Online Forfatter Games

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jan. 2015
  • Opdateret: 25 jan. 2015
  • Status: Igang
Her er mine bidrag til "Online Forfatter Games"

3Likes
8Kommentarer
328Visninger
AA

2. Englen med violinen.

Mandag D. 29 december 2014. 

Kære dagbog. 

Hvis det skulle have været rigtigt, så skulle jeg faktisk først have fået dig om 7 dage, nemlig til min fødselsdag. Men på grund af mit lille "uheld" har mine forældre givet dig til mig allerede. Hvis jeg selv kunne bestemme ville jeg hellere vente med, at få dig til min fødselsdag. Nu skal du ikke tage det personligt, for det har slet ikke noget med at jeg ikke kan lide dig eller noget. Men det er på grund af, at det føles mærkeligt. Det at vide at om en uge ville jeg have siddet blandt min familie og spist hjemmelavet lagkage, imens at de sang deres årlige, tonedøve fødselsdagssang for mig. Og ja, jeg indrømmer helt ærligt, at min families sangtalenter ikke er de helt store. Men bare fordi at de ikke kan "synge" helt rent  og at den hjemmelavet lagkage ikke altid er helt spiselig, så ville det stadigvæk være min fødselsdag. Og det ville det være derhjemme, med min familie. Men her, iblandet hvide lager, vægge og gulve, og læger der små-løber afsted? Nej, det kan aldrig blive det samme. Det kan aldrig føles som min traditionfuldte fødselsdag. For ville jeg dog ønske, at mit lille "uheld" aldrig var sket.. 

Jeg går alene i mørket. I dette tætte mørke kan jeg intet se, men alligevel bliver jeg ved med at gå. Jeg føler mig forvirret for, hvor skal jeg hen? Jeg prøver at holde op med at gå, men jeg kan ikke. Mine ben vil ikke adlyde mig. Og jeg føler mig alligevel for svag til, at prøve på at bekæmpe dem. Jeg bliver bare nødt til at lade mine ben vinde. Jeg går. Men lige pludselig dukker der et skarpt lys op i mørket. Og en ung mand med et markeret ansigt og tykt, smukt brunt hår viser sig. Men der er mere. Den unge mand sidder på en stor sten under et endnu større træ, i hans hænder har han en elegant, sort violin.  

Tirsdag D. 30 december  2014

Kære dagbog. 

I nat havde jeg en meget speciel drøm. Den var ikke ligesom alle de andre drømme jeg har haft, den var anderledes. Den var "levende". Selvom jeg lige nu ligger stille i min nye, hvide seng, så kan jeg stadigvæk mærke, ømheden i mine ben, efter at jeg prøvede at kæmpe imod dem. Men måske er det bare noget, som jeg forstiller mig? Da jeg lige var vågnet op her, overhørte jeg lægen sige til mine bekymret forældre, at jeg havde fået noget medicin, sådan at  min "episoden" ikke sket igen lige med det samme. Men medicinen kun var på testetstadiet, og derfor godt kunne medføre nogle negative bivirkninger. Blandt andet meget realistiske mararidt. Problemt er bare at min drøm ikke føltes som et mararidt. Men som...noget andet.. 

Jeg befinder mig i den dunkel skov igen. Men denne gang er den unge mand og hans violin forsvundet. Alligevel kan jeg ikke lade vær med, at få følelsen af, at jeg ikke er alene. Jeg kigger rundt omkring, fra det ene gammel træ til det andet. Men der er ingen at se. Pludselig slog en underlig tanke mig, at jeg skal kigge opad. Jeg gør det, og kigger nu op på den unge mand, som svæver oppe over mit hoved, i luften. Men med et er han pludselig væk, og den enkelt, hvid fjer har overtaget hans plads. Fjeren daler langsomt ned til mig. I lige det øjeblik den rammer min næsetip, bliver fjeren til en lille ildkugle. Og hele min krop bryder i brand...

Onsdag D. 31 december 2014 

Godt nytår dagbog! 

Som du nok har opdaget er det nytårsaftensdag dag i dag! Desværre virker det til, at jeg ikke kommer til, at fejre nytår derhjemme i år. Da jeg vågnede i morgens var min feber utrolig høj, så nu gør lægerne alt, hvad de kan for, at holde den nede. Hvilket vil sige, at jeg godt kan regne med, at det bliver er ulideligt kedeligt nytår til mig i år. Men i det mindste har jeg, da dig kære dagbog. Og hvem ved? Måske bliver næste år et godt år for mig? Det kan vel umuligt blive værre. 

