Kidnapped By A Mistake - "Back To Paradise!" Del 2. - Jason McCann

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jan. 2015
  • Opdateret: 22 aug. 2015
  • Status: Igang
Så for søren! - Jeg vil ikke nævne noget som helst om NOGET, eftersom der kommer til at ske en masse, allerede i første kapitel - Vi ses snart, så vi kan følge Rachel og Jason i deres videre færden! ~ Jeg vil opfordre, at man lige læser den første del af: "Kidnapped By A Mistake", inden man går i gang med denne del 2, for ellers vil det nok være lidt svært at følge med i denne del ;) _ ***OBS! Bliver skrevet på, når tiden er til det, beklager!***

208Likes
228Kommentarer
47841Visninger
AA

11. Den kønne brunette...


Rachels synsvinkel:

Udenfor Fox River, 2.03 pm

Det var med en underlig følelse i min mave, da jeg stod udenfor på den nøgne vej foran River Fox - Der var intet ud over fængslet - I hvert fald ikke andet end marker og det nærmeste hus, kunne jeg kun ane langt ude i horisonten. Det var virkelig et gudsforladt og tomt sted! Ligesom den følelse jeg havde i mig selv. For jeg savnede ham allerede og bare tanken om, at han var derinde - Fanget de næste seks år - Det var slet ikke til at bære. 

Jeg så tilbage på de enorme grå og triste mure, for man kunne ikke se meget andet. Det var en fæstning, det vidste jeg og alligevel ønskede jeg Jason kom ud af fængslet før tid. Helt forkerte tanker om at befri ham, roterede rundt i mit hoved, men hvordan skulle lille jeg kunne befri ham? - Det var jo ikke andet end fantasi.

Jeg sukkede trist og så væk fra fængslet igen og begav mig hen til den eneste bænk, der stod ensomt uden for fængslet. Jeg satte mig ned og trak min iPhone op fra min taske og førte en finger hen over skærmen. Jeg gik ind og fandt taxa-bureauet i Illinois og ringede op:

"Duut... Dette er taxa-bureauet i Illinois - Der er i øjeblikket ventetid - Du står i kø, som nummer... tre..."

- Og så begyndte en nederen melodi at spille. Jeg sukkede og tog min iPhone fra øret og satte den på medhør. Jeg sad og stirrede tomt ude i horisonten, da min iPhone pludseligt vibrerede en besked ind. Jeg så på displayet og smilte med sommerfugle i maven, da jeg så en besked fra Jason. Jeg trykkede let på skærmen og gik ind i beskederne:

"Tænk, at det er muligt, at savne sådan en dejlig pige, allerede? :( Kunne det ikke bare være i morgen nu og at du var på vej ind til mig? - Jason."

Jeg smilte med lidt lyd på og skrev straks.

"Gid det var så vel - Jeg ville ønske, at du var hos mig nu :( - Rachel."

Der gik kun få øjeblikke inden han havde svaret igen.

"Jeg er hele tiden hos dig, baby - I dit hjerte. <3 - Jason."

Jeg snøftede svagt og selv om jeg smilte over beskeden, så rendte der alligevel en tåre ned ad min kind.

"Du vil altid være i mit hjerte, men det er stadigt ikke det samme - Jeg ville ønske, at vi bare kunne stikke af sammen, men jeg ved, at det aldrig ville kunne ske :'( - Hvordan skal jeg dog kunne overleve seks år, mens du er i fængsel? Det er slet ikke fair :( - Rachel."

Jeg græd stille og kunne ikke holde mine hulk tilbage.

"Din telefon er optaget, baby? :( - Jason."

Jeg tørrede tårerne og snøftede.

"Jeg er i kø efter en taxa, så derfor kan du ikke ringe :( - Rachel."

"Okay - Så var det derfor jeg ikke kunne ringe til dig, baby - Jason."

Jeg smilte bedrøvet over det.

"Jeg ved godt at dette ville være ren fantasi, men jeg ville ønske, at jeg kunne slippe dig fri før tid - Er det kriminel tankegang? -_- - Rachel."

"Taxa Nord, hvad kan jeg hjælpe dem med?"

Det gav et gib i min krop, da pludseligt en random serviceperson snakkede i den anden ende.

"Ja, kan jeg få en taxa ud til fængslet Fox River, tak?", spurgte jeg.

"Ja, der er ca et kvarters ventetid, så skulle der gerne komme en taxa!"

Jeg smilte svagt.

"Tak!", svarede jeg og der blev lagt på.

