june, july and jenna ♡ luke hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2015
  • Opdateret: 13 jul. 2015
  • Status: Igang
(2'eren til Depressed December) Luke og Jenna lever livet på hver deres måde, og dog alligevel sammen. Dog går det ikke kun op ad bakke. Vil Luke og Jenna redde hinanden endnu en gang?

20Likes
17Kommentarer
1827Visninger
AA

3. to.

 

J U N E ,  J U L Y  A N D  J E N N A.

T O


”Prøv at gå ned til McDonald’s.” forslog Jenna over telefonen, da jeg forklarede hende, hvor desperat jeg var efter et job. Regningerne strømmede ind, og jeg havde snart ikke flere penge tilbage.

”Ligner jeg en, der kan arbejde på McDonald’s?” grinede jeg, og blev ret irriteret, da der blev helt stille. ”Jenna!”

”Undskyld, Luke, men ja.” Jeg sukkede irriteret. Måske havde hun ret. Klokken var lidt over tolv, og Jenna var stadig i skole, men sad i øjeblikket udenfor sammen med sine veninder. Jeg kunne hører deres tre stemmer i baggrunden. Jeg havde aldrig rigtigt snakket med de tre piger. Jeg havde hilst på dem, når jeg hentede Jenna, og nogen gange havde jeg givet dem et lift, men ellers ikke.

”Ved du hvad? Fint.” sukkede jeg irriteret, og gik ud i gangen og smed en jakke over skulderen.

”Hvad sker der Luke?” Jenna lød nervøs, hvilket fik mig til at smile en smule.

”Luke Hemmings har mistet sin værdighed, og er nu på vej ned til McDonald’s og bede om et arbejde, fordi han ikke kan betale sine regninger.”

Et grin lød fra Jenna, da jeg lukkede døren bag mig. Jeg hørte klokken ringe i baggrunden, hvilket betød at Jenna var nød til at gå.

”Vi ses.” mumlede hun, og sukkede.

”Vi ses efter skole. Jeg venter udenfor.” Hun grinede en smule, og lagde så på.

McDonald’s. Måske var det ikke så slemt. Eller det var det jeg håbede på, da jeg stod ude foran fastfood restauranten, og kiggede op på det store gule ’M’.

Der var få elever, som var på vej ud af døren. Nogle voksne sad også derinde, men der var ikke mange. Det var tirsdag formiddag.

”Hej.” sagde jeg nervøst oppe ved kassen. En blond pige med alt for optegnede øjenbryn kiggede på mig med et falsk smil.

”Hej,” svarede hun tilbage, og betragtede mig hurtigt. ”Hvad kunne du tænke dig?”

”Et arbejde.” svarede jeg, og kiggede flovt ned i jorden. Hun grinede en smule, og nikkede.

”Vent her.” beordrede hun, og gik om bag ved. Mens hun var væk, overvejede jeg om det virkelig var noget jeg ville. Jeg var snart nitten år, og burde tage mig sammen.

Jennas forældre havde tilbudt mig et værelse, men jeg havde takket nej. Jeg ville ikke være afhængig af Jenna. Jeg ville ikke have at vi skulle være afhængige af hinanden. Desuden ville det være rart, at have ens eget sted, hvilket jeg fik.

Kort efter, at jeg var kommet ud, fandt jeg en billig lejlighed.

”Vil du udfylde de her papirer, Hr.” spurgte en ældre mand, og rakte en kuglepen og nogle papirer frem mod mig. Jeg nikkede og smilede svagt til ham. Jeg søgte et arbejde på McDonald’s, og det her virkede alt for seriøst. Stillingen var ikke så eftertragtet, da stedet her ikke var et af de mest besøgte, hvilket bare vare en bonus for mig, hvis jeg altså fik jobbet. Jeg havde stadig ikke vænnet mig til, at mennesker summede rundt om mig hele tiden. Tro det eller ej, før i tiden var jeg en af de typiske teenage drenge, med kærester og venner.

