Kidnapped By A Mistake - "Back To Paradise!" Del 2. - Jason McCann

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jan. 2015
  • Opdateret: 22 aug. 2015
  • Status: Igang
Så for søren! - Jeg vil ikke nævne noget som helst om NOGET, eftersom der kommer til at ske en masse, allerede i første kapitel - Vi ses snart, så vi kan følge Rachel og Jason i deres videre færden! ~ Jeg vil opfordre, at man lige læser den første del af: "Kidnapped By A Mistake", inden man går i gang med denne del 2, for ellers vil det nok være lidt svært at følge med i denne del ;) _ ***OBS! Bliver skrevet på, når tiden er til det, beklager!***

208Likes
228Kommentarer
47850Visninger
AA

19. En lille trøst...


Rachels synsvinkel:

Udenfor Fox River, mandag d. 13 oktober, 2014, 3.17 pm

De penge jeg havde lovet Jason, kunne jeg ikke få mig selv til at give ham alligevel. Det var jo hverken fordi at det var vanvittigt mange penge, og at  det havde været til formål for at han kunne få sin morfin, men den tanke der nagede mig mest i baghovedet var Dylans ord, at man bare ikke kunne stole på indsatte, særligt ikke hvis de først begyndte at spørge efter penge.

Det var slet ikke til at forstå, at Dylan faktisk kunne få mig til at tvivle på Jason lige i nuet. Jeg havde jo selv set med mine egne øjne, at Jason havde virket oprigtig hver gang jeg havde haft øjenkontakt med ham, når vi snakkede sammen, men alligevel nagede tanken om det Dylan havde sagt til mig i baghovedet. Jeg var bange for at Dylan skulle få ret i sine påstande om, at man bare ikke kunne stole 110% på en kriminel, eftersom Dylan havde flere års erfaring med kriminelle mennesker i et kriminelt miljø, som han havde tilbragt sin barndom i.

Ja, jeg vidste jo bare at Dylan kun ville det bedste for mig, for han var vel ikke min bror for ingenting, vel?

- Og nu sad jeg på selvsamme bænk, som i går og prøvede at tage mig sammen til at ringe en taxa op, men på den anden side, så føltes alt nu som om, at jeg havde båret mig fuldstændigt forkert ad.

Den . dumme . tanke!

Jeg sukkede med et hårdt fnys og så ned i den støvede jord foran mig. Der var mange grunde til, at jeg ville vende tilbage, for Jason fortjente ikke den afvisning fra mig. Der havde ligesom været en grund til, at han var blevet sur på mig og det kunne vel næppe komme bag på nogen? Jeg havde jo ligesom trukket i land og det var et svigt fra min side af.

- Et meget stort svigt!

Jeg så mig bag over skulderen over mod indgangen til fængslet og følte mig som et indre kaos. Jeg elskede jo Jason, og nu sad jeg her som en kryster og følte, at jeg ikke turde kæmpe lidt for tingene. Ja, det kunne lige så godt have været mig, der sad inde, for jeg følte mig virkelig fængslet for mine naive og kaosfyldte tanker.

Jeg vendte blikket væk fra hovedindgangen til fængslet og så frustreret frem for mig mod den øde verden, som befandt sig uden for Fox River. Der var ikke en levende sjæl at se her ude på Lars Tyndskids marker. Jeg rystede let på hovedet og tog mig forfærdet til hovedet.

Kunne jeg ikke engang unde min egen kæreste lidt ubetydelig hjælp? Jeg var jo millionær for pokker og han sad inde, og ikke bare for nogle måneder - Nej, seks års betinget fængsel!

Jeg fnøs ad mig selv - Hold da helt kæft, hvor var jeg bare fej! - Det var mig, der var fej.

Helt seriøst, hvis jeg virkelig elskede Jason, så ønskede jeg sgu da heller ikke, at han skulle rende rundt med alle de smerter i benet. Han havde det tydeligvis ikke for nemt i fængslet, og hvis jeg bare på nogen måde, kunne gøre det bare den anelse lettere og mere udholdeligt for ham at være i fængsel, så gjorde jeg det i min fulde magt.

