Kidnapped By A Mistake - "Back To Paradise!" Del 2. - Jason McCann

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jan. 2015
  • Opdateret: 22 aug. 2015
  • Status: Igang
Så for søren! - Jeg vil ikke nævne noget som helst om NOGET, eftersom der kommer til at ske en masse, allerede i første kapitel - Vi ses snart, så vi kan følge Rachel og Jason i deres videre færden! ~ Jeg vil opfordre, at man lige læser den første del af: "Kidnapped By A Mistake", inden man går i gang med denne del 2, for ellers vil det nok være lidt svært at følge med i denne del ;) _ ***OBS! Bliver skrevet på, når tiden er til det, beklager!***

208Likes
228Kommentarer
47850Visninger
AA

7. "Han er en kriminel for pokker?"


Rachels synsvinkel:

Miami, Lokation: Rachels værelse, Lørdag d. 11 oktober 2014, 8.21 pm

Kærligheden har sine særheder - Det kan vi kun blive enige om, ikke?

Tænk at lille mig, nu tog det store alvorlige spring, at skulle besøge en kriminel i et fængsel? Kunne man snakke om, at den slags havde jeg aldrig udsat mig for før, for hvorfor skulle jeg? Kriminelle var en skamplet for samfundet, særligt angående voldtægtsforbrydere og mordere.

Nu var Jason da heldigvis ikke den slags forbryder, af hvad jeg da vidste af?

"Rachel - Det er sådan dårligt tidspunkt at tvivle på dig selv!", tænkte jeg irriteret.

Jeg pustede hårdt ud og satte mig opgivende på sengen ved siden af min åbne og halvt pakkede kuffert.

"Hvad fanden har jeg gang i?", tænkte jeg opgivende og faldt tilbage i sengen og gloede op i loftet.

"Hvor skal du hen?"

Dylans stemme fyldte mit værelse, så jeg straks satte mig op i sengen og så hen mod ham. Han gik roligt hen mod mig, mens jeg lod mærke til, at hans blik flakkede mellem mig og min kuffert på sengen. Jeg bed mig nervøst i underlæben.

"Jeg tager væk nogle dage...", svarede jeg lavt.

Dylan så med et undrende løftet øjenbryn på mig og satte sig ned på gulvet foran mig med benene lettere op under sig. Han så undrende op på mig.

"Hvorhen?", spurgte han bestemt.

Jeg sukkede og begravede mit håbløst mit ansigt i mine håndflader.

"Lad mig gætte: Du skal helt sikkert et sted hen, som hverken mor eller far vil godtage - Har jeg ret?", spurgte han med en bestemt stemme, mens jeg stadigt havde mit ansigt begravet.

Jeg nikkede blot svagt uden at fjerne hænderne.

"Rachel?! Så sig dog hvad du skal?!", fløj det ud af Dylan.

Jeg pustede hårdt ud og fjernede hænderne fra mit ansigt og så opgivende ned på ham.

"Du vil garanteret sladre og hvad ved jeg?", svarede jeg med et suk.

Dylan smilte svagt med et hævet øjenbryn i panden.

"Ej, kom nu! Sig det nu bare?", svarede han med et lille smil.

Jeg pustede endnu engang hårdt ud og lukkede øjene flygtigt, inden jeg så på ham.

"Jo, sagen er, at Jason tog kont...."

"Jason? - Jason McCann?", afbrød Dylan målløst. Jeg nikkede med et meget svagt smil.

"Ja ham...", svarede jeg lavt.

"Hvor fik han fat i dig?", spurgte Dylan skeptisk.

Jeg smilte sarkastisk og så lettere skævt ned på ham.

"Via Facebook...", svarede jeg med et sarkastisk smil med tænder.

Dylan rejste sig straks fra gulvet og så målløs ned på mig.

"Sig mig, har du kraftedeme tænkt dig at stikke af med den kriminelle kidnapper? Efter alt det han har pålagt dig?!", fløj det olmt ud af ham.

"DYLAN!", protesterede jeg højt og rejste mig fra sengen med knyttede hænder lags kroppen.

Dylan så ikke direkte på mig og skulede ud af øjenkrogen med hænderne i lommerne.

