Kidnapped By A Mistake - "Back To Paradise!" Del 2. - Jason McCann

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jan. 2015
  • Opdateret: 22 aug. 2015
  • Status: Igang
Så for søren! - Jeg vil ikke nævne noget som helst om NOGET, eftersom der kommer til at ske en masse, allerede i første kapitel - Vi ses snart, så vi kan følge Rachel og Jason i deres videre færden! ~ Jeg vil opfordre, at man lige læser den første del af: "Kidnapped By A Mistake", inden man går i gang med denne del 2, for ellers vil det nok være lidt svært at følge med i denne del ;) _ ***OBS! Bliver skrevet på, når tiden er til det, beklager!***

208Likes
228Kommentarer
47848Visninger
AA

4. Welcome to Paradise!


Jasons synsvinkel:

Statsfængslet Fox River, Torsdag d 9 oktober 2014, 10.15 am

"Celle 67 til 107, TJEK!"

Stiltiende satte jeg mig på den nederste briks og betragtede det hvide jerngitter trække sig for og låste i. Jeg sukkede hårdt og savnede allerede min iPhone, som jeg måtte indlevere til vagtkontrollen.

Jeg var stadigt ikke kommet mig helt over, at min cellemakker, Evan Baxter levede i bedste velgående i går, men i dag klokken 6.32 am var død ved selvmord. Tænk, at drive sig så meget til vanvid ved at spjælde den?

"Klank....... Klank....... Klank!"

Jeg tog mig til håret og så ned i betongulvet og var ved at blive drevet til vanvid over Rocks knebel, der bankede på en enkelt tremme ved hver eneste celle, han gik forbi. Den lyd havde jeg, mine venner og cirka 700 andre indsatte skulle stå model til hver evig eneste dag.

- I mit og mine venners tilfælde, præcist 17 dage!

Tja, jeg skulle vel nødig komme for godt i gang, for langt over halvdelen her inde havde siddet inde så længe, at de næsten ikke anede hvordan verden udenfor var? Tretten skide dage siden jeg og vennerne afleverede Rachel til hendes far, så blev vi fandeme nakket nær grænsen. Jeg havde vidst, at vi ikke skulle bevæge os nær grænsen, men alligevel tog vi chancen, og nu sad vi alle med lange ansigter, hvor pinligt det var at ryge ind så hurtigt efter.

Jeg havde nået at være i friheden i knap tre uger og så sad jeg fandeme og spjældede den igen, dog denne gang sammen med alle mine venner, så jeg var da heldigvis ikke ensom! Dog kunne jeg godt have nydt godt af, hvis vi var blevet placeret i samme celler, men fængselsinspektøren mente bestemt ikke, at vi fortjente hinandens selskab, så for at være på tværs og gøre helvede værre end det var, blev vi alle placeret sammen med en helt anden indsat.

Ham Evan, som jeg havde delt celle med, havde faktisk været sådan okay, når man tænkte på hvor præcist vi var, men han led tydeligvis af vildt dårlige nerver, og så begik han kraftedeme selvmord ved at drukne sig selv i én af håndvaskene ude i baderummet. Lidt tragikomisk måske?

Vores penge vi havde fået for Rachel, var blevet afleveret til Rachels far igen. Bum basta! Så kunne livet sgu heller ikke blive mere nederen end det var nu. Bunden var nået!

Morgenvækningen med morgenbad, Evans selvmord, morgenmad i kantinen og så lige et kvarter ude i gården, hvor jeg nød sølle ti minutter med min iPhone, hvor ved jeg endelig fik kontakt med Rachel - havde været alt umagen værd, men at det så havde vendt sig til noget så sørgeligt, hun hadede mig!

Jeg vidste egentligt ikke, om hun var klar over, at jeg og vennerne var røget direkte i Fox River - Total Paradise!

Ja, det skulle menes sarkastisk, ikke?

"Klank, klank, klank!"

Jeg tog mig til hovedet over larmen Rock lavede med kneblen på tremmerne ved min celle.

"Åååårh, så hold dog ooop!", råbte jeg, mens jeg holdte mig for ørerne.

En brummende latter lød efter ham og jeg fjernede hænderne fra ørerne og så Rock, stående på en overlegen måde foran min celle med et smørret smil om kæften.

"McCann, du skal forflyttes til en anden celle!", udbrød han med et smørret smil og armene over kors, så det lignede at hans overarme snart ville springes på grund af de fremtrædende blodårer.

Jeg så målløs hen på ham og gik hen til tremmerne og gloede på ham.

"Hvorfor det?", spurgte jeg undrende.

Rock grinte på en smørret og frydende måde, så han med garanti havde de klammeste overraskelser til mig. Jeg sank en klump.

"Så der er plads til flere fanger, Jason! - Du havde sgu da ikke regnet med, at få din egen suite som på Plaza, vel?!", udbrød han sarkastisk og i sådan en høj tone, at alle mulige fanger omkring begyndte at banke med deres plastikkopper mod tremmerne, bare for at protestere og være på tværs.

Damn, det larmede faktisk værre en Rocks knebel. Jeg skar tænder over det. Rock trådte frem mod den smalle åbning i cellen.

"Du vil blive overført til en celle i underetagen, som du skal dele sammen med Michael Stevenson!", forklarede Rock bestemt.

"Michael?", spurgte jeg undrende. Jeg kendte ingen med det navn, Michael Stevenson?

"Tyga!", tilføjede Rock skarpt.

Jeg tænkte mig lidt om hvem det var, men kunne ikke helt placere ham endnu.

"Frem med dine hænder, McCann!", udbrød Rock skarpt.

