june, july and jenna ♡ luke hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2015
  • Opdateret: 13 jul. 2015
  • Status: Igang
(2'eren til Depressed December) Luke og Jenna lever livet på hver deres måde, og dog alligevel sammen. Dog går det ikke kun op ad bakke. Vil Luke og Jenna redde hinanden endnu en gang?

20Likes
17Kommentarer
1829Visninger
AA

4. tre.

 

J U N E ,  J U L Y  A N D  J E N N A.

T R E


Min telefon brummede, og jeg lod hurtigt mit blik vandre irriteret ned på den. Det var Jenna. Selvfølgelig var det Jenna.

”Hallo?” sagde jeg ind i telefonen, og rejste mig fra sofaen.

”Kommer du og henter mig?” spurgte hun med det samme. Klokken var lidt i fem, og jeg var sådan set ved at være klar til at forlade stedet for at mødes med Calum igen.

”Ja, uh, jeg kan ikke blive på biblioteket.” forklarede jeg og gik ud af døren, og låste den bag mig.

”Hvorfor?” grinede Jenna, hvilket fik mig til at smile en smule.

”Jeg skal mødes med en…” fortalte jeg hemmelighedsfuldt, og åbnede bildøren. Jeg kunne ikke fortælle hende om, hvad jeg havde gjort. Det ville være en skuffelse for hende. Jeg hadede at skuffe hende. For første gang i mit liv, følte jeg at jeg var nød til at gøre et indtryk på en person, og helst et godt indtryk. Jeg kunne ikke skuffe hende. Jeg nægtede.

”Hvem er det? Hvornår mødtes I?”

”Bare en fyr jeg mødte i går.” Det var som om, at linjen gik død. Jenna sagde ikke noget, og det gjorde jeg heller ikke.

”Oh,” sukkede hun, og lod stilheden tage over. ”Hvor…Fedt.”

Jenna havde noget på hjerte, og det var noget hun ikke havde tænkt sig at fortælle. Jeg var så ivrig efter at mødes med Calum, og hviskede et hurtigt farvel til Jenna inden jeg lagde på.

Jeg kørte ind på parkeringspladsen ved Jennas skole med mange andre ting, der fyldte mit hoved.

”Hej.” sagde Jenna med et smil, og satte sig ind ved siden af mig. Hun gav mig et hurtigt og fjernt kys på kinden, men det betød ikke så meget. Jeg var ivrig.

”Hej.” hviskede jeg, og startede bilen.

”Luke,” sukkede hun, efter tre eller fire minutters stilhed, hvilket var utroligt sært for os, siden vi altid plejede at have noget, at snakke om. ”Fortæl mig hvem du skal mødes med.”

Jeg kiggede irriteret på hende, og ville helst slippe for det. Hvad nu hvis hun kendte ham? Hvad nu hvis hun vidste mere om ham end jeg gjorde.

”Hvorfor er det nødvendigt?” snappede jeg, og drejede hårdt ind foran biblioteket.

”Hvad sker der for dig?” Hun smækkede døren hårdt i før jeg fik sagt et ord. Men det gjorde ikke noget, og det skræmte mig. Jeg havde ikke nogen følelse inden i. Jeg havde såret hende. Jeg følte intet.

Jeg overvejede dog, at gå ud af bilen, og indhente hende, men jeg ville ikke have noget at fortælle hende.

Der gik ikke lang tid før jeg befandt mig ude foran adressen som Calum havde givet mig. Klokken var præcis fem. Jeg kiggede op og blev mødt med de blanke, brune øjne.

”Du kom.” grinede Calum tilfreds til sig selv.

”Det var planen,” sagde jeg, og kiggede underligt på ham. Der var ingen tvivl om, at han var høj. Høj på stoffer. ”Var det ikke?”

”Det var det helt bestemt.”

Calum var tydeligvis et rod. Han lugtede. Han lugtede af røg, sved og alkohol. Jeg ventede på at han ville forsætte sin sætning. Jeg følte noget. Jeg ville leve.

Måske kunne jeg lide tanken om, at bryde reglerne. Måske kunne jeg lide følelsen af, at gøre hvad jeg havde lyst til. Måske kunne jeg lide følelsen af frihed.

