Kidnapped By A Mistake - "Back To Paradise!" Del 2. - Jason McCann

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jan. 2015
  • Opdateret: 22 aug. 2015
  • Status: Igang
Så for søren! - Jeg vil ikke nævne noget som helst om NOGET, eftersom der kommer til at ske en masse, allerede i første kapitel - Vi ses snart, så vi kan følge Rachel og Jason i deres videre færden! ~ Jeg vil opfordre, at man lige læser den første del af: "Kidnapped By A Mistake", inden man går i gang med denne del 2, for ellers vil det nok være lidt svært at følge med i denne del ;) _ ***OBS! Bliver skrevet på, når tiden er til det, beklager!***

209Likes
228Kommentarer
47941Visninger
AA

14. Anmassende type!


Rachels synsvinkel:

Lokation: Restauranten på hotellet Five Seasons, søndag d. 12 oktober 2014, 6.27 pm

Hvorfor havde jeg følelsen, at alle sad og skulede til mig i restauranten, mens jeg sad på min sædvanlige pæne facon med benet over kors, som min mor havde opdraget mig på. Ja, jeg boede ligesom på Five Seasons og så måtte jeg ligesom også opføre mig derefter her i restauranten. Alligevel følte jeg en masse blikke på mig, mens jeg sad og nippede af min hvidvin.

"Mangler frøkenen noget?"

Jeg så til højre op ved min side og så den smilende manager for restauranten. Jeg rystede på hovedet med et svagt smil. Manageren nikkede kort med et lille smil og gik igen. Jeg sukkede dybt og stilte mit vinglas på bordet og fortsatte med at skære i min rosarøde steak, der smagte rimelig godt. Jeg kørte stykket rundt i rødvinssaucen på tallerkenen og kunne ikke lade være med at at tænke i øjeblikket på, hvad Jason og hans venner mon fik at spise i fængslet, så jeg lige før var ved at få dårlig samvittighed over at sidde og spise så lækker mad med sådan en fantastisk hvidvin til. Jeg sank bidden, så den pludseligt føltes ubehagelig og kradsende i spiserøret. Det var ikke fordi den var det, men den dårlige samvittighed i maven gjorde mig lettere utilpas. Jeg greb resolut fat i vinglasset og tog en større slurk end før, for at dulme den dårlige samvittighed.

"Din kæreste sidder i fængsel..."

Tanken var bestemt ikke morsom.

Jeg vågnede lettere op, da tjeneren pludseligt placerede en flot drink i orangerød farve foran mig. Jeg så målløs op på ham.

"Den der har jeg ikke bestilt!", protesterede jeg, mens jeg pegede på den orangerøde drink. Tjeneren smilte høfligt.

"Det er på mr. Cannons regning!", svarede tjeneren bestemt. Jeg så undrende på tjeneren.

"Hvem er han?", spurgte jeg lettere utilpas. Tjeneren smilte.

"Den unge herre ved bord syv ovre ved vinduet!", forklarede han. Jeg så overrasket på tjeneren og lod mit blik flyde gennem det store lokale over til vinduet, hvor en ret flot fyr sad med et svagt vink i luften til mig, mens han smilte charmerende. Han sad tydeligvis med to andre fyre på hans alder, som han spiste sammen med. Jeg nikkede blot med et svagt smil, som tak, men mere måtte denne mr. Cannon ikke forvente ad mig. Jeg så blot op på tjeneren med et lille smil.

"De kan hilse mr. Cannon og sige tak...", svarede jeg lavt. Tjeneren bukkede svagt og gik stille hen mod mr. Cannons bord. Jeg sukkede og begav mig til at spise videre af min mad.

Der gik ikke længere før jeg fik spist færdigt. Jeg havde nærmest bare skyndt mig med at spise, fordi jeg ikke brød mig om folks opmærksomme blikke på mig. Jeg var nærmest tilbøjelig til at tro, at de havde genkendt mig fra avisen af - Den kidnappede pige!

Jeg rejste mig fra stolen og greb vinglasset og drak den sidste slurk. Den kulørte drink havde jeg ikke rørt, for jeg havde ikke lysten til den slags. Manageren kom hurtigt hen til mig og bordet.

"Noget jeg kan hjælpe frøkenen med?"

Jeg smilte svagt og rystede på hovedet.

"Skriv det på regningen, tak! - Jeg er færdig nu, men send gerne en pandekage med is op til værelse 52, tak!", svarede jeg bestemt. Manageren nikkede og lod mig passere ham og med et enkelt stop undervejes i restauranten, hvor jeg lige trak en anelse ned i min stramme korte sorte kjole, så begav jeg mig atter videre ud af restauranten og ud til lobbyen, hvor jeg målbevidst gik hen til elevatoren. Jeg trykkede med et suk på elevatorknappen og ventede lettere utålmodigt på elevatoren.

"Går de allerede?"

En fremmedes fyrs stemme, fik min opmærksomhed bag mig og jeg vendte mig svagt omkring og så nu den flotte mr. Cannon stå og smile på en ret flirtende facon. Jeg smilte høfligt.

"Mr. Cannon formoder jeg?", svarede jeg med et spørgsmål. Han smilte charmerende og rakte hånden frem mod mig, som en hilsen.

