june, july and jenna ♡ luke hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2015
  • Opdateret: 13 jul. 2015
  • Status: Igang
(2'eren til Depressed December) Luke og Jenna lever livet på hver deres måde, og dog alligevel sammen. Dog går det ikke kun op ad bakke. Vil Luke og Jenna redde hinanden endnu en gang?

20Likes
17Kommentarer
1823Visninger
AA

7. seks.

 

J U N E ,  J U L Y  A N D  J E N N A.

S E K S


Det ene telefon opkald efter det andet. Jeg prøvede desperat på, at få fat på Jenna, men den gik direkte til telefonsvaren, som jeg efterhånden kunne helt uden ad.

Hej, du har ringet til Jenna. Jeg har i øjeblikket ikke mulighed for, at tage telefon, så læg en besked og så vender jeg tilbage til dig.

Hun vendte ikke tilbage til mig. Jeg havde opgivet. Efterhånden var den eneste grund til, at jeg ringede til hende, hendes stemme som kom ud af det lille apparat.

”J-Jenna? Det er Luke, vær sød at ringe tilbage. Jeg har brug for dig.” græd jeg, og lod et skrig forlade min mund, efter jeg for treogtredivte gang.

Min telefon ringede lige efter at jeg var brudt sammen på den gamle, slidte sofa. Jenna.

”Åh Gud, Luke, er du okay?” råbte en bekymret Jenna ind i telefonen.

”Jenna.” sagde jeg med et lettet suk.

”Luke, det er okay, er du hjemme?” Jeg nikkede, men det gik op for mig, at hun ikke var ved min side.

”J-jeg, ehm… Ja.” snøftede jeg, og var overrasket over, at der næsten ingen lyd kom ud af mig.

”Godt, jeg er på vej.” Mine øjne fandt sin vej til uret. Klokken var lidt over tolv, det var tirsdag og hun burde ikke være på vej herhen.

”Men din skole-” prøvede jeg, men blev afbrudt.

”Jeg er på vej, vi ses.” Røret blev lagt på, og jeg sukkede højlydt. Jeg kiggede rundt i den mørke lejligheden, hvor lyset stadig ikke havde været tændt, siden jeg kom hjem helt ødelagt og elendag, lørdag aften.

Jeg prøvede at få lejligheden til, at så så ren ud som muligt; som om der ikke havde ligget, en ødelagt person og grædt herinde i tre dage.

Mit blik gled rundt i lejligheden, og der var ikke meget at rydde op. Taget i betragtning af, at jeg ikke havde forladt sofaen, var det vel sandsynligt.

Jeg hørte døren gå op, og derefter et dybt og tungt åndedræt, som lød som Jenna. Eller Jenna som lige var løbet op af trapperne, fordi hun var bekymret for mig, og derfor ikke hadede mig som jeg troede hun gjorde.

”Luke, er du okay?” Jenna smed sin taske og jakke i entréen, og sprang nærmest ind i favnen på mig. Jeg kunne mærke hende åndedræt på min hals, mens hendes hænder gled over min krop. Selvom jeg følte mig som ingen, ødelagt og elendig, havde jeg aldrig været mere lykkeligt.

”Jenna, du- jeg-” Og pludselig kunne jeg mærke mine tårer få frit løb.

”Luke, du er okay, jeg er her- Luke!” Hendes ord forlod hendes mund, som var hun gået i panik.

Det var først der, at jeg lagde mærke til, hvor svært jeg havde ved at trække vejret.

”Jeg er træt, Jenna.” hviskede jeg bare, og så hvordan hun kæmpede med at få mig ind i soveværelset.

”Ja, den del havde jeg gættet mig til.” jokede hun, og prøvede at få mig ned at ligge. Min hånd fandt hendes hofte, og trak hende ind til mig. Jeg lod os falde ned på den bløde seng, og fik øje på hendes undskyldende blik.

”Du må aldrig forlade mig sådan igen, Jenna.” forklarede jeg hende, da jeg så tilbage og måtte indrømme, at jeg ikke kunne være mig selv uden hende.

”Dit hjerte banker meget hurtigt Luke… Er du sikker på, at du er okay?” hviskede hun, og ignorerede mit tiggeri.

Mine øjne blev store. Jeg havde ingen kontrol over, hvad Calum gav mig.

”Jeg har det fantastisk.” løj jeg. Hun smilede, og pressede sine læber til mine, og smilede stort, da hun træk sig tilbage.

