More Than A Coach - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jan. 2015
  • Opdateret: 20 feb. 2015
  • Status: Færdig
Mød Olivia. En stærk og glad 20 årig pige som udadtil har alt. En mor, en stedfar, en tvillingebror, en lillebror på 4, gode veninder og en dejlig kæreste som hun snart har været sammen med i 4 år. Olivia har en stor passion for dans, men har også et stort talent i sang. Olivias veninder melder Olivia til Voice, hvor den berømte Justin Bieber skal være dommer. Olivia kan godt betegnes som en fan og håber inderligt at Justin vil vende sig om til Blind. Vil han vende sig? Ja!. Justin høre nemlig også hurtigt hvilket stort talent Olivia gemmer i sig og så heldig som han er får han det største talent i voice-sæsonen på hans team. Men hvad sker der når det der skulle være et professionelt samarbejde udvikler sig til lidt mere end hvad man kan kalde professionelt? Vil der opstå følelser imellem Justin og Olivia?. Eller vil kun en af dem få følelser for den anden?. Og hvad med Voice?. Kan de begge finde ud af at holde privatliv og konkurrence adskildt?. Find ud af det i ‘’More Than A Coach''

536Likes
1344Kommentarer
444617Visninger
AA

18. ’’Hvad Hvis Hun Faker?’’.

*Justins Synsvinkel*

 

’’..Ej, helt seriøst!. Det var seriøst for sjovt!. Jeg går hen til en fremmed dame og stopper hende i at gå fordi jeg troede, at det var min mor.. Jeg var i Polen og min mor var ikke engang med på tour på det tidspunkt’’ Forklarede jeg smågrinende imens Olivia sad og grinede og tørrede sine øjne for grine-tårer.

’’Årh, hold nu kæft man..’’ Smågrinede Olivia og tørrede den sidste tårer væk imens hun udstødte små grin. ’’Det må sku have været pinligt’’ Smågrinede hun videre og kiggede storsmilende på mig. ’’Tro mig!. Det var det også. Det værste var næsten hendes reaktion på det’’ Fortsatte jeg med et lille grin. ’’Hvad gjorde hun?’’ Spurgte Olivia spændt imens hun smilede.

’’Efter jeg havde stoppet hende og sagt ’’Oh, sorry’’, så smilede hun bare og nussede mig på kinden og sagde: Så, så lille Justin.. Jeg er sikker på, at du finder din mor lige om lidt’’ Svarede jeg grinende og fik det sygeste flashback til den dag.

Olivia grinede højt og gemte sit hoved i hænderne. ’’Hun genkendte dig simpelthen!’’ Kommenterede Olivia grinende og kiggede op på mig. Jeg grinede og nikkede til hende imens jeg rystede lidt på hovedet, da jeg faktisk fik følelsen af den super pinlige og akavede situation.

’’Jamen, så har hun da den historie at fortælle familien. Justin Bieber stopper tilfældige kvinder på gaden fordi han tror det er hans mor.. Hjemve?. Oh ja!’’ Smågrinede Olivia og tørrede endnu engang sine øjne, hvorefter hun kørte hånden igennem sit krøllede og mørke hår. Jeg grinede lidt og bed mig i læben for ikke at skraldgrine.

’’Men hvad med dig?. Har du ikke oplevet et eller andet pinligt?’’ Spurgte jeg hende med et skævt smil efter vi havde fået grinet lidt af. ’’Nu er jeg ikke typen som synes at nogen ting er specielt pinlige. Jeg står meget ved det jeg gør og griner selv af mig selv, hvis jeg har gjort noget sjovt eller dumt, men der er faktisk en historie som jeg virkelig synes var pinlig..’’ Startede Olivia og smilede svagt.

’’Kom med den’’ Smilede jeg stort og blev helt spændt på hvad hun ville sige. ’’Jeg skulle engang ud at spise med Amanda og Mille og der havde jeg taget nogen gamasjer på. Jeg opdagede så et lille hul i syningen i røven da jeg stod foran spejlet, men valgte at ignorere det, da det var så lille og kunne dækkes med min bluse.. Jeg tog så ud at spise med pigerne og på et tidspunkt skulle jeg på toilettet. Jeg rejste mig op og gik hen imod toiletterne, men pigerne stoppede mig og sagde, at jeg havde et hul i røven af mine bukser. Jeg svarede, at jeg godt vidste det og at jeg nok overlevede det og mere sagde de så ikke. De kiggede bare underligt på hinanden og jeg gik så ud på toilettet. Da jeg så kom derud og jeg tog bukserne af for at tisse opdagede jeg, at jeg kunne kigge lige igennem mine bukser og at hullet som ikke var større end en knap inden jeg tog afsted, nu var blevet til et hul, hvor jeg nærmest kunne få hele hovedet igennem uden problemer’’ Forklarede Olivia og så faktisk ret cool ud i forhold til situationen hun snakkede om.

