Kidnapped By A Mistake - "Back To Paradise!" Del 2. - Jason McCann

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jan. 2015
  • Opdateret: 22 aug. 2015
  • Status: Igang
Så for søren! - Jeg vil ikke nævne noget som helst om NOGET, eftersom der kommer til at ske en masse, allerede i første kapitel - Vi ses snart, så vi kan følge Rachel og Jason i deres videre færden! ~ Jeg vil opfordre, at man lige læser den første del af: "Kidnapped By A Mistake", inden man går i gang med denne del 2, for ellers vil det nok være lidt svært at følge med i denne del ;) _ ***OBS! Bliver skrevet på, når tiden er til det, beklager!***

208Likes
228Kommentarer
47794Visninger
AA

3. "Mac!"


Rachels synsvinkel:

Miami, Torsdag d, 9 oktober 2014, 9.22 am

"Fuck! Vi kommer for sent af sted igen!"

Jeg nægtede at lytte til ham lige nu. Jeg var træt og efter endnu en urolig nat med mareridt, så magtede jeg virkelig ikke at stå ud af mine elskede seng, der havde den magiske evne til at opsluge mig helt i madrassen.

"Rachel, for pokker! - Hvad tror du ikke mor og far ville sige til dig, hvis du pjækkede endnu en dag?!"

Lyset strømmede pludseligt ind fra mine panoramavinduer, da han trak de lange lyse gulvgardiner til siden og sekunder efter åbnede altandøren, så en liflig duft af hav straks trængte sig ind i mit værelse. Jeg løftede søvndrukkent mit hoved op fra min elskede hovedpude og så hen på ham med et knebent øje.

"Kan du ikke bare lade mig være i fred, Dyl? Jeg er træææt...", mumlede jeg det sidste ud og lod mit hoved falde ned på puden igen, mens jeg lukkede øjnene.

Jeg hørte skridt nærme sig min runde seng og jeg glippede mit venstre øje op og så han satte sig på sengekanten. Han smilte meget svagt med en smal streg om munden.

"Kan du ikke bare komme over ham? - Han er en kriminel, for pokker! Alt det han gjorde var så forkert... Kan du ikke se at få det banket ind i din søde naive knold?", sukkede Dylan med et svagt smil.

Jeg sukkede selv hårdt og lagde mig om på ryggen og kunne slet ikke smile op til ham.

"Altså, du forstår det bare ikke, Dyl... Han var noget ganske særligt i mine øjne og desværre sidder han stadigt fast i mine inderste tanker... Han gjorde noget ved mig, som ingen anden fyr kunne gøre...", forklarede jeg med et svagt smil og kærtegnede flygtigt Dylans underarm med min venstre hånd.

Han sukkede og smilte langtfra og så ned i madrassen i stedet.

"Hvad med mig? Jeg elsker dig jo...", mumlede han. Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt.

"Hey? - Du er jo min bror for pokker! - Selvfølgelig elsker du mig og jeg dig - Det vil vi altid gøre...", forklarede jeg lavt med et lille smil.

Han så op fra madrassen og fandt mit blik med et skævt lille smil.

"Jooo, men... vi er jo ikke rigtigt søskende - Kun af hjertet...", forklarede han med et lille svagt smil. Jeg smilte og satte mig op i sengen.

"Dyl... Du vil altid være min elskede storebror, uanset hvad...", forklarede jeg stille og lænede mig frem mod ham og gav ham et flygtigt kys på kinden.

Han nikkede med et lille suk og smilte halvhjertet.

"Kom nu med ned, så er morgenmaden klar om lidt...", forklarede han med et lille smil.

Jeg nikkede og betragtede ham rejse sig fra min seng og han begav sig ud af mit værelse. Jeg sukkede hårdt opgivende, nu hvor virkeligheden kom stærkt tilbage til mig. Jeg sad og betragtede mit værelse - Alt var som det plejede at være, men alligevel kunne jeg ikke føle et ordenligt tilhørsforhold til vores hjem.

Det var ofte, at jeg kunne drømme mig væk til Panama og la casa roja. Jeg kunne drømme om alle drengene og Jason, der gav mig så meget eventyr og modspil og i sidste ende, var han bare en gemen og følelseskold fyr, der dragede nytte af mig, mens jeg stadigt var deres gidsel. Jeg sukkede hårdt og

rystede opgivende på hovedet og rejste mig fra min runde seng og begav mig hen til min laptop, som lå på mit lille sofabord i glas. Jeg satte mig ned i min råhvide bløde lænestol og lagde min laptop på skødet og tændte for den.

Jeg gik straks ind på Facebook og opdagede straks en venneanmodning fra én, der bare hed Mac, og ikke mere end det. Mit hjerte skippede flere oktaver over det og jeg gik ind på denne "Macs" profil, for at tjekke den ud, men der var intet at se ud over navnet Mac og at der stod, at det var en mand på 20 år med fødselsdag d. 1 marts, 1994, ellers var der hverken billeder af ham eller andre statusser fra ham at se. Han havde ikke mange venner på sin profil, ikke andet end en lille samling fyre, der alle så mere eller mindre kriminelle ud.