”Du burde få noget søvn.”

Hendes ord ramte mig. Jeg var søvnløs, og af en eller anden grund, havde min krop lyst til at forblive sådan.

”Jeg kunne prøve,” hviskede jeg usikkert, og kiggede ned på hendes hoved, som lå let på mit bryst. ”Hvis du bliver her.”

”Men Luke, jeg skal tilbage til sko-”

”Ring til en af dine veninder, og fortæl dem, at du ikke kommer.”

”Luk-”

Jenna nåede ikke at færdiggøre sin sætning, før jeg havde rakt hende telefonen. Hun satte sig op og indtastede et nummer, og kiggede irriteret på mig.

”Ja, jeg- Nej han har det fint,” Hun kiggede irriteret på mig, men lod alligevel en hånd køre igennem mit halv-fedtede hår. ”Jeg kommer ikke tilbage. Kan du sige til Mrs. Gordon, at jeg er syg?” Jenna bed sig i læben, og håbede på at få et ja. Hun lagde røret på bagefter, og kiggede på mig uden en læselig følelse i ansigtet.

”Så?”

”Du får mig til at pjække fra skole, Luke. Du er ikke en god indflydelse.” hviskede hun med et opgivende smil, men bøjede sig derefter ned, og kyssede mig på kinden. Hun puttede sig indtil mig igen, og jeg følte alt uroen fra min krop forlade mig. Dog var der stadig en klump af uro; hvad havde Calum givet mig?

”Det hører jeg tit.” jokede jeg, og kunne mærke mine øjenlåg lukke sig forsigtigt i. Jenna skubbede drillende og blidt til mig. Mine øjenlåg kunne snart ikke holde sig oppe længere, men Jenna så altid ud til, at ændre situationen i sidste øjeblik (som sædvanlig.)

”Luke?” hendes stemme var meget lav, men rummet var fyldt med stilheden, og ikke et ord blev forvekslet ind til Jenna åbnede munden. Det var næsten som om, vi holdte på vejret bare for at lytte til ingenting.

”Hvad så?” hviskede jeg, og pressede et kys mod hendes hår.

”Er du sur?” Jennas spørgsmål undrede mig en del. Men da jeg tænkte tilbage, var det vel forståeligt at hun ville bringe det op nu. Dog var det emne nok øverst på listen over de ting, som jeg ikke magtede lige i dette øjeblik.

”Er du?” hviskede jeg nysgerrigt tilbage. Jeg vidste, at det ville irritere Jenna, da hun regnede med at få svar på de spørgsmål hun stillede.

”Luke-”

”Jeg er ikke sur.” svarede jeg hurtigt, og kyssede hende blidt endnu en gang.

”Er du okay med, at vi venter?” spurgte hun. Jeg vidste straks, hvad hun hentydede til, og jeg kunne mærke mine kinder blive en smule røde.

”Jeg vil ikke tvinge dig til nog-”

”Jeg føler bare, at du gerne vil, og-”

”Jenna, lad os tage den en anden gang,” begyndte jeg, og kunne mærke, hvor træt jeg egentlig var. Det føles som om jeg havde skippet flere nætters søvn, hvilket jeg cirka også havde. ”Jeg elsker dig.”

”Jeg elsker også dig,” hviskede hun, og puttede sig ind til mit bryst. Et svagt smil formede sig på mine læber, og jeg følte mig tryg. En indånding lød fra Jenna, som flyttede en smule på min arm. ”Men du er stadig en idiot, Luke.”

Flere minutter gik, og jeg kunne høre Jennas vejrtrækning blive dybere og dybere. Måske var hun endnu trættere end jeg selv var. Måske var jeg bare en meget udmattende udfordring for hende, og jeg havde mange gange prøvet, at overtale mig selv til, at give hende noget plads. Sagen var bare, at jeg ikke havde andre end hende, og jeg havde en underligt meget brug for hende. Hun holdte mine fødder på jorden, og så snart hun forlod mig, var jeg helt væk.

”En meget stor en.” hviskede jeg lavt til mig selv, inden jeg lod mine øjenlåg falde ned over mine øjne, og falde i søvn hurtigere end nogensinde før.

___

GUYS, this is failing so hard, jesus christ.

please kommenter, favoriser (anything) because vil virkelig gerne skrive den her, men hvis ingen af jer kan lide den, så ved jeg honestly ikke om jeg bare skal lade Jenna og Lukes fremtid være et stort mysterium for jer????

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...