Kidnapped By A Mistake - "Back To Paradise!" Del 2. - Jason McCann

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jan. 2015
  • Opdateret: 22 aug. 2015
  • Status: Igang
Så for søren! - Jeg vil ikke nævne noget som helst om NOGET, eftersom der kommer til at ske en masse, allerede i første kapitel - Vi ses snart, så vi kan følge Rachel og Jason i deres videre færden! ~ Jeg vil opfordre, at man lige læser den første del af: "Kidnapped By A Mistake", inden man går i gang med denne del 2, for ellers vil det nok være lidt svært at følge med i denne del ;) _ ***OBS! Bliver skrevet på, når tiden er til det, beklager!***

208Likes
228Kommentarer
47787Visninger
AA

15. Rigtigt sats?


Rachels synsvinkel:

Lokation: Værelse 52, Five Seasons, søndag d. 12 oktober 2014, 7.13 pm

"Hvorfor er du her? - Ved mor og far at du er her?", spurgte jeg forundret, mens jeg gav Dylan et flygtigt knus, inden jeg satte mig ned i den lille sofa her var. Dylan smilte svagt og satte sig ned ved siden af mig, og betragtede flygtigt den lille stue.

"Typisk dig, at du absolut vælger noget total økonomisk, når du i princippet kunne vælge præsidentsuiten...", svarede Dylan med et lavt grin. Jeg tog mig opgivende til panden og strøg min hånd gennem mit hår.

"Hallo, bare snak udenom?", spurgte jeg lettere irriteret. Dylan grinte smørret og satte sig mageligt tilbage i sofaen. Han så med et undrende smil på mig.

"Hvorfor bor du sådan, Rachel?"

Jeg så med et løftet øjenbryn på ham.

"Dyl...", sukkede jeg opgivende.

"Hvorfor?", spurgte han med et lille grin. Jeg smilte skævt.

"Jeg vil ikke prøve på at vække opsigt, Dyl og det ved du også godt!"

"På grund af far og mor?", spurgte han med et skævt smil. Jeg sukkede svagt og nikkede.

"De skal ikke vide noget, og det ved du udmærket godt...", svarede jeg lavt. Dylan nikkede med et svagt smil.

"Men hvorfor er du her?", spurgte jeg undrende og så indgående på ham. Hans smil blegnede.

"Rachel, jeg kunne seriøst ikke holde ud at tænke på, at du bare skyller dit perfekte liv ud i wc'et for en kriminel og ikke mindst en indsat? Jeg vil simpelthen ikke bare se stiltiende til..."

Jeg fnyste svagt.

"Watch me!", svarede jeg olmt og rejste mig irriteret og gik direkte mod soveværelset.

"Rachel?"

"Lad mig være, Dylan!", fnyste jeg irriteret og smækkede døren ind til stuen.

"Aaaargh!", udbrød jeg frustreret og kastede mig fnysende i sengen medansigtet ned i hovedpuden.

Der gik ikke mere end få minutter, så kunne jeg høre døren gå stille op.

"Søde lille Rachel..."

"Jeg er ikke lille - Skrub af med dig!", råbte jeg ned i puden.

"Det ved du jo godt, at jeg ikke bare gør..."

Jeg mærkede, at han satte sig på sengen og jeg tillod mig at se opgivende hen på ham. Han så dog ikke direkte på mig.

"Rachel, jeg er bare så bekymret for dig? - Jeg skal ærligt indrømme, at knuden i min mave voksede betragteligt, da jeg efterlod dig i lufthavnen... Kan du ikke se, at det du har gang i er forkert? Jason bruger dig bare til sit eget formål..."

Jeg satte mig irriteret op og så på Dylan.

"Hvad fucked mener du med det? Bruger? Mig? - Næh nu, den er du længere ude på landet med! Jeg ved at han elsker mig og det er reelt!", svarede jeg stramt, mens jeg pegede på mig selv i brystet. Dylan så træt på mig.