Skoven er væk. Jeg befinder mig nu foran en stor, forfrossen sø. På den anden side af søen, står den unge mand. Omme bag hans ryg, har han noget stort og lysende. Men jeg er for langt væk til, at kunne se hvad det er. Skal jeg mon gå over til ham? Jeg kigger ned på søens tykke isflade, den burde kunne holde til, at jeg går der, men er det mon klogt? Jeg kigger tilbage på den unge mand igen. Han står lige så stille, som en statue. Og hvis jeg ikke havde set ham før, ville jeg måske også have troet at han var en. Men siden at "hr. Statue" ikke har tænkt sig, at bevæge sig, så må jeg vel. Jeg sukker og går med forsigtige skridt hen over isens overflade. Jeg er næsten nået halvvejs over til ham, da han pludselig bestemmer sig for ikke, at ville lege en statue mere. I stedet for at stå dødstille, tager han nu sin ene arm langsomt opad, hvorefter at hele min krop flyver opad. Vores øjne mødes i et kort øjeblik. Bagefter sænker han i armen i en hård bevægelse, og min krop styrter ligeså hårdt ned. Ned igennem isens tykke mur og længere ned i det iskolde vand. Jeg prøver at holde den sidste smule luft i mig. 

Torsdag D. 1 januar 2015 

Kære dagbog

Hvor er det en skøn måde, at starte det ny år på. I nat fik jeg det virkelig dårligt, og jeg havde svært ved at trække vejret. Så lægerne kom straks og undersøgte mig. Og det viste sig at der er noget alvorligt galt med mine lunger og af en eller anden grund har lægerne først opdaget det nu. Så jeg skal opereres i morgen. Og jeg er ufattelig nervøs. 

Mørke. Det er overalt omkring mig. Det vil opsluge mig. Men er jeg klar til, at lade mig opsluge af det? Jeg er i tvivl og meget forvirret. Og bange. Bange for hvad der skal ske. Bange for at mørket tager mig. Men med et, kan jeg høre noget. Det lyder lidt, som kæmpestore vingeslag. En ørn? Men hvad skulle en ørn lave her i dette håbløse mørke? Vingeslagene bliver tydeligere, og mørket under begynder at ryste. Måske er jeg midt i et jordskælv? 

Fredag D. 2 januar 2015 

Kære dagbog 

Jeg blev opereret i går. Om mine lunger nu fungere helt som de skal, har jeg ikke fået svar på, men jeg ved i hvert fald, at lægerne holder ekstra godt øje med mig lige nu. Jeg føler mig stadigvæk træt og omtåget efter i går, men heldigvis kan jeg stadigvæk godt skrive. Så det er altid noget. 

Mørket forsvinder væk og bliver i stedet for overtaget af et kraftigt lyst. Efter at have vænnet mig til lyset, opdager jeg ham. Den unge mand. Han har nu igen sin smukke sort violin i hånden og en stærk vind i sit tykke brune hår. Han giver sig til, at spille på sin elegante violin. Og vinden bærer de smukke toner fra violin hen til mig.

 Lørdag D. 3 januar 2015 

Kære dagbog 

Det enste jeg ønsker lige nu, er bare at leve til i morgen. 

De smukke violintoner stoppede. Den unge mand var nu færdig med, at spille. Og jeg stod som forstenet. Jeg havde aldrig hørt noget så smukt. Vores øjne mødtes igen. "Du er klar nu" sagde han med en blød, dæmpet stemme. Så blev lyset endnu skarpere, og jeg holdte mig for øjnene. Lidt efter dæmpede lyset sig, og jeg kiggede igen. Nu havde den unge mand et sæt store lysende, smukke engelvinger. Han rakte sin ene hånd hen til mig "Kom, din tid er nu kommet" Jeg tog hans hånd og vi flyv afsted. Ind i et endnu stærkere og mere fredfyldt lys.

 Søndag D. 4 januar 2015 

Kære dagbog

I dag skulle det have været min fødselsdag. Desværre vil jeg ikke være her til at opleve den sammen med dig. Men bare rolig, jeg er et bedre sted nu. Og du kommer også til, at være sammen med mig igen. På fredag er det den dag jeg skal begraves, så jeg håber, at mine forældre vil ligge dig i min kiste. Så forhåbentlig ses vi min ven... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...