june, july and jenna ♡ luke hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2015
  • Opdateret: 13 jul. 2015
  • Status: Igang
(2'eren til Depressed December) Luke og Jenna lever livet på hver deres måde, og dog alligevel sammen. Dog går det ikke kun op ad bakke. Vil Luke og Jenna redde hinanden endnu en gang?

20Likes
17Kommentarer
1826Visninger
AA

6. fem.

 

J U N E ,  J U L Y  A N D  J E N N A.

F E M


Jeg fandt for anden gang mig selv sidde på gulvet foran alle Calums venner. Jeg var påvirket, og jeg rablede om, hvor mange ting jeg fortrød.

”Hun smed trøjen, og jeg ødelagde det.” vrissede jeg, og hørte få fnis oppe fra sofaen. ”Nej, hun ødelagde det.”

”Luke, jeg er sikker på at det nok skal gå.” grinede en pige oppe fra sofaen, som vidst nok hed Ellen. Lige nu kunne jeg ikke være mere ligeglad med en flot blond pige, som sad og forsikrede mig om, at det hele skulle blive okay.

”Det er fordi jeg er en idiot, er det ikke?” spurgte jeg mig selv, da jeg ikke forventede et nyttigt svar fra dem som bare følte at jeg var underholdning. ”Jeg er en stor idiot. En skør dreng. Jeg er ødelagt, og jeg er færdig med livet.” mumlede jeg, og kunne høre deres grin blive lavere.

”F-færdig med livet?”

”Alle hader mig. Hvis Jenna hader mig, hvad er jeg så værd?” Jeg kiggede op på Ellen med røde øjne, og kunne mærke tårerne falde ned ad mine kinder.

”Alle hader dig ikke, Luke.” forsikrede hun. Endnu en gang fyrede hun den ene løgn af efter den anden.

”Du kender mig ikke,” Jeg rejste mig og pegede skarpt på hende. ”og du kender mig ikke, og du kender mig heller ikke.” Jeg pegede på få personer mere før mine hænder fandt deres vej til mit hår, og jeg hev derefter frustreret til. Et skrig forlod min mund, og derefter blev det til et hulk. Mine ben rystede under mig, og jeg kunne mærke mig selv falde ned på gulvet igen.

”Lu-”

”Der er en grund til at jeg endte på det helvedes hospital, og jeg burde være blevet der.” konstaterede jeg.

”Hvad?” spurgte Ellen. ”Hospital?”

”Jeg er fucking syg, Ellen, syg!” skreg jeg, og rejste mig frustreret op igen. Jeg kunne mærke Calum hånd tage fat i min arm, men skubbede den hurtigt væk. Jeg havde lyst til bare at forlade alt og alle, da jeg havde på fornemmelsen, at det ikke ville skabe det helt store drama. Det var ikke en uventet ting, hvis jeg valgte at vende en pistol mod mig selv og bare skyde.

Jeg kunne føle lettelsen skylde hen over mig, da sommerblæsten ramte mine våde og varme kinder.

”Luke?” Ellens sukkersøde stemme lød bag mig. Jeg lod mine øjne glide over hendes få tatoveringer, og piercingen i hendes venstre næsebor.

”Hmm?” mumlede jeg, og smilede svagt til hende. Min ryg ramte murstensmuren bag mig, og kiggede forventningsfuldt hen mod døren i håb om, at folk rent faktisk ikke var lige glade, men det var de.

”Er du okay?”

Et grin forlod min mund. Jeg grinede. Hun kom herud. Hun var ikke ligeglad. Jeg havde haft et sammenbrud. Var jeg okay?

”Det tror jeg, måske.” løj jeg, og så hendes let beklædte krop glide ned ved siden af mig.

”Se mig som en ven, Hemmings.” Hun kiggede ikke på mig. Hendes hænder fumlede med hende blonde hår, og samlede det i en rodet knold. Hun havde en hvid T-shirt på med et logo, som jeg ikke genkendte. Hendes bukser var løse, hullede og gik hende til anklerne. Jeg lod mine øjne møde hendes, og nikkede.

”En ven.” gentog jeg, og holdt kontakten med hende.

”En som vil være der for dig, når din såkaldte kæreste svigter dig i soveværelset.” jokede hun, og jeg kiggede forvirret på hende.

”H-hvad mener du?”

”Jeg er villig til at...” Hun tøvede og lod sin hånd strejfe mit lår. ”Hjælpe dig.” hviskede hun, og lænede sig længere end mod mig. Jeg kunne mærke hendes åndedræt mod min hals, og så hårene på mine arme rejse sig, da hendes bløde læber sugede sig fast til min hals.

”El,” Hendes navn forlod mine læber som et tilbageholdt støn. Et støn jeg burde fortryde og skulle fortryde resten af mit liv. ”Det her er ikke en god idé.”

”Det er fint, Luke.”

”Jeg elsker hende, El.” Jeg skubbede hende væk fra mig, og rejste mig op. Hun nikkede, og rejste sig også op. Hun var utrolig attraktiv og det undrede mig en del, at jeg var stærk nok til at trække mig væk fra hende, når jeg var i den tilstand som jeg var i.

”Jeg forstår,” smilede hun, og lod sine fingre glide over det allerede tydelige sugemærke på min hals. ”Giv mig dit nummer, hvis du nogensinde får brug for en ven.”

Jeg burde have afslået, da jeg allerede havde fået et indtryk af, hvad Ellen var ude på, men jeg tog i mod hendes telefon, og gav min til hende. Jeg skrev mit nummer ind, og kiggede ned på telefonen en ekstra gang, da det hele var mere slørret end jeg havde regnet med det ville være.

”Her.” hviskede jeg og gav hende telefonen tilbage.

”Tak.” sang hun nærmest og kiggede smilende ned på telefonen. ”Skriv til mig, hvis der er noget.”

Selvom Ellen lige havde lavet et mærke, der ville være svært at gemme på min nakke, smilede jeg alligevel til hende. Min undskyldning var at jeg var påvirket af stoffer jeg ikke skulle have taget, men hvad var min undskyldning for det? Jenna forlod mig.

Den eneste jeg skulle fortælle en undskyldning til var Jenna, og i det tilfælde ville det have været en utrolig idiotisk undskyldning, som hun nok ikke ville acceptere.

”Fuck.” mumlede jeg efter få minutter. Ellen var gået indenfor, og jeg stod nu alene ude på fortovet, foran et hus jeg ikke længere kunne huske adressen på. Jeg kiggede op på den mørke himmel fyldt med stjerner, og huskede tilbage til den gang, hvor jeg bare en der forsvandt i mængden.

Nu var det anderledes; næsten et år på et mentalt hospital, skyld i døden af sin familie og var høj på stoffer.

Jeg var et endnu større rod end jeg nogensinde havde været. Lige i det her øjeblik, ville jeg ønske at jeg stod i elevatoren med Jenna på hospitalet. Mine arme ville være viklet rundt om hendes lille slanke krop, og ligegyldige ord ville blive hvisket frem og tilbage.

Jeg kunne mærke en tårer trille ned af min kind, og efter det var mine øjne som et vandfald.

”Hvad fanden har jeg gang i?” spurgte jeg mig selv, inden jeg satte kursen mod min lejlighed, hvor jeg kunne ligge i selskab med min elendighed.

___

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...