Kidnapped By A Mistake - "Back To Paradise!" Del 2. - Jason McCann

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jan. 2015
  • Opdateret: 22 aug. 2015
  • Status: Igang
Så for søren! - Jeg vil ikke nævne noget som helst om NOGET, eftersom der kommer til at ske en masse, allerede i første kapitel - Vi ses snart, så vi kan følge Rachel og Jason i deres videre færden! ~ Jeg vil opfordre, at man lige læser den første del af: "Kidnapped By A Mistake", inden man går i gang med denne del 2, for ellers vil det nok være lidt svært at følge med i denne del ;) _ ***OBS! Bliver skrevet på, når tiden er til det, beklager!***

208Likes
228Kommentarer
47846Visninger
AA

12. Én fra fortiden...


Jasons synsvinkel:

Fox River, Lokation: Udenfor det offentlige besøgslokale, søndag d. 12 oktober 2014, 2.53 pm.

Rock låste døren op ind til besøgslokalet og jeg gloede rundt i lokalet, da jeg humpede derind med min krykke. Der var tre andre fanger herinde med deres besøgende og så var der et bord, hvor en langhåret brunette sad med ryggen til.

Jeg så på Rock, der hintede med hovedet derhen, hvor pigen sad. Jeg sank en klump og nikkede og humpede hen mod hende.

"Eh hej?!", udbrød jeg lettere anstrengt på grund af mine smerter i benet.

Pigen vendte sin opmærksomhed mod mig og jeg troede at jeg så syner.

"Caitlin?!", udbrød jeg målløs og stivnede i sekunder.

Hun smilte stort og rejste sig og omfavnede mig i et knus. Jeg gengældte på en ret akavet måde hendes knus, inden hun slap igen og betragtede mig fra tå til top.

"Du er sgu ikke så heldig med alt din indespærring, hva?", smilte hun skævt.

Jeg sank endnu en klump og så forundret på hende.

"Altså Caitlin, hvad laver du egentligt her?!", spurgte jeg stadigt helt paf over at se lige netop hende efter knap tre år uden den eneste form for kontakt med hende.

Hun blinkede med øjet og kærtegnede flygtigt min venstre overarm.

"Sæt dig ned, Jason...", svarede hun lavt.

Jeg nikkede og humpede hen til stolen på den anden side af bordet og satte mig ned med smerterne tegnet i mit ansigt. Hun så med et bekymrende blik ned på mig.


"Er du okay?", spurgte hun med et svagt smil. Jeg nikkede svagt.

"Bare smerter i mit ben, ikke andet...", svarede jeg lavt. Caitlin nikkede med et svagt smil.

"Kaffe?", spurgte hun med et smil. Jeg nikkede med et smil.

"Du husker vel, hvordan jeg gerne vil have den?", svarede jeg med et kort akavet grin.

Hun nikkede med et blink med øjet og begav sig hen til det lille kaffebord, som stod ovre ved den ene væg i besøgsrummet. Hun hældte op i to krus og kom hen til mig og bordet igen, hvor ved hun placerede de to fyldte krus på bordet. Hun satte sig ned over for mig og jeg kunne ikke lade være med at undre mig over, at hun pludseligt bare dukkede op. Hun rørte lidt i sin kaffe med en plastikteske og smilte til mig. Jeg kunne kun smile meget lidt, for det kom ret meget bag på mig, at hun pludseligt bare dukkede op.

"Hvad eh... hvad siger Darryl til at du bare besøger mig?", spurgte jeg lige ud.

Caitlin smilte nærmest ikke og så ned på sin kaffe foran sig, mens hun rørte rundt med skeen.

"Vi er ikke sammen længere...", mumlede hun og hun så op igen og fandt mit blik. Det overraskede mig en hel del faktisk.

"Eh, nå! Jamen, hvad gør så at du kommer her?", svarede jeg med et spørgsmål.

Caitlin smilte på en ret undskyldende måde.

"Vil du ikke vide hvorfor Darryl og jeg ikke er sammen længere?", svarede hun med nyt spørgsmål.

Jeg så med et undrende løftet øjenbryn på hende.

"Hvad mener du? - Altså ærligt talt, Caitlin, så undrer det mig bare en hel del, at jeg får dig at se igen efter knap tre år uden den mindste form for kontakt imellem os? Jeg havde ærligt talt ikke regnet med at se dig igen?", svarede jeg med et skævt blik på hende.

Caitlin smilte ikke, men nikkede blot og så ned i bordet, eller også var det kaffen, som hun betragtede. Jeg følte en akavet stilhed over os, selvom de andre ved de andre borde snakkede om alt muligt random. Jeg betragtede hende blot med et svagt snøft og greb mit krus og tog en tår af kaffen. Caitlin bed sig i underlæben kunne jeg se og lidt efter så hun op igen og vi fik intens øjenkontakt.

"Jason... Det var på grund af dig, at Darryls og mit forhold gik i stykker...", forklarede hun lavt og smilte usikkert. Jeg så overrasket på hende.

"Hvad har jeg med sagen at gøre?", spurgte jeg undrende.

Caitlin begyndte at grine på en akavet måde.

"Jason, ved du det ikke? Jeg har jo aldrig kunne glemme dig... Jeg har prøvet at vendt og drejet det i tankerne om hvorfor pokker jeg forlod dig og så mens du var spærret inde dengang - Det er du så åbenbart også nu, men hvor måtte det ikke have været nemt for dig at jeg bare forlod dig, hvor du faktisk havde mest brug f...."

"Spar mig for din dårlige samvittighed, Caitlin!", afbrød jeg hende med et tørt snøft. Hun så målløs på mig.