Jeg pustede hårdt ud og smilede for mig selv og tøvede ikke med at rejse mig fra bænken, hvorefter jeg i raske skridt gik hen mod hovedindgangen igen, som selvfølgelig var porten.

"Dig igen? - Sig mig, har de ikke forstået konceptet ved begrænsede besøgstider, unge dame? De har brugt tiden for i dag!", kom det bestemt fra portvagten. Jeg sukkede og nikkede svagt.

"Men jeg bliver nød til at se ham igen. Jeg glemte noget vigtigt med ham...", sukkede jeg frustreret. Portvagten så skulende på mig, og virkede ikke ligefrem begejstret for situationen.

"Hvad er navnet på den indsatte?", spurgte han bestemt. Jeg smilede med håbet i hjertet.

"Jason McCann!", svarede jeg med et spændt smil. Portvagten nikkede bestemt og med stophånd rettet mod mig.

"Vent her frøken - Be right back!", sagde han bestemt.

Jeg nikkede med et nervøst bid i underlæben og betragtede ham gå ind i vagtrummet, hvor jeg kunne høre en anelse snak, men det var mest en mumlen for mit vedkommende, da jeg betragtede ham fra afstand gennem vagtvinduet, at han snakkede i de der typiske grå telefoner med ledninger, mens han så med blikket rettet ind mod fængselsgården, hvor jeg kunne se lidt indsatte bevæge sig rundt bag det høje pigtrådshegn. Jeg så tilfældigvis Zayn blive lukket ud og jeg var næsten sikker på, at han kunne se mig herfra, til trods for jernporten med de tykke tremmer, der adskilte fængselsporten fra selve fængselsgården. 

Zayn smilede stort og gik over mod retningen af porten, men måtte stoppe hvor pigtrådshegnet stoppede ham, og hvor en del gårdvagter gik og bevogtede udefra. Zayn vinkede hen mod mig og jeg løftede hånden med et fnis og vinkede igen.

"Jeg beklager frøken, men besøgstiden for Jason McCann er overskredet, og i realiteten må han ikke få besøg igen før om om en uges tid!", afbrød portvagten mit blik hen mod Zayn. Jeg så forfærdet tilbage på portvagten og bed mig nervøst i underlæben.

"Først om en uge?!", udbrød jeg forfærdet. Portvagten nikkede og trak på skuldrene.

"Jeg beklager virkelig, men vi har altså faste regler og etik her på Fox River, og de regler må følges. De har yderligere besøgt McCann to dage i træk, så de har fået langt mere, end hvad der tillades faktisk. Reglen siger, at man må besøge en bestemt indsat maks én gang om ugen og er der tale om intime affærer, så hedder reglen én gang om måneden, af hensyn til, at alle indsatte kan have visse særlige behov for at få særbesøg af kærester, ægtefæller og sådan, og de regler skal overholdes!", forklarede han bestemt. Jeg nikkede med et suk og så ned i den støvede grusjord.

"Det ved jeg...", mumlede jeg med et suk over, at Jason ikke ville kunne få hverken penge eller smertestillende før om en uge.

Jeg så tilbage mod Zayn, der stod og røg en smøg ved en afkrog i gården. Det kunne undre mig lidt, at de andre ikke var der omkring ham, men måske det havde en sammenhæng med, eftersom Zayn ikke havde været med i besøgsrummet og nok havde været på et job i fængslet eller noget, at det så var derfor han var alene i gården med andre indsatte, som jeg ikke kendte? - Var det derfor?


Jeg så straks tilbage hen mod portvagten, der åbenbart var gået ind i vagthuset igen.

"Vent!", kaldte jeg og småløb de få meter hen til døråbningen til vagtkontrollen. Portvagten sad på sin stol og så hen mod mig med et undrende blik. Jeg smilede usikkert.

"Må jeg så besøge Zayn Malik?", spurgte jeg med et nervøst smil. Vagten så med et undrende blik på mig.