"Dit sprog, Rachel? - Du har forandret dig?"

Jeg grinte sarkastisk.

"Hah, er det så først gået op for dig nu? - Jeg elsker Jason, at du ved det! Ingen kan tvivnge mig til det modsatte, Dyl!", protesterede jeg, mens jeg så indgående på ham. Dylan så ikke videre tilfreds ud.

"Du bekymrer mig stadigt..."

Jeg sukkede hårdt og i nogle minutter sagde vi bare ikke noget til hinanden. Stilheden var som altid dræbende.

"Okay, hør her!", fløj det ud af mig. Dylan så opmærksomt på mig.

"Ja?", spurgte han med et opmærksomt blik.

"Ved far og mor, at du er her?", spurgte jeg lettere frustreret. Dylan smilte svagt.

"Nej, jeg havde jo ligesom lovet ikke at sige hvor du tog hen, vel?"

"Jamen, de må da have undret dem, da du selv tog af sted?", spurgte jeg yderligere. Dylan gav mig sit typiske skeptiske blik.

"Jeg sagde, at jeg skulle besøge en ven."

Jeg så målløs på ham.

"Bare det?"

Dylan nikkede.

"Ja, bare det Rachel..."

Jeg sukkede hårdt og så ned på mine bare lår.

"Og så kommer du bare og blander dig, kun fordi du mener at jeg spilder min tid på Jason?", spurgte jeg målløs og så op på ham. Dylan sukkede hårdt og nikkede svagt.

"Du kan ikke stole på ham, Rachel... Han er en kriminel og selv om han sidder inde, så kan han i princippet manipulere med dine følelser. Han kan bruge dig til sit eget forsvar - Snart så vil han begynde at bede dig om tjenester for ham og han vil formentligt begynde at misbruge din tillid for at få nogle håndører ud af dig - Jeg ved hvordan kriminelle er, Rachel! - Man kan slet ikke stole på dem!"

Jeg så chokeret på Dylan.

"årh, jeg nægter at høre på dit lort, Dylan - Du siger det kun fordi, at du ikk..."

"Hvornår har jeg taget fejl, Rachel? - Jeg kom oprindeligt fra et belastet miljø med en far der slog mig og min biologiske mor - Takket være dine forældres kærlighed og omsorg, så blev jeg aflastet hos jer og jeg fik endnu en chance i livet med en familie der elsker mig og omvendt... Jeg kender til det kriminelle miljø, Rachel - Jeg var født og opvokset i det de første 10-11 år i mit liv! Tro mig, det er slet ikke sådan et liv du ønsker dig, og det er faktisk det du er på vej ind med denne Jason, som du slet ikke kan stole på! - Hvordan kan du være så forblændet? Han var din kidnapper og behandlede dig slet ikke med respekt og alligevel kommer du kravlende til ham, som et glas marmelade lokker en bi til... Så indse det dog? Han har intet godt på sig!"

Jeg følte gråden overmande mig.

"Dylan gå - Lad mig være!", hulkede jeg stille. Han kærtegnede min arm.

"Rach..."

"GÅ, sagde jeg!", udbrød jeg frustreret. Han smilte ikke og rejste sig blot for at gå med rolige skridt ind i stuen, hvor efter han lukkede døren stille efter sig. Jeg brød hulkende sammen på sengen.

- Hvad hvis Dylan havde ret? Jeg turde slet ikke tænke på det...

~


Jasons synsvinkel:

Senere i Fox River, celle 42, 8.12 pm

Jeg lå og slappede af på min briks, men det var vel også passende eftersom jeg havde mange smerter i mit ben. Det var virkelig ikke nogen fed følelse. Jeg var lidt spændt på denne Taylor. Jeg havde ikke hilst på ham endnu, men Khalil mente, at Taylor havde brug for vennernes og min hjælp.

tyga kom pludseligt ind i vores celle og jeg fik sekunders øjenkontakt med ham, uden så meget som et høfligt smil. Han sprang op i overkøjen og jeg hørte et hårdt suk fra ham. Egentligt, så vidste jeg, at han helst ville holde sig for sig selv og skulle der siges noget, så var det gerne ham der begyndte. Dog, syntes jeg at det lød som om han åbenbart havde mange tanker i hovedet med hans gentagende suk.

