Adrian

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2015
  • Opdateret: 6 jan. 2015
  • Status: Igang
Adrian lever, sammen med resten af sin familie, i harmoni i deres lille landsby i landet Albion. Alt ændre sig, da Mørket dets leder Marlum, beslutter sig for at overtage alt. Mange angreb rammer Adrians landby, og da den bliver overtaget, lykkes det Adrian at flygte. For at redde landet er han nød til at finde Lysets leder Gora, men hun har været forsvundet i over 100 år. På hans færd går det op for ham at historierne og legenderne han fik fortalt som lille måske ikke var helt fiktion.

1Likes
1Kommentarer
113Visninger

1. Begyndelsen

- Kapitel 1: Begyndelsen –

 

”Adrian! Det er ved at være sent. Du skal komme ind nu.” En kvinde råber efter sit barn. Det er de sidste timer på døgnet,

”Du må hellere skynde dig, inden Mørkets folk kommer og tager dig!” Råber hun igen. Denne gang med en mere drillende tone. Sekunder efter kommer en lille dreng løbene hen imod hende. Hans hvide hår lyser næsten op i tusmørket. Kvinden samler drengen op i sin favn, da han når hen til hende.

”Når der var du! Jeg var lige ved at sende din far ud efter dig” Kvinden giver drengen et lille kys på næsen. Hun bærer drengen indenfor og ind på hans sovekammer. Hun ligger ham i sengen og putter ham. Drengen gaber.

 

”Mor vil du ikke fortælle mig en godnat historie? Det skal være en af de gode, med lysets- og mørkets folk!” Moderen smiler og aer drengens lange pandehår tilbage.

 

”Du kan få en historie i morgen Adrian. Det er jo solhverv og Varto fortæller om de gamle legender.

”Nåh ja. Det havde jeg glemt” Adrian lukker sine øjne og falder straks i søvn. Moderen smiler igen og kysser forsigtigt sin dreng på panden. Hun puster stearinlyset på det lille træ bord ved siden af drengens seng ud og forlader det lille værelse. Hun finder vej ind i kammeret hvor hendes mand allerede ligger og snork sover. Hun ligger sig ned ved siden af ham.

 

Endnu en gang er roen faldet over hele den lille landsby, hvor Adrian og hans forældre bor.

 

 

***

 

 

Solen er ved at stå op. I det fjerne galer en hane. Familierne i de forskellige huse begynder langsomt at rører på sig. Mændene begiver sig, i dagens første spæde lys, ud på markerne. En ny arbejdsdag er begyndt. Men i dag er ikke som alle andre dage. I dag er det nemlig solhverv. Børnene bliver sat i gang med små pligter i haven eller i huset, mens mødrene går i gang med at bage al slags brød og kager.

   Ved middagstid kommer mændene kortvarigt hjem for at få en omgang frokost, før de begiver sig af sted igen. Nogle af dem bliver sendt på jagt efter kød og fisk til festen.

Efter de forskellige pligter er overstået sætter mødrene deres børn i gang med at lave dekorationer. Man har dagen før, indsamlet blade og kviste fra Kobberskoven.

 

   Kobberskoven er skoven bag landsbyen. Den har fået sit navn fordi dens blade hele året rundt, har en rødlig kobberfarve.

   Børnene laver små sole ud af bladene og sætter dem forsigtigt på noget snor, deres mødre har lavet.

Derefter pynter de op midt på torvet for at gøre klar til festen.

Alle hjælper til.

 

   Borde og stole bliver stillet op så alle kan sidde sammen.

 

***

 

Det er først på aftenen og alle er samlet. Mændene er vendt hjem med lækre fisk og kød fra hvad de kunne fange. Det hele bliver ristet på et stort bål. Brødene bliver stillet klar på bordene og øl konerne er klar til at fylde mændenes krus op.

   Børnene samler man i én ende, og de voksne i en anden. Snart er aftenluften fyldt med latter og glade stemmer.