Jeg så op fra min iPhone, da der pludseligt kom en gul og sort mustang. En ret fed bil faktisk. Den kørte tæt op ad indgangen til fængslet og parkerede. Sekunder efter steg en ret køn brunette ud af passagersiden og hun stod med ryggen foroverbøjet til åbningen af bilen og sagde et eller andet til den mandlige fører, der på svag afstand mindede om én midt i tyverne, hvis ikke mere. Pigen smækkede døren til bilen og den kørte igen mens den dyttede et par gange.

Pigen vendte sig omkring og jeg fik øjebliks øjenkontakt med hende. Hun havde nogle flotte grønne øjne og et svagt markeret ansigt. Hun var langbenet og slank i sine blå skinny jeans og mørke turkis grønne blondetop med en kort sort læderjakke på. Hendes lange og lette krøllede brune hår var løst, men med en enkelt lille fletning i siden.

Hun smilte svagt, inden hun forsvandt ved indgangspartiet til fængslet. Jeg sukkede svagt og så væk fra hende og den grå betonmur, der afskærmede mig fra at kunne se hende mere.

Min iPhone vibrerede igen og jeg så endnu en besked fra Jason. Jeg smilte bedrøvet og læste den:

"Det er helt sikkert kriminel tankegang, baby, men sjovt nok elsker jeg tanken, at du tænker sådan. Det betyder bare for mit vedkommende, at du ikke tager det så tungt at have en kriminel kæreste ;) - Hvad andet er, så ved du jo også godt, at det ville være det dummeste at gøre. Det er kun de færreste, der slipper godt fra fangeflugt. Jeg vil ikke risikere det, men kunne du gøre noget for, at min straf blev mildere, så skal du være hjertens velkommen. Det ville kun glæde mig, hvis du kunne det. - Jason."

Jeg smilte svagt og besluttede mig for at ringe ham op.

"Duut... du... - Baby? Du ringede?", hørte jeg en ret glad stemme fra ham. Jeg kunne ikke lade være med at fnise lidt over det.

"Selvfølgelig - Jeg vil gøre alt for at høre din dejlige stemme igen og igen og igen...", nærmest hviskede jeg med et lille fnis.

"Hvor er du dejlig, baby - Fik du fat i en taxa?"

Jeg nikkede med et svagt smil.

"Ja, inden for et kvarter skulle der gerne komme én.", svarede jeg med et lille smil.

"Dejligt - Jeg kan dårligt vente til at se dig igen i morgen... Tager du ikke en god kage eller noget med, så vi kan hygge lidt med kaffe?"

Jeg fniste og nikkede febrilsk.

"Selvfølgelig skat... Noget andet jeg skal tage med til dig?"

Jason grinte i røret.

"Tja, ud over noget dynamit, så jeg kan slippe ud?", grinte han fornøjeligt. Jeg grinte selv.

"Du er så skør, skat...", svarede jeg med et lille fnis.

"Jeg ved det! Men ellers må du meget gerne tage nogle smøger med?"

Jeg nikkede med et lille smil.

"En karton?"

"Tja, du kan jo prøve? Jeg ved ikke om kontrollen vil konfiskere de fleste smøgpakker, men prøv, baby?"

Jeg nikkede med et lille grin.

"Jeg skal nok tage både smøger og kage med - Det lover jeg.", fniste jeg.

"Lyder godt, baby..."


Jasons synsvinkel:

Godt ti minutter efter samtalen med Rachel, inde i celle 42 på Fox River

Selv om jeg havde fået smertestillende, så kunne jeg godt mærke smerterne i mit ben og det mest irriterende var, at jeg ikke kunne tillade mig at tage nogen før om en times tid.

Jeg sukkede hårdt og trak med vilje min dyne over mit smertefulde ben, bare så det måske kunne hjælpe med lidt varme.

"Hvorfor ligger du her?"

Hans stemme afslørede sig let, så jeg ikke kunne lade være med at smile. Jeg så hen mod gitteråbningen, hvor Zayn stod afslappet op ad gitteret.

"Jeg har sindssygt ondt i benet i øjeblikket...", sukkede jeg lavt. Zayn nikkede med et smil og kom hen og satte sig på gulvet op ad muren og med benene oppe under sig.

"Hvad med smertestillende?", spurgte han med et løftet øjenbryn og smil. Jeg smilte svagt og rystede på hovedet.

"Jeg må pænt vente en time mere, ellers ender det med, at jeg pludseligt ikke har nok smertestillende... Lægen vil ikke donere mere end det jeg har - Lidt unfair faktisk...", sukkede jeg irriteret.

"50 cent, kan faktisk anskaffe dig mere morfin, hvis du har brug for det, Jason...", overraskede Tyga os pludseligt, da han kom ind i cellen til Zayn og jeg. Jeg løftede mig en anelse på albuerne og så hen på Tyga.