Jeg bed mig nervøst i læben og accepterede hans anmodning om mit venskab, for jeg kunne jo altid blokere ham, hvis han var en klam og creepy type. Jeg tjekkede derefter mine notifikationer ud og pludseligt dukkede en chat op fra ham Mac. Jeg trykkede på chatten og mit hjerte røg i halsen over det der var skrevet.

"Torsdag d. 9 oktober 2014, 9.47 am."

"Jeg savner dig seriøst :("

Mit hjerte galoperede af sted og jeg vidste næsten ikke hvor jeg skulle gøre ad mig selv. Jeg bed mig hårdt i underlæben, blot for at føle en anelse smerte.

"Jason?", svarede jeg vedkommende.

Jeg kunne se, at han skrev:

"Ja..."

"Savner du ikke mig?"

":)"

Jeg lukkede et kort øjeblik mine øjne i forvirring over, at jeg faktisk sad og chattede med Jason. Jeg åbnede øjnene og tog en dyb indånding og satte mig for at svare ham - Dette krævede seriøst svar.

"Hvordan fuck skulle jeg kunne savne én der så koldt og ligeglad over for mig, bare skred ud af mit liv? Jeg hader dig, Jason!", skrev jeg og løj mere end nogensinde.

Straks rendte tårerne ned ad mine kinder. Jeg kunne se at han skrev:

"Jeg blev ligesom nød til det - For vores begges skyld :("

Min gråd blev straks skiftet uf med vrede. Jeg fnyste med en smal streg om læberne:

"Fuck, hvor er du bare klam at høre på! Ikke en skid jeg køber din dårlige undskyldning! Du efterlod mig med knust hjerte og jeg troede virkelig på dine ord, der virkede så oprigtige! Du brugte mig KUN til din fordel, Jason - Bare så jeg skulle få medlidenhed med dig og give dig det fisse, som du jo SÅ HÅRDT trængte til og det gjorde slet ikke det hele bedre, da min far helt seriøst gav jer 100.000 dollars? Altså, WTF?! - Du er en taber her, Jason og du VED DET!"

">:(", og en sur emoji skulle jeg selvfølgelig lige tilføje, så jeg nærmest sad og smadrede mit tastatur med mine hårde tryk.

Ja, så arrig var jeg. Jeg sad og betragtede chatten og han svarede ikke, men gik pludseligt offline. Jeg fnyste.

"JAAAAAA, GØR DET DU ER BEDST TIL, JASON! SKRIIIIIID!", råbte jeg arrigt med blikket stirrende olmt ind i min laptops skærm.

Ja, nok var min handling ret naivt og tosset, men han gjorde mig virkelig så tosset og vred og samtidigt bundhamrende ulykkelig, fordi jeg både hadede og elskede ham på samme tid. Jeg hulkede voldsomt kort efter og loggede mig ud af Facebook og lukkede min laptop ned.

"Er du okay?"

Dylans stemme brød ind i min gråd og jeg så hen mod døren. Jeg hulkede og rystede på hovedet og straks småløb han hen til mig og trak mig op fra lænestolen i et inderligt og trøstende knus.

"Hvad sker der dog?", spurgte han lavt i vores knus.

Jeg puttede mit ansigt ind i brystet på ham, så jeg med mine tårer, nok kom til at give hans rødternede skjorte en våd plet.

"Jeg kan... slet ikke, få ham ud af hov....", hulkede jeg voldsomt.

Dylan sukkede tungt og nussede mig i små cirkler i min nakke og hår.

"Burde du mon ikke gå til psykolog? - Jeg tror du ligger inde med så mange traumer, som du bare ikke kan slippe?" , forklarede han lavt.

Jeg snøftede hårdt og gned mit venstre øje og kind med min venstre håndryg og så lettere op og fandt Dylans bekymrede blik. Jeg nikkede svagt.

"Måske, du har ret?", svarede jeg med et lille snøften.

Han nikkede og jeg trak mig ud af hans trøstende knus og gik hen og lagde mig ned i min seng.

"Rachel... Du kan da ikke bare ligge dagen lang i den seng?", kom det med et hårdt suk fra ham.

Jeg løftede mit hoved en anelse og så hen mod ham.

"Watch me!", svarede jeg bedrøvet og lagde mig ned og puttede lagnet over mig hoved.

"Okay, du vinder...", hørte jeg ham svare på en opgivende måde.

"Jeg ringer til skolen og siger, at du ikke kommer i dag - Gør nu ikke noget dumt, mens jeg er på arbejde, vel Rachel?"

Jeg sukkede trist under lagnet.

"Hører du?", kom det yderligere fra ham.

Jeg snøftede stille med tårerne, der rendte langsomt mod min pude.

"Tak...", svarede jeg med bedrøvet stemme.

"Elsker dig, Rach...", hørte jeg ham svare og sekunder efter hørte jeg hans skridt i værelset og alt forstummede pludseligt, til lyden af klik fra min dør, der blev lukket efter sig.

Jeg kneb mine øjenlåg hårdt sammen, i håb op at få presset de sidste tårer ud, men de ville ikke stoppe.

- Alt dette, kun på grund af ham!

- Jason McCann.....

~

Dette var så første kapitel, der blev skudt i gang - Ja, sorry, at det blev så pokkers kort og kedeligt, men et sted skal der jo startes ;)

~ Ida

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...