’’Så du flashede din røv for en hel restaurant?’’ Spurgte jeg og lige på nippet til at skrige af grin. Olivia grinede kort og nikkede. ’’Hvor fedt tror du det var at gå ud og se næsten alle sidde og skue over på mig, fordi de havde opdaget det, da jeg gik ud på toilettet?’’ Fortsatte hun grinende og tog sig lidt til panden.

’’Ej forhelved!.. Okay, den slår min, den der’’ Grinede jeg, men kæmpede stadig med at holde grinet lidt inde af bar respekt for Olivia, for ærlig talt.. Ja, jeg er sku glad for, at det ikke var mig det der!. Jeg havde nok stadig været pinlig berørt over det!.

Olivia og jeg havde måske siddet og snakket og grinet sammen i hendes lejlighed i flere timer efterhånden, men for mig føltes det virkelig kun som 5 minutter. Olivia var en helt igennem cool og fantastisk person og jeg elskede at sidde her og snakke helt almindeligt med hende. Den ene ’’cola’’ som jeg havde spurgt om for at få lov til at tilbringe lidt mere tid sammen med hende, var efterhånden blevet til 20 redbulls, hvis jeg skal være helt ærlig. Olivia var lige den type menneske som jeg fandt virkelig spændende og virkelig en af de typer, som jeg ville elske at hænge ud sammen med!. Virkelig!. Hun var fantastisk!.

’’Har du flere gode historier?. Ikke nødvendigvis pinlige?’’ Spurgte jeg hende med et smil, da jeg faktisk gerne ville høre og vide alt om hende. Hun var så interessant på så mange måder og hver eneste gang hun lukkede munden op, så lyttede man virkelig!. Sådan en person havde jeg sku aldrig rigtig mødt før.. Eller jo, jeg kunne selvfølgelig godt lytte til hvad andre sagde, men Olivia havde bare sin helt egen måde at fortælle tingene på og hun gjorde det virkelig interessant, så man blev helt grebet af det.

’’Hmm.. Hvad vil du gerne vide?’’ Spurgte hun mig med et kækt smil og tog derefter en tår af hendes redbull. Jeg trak lidt på skuldrene og smilede. ’’Har du ikke en sjov historie fra din barndom?’’ Spurgte jeg hende afslappet og tog derefter selv en tår af min redbull, da alle det grin vi havde lukket ud gjorde en helt tør i halsen.

’’Hmm.. Jo, faktisk så har jeg en sjov en.. Du ved godt, at forældre altid lære deres børn at ringe til politiet i højeste nødstilfælde, ikke?’’ Spurgte hun med et skævt smil. Jeg smilede skævt og fniste kort, da jeg allerede kunne fornemme, at det her var en god historie. ’’Det bliver godt det her!.. Jo, det gør jeg’’ Svarede jeg hende med et stort smil.

Olivia nikkede kort og smilede. ’’Jeg var 4 år og gik i børnehave, hvor vi havde fået nogen regnestykker for i matematik..’’ Startede hun afslappet og satte sig i skrædderstilling på sofaen og vendte sig imod mig.

Måske burde jeg lige fortælle, at i amerikanske børnehaver lære man f.eks. at regne, tælle, læse og skrive.. Ikke sådan 100%, men bare så man er klar med det i skolen.

’’Jeg kunne så ikke finde ud af de regnestykker og jeg spurgte endda Nick, om jeg ikke måtte kigge efter ham, men dengang var han så artig en lille dreng, så han sagde selvfølgelig nej.. Jeg spurgte så om min mor ville hjælpe mig, men hun havde alt for travlt med at lave aftensmad til os. Regnestykkerne skulle afleveres dagen efter og det så jeg selvfølgelig som en stor nødsituation, da jeg ikke kunne få hjælp til det eller selv finde ud af det.. Så jeg ringede til 911 for at på hjælp til mit problem’’ Forklarede Olivia og grinede svagt ved sidste sætning.