Jeg sukkede og stak mine hænder ud gennem den smalle sprække og straks proppede Rock håndjern på mig.

"Træd tilbage!", tilføjede han sekunder efter.

Jeg nikkede med et suk og Rock trådte et skridt tilbage.

"ÅBEN CELLE 83!", råbte han for fulde lunger og sekunder efter åbnede celledøren sig og jeg trådte langsomt udenfor på afsatsen.

Ja, vi havde ligesom fået at vide, at vi ikke skulle komme med pludselige voldsomme bevægelser.

"Bliv stående, McCann!", kom det strikst fra ham.

Jeg sukkede og blev stående, mens jeg hadede dette øjeblik mere end noget andet på denne jord - At blive sat i fodlænke!

"Fange 317, Jason McCann, bliver flyttet fra celle 83 til Vestfløjen celle 42!", råbte Rock højt bag mig. Jeg sukkede svagt.

"Årh, må jeg være her?", mumlede jeg lavt og ventede blot på at skulle parere ordre.

"Godtaget Dwayne!", hørte jeg, der blev svaret et sted fra nogle skjulte højtalere. En knebel puffede mig i ryggen.

"Af sted med dig, McCann!", udbrød Rock bag mig, så jeg med et hårdt suk begyndte at gå. Jeg kunne dårligt se op fra gulvet.


Jeg magtede ikke at skulle betragte alle fangernes sleske og smørrede grin, mens jeg ydmygende gik forbi deres celler. Fodlænkerne raslede højt og igen begyndte rigtigt mange af fangerne og råbe op og skabe dem åndssvagt, som om de var en flok aber i bure. Ja, sommetider fattede jeg seriøst ikke, hvad al det spektakel skulle til for?

"Lykke til Jason!", hørte jeg en velkendt stemme fra min højre side og så Harrys svage smil gennem tremmerne fra hans celle af. Jeg smilte skævt og nikkede.

"Tak...", mumlede jeg og standsede lettere op.

Ja, det var seriøst vildt ensomt her i fængslet, når man dårligt kunne få noget tid sammen med sine venner. Heldigvis kunne vi bruge lidt tid sammen i gården, efter frokost og når vi havde fritimer, hvor senere på eftermiddagen, hvor vi kunne få lov til at rende rundt på fløjene med åbne celler, men det var så også det tidsrum, hvor fængselsvagterne havde det mindste at lave, for lige i de tidsrum, rendte alle fanger omkring hinanden og der kunne foregå de værste dramatiske øjeblikke, hvis ikke man passede på.

Det var de tidsrum, hvor der oftest skete "ulykker" med visse indsatte eller ligefrem "pludselige" dødsfald, hvis der var nogle indsatte, der havde noget på hinanden. Trust me, det var langtfra et sikkert sted, at være i Fox River. Man var sikrest, når man var alene og det var man som for det meste i gummicellen, hvis man ikke kunne opføre sig ordenligt, eller blev misforstået af fængselsvagterne på en unfair måde.

"Videre McCann, det er fandeme ingen familieudflugt det her!", sparkede Rock min venstre fod bagfra, så jeg var ved at snuble.

"Ja ja...", mumlede jeg med et suk og så flygtigt tilbage mod Harry, der hurtigt forsvandt fra mit åsyn.

Jeg sukkede og vendte mit blik fremad igen, mens de eneste lyde stammede fra mine raslende fodlænker, mine og Rocks skridt på den lange tomme mellemgang med det grimmeste grønne linoleumsgulv. Alt var grønt og grimt, selv på væggene i gangen.

En raslende lyd af Rocks kæmpe store nøglebundt, fik min opmærksomhed, da han låste en mellemdør op til vejen mod Vestfløjen, som jeg skulle på. Rock greb fat i min overarm og skubbede mig gennem døråbningen.

"Se at få lidt fart på, vi har kraftedeme ikke hele dagen, vel?!", kom det i en lettere brutal tone fra ham bag mig.

Jeg sukkede hårdere end før og følte bare snart mit hoved var på gulvet. Så nedværdigende var dette her.

- Jeg . hadede . det!

Rock skubbede på mig flere gange, så jeg uheldigt vis snublede over én af kæderne, og slog mit ben på gulvet.

"FUCK!", skreg jeg af øjeblikkelig smerte.

"Kan du se at rejse dig, knægt?!", råbte Rock hårdt.

Jeg så chokeret op på ham, mens det dunkede hårdt i mit knæ.

"Jeg tror at, je...."

"DU SKAL IKKE SVARE IGEN, KNÆGT! - SE AT REJS DIG!", råbte Rock op.

Jeg nikkede svagt med smerterne bidende i mig. Jeg kæmpede mig om på min venstre side og møvede mig hen af gulvet, til jeg kom hen til et rør, der flugtede langs væggen. Var med garanti et afløbsrør af en art. Jeg greb akavet fat med mine hænder, hvad jeg nu kunne med håndjern på og trak mig med alle mine armkræfter op at stå. Smerterne i mit højre knæ ville ingen ende tage. Jeg var nærmest sikker på, at jeg havde brækket knæskallen eller forstuvet noget i benet? Jeg rettede mig op og humpede hen ad gulvet. Det gjorde virkelig nas hver gang jeg støttede en anelse ned med foden.

"Lad vær, at skab dig, knægt! Videre!", råbte Rock hårdere end før.

Jeg bed smerten hårdt i min underlæbe, blot for at aflede min koncentration fra smerten i mit knæ.

Jeg humpede resten ad vejen mod celle 42, hvor min nye cellekammerat Tyga ventede på mig. Jeg anede ikke hvem han var?

- Ja, velkommen til Paradise!....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...