Jeg lå bare og stirrede op på overkøjen og fugtede mine læber og vidste i realiteten ikke om jeg burde blande mig. Jeg valgte at tænke på noget andet, men særligt svært var det, da jeg hørte nogle snøft oven fra. Jeg måbede ærlig talt. Jeg havde seriøst ikke troet, at jeg ligefrem skulle være vidne til at Tyga ligefrem græd? Så var han måske et menneske alligevel inderst inde? Jeg sank en klump, mens jeg stirrede op på overkøjen.

"E... er du okay?", spurgte jeg lavt. Han svarede ikke, men snøftede blot videre.

"Tyga? - Du kan roligt sige det til m..."

"Burde du ikke bare holde din kæft og passe dig selv?!", afbrød han mig olmt og hang pludseligt ned fra overkøjen og stirrede med et olmt udtryk ned på mig. Jeg sank en klump og nikkede.

"Eh... jo...", svarede jeg spagt og Tyga forsvandt atter fra min synsvinkel igen. Jeg sukkede svagt og mærkede pludseligt en brummen fra min lomme. Jeg stak hånden ned efter min iPhone og smilte svagt over at se en besked fra Rachel, som jeg ikke tøvede et sekund med at læse.

"Dylan er dukket op - Han påstår, at jeg ikke burde se mere til dig :( Hvad pokker skal jeg gøre? :( - Rachel."

Jeg blev lettere underlig over at hun pludseligt blandede en "Dylan" ind i billedet.

"Hvem fucked er Dylan? - Jason."

Der gik ikke mere end få sekunder, hvor jeg så hende svare.

"Min storebror - Rachel."

"Wow...", mumlede jeg målløs. Tænk, at jeg ikke havde vidst, at hun havde en bror?

"Så han er altså kommet for at fortælle dig, at du bør holde dig væk fra mig? - Synes du selv, at han bør blande sig i det? - Jason."

Jeg sukkede hårdt over tanken om, at Rachel måske ville give op nu og svigte mig.

"Ja, men vid dette: Jeg giver ikke så let op, for jeg elsker dig jo - Det ved du jo! Vi ses i morgen, skat - Promise! - Rachel."

Jeg sukkede svagt med et lille smil. Det var klart beroligende, at Rachel påstod, at hun ikke svigtede mig, men jeg ville nok tro rigtigt på det, når jeg så hende igen.

"What's up!"

Zayns opmuntrende stemme ovre fra åbningen til cellen, livede mig op og jeg satte mig op på briksen med et smil.

"Heey!", udbrød jeg med et smørret smil og gav ham et håndklask. Sekunder efter kom Harry og Chris ind.

"Er de andre på vej?", spurgte jeg opmærksomt. De nikkede alle tre.

"Damn, kan i fucking ikke bare skride ud alle sammen?"

Tygas irriterende røst fik vores alles opmærksomhed, så Zayn og Harry bare stod og vidste hvad de skulle svare.

"Kan du ikke klare mosten, så skrid Tyga!", svarede Chris flabet. Jeg kunne dog ikke lade være med at grine indestængt. Tyga hoppede ned fra køjen og nærmede sig truende tæt på Chis, men det så ikke ud til at Chris lod sig gå på af det. Chris skulede indgående på Tyga.

"Skal du spille hård, så har jeg sgu ikke en skid imod at vi klarer det her inde eller udenfor - Du vælger selv?", kom det i en lav truende tone fra Chris. Tyga fnyste.

"Som om?", svarede Tyga flabet og han vendte sig bort fra Chris og så olmt på mig.

"Hyg dig med dine bøssevenner McCann...", grinte Tyga tørt og gik med et provokerende skulderskub forbi Harry og ud af cellen. Det var tydeligt, at Harry var tæt på at give ham en højre, men han lod være.