’’Ej forfanden.. Hvad sagde politiet så?’’ Smågrinede jeg imens jeg satte mig bedre til rette i sofaen og kiggede interesseret på hende. ’’Først ville de sende nogen ud til mig, så jeg kunne få hjælp, men det ville jeg ikke have. Jeg sagde, at det skulle gøres over telefonen. Heldigvis var det en virkelig flink politimand som jeg havde fået i røret, så han begyndte at hjælpe mig, med at gætte på hvad 8-1 var og sådan nogen ting’’ Smilede hun stort og fugtede kort sine læber med tungen.

’’Mener du det?’’ Grinede jeg overgearet og smilede stort til hende. ’’Ja. Han spurgte på et tidspunkt om hvor gammel jeg var og da jeg så sagde 4, så blev han nået overrasket og valgte så at fortsætte med at hjælpe mig’’ Smågrinede Olivia og tog en tår af sin redbull.

’’Hvad med din mor?.. Opdagede hun det ikke?’’ Spurgte jeg spændt og kiggede på hende med et interesseret og spændt smil. ’’Jo. Hun hørte, at jeg snakkede med nogen og så kom hun ind og så, at jeg snakkede i telefon. Hun havde sagt til mig og Nick, at vi ikke måtte bruge telefonen, da vi tit trykkede tilfældige numre og snakkede med dem vi fik i røret og lavede en form for telefonfis’’ Svarede hun mig med et smil.

’’Hvad sagde din mor så til det?’’ Spurgte jeg videre og bed mig lidt i læben. ’’Hun pointerede, at jeg godt vidste, at jeg ikke måtte bruge telefonen og så svarede jeg hende, at jeg skulle have hjælp til mine regnestykker nu når hverken min bror eller mor havde tid.. Min mor spurgte så hvem jeg har ringet til og så sagde jeg, at jeg havde ringet til en virkelig flink politimand som meget gerne ville hjælpe mig. Min mor blev virkelig chokeret og sagde, at jeg ikke skulle ringe til politiet om sådan noget og så svarede jeg, at hun jo altid havde sagt til mig og Nick, at vi skulle ringe til politiet hvis vi havde brug for at få hjælp og så sagde min mor, at det ikke var sådan noget hjælp vi skulle ringe til politiet for’’ Forklarede Olivia videre med et skævt smil.

Jeg grinede stort og kneb øjnene sammen imens jeg rystede på hovedet fordi jeg synes det var så sjovt. ’’Hold da kæft man.. Hvad sagde politiet så til din mor?’’ Spurgte jeg grinende og kiggede tilbage på Olivia.

’’Min mor gik over til telefonen og undskyldte, at jeg havde ringet til dem og de sagde så, at min mor havde en virkelig sød datter som nok bare godt kunne bruge lidt hjælp til matematikken.. Uløseligt matematik er jo helt klart 4 årige pigers nødstilfælde. Det kunne politiet da sagtens se’’ Smågrinede Olivia og bed sig i læben.

Jeg grinede højt og helt ustyrligt, da det både var virkelig sødt og virkelig sjovt. En lille pige på 4 år ringer til politiet for at få hjælp til matematikken.. Det er fandme en fed historie!. Og virkelig fedt gjort af Olivia!. Hold nu kæft man!.

Jeg fik grinet lidt af og tog så en dyb indånding og en tår af min redbull for at slappe lidt af for alt det grineri, som virkelig tog hårdt på mine mavemuskler. Olivia hev i mellemtiden sin mobil frem og tændte for skærmen. Hun nåede dårligt nok at kigge på skærmen før hendes mobil ringede og hun kørte sin finger henover skærmen og satte mobilen til øret.

’’Hallo?... Hey.. Ja... Er bare derhjemme.. Okay.. Vi ses om lidt så.. Okay.. Hey.. I lige måde.. Ja, hej’’ Sagde Olivia i telefonen, hvorefter hun igen fjernede mobilen fra øret og trykkede lidt på mobilen.

’’Hva så?’’ Spurgte jeg hende afslappet og havde næsten på fornemmelsen, at det var ved at være tid til at skulle smutte. Olivia kiggede op på mig og smilede sødt. ’’Det var bare min kæreste som kommer om lidt’’ Svarede hun mig med sit søde smil og med en virkelig rolig stemme.

Jeg nikkede kort og bundede min redbull og stillede den tomme dåse på sofabordet. ’’Jeg tror også, at jeg skal til at komme hjemad. Jeg får en lang dag imorgen’’ Sagde jeg venligt og rejste mig op, da jeg godt kunne fornemme, at jeg ikke skulle være her når kæresten kom. Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg havde den følelse, men sådan var det altså bare.

