1799

Vrynn er grevens søn og ikke så let at charmere. Han er en varm sommer morgen blevet sendt ud for at få fat i en slave, men hvad sker der når han bringer hende med hjem? Vil alt den smerte han bringer hende være godt for ham selv i sidste ende og vil hun nogensinde få sin hukommelse igen?

0Likes
0Kommentarer
180Visninger

1. ~

Hvidt hår

Den rungende lyd fra klokkerne fyldte hans ører med et ekko der fortsatte i et par sekunder. Årstallet var 1799 og kun 6 måneder væk fra det nye år. Vejret var let køligt og blæsten viftede hans hår en smule fra den ene side til den anden.

Lynn's fader, byens mest magtfulde mand, havde betroet ham opgaven at få fat i en ny slave. Deres gamle var tilsyneladende blevet enten dræbt, eller var død af slid. Han travede dovent og en smule kækt hen mod hans elskede hest, Penelope. Som søn af Greven havde han haft tjenestefolk ved hans side, dog var han mere en 'gør-det-selv-person' og det havde han altid været. At sadle sin egen hest op og det at pleje hende, var en af de ting han hellere ville gøre alene. Han satte sig op på hesten med fuld forventning om at han ville finde en slave. Efterhånden som tiden gik, blev han mere og mere utålmodig og endte I fuld gallop på vej ned mod pladsen hvor de sølle bure stod. Han havde ikke megen interesse for de sølle slaver der ikke gjorde andet end at sidde og så elendige ud. Han ville have en fighter, en der turde svare igen. Den første der fangede Lynn's blik, var en ikke så gammel knægt. Nok omrking de 14 år. Skæbnen ville drengen det dårligt og han mistede hurtigt interessen for drengen selvom at han så frisk nok ud. Kvinder var åbenlyst de mest underholdende, da de kunne bruges til så meget mere. Et par kvinder var smuttet forbi, havde vinket og som den gentlemand Lynn var, hilste han, selvom at han egentlig ikke havde nogen intention om at fortsætte mødet, eller sågar snakke med dem. Han fortsatte jagten og gik rundt, dog en smule bekymret. Slaverne var så sølle, så var der nogen der ville være perfekt at lege med? Mange komplet ligegyldige mennesker kom hen og forsøgte at starte en samtale, men han afviste dem og gik væk som havde de aldrig været der. Han var der for at få en slave og ikke andet. Minutter gik, måske en time. Han havde nær opgivet håbet, før han så en gruppe mennesker samle sig rundt om et af burene. Måske foregik der noget interessant der alligevel.

Lynn pressede sig en smule fremad i gruppen af de mange mennesker der virkede utroligt betagede, og det mente han bestemt at han havde ret til. Ikke mange gange før havde han set så mange mennesker stille sig i ring om en ting. Slaver var bestemt ikke mennesker. Han fik et par skub til siderne, men han nåede i sidste ende frem foran buret. Til at starte med kunne han ikke se noget derinde og han havde nær sat sig ned på jorden, bare for at få øje på den skabning der sad derinde som et andet dyr. I den anden ende af buret sad en kvinde med hud der var solbrændt og havde sår ud over arme og ben. Hendes hud burde dryppe med sved, men skyggen fra buret måtte gøre det køligere. Hun sad ikke som de andre og græd, bad eller noget i den stil. Man skulle næsten ikke tro at en slave ville se så afslappet ud, men de lukkede øjne og den langsomme vejrtrækning fik ham til at undre endnu mere, og han kastede da et hurtigt blik på slavehandleren som ganske rigtigt havde et par kradsemærker på kinden. Denne pige skulle man ikke komme for tæt på. Han kiggede mere indgående på hende og studerede varsomt hendes ansigt. Slagende fra pisken havde lavet en flænge der strakte sig hen over hendes kind og en smule blod piplede stadig ned, som en af de tårer de andre slaver havde grædt. Ansigtet var ganske rigtigt smukt, men hun var snavset og lignede et dyr. Det der vækkede mest forundring ved ham, var ikke hendes evne til at slappe af, eller det at hun i sig selv kunne være utroligt smuk, nej det var håret. Hendes hår snog sig ned omkring hende og dækkede hende næsten. Der var grene og snavs i det, men han kunne ikke tage øjnene fra hende af den grund, og det var sikkert det samme som alle de andre havde tænkt første gang de så hende. Da det gik op for ham, hvordan han sad og stirrede og hvordan hun selv var begyndt at vise en form for forundret udtryk, rystede han kort på hovedet og var klar til at genoptage planen. Hun var kravlet en smule fremad for at beskue den anden side af buret, men hun så ikke undrende ud længere, dog ret fasineret. "Hvad hedder du?" spurgte Lynn med en skarp tone. Det var ham der bestemte, så hun havde bare at underkaste ham sin vilje og svare når hun blev spurgt. Til hans overraskelse svarede hun dog ikke med det samme, hun kiggede bare på ham og i et øjebliks svaghed, blev han en smule bange. Hendes grå øjne lignede dem man ser på en kat og hun havde vidst fundet sit bytte. Man skulle tro at hun ville slikke sig om munden og vise tænder, men hun kiggede bare. Slavehandleren afbrød hende med et slag hen over benet. Piskens smeld rungede i hans øre, på samme måde som klokkerne havde gjort tidligere og endelig bukkede hun under. "Ellis, mit navn er Ellis" Hendes stemme var utroligt afslappet, hvis man ser bort fra det faktum at hun lige var blevet pisket. Langsomt krøb hun tilbage igen. Et sus af magt strøg igennem ham og hans smil blev næsten diabolsk. Han havde fundet sit nye legetøj.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...