"Sagde de Zayn Malik?", spurgte vagten igen. Jeg nikkede kraftigt, mens jeg stod og holdte afslappet med en hånd på hver side af døråbningen, mens jeg så spændt hen mod ham. Han nikkede.

"Jeg skal se om vi har en Zayn Malik herinde...", svarede han roligt og vendte sit blik frem for sig og greb fat i den grå telefon igen.

"Det har i!", udbrød jeg med glæde i stemmen. Vagten løftede en flad ventende hånd i luften uden at se på mig.

"Lad mig om dette frøken!", svarede han med ryggen til og uden så meget som at se tilbage på mig. Jeg sukkede tungt og nikkede blot og stod og lyttede til han ringede.

"Ja, Bryan her... Der står en frøken herude ved porten, der godt vil besøge en indsat ved navn Zayn Malik... Har vi sådan en?"

"Ja, jeg venter!", fortsatte vagten og så flygtigt tilbage med et svagt smil.

"De tjekker lige protokollen, om der er en indsat ved det navn, så et øjeblik...", forklarede han lavt. Jeg nikkede med et svagt smil og bed mig nervøst i underlæben. Vagten vendte sig omkring igen og jeg stod bare og håbede, at jeg kunne få tilladelse til at komme ind igen, så jeg kunne give Zayn pengene i stedet. For, så måtte han jo kunne give pengene videre til Jason på den måde.

Jeg vendte blikket hen mod jernporten igen og lagde mærke til Zayn, der gik rundt og talte i telefon, mens han gik og røg.

"Ja, det siger jeg - Tak!", fik portvagten atter min opmærksomhed, hvor jeg så, at han lagde på og vendte sig omkring i kontorstolen og rejste, hvor han med et skævt smil gik få skridt hen mod mig og trykkede på en knap, så den knirkende lyd af porten lød.

"De har hermed tilladelse til at besøge Zayn Malik!", sagde han med et skævt smil. Jeg slog kolbøtter indvendigt, men udenpå gjorde jeg alt for at tage det køligt. Jeg nikkede med et smil.

"Tusind tak...", svarede jeg roligt og vendte mig væk fra ham for at begive mig hen mod den åbnede port og kom atter ind i fængselsgården, hvor Zayn pludseligt fik øje på mig og vinkede med et stort smil.

"Hey Rach!", råbte han med den ene arm vajende i luften. Jeg fnes og vinkede igen og begav mig blot videre mod besøgsrummet.

"Zayn Malik, bedes overflyttes til besøgsrummet!", kom det pludseligt fra de store grå højtalere, der hang et godt stykke i wires over gården.

Jeg smilede for mig selv og frydede mig over, at jeg endelig kunne hjælpe Jason. Jeg var sikker i mig selv nu. Dylan havde intet at skulle have sagt, når det angik Jason, for jeg elskede Jason mere end nogen anden...

 

 

 

 


~


Jasons synsvinkel:

Fox River, Vestfløjen celle 42, mandag d. 13 oktober, 2014, 5:12 pm

Jeg lå og stirrede på displayet på min iPhone igen igen, blot med et spinkelt håb om at Rachel havde skrevet til mig, hvis jeg nu ikke skulle have opdaget det, men nej - ingen besked, eller noget af det der lignede. Jeg sukkede hårdt opgivende og lagde min iPhone på brystkassen af mig og gloede ulykkeligt op på madrassen i den øvre køje.

"Rachel har svigtet mig..", mumlede jeg opgivende og havde i øjeblikket mest lyst til at grave mig ned. Ja, jeg elskede hende for pokker, til trods for at hun havde svigtet mig.

For helvede, jeg var ligesom hendes første kriminelle kæreste, så kunne jeg blamere hende for, at hun måske kunne have sine naive og trælse øjeblikke, som hun skulle tage ved lære? Ja, hvis det kraftedeme var fordi hun var bange for at jeg ville udnytte hende - Ja, så var  hun sgu naiv i en høj grad. Jeg sukkede opgivende igen og lukkede øjnene lidt.