"Undskyld...", svarede hun lavt og holdte troligt godt fast om hendes kaffekrus med begge hænder og tog en forsigtig tår. Jeg sad bare og gloede på hende.

"Så du regnede altså bare med, at du kunne komme krybende tilbage, bare fordi det ikke gik med Darryl?"

Hun så chokeret på mig.

"Jason, jeg elsker dig!"

"Lort!", svarede jeg olmt. Hun  chokeret på mig.

"Det er ikke andet end lort du kommer med der!", tilføjede jeg olmt og greb irriteret ud efter min smøgpakke i min brystlomme og fiskede den fjerdesidste smøg op fra pakken og tændte smøgen med min zippolighter. Caitlin sad bare som forskrækket på mig med hænderne i skødet. Jeg tog et ordentligt hvæs af min smøg og lagde min smøgpakke ned i min brystlomme igen. Jeg trak askebægeret på bordet hen til mig og askede en anelse.

"Jamen... Tror du mig ikke?", kom det stille fra hende.

Jeg sad bare og gloede koldt på hende, mens jeg røg. I flere minutter sagde vi ikke en skid, mens jeg røg. Alt hvad vi hørte var de andre indsatte og deres familie og venner, der talte med dem. Caitlin sad og nippede forsigtigt af sin kaffe, mens hun ikke et eneste øjeblik fjernede sit blik fra mit. Hun sukkede tungt og stilte sit krus på bordet.

"Jason, så sig dog noget?"

Jeg så med et løftet øjenbryn på hende og askede en anelse af min smøg i askebægeret.

"Hvad fanden vil du have jeg skal sige?", svarede jeg koldt og tog endnu et hvæs af min smøg. Hun sukkede og smilte langtfra.

"Jeg elske...."

"HOLD NU KÆFT, CAITLIN - GIDER DU?!", afbrød jeg højt, så det ikke kun var Caitlin, der sad og så målløst på mig.

Nope, jeg havde sgu også fået en del af de andres sekunders opmærksomhed, inden de atter så bort fra Caitlins og mit bord i besøgsrummet.

Jeg pustede hårdt ud og lagde min smøg på kanten af askebægeret og tog en tår af min kaffe og stilte atter kruset på bordet igen, så jeg desværre spilte en anelse ved siden af, men fuck det.

"Du har forandret dig..."

" - Og hvorfor fanden kom du? Savner du pik eller hvad?!", svarede jeg hende flabet. Caitlin så chokeret på mig.

"Hvor er den Jason McCann, som elskede mig mere end nogen anden?", spurgte hun målløs med armene over kors.

Jeg skulede olmt og greb ud efter min rygende smøg på askebægeret.

"Ham mistede du, da du svigtede ham...", svarede jeg fattet og tog et hvæs af min smøg. Hun lignede én der var tæt på at græde, men hvor fucked ligeglad var jeg bare?

"Jaso...."

"Caitlin, jeg siger det ikke igen, men fuck nu af med alt det lort, okay!", afbrød jeg hende olmt.

Hun forstummede og tørrede hurtigt de tårer væk, som begyndte at rende ned over hendes kinder.

"Elsker du mig slet ik..."

"NEEEJ, jeg elsker dig kraftedeme længere!", afbrød jeg hende olmt og tog sidste hvæs af min smøg og skoddede resten i askebægeret.

Jeg pustede stille ud og så på hende og rettede mig op i stolen.

"Caitlin - Du var mig utro med den narrøv til Darryl og du svigtede mig i fængslet, mens jeg havde allermest hårdt brug for dig - Tror du seriøst jeg har noget til overs for dig, efter den behandling du har givet mig? - Og så dukker du kraftedeme pludseligt op efter knap tre år og tror jeg vil have dig tilbage? - Én ting har jeg kun at sige, Caitlin; Fuck, hvor er du godtroende! Tror du seriøst, at jeg vil ønske dig tilbage efter den behandling? Nul, så hellere leve som en munk i cølibat, hvis det er det der skal til!", svarede jeg olmt.

Jeg mente selvfølgelig ikke det med munkelivet, for jeg havde allerede en dejlig pige, som jeg elskede mere end nogen eller noget andet, men der var sgu ingen grund til at fortælle Caitlin om Rachel, for det ragede hende seriøst ikke, hvem jeg havde som kæreste. Hvad værre var, at hvis Caitlin var som den jeg var kæreste med dengang, så kendte jeg til hendes lunefulde jalousi og så kunne hun sagtens finde på at stalke folk og hun skulle tids nok finde ud af hvem der var Rachel, hvis jeg fortalte Caitlin om hende.

Caitlin så som ligbleg på mig og med bævrende læber. Hun rejste sig pludseligt og tog sin taske og gik resolut og forlod rummet. Tilbage sad jeg bare med en blanding af had, tom følelse og med et stort spørgsmål i tankerne:

"Hvorfor kom du tilbage, Caitlin?"

Lige meget hvor meget jeg hadede hende for det hun havde gjort, så var der samvittigheden i mine tanker over hvor kold jeg havde været over for hende. Jeg pustede hårdt ud og pludseligt stod en mandsperson ved min højre side. Jeg så op på ham og han så ned på mig med et blik der virkede mig ligegyldigt.

"Lad os få dig tilbage, McCann...", sagde Rock lavt.

Jeg sukkede hårdt og nikkede og tog en sidste tår af min kaffe, der pludseligt smagte bittert og kold. Jeg skubbe mig tilbage i stolen og Rock hjalp mig sjovt nok op at stå og jeg greb efter min krykke ved min anden side, der stod lænet op af ryglænet på den tilstødende stol. Cellen kaldte....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...