Olivia rejste sig op og kiggede på mig med et venligt smil. ’’Skal jeg følge dig ud?’’ Spurgte hun venligt og begyndte allerede at sætte kursen over imod udgangen af stuen imens hun kiggede på mig. Jeg smilede sødt og nikkede til hende, hvorefter jeg fulgte efter hende ud i gangen, hvor jeg hurtigt stak mine fødder i mine sko og tog min jakke på.

Da overtøjet var på plads kiggede jeg på Olivia og smilede sødt til hende. ’’Tak for en hyggelig dag’’ Sagde jeg sødt og bemærkede et sødt smil på hendes læber. ’’Selv tak’’ Smilede hun venligt og afslappet imens hun stod lænet op af væggen med skulderen og havde armene krydset.

’’Øhm.. Hvis det er, så.. Jeg tænkte på.. Kunne du have lyst til at gøre det igen?’’ Spurgte jeg hende en smule usikkert, men stadig med et smil på læben.

Jeg ved ikke hvad det var med Olivia. Normalt gjorde piger mig ikke usikker og jeg havde aldrig problemer om at spørge dem om det jeg ville spørge om, men lige med Olivia var det så anderledes. På en eller anden måde, så havde jeg på fornemmelsen, at jeg ville blive lidt såret, hvis hun afviste mig, da hun var en virkelig fed person som jeg virkelig gerne ville lære godt at kende og måske få et virkelig godt venskab til!. Det var virkelig sjældent, at jeg stolede på folk jeg ikke kendte rigtigt, men Olivia gav mig bare en følelse af, at hun var til at stole 110% på. Hun gjorde mig så rolig og afslappet. Det bedste af det hele var nok, at hun bare lod mig være mig. Hun talte til mennesket inde bag popstjernen. Hun talte til Justin og ikke til Justin Bieber, den verdenskendte popsanger!. Og det var fedt!.

Olivia smilede sødt og kiggede kort ned i gulvet. ’’Hmm.. Det kunne vi måske godt’’ Svarede hun og kiggede op på mig igen med et afslappet smil. Jeg fik et stort smil på læben og nikkede så bekræftende til hende. ’’Fedt.. Vi ses så’’ Smilede jeg og bredte armene ud for at give hende et kram.

Olivia bredte sine arme ud og vi gav hinanden et hurtigt farvelkram. ’’Det gør vi’’ Svarede hun i krammet, hvorefter vi igen trak os fra hinanden. Jeg smilede sødt til hende og gik så et skridt til siden, så jeg kom hen til døren, som jeg åbnede op.

Hugo kiggede straks på mig, da jeg kom ud af døren og fulgte så med mig hen til elevatoren. Jeg vendte mig imod Olivias hoveddør, hvor hun stod og kiggede over på mig. Jeg smilede sødt til hende lige før elevatoren dingede og Hugo åbnede døren for mig.

’’Vi ses’’ Sagde jeg kort igen og vinkede hurtigt over til hende. ’’Yup.. Hey’’ Svarede hun og lavede et kort nik med hovedet ovre fra hendes hoveddør.

Jeg gik ind i elevatoren med Hugo efter mig og trykkede så på stue-etage-knappen. Jeg lænede mig afslappet op af væggen i elevatoren og tog en dyb indånding imens Olivias søde smil var printet på min nethinde. God, den pige havde virkelig gjort indtryk på mig!. Det var jo fuldkomment sygt!.

                                                                                             ~

Jeg kom endelig hjem til mit store hus, hvor jeg småtræt steg ud af min bil imens Hugo steg ud af den sorte Range Rover. Jeg tog en dyb indånding og bevægede mig op til min hoveddør imens jeg fandt mine nøgler frem.

Jeg tog fat i dørhåndtaget og satte nøglen i døren og drejede rundt. Dog blev jeg noget overrasket, da låsen var anderledes end den plejede at være. Døren var allerede åben.

Jeg hev nøglen ud af døren og vendte mig om imod Hugo. ’’Døren er åben!’’ Sagde jeg og mærkede lidt paranoia strømme ind i min krop. Hugo gik op til døren og kiggede ned på mig.

’’Er du sikker på, at du låste døren inden du gik i morges?’’ Spurgte han mig alvorligt og lagde hånden på håndtaget. ’’Hugo forfanden. Jeg er ikke idiot. Selvfølgelig har jeg låst den.. Du mindede mig endda om det’’ Svarede jeg og trådte et skridt væk fra døren.