"Hvis du ikke snart dropper det fucking suk McCann, så krammer jeg kraftedeme puden over dit fjæs når du sover!", kom det fra overkøjen. Jeg åbnede øjnene og himlede med øjnene over Tygas trussel. Hvis han troede, at han kunne true mig, så kunne han godt tro om. Nok var jeg til dels handi med mit skadede ben, men jeg var ret sikker på, at Tyga kun brugte hårde trusler og ord, for at beskytte sig selv, for jeg var sgu da nok noget af det sidste med at være bange.

"Kan du ikke bare holde din kæft Nigga?!", svarede jeg olmt. Der var straks et ryk i køjen og jeg så Tyga var sprunget ned på gulvet, hvor han stod og så olmt ned på mig.

"Det der Jason, det kal..."

"Altså drop det nu Tyga!", afbrød jeg ham olmt og satte mig med mange besvær op at sidde på sengekanten. Ja, de fucking smertestillende jeg fik var ikke engang nok for at tage de skide smerter. Jeg sad og stirrede op på ham og Tyga så mærkeligt på mig.

"Du er ikke bange af dig blegskid?!", spurgte han med et dræberblik. Jeg så træt op på ham med smerterne gemt i mig - både de fysiske, men også de psykiske over Rachels svigt.

"Tyga... Jeg siger det ikke igen...", begyndte jeg med ro i stemmen og så træt op på ham.

"Jeg er fucking ligeglad med dine evindelige trusler og dine torne du har siddende i siden på grund af mig! Jeg fatter ikke hvad fucked du har imod mig? Vi kender jo nærmest ikke hinanden? Sig mig, er du fucking bange for at få venner her i fængslet? - Jo jo, trust me, men jeg har sgu set hvilken enspænder du er! Du som kun passer det arbejde du bliver tildelt her i fængslet og kun lyser op, når din dame besøger dig! I sidste ende Tyga, så er jeg ligeså meget nigga som du er, for vi har hvert vores at kæmpe for, så vær så rar at fortælle mig, hvorfor du mener det er helt okay at bruge netop mig  som boksepude?", forklarede jeg i en køre.

Tyga slappede af i ansigtet og foldede håndfladerne sammen over hans næseryg til panden og pustede ud og bakkede tilbage og satte sig ned op ad væggen over for mig. Han så ned i gulvet i flere minutter uden at sige noget, og jeg sad bare afventende. Jeg fugtede mine læber og trak min smøgpakke op ad brystlommen og fiskede et par smøger op og rakte den ene ned mod ham.

"Vil du have en?", spurgte jeg roligt, så Tyga straks så op med et målløst blik på mig. Jeg sad bare med strakt arm og med smøgen strakt mod ham. Han så tøvende ud, men mange sekunder efter tog han endelig imod smøgen og nikkede svagt, som en slags tak uden at sige tak. Jeg rettede mig helt tilbage i sengen, så jeg sad halvt op ad væggen. Jeg proppede smøgen i munden på mig selv og tændte den med min engangslighter, mens sad Tyga og tændte sin smøg med sin egen lighter.

Jeg sad og stirrede ned på ham og han stirrede på mig, mens vi bare sad og pulsede løs på smøgerne.

Vi . sagde . INTET!

Måske, det var det der skulle til, for at Tyga kunne lære at forstå, at med gensidig respekt kom man længst. Jeg greb ud efter min iPhone igen og satte mig for at tjekke Facebook ud.

"Er det rigtigt, at du er kæreste med dit gidsel fra bankrøveriet?", fik Tyga pludseligt min opmærksomhed.

Jeg smilede med et flabet skævt smil og tog et hvæs af min smøg og pustede røgen roligt ud og lukkede min Facebook ned igen og grinede svagt med et løftet øjenbryn og nikkede.

"Yup!", svarede jeg køligt og trak på skuldrende.

Tyga nikkede og kunne endelig trække på smilebåndet, selvom det var på en flabet måde. What ever - han smilede jo! Det var sgu det vigtigste. Han fugtede sine meget brede negerlæber, mens han så flygtigt til siden ned på gulvet.