Da der til sidst ikke er andet en knogler og krummer tilbage, er det tid til at hører om de gamle legender. Alle børnene samles i en cirkel rundt om bålet sammen med landsbyens fortæller, Varto. Varto rømmer sig.

 

”For mange evigheder siden. Da landet Albion var ganske ny, levede de fem elementer, Ild, Vand, Jord, Luft og Lys harmonisk med hinanden. I starten boede Ild, Vand, Luft og Jord sammen i en koloni inde midt i landet. Det der i dag kaldes for Hovedstaden. Rundt om kolonien hørte Lysets folk til. De var der for at beskytte kolonien. For Lyset havde en modsætning. Nemlig det 7. Element.  Mørkets folk. De holdt til længere ude mod kysten. De var blevet udstødt fordi de kun havde dårlige tanker og kun ville gøre folk ondt.

   Gennem flere år var Mørkets leder, Malum blevet mere og mere Jaloux på Lysets og dets leder, Gora. Malum ville nemlig selv hærge over kolonien.” Varto holder en dramatisk pause. Han har børnenes fulde opmærksomhed.

 

   ”Malum besluttede sig for at angribe Lyset. Så han brugte ond magi til at hidkalde væsner fra underverdenen. Malum beordrede væsnerne til at gå til angreb på Gora, og ikke holde op igen før hun var faldet. Men Gora og hendes folk var stærkere end væsnerne, og de klarede dem alle sammen. Intet ondt slap igennem, og kolonien var igen sikret.

   Kolonien takkede Lyset for deres beskyttelse med forskellige ofringer. Ild startede et kæmpe bål, hvor Jord ofrede en lille del af årets høst, nogle af deres bedste kvæg og et træ fra skovene. Vind og Vand arbejde sammen om at slukke bålet. Folket dansede så om røgen indtil solen stod op.” Børnene giver nogle små glædes hyl fra sig. Varto rømmer sig for at få stilhed. Han fortsætter.

 

   ”Malum var rasende over nederlaget. Han besluttede sig for at han og hans folk selv ville tage kampen op mod Lyset. Så uden varsel sprang de på dem, midt om natten. En kamp mellem dem brød ud. Kampen varede i 15 dage og 14 nætter. Begge elementer var lige stærke og kampen syntes ingen ende at tage.

   Pludseligt da Malum og Gora bragede sammen i dødstødet, kom et kæmpe lysglimt og de og deres folk forsvandt, netop da solen stod op på den 15. Dag. Det siges at solen opslugte Lyset, og at månen opslugte Mørket. I mange dage holdt kolonien et bål tændt, dag og nat, i håb om at Lyset ville komme tilbage til dem, men de kom aldrig.

   Kolonien besluttede at flytte længere ud i landet, nu da de ikke længere var truet af mørket. De ældste valgte at døbe landet, Albion, som betyder lysets land, som en hyldest til Gora og Lyset.”

 

 

   Børnene kommer med flere sejrs hyl og giver Varto en kæmpe klapsalve.

   Varto får et lumsk blik i øjnene. Han læner sig ind over de sidste gløder af ilden, sår hans ansigt får et spøgelses agtigt udseende.

”Men børnlille, nu skal i jo huske” Siger han med en dyb og uhyggelig stemme. Ikke et af børnene kigger væk.

”At hvis i ikke er ordentlige og gør hvad jeres forældre siger, kommer Malum og alle hans dæmoner op fra under jeres seng og tager jer i jeres søde søvn! Muhahah!” Varto slutter af med en djævelsk latter. Børnene skriger og skynder sig hen til deres forældre. Varto rejser sig op og giver dem et strålende smil. Adrian går hen til Varto og peger på ham.

”Det er løgn! Alle dæmonerne kan slet ikke være under min lille seng nej de kan ej!” Nogle af de voksne ler og Varto samler Adrian op og giver ham et knus.