Jeg havde holdt kontakten med Michael og Katy, og jeg vidste også at Katy og Jenna stadig snakkede en smule. Uheldigvis fik Katy det meget værre, og det var kun få uger efter at Jenna var smuttet. Katy fik at vide, at hendes lillesøster var med i en bilulykke. Jeg havde lyst til at fortælle hende, at alt nok skulle blive okay. Der var bare den lille detalje, at jeg vidste at livet var et tragisk rod, som ikke altid blev helt perfekt igen.

Jeg fik udfyldt papirerne, og rejste mig fra stolen med et suk. Manden, Mr. Anderson, tog smilende i mod papirerne. Hans øjne gled hen over papiret. Han tyggede på sin underlæbe, og kiggede op.

”Luke,” sagde han for sig selv, og smilede til mig. Han rakte mig hånden, og smilede. ”Kan du starte i næste uge? Så kan dine medarbejdere lære dig, at bruge tingene omme bag ved.”

Jeg tog i mod hans hånd. Hvor svært kunne det værre, at lave burgere?

”Sagtens,” smilede jeg, og rystede blidt hans hånd. ”Vi ses.”

”Vi ses, Luke.” Pigen bag disken, gav mig et svagt smil. Da jeg trådte ud af døren, gik det op for mig, hvor træt jeg egentligt var. Tanken om at tjene penge i en fastfood restaurant, var en af de få ting der holdte mig vågen. Jeg tror bare jeg havde en af de nætter, hvor man gennemtænker hver eneste triste ting i ens liv, og overvejer dem igen og igen. Og måske var det faktum, at jeg skulle lave burgere hver dag, en trist overvejelse som skulle gennemtænkes.

Mens jeg gik der, bumpede min skulder ind i en andens, men jeg vovede ikke at kigge op, og gik bare videre.
”Du ser træt ud, mate.” lød en hæs stemme bag mig. En mørkhåret drak, med brune øjne og puffede læber stod med en slags cigaret i hånden.

”Uh, bare lidt.” indrømmede jeg, og smilede svagt til ham.

”Prøv det her.” forslog drengen, som nok var på min alder. Han holdte sin såkaldte cigaret frem mod mig, og smilede venligt til mig.

”H-hvad-”

”Bare sug.” Og det gjorde jeg. Og jeg fortrød det. Men et sug blev hurtigt til flere, og da han besluttede sig for, at give mig resten, og trække en ny en op ad lommen, kunne jeg ikke stoppe. Jeg kunne mærke, at min krop blev en smule påvirket, og at det tydeligvis ikke bare var en cigaret, men hvis jeg fortalte mig selv det, havde jeg det som om, at det ikke var den største fejl jeg nogensinde havde begået.

Jeg havde dræbt mine forældre, så det her var bare en af de få små ting, som man gør galt her i livet.

”Tak.” grinede jeg, og åndede lettet op.

”Det var så lidt,” svarede han. ”Jeg ville give dig mit nummer, hvis jeg havde en telefon.” jokede han, og gik en smule rundt på stedet.

Jeg grinede. Jeg vidste ikke, hvad der skete, men jeg følte mig så… levende. Og dog stadig, som om jeg var på kanten til at bryde sammen. Det var en fantastisk følelse.

”Bare rolig, vi kan bare mødes.” forsikrede jeg ham med et smil. Måske var det rent faktisk et venskab, som vi fik bygget op her. Måske skulle jeg ikke være afhængig af Jenna.

”Fedt. Mød mig udenfor denne adresse i morgen klokken fem.” Han tog et stykke papir op af lommen, hvor adressen underligt nok allerede stod på. Dog undrede det mig ikke, og det var nok til at bekræfte, at jeg langt fra var upåvirket. 

***

HEJ MENNESKER.

DON'T LET THIS FLOP.

HVEM VAR TIL ONE DIRECTION? DET VAR JEG.

HVEM STOD FUCKING FORREST I Z? DET GJORDE JEG.

HVEM HAVDE ØJENKONTAKT MED LOUIS? DET HAVDE JEG.

ER GLAD.

HÅBER I VIL LÆSE MED PÅ DEN HER (OG TJEKKE DEPRESSED DECEMBER UD FØR I STARTER!!!)

LOVE YOU.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...