"Godt gået!", svarede han kort og så med et skævt blik op på mig, mens han tog endnu et hvæs af sin smøg. Jeg grinede svagt og han pustede røgen ud med et svagt grin.

"Det er ikke ligefrem noget man hører til hver dag...", grinede han skævt. Jeg smilede svagt og rystede svagt på hovedet.

"I know...", svarede jeg roligt og tog endnu et hvæs af min smøg.

"Hvad sidder du inde for?", tillod jeg mig roligt at spørge. Tyga så op på mig med et løftet øjenbryn.

"Drugs!", svarede han bare kort og mere behøvede han jo ikke at forklare, for ja - Hvis man kom i fængsel for den slags, så var det nok inde over de hårde drugs miljøer, der blev sat i skudlinjen. Jeg nikkede blot.

"Right, fair nok...", svarede jeg køligt og røg videre.

"Sorry Jason, tag dig ikke af mig, men du har ret... Jeg ville helst holde mig for mig selv, men det er måske ikke det rette i sidste ende?", forklarede han roligt. Jeg smilede skævt og trak på skuldrene.

"Det er som man tager det! Vi er alle sammen forskellige, men i min bande hedder det sammenhold, og hvis det er fordi du gruer for at komme i omklammeri med de forkerte personer herinde, så vid blot dette: Hverken jeg eller mine venner ville lade dig i stikken, hvis du joinede os!", forklarede jeg køligt.

Egentligt var det nok noget af det sidste jeg ønskede her, at få Tyga med i gruppen, da han øjensynligt havde været efter mig konstant mere eller mindre, siden vi var røget i cellen sammen. Men Tyga var en typisk enspænder og han virkede ikke til at være bange af sig og han var kold og hård på den direkte måde. Måske det i sidste ende, ville gøre vores gruppe en del stærkere end det den var?

Tyga så på mig med et skulende blik og nikkede.

"Kan jeg tænke over det til i morgen?", svarede han med et spørgsmål. Jeg smilede skævt og nikkede.

"Ja, hvis jeg skal gøre mig håb om noget svar fra dig i morgen, så kræver det også, at du lader din hovedpude blive oppe i din egen køje i nat!", svarede jeg med et flabet smil. Tyga begyndte at grine på en sjov og hyggelig måde og nikkede.

"Du har sgu fat i noget der McCann!", smilede han smørret. Jeg grinede selv lidt over min ret indlysende påstand og tog et sidste tilfreds hvæs af min smøg.

"Jason?!", hørte jeg pludseligt Zayns stemme henne fra tremmeåbningen. Jeg så med et skævt smil hen på ham.

"Zayn? Wazzup?!", spurgte jeg en smule oplivende.

Ja, utroligt nok, efter Tygas og min lille okay hyggelige stund, så følte jeg ikke alt tabt på gulvet til trods for jeg ikke kunne komme i kontakt med Rachel endnu. Zayn kom ind i cellen med et smørret smil og en kuvert i hånden, hvor ved han satte sig ned ved siden af mig i sengen og rakte mig kuverten. Jeg betragtede den lidt og så på Zayn.

"Hvad er det?", spurgte jeg undrende. Zayn fugtede sine læber i et flabet smil.

"Jeg skulle hilse fra din lille frille - Hun mente bestemt, at du havde fortjent de der...", forklarede Zayn mens han hintede i sekunder med blikket på kuverten. Jeg så undrende på ham.

"Min frille?!"

"Rachel sgu da!", tilføjede Zayn med et skævt smørret smil. Jeg så overrasket på ham og følte smilet vende tilbage til mine læber. Jeg tøvede ikke sekundet med at åbne kuverten og følte mig virkelig lettet.

"Det er jo penge?!", udbrød jeg glad og viste begejstret den stak sedler frem mod Zayn og Tyga og de grinede begge over det. Jeg kyssede pengesedlerne i et stort smækkys.

"Thanks baby!", udbrød jeg lettet - og lykkeligt!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...