"Kæft en narrøv!", kom det fra Harry. Jeg nikkede blot.

"Tag jer ikke af ham! Han er ikke ligefrem den snakkesalige type...", forklarede jeg lavt. Chris pegede ud af cellen ud mod gangen.

"Det er sådan nogle fucked up narrøve, der kan bringe mit pis i kog!", udbrød Chis fnysende. Jeg sukkede opgivende.

"Bare lad ham være Chris - Han er en typisk enspænder!", forklarede jeg med et sarkastisk smil.

"Hey, så er vi her!", hørte jeg Ryans stemme. Jeg nikkede og betragtede Ryan gå ind, så ham Taylor, som jeg nu kunne se var en ret flot fyr - Nej, jeg var ikke til fyre, men derfor kunne man sagtens syntes at nogen fra ens eget køn var flotte eller smukke. Khalil var den sidste der kom ind i den lille celle. Ja, alle celler var beregnet til to personer, så syv voksne mænd i celle, var måske lige knebent nok, men vi skulle trods alt bare holde et lille møde - Ikke andet!

Jeg kunne mærke Taylors reserverede og kølige blik på mig, mens han kom godt ind i cellen og stilte sig mellem Zayn og Chris. Taylor så skulende ned på mig med sammenbidte læber. Det var tydeligt at opfatte, at han var en type, som ikke stolede meget på fremmede herinde.


"Er du McCann?", brød han pludseligt den lettere akavede stilhed. Jeg nikkede og rakte ham hånden for at hilse. Nok følte jeg mig lille ved at være den eneste som sad ned, men jeg havde seriøst smerter i benet. Han tog vagtsomt mod min hånd og hilse med et fast håndtryk inden han stadigt vagtsomt trådte et skridt bagud mod cellevæggen.

"Bare kald mig Jason!", svarede jeg bestemt. Taylor nikkede uden så meget som antydningen af et smil. Han trak på sine brede skuldre. Det var lige før at ærmerne på hans t-shirt var ved at sprænges over hans skuldre. Det kunne undre mig lidt, at han ikke bare kunne stå imod Gerry, T-Bag og de andre klamme bøsserøve, der troede at de bare kunne tillade at røvpule hvem pokker de havde lyst til. Måske at Taylor manglede de rigtige færdigheder til at slå ordentligt fra sig, trods hans veltrænede størrelse?

"Nu er i ikke ude på at føre mig bag lyset med et bagholdsangreb vel?", spurgte Taylor med et olmt blik på skift mellem mig og de andre. Jeg bed smerterne i mig og kæmpede mig op at stå, så jeg kunne stå i nogenlunde øjenhøjde med Taylor. Jeg smilte sarkastisk.

"Tro nu ikke det. Taylor! - Det er rettere omvendt - Khalil fortalte om dig og jeg har i samkvem med gutterne kommet frem til, at vi godt kan have plads til én mere i vores gruppe, så du vil stå stærkere mod Gerry, T-Bag og de andre! Vi er her for at stå sammen hver og én - Er du med?", forklarede jeg bestemt. Taylor sagde ingenting og stod blot med sine ret muskuløse arme over kors og så på skift mellem os alle.

"Det er ikke en fælde det her, vel?", spurgte han eftertænksomt.

Jeg rystede på hovedet med et skævt smil og klappede ham på skulderen, så han i et kort sekund nærmest stod afværgende for at beskytte sig selv.

"Bare rolig, du kan stole på os!", grinte jeg smørret. Taylor grinte svagt nervøst og løsnede lidt op i sin tydelige anspændte krop.

"Oh, så er jeg mere rolig...", grinte han nervøst. Jeg nikkede med et smil og i mine tanker funderede jeg om det overhovedet var klogt at tage sådan én som Taylor ind i vores gruppe. Det kunne meget vel vise sig, at han var et forkert sats, men det kunne kun tiden vise....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...