"Kan han det?", spurgte jeg med et overrasket smil. Tyga nikkede på en kølig facon. Jeg smilte usikkert.

"Jeg tror næppe, at han vil hjælpe mig, efter det der skete mellem Eminem og jeg i går i gården...", sukkede jeg hårdt og lagde mig helt ned i sengen igen. Tyga smilte på en flabet facon.

"Nok kan jeg ikke lide hverken 50 cent eller Eminem, men jeg mener ikke, at det skulle være noget problem for mig, at spørge efter morfin til dig, men det kræver selvfølgelig også en god sum penge, at anskaffe det - Det er jo ikke gratis!", svarede Tyga og han stod og rodede i overkøjen under madrassen.

- Garanteret hans smøger han ledte efter? - Og jeg havde ret, da han pludseligt stod og fumlede med en smøgpakke.

"Så er det jo hvordan du vil skaffe penge?", spurgte Tyga med et smørret grin, der faktisk irriterede mig lidt, for nok havde jeg lært ham lidt at kende, men det var som om, han ikke havde meget til overs for mig. Jeg lå og betragtede Tyga tænde en smøg, inden han lagde sin smøgpakke tilbage under madrassen og begav sig ud af cellen igen. Jeg sukkede hårdt og gloede op på overkøjen over mig.

"Du kunne jo spørge Rachel? Hun er trods alt megarig..."

Jeg vendte min opmærksomhed hen mod Zayn, der stadigt sad på gulvet op ad væggen.

"Ja, hun er rig, men jeg kan seriøst ikke spørge min egen kæreste om penge... Hun skal sgu ikke tro, at jeg er håbløs og hjælpeløs herinde - Hun skal se mig som en surviver og ikke en skide vatpik...", mumlede jeg irriteret og så væk fra ham igen.

"Jason... Det har sgu aldrig skadet at have bare en anelse følelser og hvis du spørger Rachel, så er jeg næsten sikker på, at hun ikke ser dig som et hjælpeløst fjols, for hvis hun bare kan hjælpe dig den anelse, som gør godt for dig, så er jeg også sikker på, at hun vil være villig til at gøre det..."

Jeg så målløs hen på Zayn.

"Og det skulle komme fra dig?", spurgte jeg målløs.

Zayn smilte skævt og nikkede og fiskede efter sin smøgpakke i hans brystlomme på fangedragten og fiskede to smøger op, hvor ved han rakte mig den ene.

"Det har aldrig skadet at spørge, Jason - Giv det et forsøg!", svarede Zayn med et skævt smil og han tændte for sin smøg og rakte efterfølgende sin zippo til mig, så jeg også kunne tænde min smøg.

Jeg tog et hvæs og kastede lighteren tilbage til ham, hvor han greb den.

"Spørg hende dog, det kan næppe skade?", tilføjede Zayn med et skævt smil.

Jeg nikkede svagt og tog endnu et hvæs af min smøg og inhalerede, inden jeg langsomt lod noget af røgen komme langsomt ud af min mund. Jeg greb ud efter min iPhone og gik ind i Rachels og min samtale og skrev til hende:

"Hey baby, hader at spørge om dette, men jeg har desværre ingen andre muligheder... Smerterne i mit ben er virkelig slemme og jeg har kun smertestillende for en lille ration og jeg kan mærke at det langtfra er nok - Er der mulighed for, at jeg kan låne lidt penge af dig i morgen, så vil én herindefra kunne skaffe mig noget morfin... Håber <3 Love you baby - Jason."

"Jason - der er besøg!"

Rocks stemme fyldte cellen og jeg og Zayn så overraskede hen på Rock, der stod i åbningen i cellen.

"Igen?!", kom det målløst fra Zayn.

Jeg kæmpede mig op at sidde i sengen og var lige så forundret.

"Hvem?!", spurgte jeg målløs.

Rock så med et skulende blik på mig, mens han havde armene over kors.

"En pige!", svarede han køligt. Jeg smilte skævt og så på Zayn.

"Jeg troede ikke, at den samme måtte besøge én to gange i træk på samme dag?", spurgte jeg målløs, men også glad over, at skulle se Rachel allerede igen.

Zayn grinte smørret og gav mig håndklask.

"Du er heldig bro'!", grinte Zayn smørret og rejste sig fra gulvet.

"Det er ikke din gimpe til kæreste, Jason, men en anden pige!", svarede Rock tørt og han vendte sig omkring og gik ud på selve gangen. Jeg måbede og så op på Zayn.