 

   ”Der fik du mig min dreng” Varto smiler og giver Adrian videre til hans mor, som bærer ham ind i seng igen.

”Mor vil du ikke fortælle mig om elementerne og folket? Så er du sød!” Adrian ved at hans mor ikke kan stå for hans tiggerøjne. Moderen sukker.

”Okay da” Hun sætter sig til rette i hans lille seng og går i gang.

”Du ved, der er de fire elementer” Hun tæller på fingrene.

”Ild, Vand, Jord og Luft. Dengang Albion var ny fandtes der kun folk der tilhørte et element. Men da de spredte sig videre ud i landet og i nye kolonier, blev der født flere og flere uden disse evner. I dag er det kun nogle i hver anden familie der bliver født med evnerne. Vores familie er helt normale.” hun giver Adrians næse et lille prik med hendes finger.

”Siden da har vi fundet navne til dem der er så heldige at være født med et element, som kan betvinge det og bruge det.

   Kolerikerne tilhøre ilden. De er stærke af natur og det er dem der blive ledere. Kolerikerne er også ofte vores smede.

   Flegmatikerne tilhører vandet. Det er tit os kvinder der bliver tildelt dette element da vi skal være rolige og have tålmodighed.

   Så vi kan opdrage jer små ballademagere!” Hun holder en pause og kilder Adrian. Han griner højt og spjætter. Han sætter sig helt op ad hans mor og hun lægger armen om ham. Hun fortsætter.

  

   ”Men det er også vores helerer der er Flegmatikere. De kan omdanne grundvandet, så det kan rense og hele sår.

   Melankolikerne tilhører jordens element. Det er dem der bliver sendt i marken og på jagt, da de er udholdene og grundige. De er ét med naturen og kan derfor nemmere tilpasse sig.

   Til sidst har vi Sangvanikerne. De tilhører Luftens element. Det er dem der er vores læremestre. Varto er for eksempel en Sangvanik. De er vise og det er dem der giver os viden.” Hun kører nænsomt hendes hånd igennem Adrians hår og kysser ham på hovedet. Adrian gaber.

”Nu er det vist også tid til at du kommer i seng unge mand. Klokken er langt over din senge tid. Og du hørte Varto. Vi skulle jo nødig have at Malum og hans dæmoner skulle kommer efter dig!” Hun putter ham igen og rejser sig op.

”Mor?” Moderen vender sig om og kigger på sin dreng.

”Jeg elsker når du fortæller historie mor. Faktisk så elsker jeg bare dig” Han gaber igen og hans øjenlåg falder langsomt i.

   Moderen smiler for sig selv, puster stearinlyset ud og forlader kammeret. Hun går ind i sit eget kammer. På væggen har hun et lille spejl. Hun tager forsigtigt den tråd, der har holdt hendes hår oppe hele dagen, ud. Hendes lange lyse hår falder ned over hendes skuldre. Hun tager sin børste og redder håret igennem.

   Bagefter tager hun et stykke klæde som hun gør lidt vådt, og vasker sit ansigt med det. Hun betragter sig selv. Hun har altid elsket sine øjne. De er store, blanke og har samme farve som himlen på den første forårs dag. Hendes næse er lille og spids. Det eneste hun ikke kan lide ved sig selv, er hendes læber. Underlæben er større end overlæben. Til venstre på hendes kind, mellem hendes mund og næse, er der et lille modermærke.

 

   Hun skifter om til sin natkjole og lægger sig i sengen ved siden af hendes mand. Længe ligger hun og betragter ham. Han er høj og bredskuldret. Hans øjne er mørke brune, og hans hår endnu mørkere. Hans kinder er stærkt markeret.

Hun sukker lykkeligt. Det var hende der fik landsbyens mest eftertragtede ungkarl dengang.