”Hvad så?” spurgte jeg endelig, og kiggede interesseret på ham. Jeg var som et barn i en legetøjsbutik. Calum stak det som jeg havde beskrevet som en cigaret i hånden på mig, og gav mig derefter en lighter. Jeg tændte den, og jeg sugede. Jeg sugede alt ud af mig selv; hver eneste tanke, som ikke burde tænkes. Hver eneste tanke om, hvad Jenna havde at sige til det her, hvis hun nogensinde ville finde ud af det her. Et sug for alle de bekymringer, som alt i alt lige pludseligt blev fuldstændig ligegyldige.

”Jeg kender et sted,” begyndte han, og tog nogle skridt ned ad gaden. Jeg fulgte efter ham, med et blankt udtryk i øjnene, og tænkte ikke over, hvor vi bevægede os hen. ”Hvor du vil få det bedre end du har det nu.”

Med de ord sagt, fulgte jeg efter Calum. Det ville ikke blive en afhængighed, fortalte jeg mig selv, overbevist om at jeg havde ret.

___

 

”Hvordan har du det, Luke?” sagde en af fyrene ved siden af mig med et grin. Jeg tænkte ikke, men kiggede bare seriøst på ham.

”Forfærdeligt.” sukkede jeg, og kunne høre de andre folk i sofaen grine. Jeg kiggede ned på gulvtæppet, som lå spredt perfekt ud over det mørke trægulv. Og endnu en gang; tænkte jeg ikke. Jeg lod mit krop falde ned mod tæppet, og landede med et bump.

”Hvorfor, Luke?” grinede jeg lyshåret pige, som egentligt var ret så pæn. Hun satte sig ved siden af mig.

”Jeg har den her virkelig søde kæreste, ikke?” mumlede jeg ned i tæppet, i håb om at alle ville forstå og lytte til mig. ”Men hun har aldrig så meget som overvejet and smide tøjet foran mig… Aldrig.”

Alle grinede. Undtagen mig.

”Fortæl mere.” kommanderede en af fyrene i sofaen. Han var lyshåret, og havde utallige piercinger i ansigtet.

”Hun gav mig et blowjob på et klamt gulv på et hospital.” indrømmede jeg, og smilede ved tanken. Dengang, hvor jeg følte hendes læber andre steder end på mine egne.

”Hyggeligt.” mumlede pigen ved siden af mig, med en sarkastisk tone i stemmen.

”Hvorfor et hospital?” En mørkhåret pige satte sig på skødet af Calum, og jeg kunne føle hendes blik på mig. Jeg sprang op fra tæppet, og kunne mærke aggressionerne fylde min krop op.

”Vil du vide hvorfor?” skreg jeg, og rev mig irriteret i håret. ”Fordi jeg er skør.” Jeg lod mine fingre forme en pistol, og satte den op til hovedet. Og der stod jeg bare; fortabt.

”Det er godt med di-” grinede de.

”Jeg dræbte min far,” røg det ud af mig. ”Jeg dræbte ham.” Et hulk forlod mine læber. Jeg kiggede ned på mine hænder, som stadig var formet som en pistol. Jeg sigtede på en af de mørkhårede drenge i sofaen, og lod som om jeg skød. Der var stilhed i rummet. Ikke en rar stilhed. En stilhed som i ’vi dømmer dig, og vi har ikke lyst til at snakke mere med dig’ stilhed.

”Luke,” Calum rejste sig fra sofaen, og rømmede sig kort. Jeg brød sammen. Jeg hulkede, rystede og snøftede. ”Måske skulle vi få dig hjem.”

”Fucking hjem,” snøftede jeg irriteret. ”Jeg kan ikke en gang betale husleje, så jeg er nød til at lave ulækre brugere, som gør folk fede for at leve, Calum.”

”Vi ses i morgen.” meddelte Calum, og trak mig ud af huset, og hen mod min bil. Han lod mig kravle ind på bagsædet af bilen, og satte sig så om foran.

”Hvad er din adresse?”

”Du kan lige så godt bare køre mig tilbage til helvede.” hviskede jeg, og gav ham så min adresse bagefter. Jeg kunne mærke at jeg skulle kaste op. I det øjeblik vidste jeg, at jeg var på vej ud i noget lort. Decideret lort. Men jeg fortrød det ikke.

Folk siger du fortryder det når du bliver ældre, men hvorfor fortryde noget du gerne ville dengang du tog beslutningen?

___

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...