Hugo tog en dyb indånding og hev ned i håndtaget, hvorefter han stak hovedet ind. ’’HALLO!’’ Råbte han højt ind i mit hus imens mit hjerte begyndte at banke hurtigere.

Jeg hørte en svag stemme svare, men jeg kunne ikke lide genkende stemmen. Det kunne Hugo derimod, da han åbnede døren helt op og tog en dyb indånding og kiggede på mig. ’’Det er Ryan, der er derinde’’ Sagde han afslappet og trådte væk fra døren.

Jeg tog en dyb indånding og lukkede kort øjnene imens jeg nikkede og gik op til døren og indenfor. Jeg kom ind i min store hall og så Ryan komme herud inde fra stuen af hvor tv’et og et par lamper lyste rummet op.

’’Forfanden Ryan’’ Sagde jeg med et tungt suk imens jeg sparkede mine sko af og hev min jakke af og hængte den op på knagen. ’’Ja sorry, men vi havde ligesom en aftale om at se bold her til aften, ikke?’’ Svarede Ryan mig.

FUCK!. Shit!. Det havde jeg sku glemt!. Jeg vendte mig hurtigt om og kiggede på Ryan som ikke så særlig tilfreds ud. ’’Sorry bro!. Det har jeg sku glemt!. Det var en fejl! Undskyld!.’’ Sagde jeg bestemt, da han skulle vide, at jeg virkelig mente det. Ryan nikkede kort og stak hænderne i lommen imens han sendte mig et afslappet blik.

’’Nå, vi ses imorgen Justin. Jeg henter dig klokken 09.30’’ Lød det fra Hugo som stod ovre i hoveddøren. Jeg kiggede kort over på ham og nikkede med et svagt smil. ’’Vi ses’’ Sagde jeg afslappet og bevægede mig hen imod Ryan som stod i stuedøren.

Min hoveddør lukkede bag mig og jeg smilede svagt til Ryan imens jeg klappede ham på skulderen. ’’Jeg ved det godt!. Jeg er en virkelig dårlig bedste ven!’’ Sagde jeg og kiggede ham i øjnene, hvorefter jeg gik forbi ham og ind i stuen.

Jeg gik over til min ene sofa og smed mig træt ned i den med et tungt suk. Jeg bemærkede Ryan komme ind i min synsvinkel og sætte sig ovre i den anden sofa imens han kiggede på mig som om, at der var noget han ville have svar på.

’’Hvad?’’ Spurgte jeg undrende og løftede svagt det ene øjenbryn. ’’Nu hvor du ikke var herhjemme for at se bold med mig, hvor var du så?’’ Spurgte Ryan afslappet.

Jeg fik automatisk et smil på læben, da Olivia røg ind i mine tanker og jeg bemærkede Ryans udtryk i ansigtet blive lidt mere alvorligt.

’’Justin, hvad har du lavet?’’ Spurgte han mig og så meget alvorlig ud. ’’Jeg har bare siddet og snakket med en fra mit team.. Intet andet’’ Svarede jeg ærligt og kiggede over på ham.

Ryan blev lidt stille imens han kiggede undrende på mig. Dog forandrede hans blik sig kort efter til et mere forstående blik. Yup, han havde fanget den!.

’’Olivia?’’ Spurgte han mig og løftede svagt det ene øjenbryn. Jeg smilede skævt og nikkede til ham imens jeg fugtede mine læber og kort efter bed lidt i underlæben.

’’Du har siddet og snakket med Olivia hele aftenen?.. Hvor henne?’’ Spurgte jeg han mig undrende. ’’Hjemme ved hende’’ Svarede jeg ærligt, da jeg vidste, at jeg kunne fortælle Ryan alt uden at det kom videre.

’’Justin forfanden!’’ Sukkede Ryan og lænede sig tilbage i min sofa. ’’Hvad?. Vi snakkede jo bare.. Hvad galt er der i det?’’ Spurgte jeg undrende. ’’Ikke noget. Du plejer bare ikke at snakke så meget med en som du dårligt nok kender’’ Svarede Ryan ærligt. Ja, det havde han så ret i, men Olivia var noget helt specielt.

’’I know, men Olivia er anderledes. Jeg kan godt stole på hende’’ Svarede jeg ærligt og kiggede ham seriøst i øjnene. ’’Og det ved du efter, at du har kendt hende i.. Hvad?.. 5 timer?’’ Spurgte Ryan mistroisk og kiggede opgivende på mig.