 

 

***

 

   Næste dag er der oprydning. Mændene er blevet sendt på jagt og i marken, og mødrene går rundt sammen med deres børn og rydder op. Da klokken bliver middag, og mændene er på vej hjem, har børnene lidt fritid. Adrian vender sig mod de andre børn.

   ”Skal vi ikke lege gemmeleg?” De andre børn kigger på hinanden.

”Det er ikke sjovt længere, vi kender alle de gode gemmesteder” Siger Iris og kører sin fod igennem gruset. Iris’ gyldne hår er blevet sat op i en pæn knold. Frisuren fremhæver hendes grønne øjne.

 Adrian tænker sig om et øjeblik.

”Hvad så hvis vi leger gemmeleg i skoven? Der kender vi ikke nogle af gemmestederne!” Adrian nikker opfodrende til de andre. De trækker på skuldrene.

”Men Adrian, vi må ikke gå ind i skoven uden en voksen” Det er Kahr, smedens søn der siger det. Kahr er lav og buttet. Han kan godt lide mad. Hans mor er den bedste kok i byen.

”Ha! Jeg bliver snart otte så jeg er så godt som voksen! Kom nu med” Adrian laver en gestus mod skoven og begynder at gå hen imod den. Efterhånden kommer de andre børn også med.

 

   Da de når til udkanten af skoven stopper de op. De kigger ind mellem træerne. Jo længere man kommer ind jo mørkere bliver det. Træernes kroner er så tætte at ikke meget sollys kan slippe igennem.

”Okay hvem vil være den?” Spørger Adrian og kigger rundt på sine venner. Kahr tager et skridt frem.

”Jeg kan godt starte” Kahr går hen til et træ, stiller sig op af det med ansigtet vendt ind mod stammen.

”1,2,3,4” Tæller han. De andre børn fniser og skynder sig ind i skoven for at finde et godt gemmested. Adrian løber alt hvad han kan. Han er ikke bange for mørket. Han ser et træ der er faldet i en storm engang. Han gemmer sig under det. Han kan hører lydene af de andre der løber rundt i de visne blade der ligger på jorden. Lidt efter er der helt stille.

”20! Nu kommer jeg” Råber Kahr. Adrian kan hører hans langsomme og tunge skridt. Adrian ligger helt stille. Én efter én bliver de andre fundet.

”Fundet Iris!” Efter et par minutter bliver Kahr træt af at lede.

”Okay Adrian. Du vinder. Du må godt komme frem nu!” Adrian holder vejret, og rører sig ikke ud af stedet. Han kan se hans venners fødder. Han elsker et lege gemmeleg. Han finder altid de bedste steder, og han elsker spændingen når den der er den, er tæt på.

”Kom nu Adrian! Ellers så går vi uden dig!” Adrian kommer frem fra sit gemmested.

”Jeg vandt!” Råber han triumferende. De andre ser lidt skuffede ud.

”Du vinder altid. Det er altså ikke sjovt hvis du altid vinder” Siger Iris.

”Jeg vil hjem nu. Jeg gider ikke være med mere” Iris vender sig om og begynder at gå mod udkanten af skoven. De andre følger efter. Lidt efter kommer Adrian også.

 

   ”Når der er i!” Råber Adrians mor.

”Vi har sådan ledt efter jer!” Iris’ mor skynder sig at tage fat i hendes arm og trække hende mod deres hjem. Adrian kigger efter hende.

”Hvor har i været?” Adrians mor kigger automatisk på ham. Adrian tøver.

”Vi var omme bag landsbyen” Siger han og prøver at smile for at løfte stemningen. Adrians mor kigger strengt på ham.

”I var vel ikke inde i skoven?” Hun siger det i et hårdt tonefald. Adrian gnider lidt nervøst på sine hænder.

”Adrian!” Adrian kigger op og nikker. Hans mor går frem og tager hårdt fat i Adrians arm.