"Han er en kriminel for pokker? - Hvornår lærer du at skelne virkeligheden fra dine ærkeromantiske eventyr?", spurgte han lavt og vendte sig straks mod front til mig.

"Jamen..."


"Drop det Rach, jeg ved udmærket at mange naive tøsebørn elsker drømmen om en total badboy, der kan passe åååh så meget på dem med deres store stærke muskuløse arme, men det er ikke andet end romantiseret pjat. Bag Jasons ydre skal, så hviler der så meget ondt og kriminelt, så jeg kraftigt tvivler på, at der er en smule romantisk over ham!", afbrød Dylan olmt. Jeg sukkede og rystede på hovedet.

"Jamen, du forstår ikke? Jason er slet ikke sådan? Han er ærlig og kærlig og ja, jeg ved godt at han har lavet meget lort, men ingen kan ændre mine følelser over for ham - Jeg elsker ham virkelig...", forklarede jeg roligt. Dylan så mærkeligt på mig.

"Du er fandeme ikke rigtig klog? Han har jo fuldkommen forskruet dit hoved? Har du kraftedeme glemt hvordan han her behandlet dig?!", fløj det olmt ud af ham.

Hans øjne virkede hårde og kolde. Jeg sank en klump og satte mig opgivende på sengen.

"Jamen, du lærer nok aldrig at forstå det, men vi elsker hinanden og sådan er det! Det kan godt være at vi hver især kommer fra to vidt forskellige verdener og miljøer, men ikke des mindre... Så elsker jeg ham, Dyl... Jeg stoler på ham - Forstår du ikke, at i krig og kærlighed, gælder alle kneb?", forklarede jeg roligt, mens jeg så opgivende op på ham.

Dylan så ikke videre ud til at han ville acceptere mit valg. Han fnyste svagt med en smal streg om munden.

"Please Dyl, du må ikke sige noget til hverken mor eller far...", forklarede jeg med en knude i maven.

Dylan så straks direkte ned på mig på en skulende måde.

"Vil du seriøst have, at jeg skal dække over dig og så for sådan en padde til Jason?!", fløj det olmt ud af ham.

Jeg smilte undskyldende og rejste mig fra sengen og gik hen med et bedende blik imod ham.

"Please Dyl? Du ved jo godt at du er den eneste storebror, som jeg overhovedet kunne ønske mig?", sagde jeg med en drillende lille smil og trak ham ind i et knus, hvor han straks lagde armene om mig.

"Jeg er sgu ikke meget for det, Rach...", svarede han lavt med et suk i vores knus.

"Du aner ikke hvor taknemmelig jeg ville være, Dyl...", svarede jeg med et lille svagt smil, mens jeg puttede mit hoved på hans venstre skulder med ansigtet væk fra ham. Jeg hørte endnu et hårdt suk.

"For helvede... Du bliver min død...", svarede han med et hårdt suk.

Jeg løftede mit hoved fra hans skulder og fandt hans blik tæt på og smilede kærligt til ham.

"Please? Du aner ikke hvor taknemmelig jeg vil være for din hjælp...", svarede jeg og lagde mine hænder om kinderne på ham, så han ikke kunne se væk.

Hans irriterede blik blegnede med et suk.

"Okay... så lad gå da...", svarede han med et suk.

Jeg hvinede højt af glæde og svang mine arme om nakken på ham og krammede ham hårdt.

"Tusind, tusind, tusind tak Dyl! Du er den bedste!", jublede jeg i knuset og slap ham sekunder  efter.

"Tja...", svarede han bare lavt uden at smile.

Jeg smilte og begav mig hen mod mit walk in closet for at finde lidt mere tøj til kufferten.

"Hvor skal du så mødes med ham?", kom det ovre fra dørkarmen af. Jeg så med et smil der over.

"I Illinois!", svarede jeg med et smil, mens jeg trak flere casmeretrøjer ned fra bøjlerne og lagde over min venstre arm og begav mig forbi Dylan og hen mod sengen, hvor min kuffert var.

Jeg smed trøjerne på sengen og gav mig til at folde trøjerne én efter én og lægge i kufferten.