"Kald mig Jesse, miss?", svarede han med et spørgsmål og skulede med et skævt smil.

"Rachel Valentine!", svarede jeg med et stramt smil og slap hans hånd. Jesse smilte smørret og nærmede sig en anelse.

"De virker mig noget bekendt, har vi mødtes før?", spurgte Jesse. Jeg smilte svagt og rystede på hovedet.

"Nej, de må have mig undskyldt!", svarede jeg og hørte elevatordørene gå op og jeg vendte mig bort og gik ind i elevatoren og til min irritation gik Jesse selvfølgelig med mig ind i elevatoren. Kunne man tale om at være mere anmassende. Han var selvfølgelig en flot fyr i sit flotte jakkesæt og det skulle ikke undre mig, at han var typen, der studerede på Yale, Harvey, Princeton eller et helt fjerde sted, for han virkede utroligt dannet og sikkert også med en god pengepung som jeg selv, men han interesserede mig altså ikke! Jeg havde ligesom en dejlig kæreste jeg elskede, til trods for han sad i fængsel. Ja, mange ville nok kalde mig mindre sindssyg, hvis de fandt ud af at en rigmandspige som jeg var kæreste med en dybt kriminel, når jeg ellers nærmest kunne vælge og vrage mellem stilfulde og magtliderlige unge flotte fyre, f.eks. sådan én som ham Jesse Cannon her? Nok kendte jeg ham slet ikke, men han virkede præcist som den type, for han var dannet i sit sprog. Nøjagtigt, som jeg så mine skolekammerater i Miami - Typisk!

Jeg kunne kun bekræfte, at Jason McCann havde en stor magt over mig og det var ikke én af de dårlige. Jason havde fortryllet mig med hans bad ass mystik og at han kunne passe på mig, uden at skulle være skræmt for at tage en kugle for mig, eller noget i den dur? Ja ja, det var den samme ophidsende drøm, som så mange piger drømmer om - Ridderen på den sorte hingst. Gammelromantisk og tanken om nogle stærke arme omkring én og at han er i stand til at kunne kaste rundt med dig i sengen og få dig til at glemme alt omkring dig, kun fordi han er en ren hingst i sengen, som  opfylder al den begær du søger. Sådan var Jason McCann - Behøver jeg at sige mere?

Jeg trykkede på knappen til 12 etage, mens jeg lod mærke til ud af øjenkrogen, at Jesse ikke trykkede, så jeg stod blot og så op på tallene på den lille skærm, der talte opad.

"Så Rachel - Ska...."

"Har jeg sagt noget om, at vi er på fornavn med hinanden?", afbrød jeg ham og så opmærksomt på ham. Jesse grinte lettere akavet og nærmede sig mig.

"Jeg beklager min dristighed, men jeg mener af egen god vilje, at man ikke bør lade sådan en chance gå forbi én, når man pludseligt opdager drømmepigen...", forklarede han lavt, mens han lod en finger stryge blidt ved min kæbe. Jeg smilte stramt.

"Tak for deres kompliment, men jeg er ikke interesseret!", svarede jeg stramt og begav mig hen til elevatordørene og stilte mig afventende på at nå min etage. Jeg følte pludseligt, at mit lange hår i nakken blev rykket over på min højre skulder.

Jeg sukkede lettere irriteret, uden at se væk fra metaldørene, som genspejlede en smule.

"Kostbare piger har altid tiltalt mig utroligt meget... Rachel...", hviskede han hæst og jeg kunne mærke en varm ånden på min nøgne skulder.

"Diiing!"

Saved by the bell!

"Undskyld mig!", udbrød jeg stramt og forlod ham og elevatoren i hastige skridt. Jeg savnede lidt mine vans eller ballerinaer lige nu, i stedet for de sorte pumps, som jeg faktisk havde på nu, men alt med stil her på Four Seasons! - Hvor herre bevares!

"Rachel?!"

"Så gå dog væk makker, fatter du ikke en hentydning?", tænkte jeg irriteret og gik blot målrettet i catwalkskridt mod mit værelse. Jeg nåede frem tildøren og fiskede mit elektroniske kort op ad min lille sorte clutch.

"Rachel!"

Han var lige bag mig. Jeg kunne høre det. Jeg vendte mig brat omkring med et stramt smil.

"Hør her mr. Cannon..."

"Jesse!", afbrød han mig. Jeg nikkede og smilte stramt, men undlod at rette mig selv.

"Mr. Cannon - Jeg er optaget!", svarede jeg med et sarkastisk smil og vendte mig omkring og kørte kortet gennem læseren på døren, så den gik op og uden så meget som at se på Jesse igen, smuttede jeg ind på værelset og smækkede døren i med ryggen til, så jeg lænede mig opgivende op ad døren.

"Hvor herre bevares!", mumlede jeg opgivende.

"Rachel?!"

"Hvad?", mumlede jeg målløs over, at høre Dylans stemme et sted i værelset. Jeg smed mine pumps på gulvet og gik målrettet ind i den lille stue i værelset og ganske rigtigt, der stod Dylan jo? Jeg måbede.

"Dyl, hvad i alverden laver du her?!"

Han smilte undskyldende.

"Jo, ser du...."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...