"Det er ikke Rachel?!", gentog jeg målløs. Zayn så lige så forvirret ud og rakte mig en hjælpende hånd, så jeg kom op at stå og han gav mig min krykke.

"Du finder kun ud af det på én måde, Jason...", svarede Zayn med et meget svagt smil.

Jeg nikkede og allerede nu fløj tankerne som besatte rundt i mit hoved over hvem pokker denne mystiske pige var?....

~*~*~

18. Januar, 2015.

Kære alle trofaste læsere!

- Der er en grund til, at jeg ikke har skrevet et stykke tid. Jeg har haft mange tanker i hovedet og jeg har slet ikke kunne sidde ned og bare skrive hvad der ellers normalt falder mig naturligt. Det har været ret nederen at være så langt nede pga dette. Jeg har flere gange bare overvejet at kaste håndklædet i ringen og bare give op på movellas, for jeg kan mærke, at der er gået så meget konkurrence i det hele. Det er slet ikke sjovt og jeg mener bestemt ikke, at der skal være konkurrence i at skrive, så kort sagt.

Jeg har været tæt på at give alt op. Nu har jeg fået slettet 7-8 movellas, som jeg langtfra var blevet færdig med, bare for at lette samvittigheden fra mine skuldre. Stadigt har jeg ca 10-13 movellas, som der heller ikke er færdige, men som jeg satser på at få færdigskrevet med tiden.

Processen er desværre rigtig hård og lang og da jeg engang spurgte om hjælp til at én anden eller flere andre kunne være medforfattere, så troede jeg det ville hjælpe, da én herinde fra trådte til, men der skete intet efterfølgende og det er jeg selvfølgelig ret ked af, men jeg kan jo ikke gøre noget ved det. Så nej, en medforfatter er altså ikke altid løsningen herinde, for det er virkelig et stort arbejde.

Jeg har haft brug for at tænke frem og tilbage over tingene om jeg skulle stoppe her på movellas, men jeg kan ikke rigtigt komme til en bestemt konklusion. :(

1) Jeg elsker virkelig at være her!

2) Jeg har fået så mange søde og gode bekendtskaber herinde og jeg føler, at man kan være fri til at være åben omkring en masse og den community sætter jeg virkelig pris på.

3) Jeg har særligt fået mig et par fantastiske piger herinde, som jeg ser en smule som bonus-døtre eller veninder og ja, jeg ved det lyder mærkeligt, når jeg er 34 og de to bare er teenager, der er samme alder som min egen datter, men lige her betyder alderen ikke rigtigt noget, for vi griner af mange ting og ja, så er vi alle jo Beliebers, der er ligesom også en del fællesskab i dette ;)

4) Jeg nyder at skrive og fuldføre mine idéer og jeg forstår også godt, at det må trætte rigtigt mange herinde, at jeg ofte kommer med nye idéer, men sådan er jeg desværre. Jeg er en kvinde med mange idéer i hovedet og det er desværre min svaghed eller talent om man vil det?

5) Jeg ville føle at jeg tog en smutvej fra alle problemerne, hvis jeg bare stoppede herinde, så nej - Jeg må hellere lade være, for problemerne ville med garanti indhente mig før eller siden.

6) Jeg ville nok skuffe mange ved at stoppe på movellas og det er til trods for, at jeg nok ikke ligefrem er den forfatter, som udgiver kapitler hver dag, for det kan jeg simpelthen ikke! Jeg . er . ikke . superwoman! - og vil aldrig blive det.

7) Jeg må acceptere, at der er meget konkurrence herinde og derfor siger jeg nu dette til mig selv:

Lad være med at konkurrere mere, for der er ingen grund til det, for det kører mig ned psykisk. Så må mine læsere vente lidt på kapitlerne nu og da når det er. Jeg magter ikke det mere, at jeg bare skal til tops blandt læste movellas. For sådan er jeg ikke! Jeg dur ikke til at være noget konkurrencemenneske, for det har jeg aldrig nogensinde været. Så vil jeg hellere gøre andre glade med det jeg kan give af mig og ikke mere til.

Så, når alt er sagt, så bliver jeg her, men så må i også acceptere, at der ikke kommer kapitler hver evig eneste dag, for jeg kører ned psykisk af det og bliver voldsomt ked af det, hvis jeg føler at det er en pligt at skulle komme med kapitler hver dag. Så jeg skriver nå jeg kan, vil og har lysten til det og ikke før.

Håber virkelig, at i alle kan acceptere dette :) - For med tiden vil jeg helt sikkert også blive en mere fattet og meget mere glad forfatter med god samvittighed på sjælen.

 

Tak for at jeg måtte tage din tid med dette lille personlige brev!

De kærligste hilsner

Ida.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...