"Illinois?", kom det fra ham og han satte sig på sengen på den anden side af min kuffert. Jeg nikkede med et smil ned til ham.

"Bor han der?", spurgte han yderligere. Jeg smilte skævt.

"Det kan man vel godt sige?", svarede jeg med et skuldertræk.

"Han har måske ingen fast adresse, eller hvad?", spurgte han yderligere.

Jeg sukkede hårdt, mens jeg stadigt havde én af trøjerne i mine hænder.

"Alle de spørgsmål...", mumlede jeg mens jeg flygtigt så i loftet.

"Det er sgu da ikke svært at svare på, vel?!", kom det skarpt fra ham.

Jeg så hen på ham med et undskyldende blik.

"Han sidder i fængsel...", svarede jeg lavt.

"WHAT?!", fløj det ud af Dylan og han rejste sig med det samme op og gloede chokeret på mig.

"I FÆNGSEL?!"'

"Dæmp dig lige, naboerne behøver jo ikke at kunne høre dig, vel?", svarede jeg med et suk og lagde den sidste trøje i kufferten. Dylan grinte kort.

"Haha den var sjov, Rach - Vores nærmeste nabo familien Johnson, bor jo ca 400 meter fra os!", svarede han sarkastisk. Jeg sukkede med et lille smil.

"Du ved ligesom hvad jeg mener, Dylan!"

Ja, det var sjældent jeg brugte hans fulde navn, men når jeg ville tages seriøst, så var det min måde at påpege at jeg mente det hele alvorligt. Dylan nikkede med et hårdt pust og satte sig igen på sengen.

"Hvor længe skal han sidde inde? - Jeg anede faktisk ikke, at han var blevet snuppet?", spurgte Dylan.

Jeg smilte dårligt af det og så trist ned  i gulvet.

"Både han og hans venner er fængslet - Jeg ved, at Jason har fået seks år...", sukkede jeg stille og så over på Dylan, der heller ikke smilte, men blot nikkede.

"Det gør mig ondt, Rach, men alt dette kunne ligesom heller ikke undgås. Han har jo røvet en bank og holdt gidseltagning, samt kidnappe dig - Det siger ligesom noget om, at han ikke burde slippe så let...", forklarede han.

Jeg snøftede svagt og så væk fra ham og nikkede meget svagt.

"Men jeg holder virkelig meget af ham, Dyl og jeg mener, at han en god chance for mig, hvad angår kærligheden, og lige der, kan jeg godt abstrahere det hele med at han er i fængsel...", forklarede jeg roligt og så hen på Dylan. Han nikkede uden at smile.

"Det bliver med garanti hårdt for dig, Rach...", forklarede han stille.

Jeg nikkede og begav mig med et svagt suk ud på mit badeværelse og greb ud efter min toilettaske, der stod klar ved siden af håndvasken og begav mig ind i værelset igen og lagde den ned i kufferten, hvor efter jeg lynede den.

"Hvornår tager du så af sted?", spurgte Dylan lavt.

Jeg tog fat i kufferten og satte den med et bump ned på gulvet.

"I aften, Dyl... Vil du køre mig til lufthavnen?", spurgte jeg med et lille bedende smil.

Dylan nikkede med et lille smil.

"Selvfølgelig Rach - Alt for dig...", svarede han lavt.

Jeg smilte og satte mig ned ved siden af ham og trak ham ind i et knus.

"Hvor skal du så bo henne i Illinois?", spurgte han lavt, da jeg fjernede mig fra ham. Jeg smilte svagt.

"Jeg har allerede fået booket et hotelværelse ikke langt fra fængslet af...", svarede jeg med et lille smil. Dylan så målløs på mig.

"Wow, allerede? Så du havde virkelig tænkt dig at smutte uanset hvad jeg ville gøre?", spurgte han målløs.

Jeg nikkede med et kærligt smil og nussede ham flygtigt på den ene kind.

"Som jeg sagde; I krig og kærlighed, gælder alle kneb...", svarede jeg med et smil og rejste mig og gik ind i mit walk in closet for at finde mig nogle passende sko at tage på til rejsen....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...