’’Ja Ryan!. Hvis du kendte hende, så ville du også vide, at hun er noget helt specielt.. Hun er så anderledes end andre mennesker!. Hun taler med mig som om jeg bare var en tilfældig fyr.. Hun lytter på mig og snakker også selv om ting man ikke siger til gud og hver mand. Hun har den fedeste humor.. Og så forstår hun mig!.. Hun er nærmest dig i pigeversion’’ Svarede jeg seriøst og satte derefter min ene fod op på sofabordet og lænede mig tilbage i sofaen.

Ryan nikkede kort, men så stadig ret mistroisk ud. ’’Hvad hvis hun faker?’’ Spurgte Ryan afslappet. ’’Faker?. Hvad mener du?’’ Spurgte jeg undrende. ’’Olivia er en smuk pige Justin!. Hvad hvis hun udnytter den tillid du giver hende til at komme videre i Voice.. Hvad hvis du i bund og grund rager hende en skid.. Hvad hvis hun bare får dig til at tro, at du kan stole på hende og bagefter går hun til pressen og fyrre alt hvad du har sagt af, bare for at få penge?’’ Spurgte Ryan seriøst. ’’Okay for det første, så har jeg kun fortalt hende ting som enten er kommet ud i offentligheden eller som jeg kan leve med kommer ud. Og for det andet, så kan jeg godt skille tingene ad. Hvis Olivia på et tidspunkt skal ryge ud af Voice fordi jeg tror mere på en anden på mit team, så ryger hun også.. Tro mig Ryan. Jeg har helt styr på det.. Desuden, så virker Olivia slet ikke som typen der tager røven på folk på den måde.. Og hvis hun er, så kunne hun blive en stjerneskuespiller, for så gør hun fandme det skuespil hun køre virkelig godt!’’ Svarede jeg alvorligt og tog slet ikke alt det Ryan sagde til mig.

Efter alt den tid jeg havde været i den her branche, så har jeg efterhånden lært at kende forskel på fakers og reelle personer.. Og som jeg så det, så var Olivia langt fra fake. Hun virkede så oprigtig!. Ja, jeg stolede sku på hende og det vil jeg gøre til den dag, hvor hun tager røven på mig!. Men det er jeg også ret sikker på, ikke sker!. 

______________________________________

Heeeeey Guys!. :D 

Jeg har en besked til jer her, som måske ville kunne give de fleste af jer svar på, hvorfor der ikke rigtig sker noget imellem Olivia og Justin endnu, så måske i skulle læse med :) 

Først og fremmest vil jeg sige, at jeg kun skriver for sjov. Jeg stræber ikke efter noget specielt ved at skrive. Jeg elsker det og slapper virkelig meget af ved at skrive. Jeg har valgt at lægge mine historier ud her, da de måske kunne give jer en god oplevelse også og samtidig give nogen inspiration til at skrive selv :) 

Grunden til at der ikke er sket noget imellem Justin og Olivia endnu er fordi.. Ja, der er nok en del grunde, men jeg tror den vigtigste grund for hvorfor der ikke er sket noget imellem dem endnu, er fordi at Justin er kendt.. 

Når Justin er kendt i mine historie gør det det hele lidt mere realistisk og jeg er nød til at se tingene i et andet perspektiv. Jeg tænker, at Justin nok ikke i virkeligheden ville møde en pige og BANG, så stoler han 120% på hende og vælger at være sammen med hende og måske risikere, at hun går til pressen og fortæller alt om Justin. Derfor føler jeg, at jeg er nød til at bygge et tillidsbånd op imellem dem inden der ligesom sker noget imellem dem :)

Ja, jeg er ked af, at det gør historien meget langtrukken, for det synes jeg virkelig også selv, at den bliver, men igen, så skriver jeg kun for sjov og gennemtænker ikke som sådan mine historier ned til mindste detalje. Jeg får et par idéer og når jeg føler, at der er idéer nok, så skriver jeg historien og får også løbene idéer. 

Hvis alle mine historier skulle være gennemtænkt ned til mindste detalje, så ville jeg kun have skrevet you're my badboy 1, da den er gennemtænkt ned til mindste detalje og da jeg har gået og grublet og tænkt på den i næsten et halvt år før jeg gik igang med at skrive den, hehe :D 

Jeg håber, at det var et svar som kunne bruges, og håber stadig, at i vil læse med i historien, og selvfølgelig stadig synes, at den er god <3 :) 

 

 

Skal vi sige?.. 320 Likes for næste kapitel.. Eller næste kapitel imorgen?.. ;D 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...