er idag!’’ Svarede Justin og fik mig til at kigge op på ham og se ham smile svagt til mig.

Jeg nikkede svagt og bed mig lidt i læben. ’’Det er bare.. På sådan en dag som idag, så er det virkelig svært at slippe alt det gamle lort. Lige siden jeg var 6 år og til jeg blev 16-17 år, har mit liv været en kamp at komme igennem. Der har ikke været en skid gode ting at se tilbage på i de 10 år!’’ Svarede jeg sukkende.

’’Det har der da!’’ Svarede Justin hurtigt og fik mig igen til at kigge op på ham. ’’Som hvad?’’ Spurgte jeg opgivende. ’’Din mor kom ud af sit misbrug. Du kom på rette vej igen. Du fik din familie tilbage. Du fik kæmpet dig selv op af det dybe hul som du var i!. Det er sku da positivt’’ Svarede Justin hurtigt og uden at tøve.

’’Men hvis min far ikke var død, så kunne jeg havde undgået at ende derude!’’ Pointerede jeg en smule frustreret og lænede mig frem i sofaen imens jeg satte fødderne på gulvet efter at de havde siddet oppe på bordet. ’’Det ved du da ikke Olivia!. Hvem siger ikke, at der så ikke var gået noget andet galt?. Du kan ikke se på det på den måde. Dit liv blev sådan og det var det livet ville give dig!. De nedture og dårlige oplevelser du har i bagagen har gjort dig til en skide stærk pige som kan klare alt uden at bryde sammen!. Du ved godt, at du har været langt ude, men fordi du holdte fast i dig selv og kæmpede, så fik det dig tilbage på rette køl, hvor du ved, hvad der er rigtigt og forkert. De dårlige oplevelser har kun gjort dig stærkere og klogere og fået dig til at tænke mere over de valg du tager og vil komme til at tage i dit voksne liv!. Du må ikke bebrejde din far for det her. Du må bare se positivt på det og glæde dig over, at det heldigvis ikke er sådan længere’’ Sagde Justin bestemt og ramte mig faktisk lidt på de knapper, hvor jeg gjorde mig enig med ham.

Han havde jo ret. Det vidste jeg godt!. Nick havde jo også prøvet at sige sådan til mig, men det var som om, at Justins ord gjorde mere indtryk end Nicks. Jeg tog det meget mere ind, når det var Justin der sagde det og i må ikke spørge mig hvorfor!.

’’Forstår du hvad jeg mener?’’ Spurgte Justin stille og nussede mig kort på armen. Jeg nikkede kort og holdte mit blik nede i bordet. ’’Op med humøret søde. Din far er helt sikkert stolt af dig efter den kamp som du har kæmpet i 10 år!.. Og endda vundet til sidst!’’ Fortsatte Justin og fik mig til at kigge op på ham og se ham smile svagt.

’’Det tror du simpelthen?’’ Sagde jeg opgivende og løftede svagt det ene øjenbryn. Justin rystede kort på hovedet. ’’Det er ikke noget jeg tror.. Det er noget jeg ved!’’ Svarede Justin og kiggede mig i øjnene uden at flakke en eneste gang med blikket!. 

_____________________________________________

Hey guys, jeg ved godt at der er meget forklaring i dette kapitel, men jeg følte virkelig for at fortælle hvad Olivia har fået igennem, kort sagt :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...