”Adrian jeg har sagt til dig så mange gange, at du ikke må gå ind i skoven uden opsyn af en voksen. Hvorfor kan du ikke forstå det? Det er en af de eneste regler vi har!” Adrian kæmper ikke imod. Han ved godt han har gjort noget forkert. Han ligger en hånd over hans mors, på hans arm. Han kigger op på hende.

”Undskyld mor” Hans mor bløder lidt op. Hun giver slip fra hans arm. Hun vender sig om mod de andre mødre, og de nikker kort til hinanden.

”Det er okay Adrian. Men de regler er der ikke for sjov skyld. De er der for at beskytte jer. Der er ulve og andre farlige dyr inde i skoven” Adrian nikker og omfavner sin mor. Hun ligger armen om ham og trygger ham ind til sig.

”Jeg ved ikke hvad jeg ville gøre hvis der skete dig noget” Mumler hun stille. De andre mødre og deres børn er på vej tilbage til deres hjem.

 

   Adrians mor tager hans hånd.

”Kom. Vi må hellere gøre klar til aftensmad. Din far kan være her når som helst.” De går tilbage mod deres lille hus.

 

 

 

   ”Adrian. Din mor fortæller mig, at du har være ude i skoven i dag. Uden at få lov?” Adrians far kigger på ham med et irettesættende blik. Adrian kigger ned i sin skålfuld grød. Han hader grød, men hans far havde ikke været så heldig på jagten i dag, så ingen kød i denne omgang.

”Jo altså. Det var fordi vi ville lege gemmeleg, men vi har leget det så tit i landsbyen, at vi kender alle gemmestederne, så vi ville prøve noget nyt” Adrian kigger op. Hans far har fået et smil på læben.

”Bare du ikke gør det en anden gang. Og spis nu din mad!” Hans far forsætter med at skovle maden i sig. For sin fars skyld spiser Adrian også op.

 

   Efter maden er der aftenbøn. Det er tradition at bede til Gora hver aften når solen går ned. Hvert medlem i familien skal tænde et stearinlys og stille bede. Stearinlysene skal så stå tændt hele natten.

 

  Denne aften bliver Adrian puttet af sin far.

”Er du ikke snart ved at være for gammel til at blive puttet min dreng? Du fylder jo snart otte.” Siger hans far imens han pakker dynen tæt omkring Adrian. Adrian nikker.

”Jo måske. Men er det så ikke også snart tid til at jeg skal med ud på jagt?” Spørger Adrian spændt. Han har set frem til den dag siden han fyldte fem. Hans far ler.

”Jo jo. Det skal nok ske en dag. Sov godt og må Gora passe på dig i din søvn” Hans far kysser ham på panden og forlader kammeret. Adrian smiler for sig selv. Han er nu rigtig glad for sin lille familie. 

 

 

 

***

  

 

   Et par måneder efter Solhvervs festen, syntes alt at være lige så harmonisk og godt som det altid har været.

   Men en dag, da mændene var på vej hjem fra marken for at få frokost, lagde en stor skygge sig over himlen og mørklagde Albion.

Modige mænd og kvinder der havde et element i sig, blev bedt om straks at rejse til Hovedstaden for at bekæmpe denne nye trussel. Malum og hans dæmoner var vendt tilbage og var nu gået til angreb.

 

   Men folket havde ikke en chance mod Mørket. Kun Gora og Lyset kunne bekæmpe dem, men de var ingen steder at finde.

   Der gik ikke lang tid før Malum havde fuld kontrol over Hovedstaden. Mange gik, af frygt, over på hans side, og de selv samme mænd der engang havde hjulpet til på markerne og i landsbyerne, blev nu beordret til at brænde dem ned til grunden. Mange familier blev splittet. Der iblandt Adrian og hans forældre.

 

***

 

   Adrian sætter sig op i sengen med et spjæt. En underlig lyd har vækket ham. Det er mørkt i hans kammer.

”Moar! Hvad sker der?” Adrian råber efter sin mor. Intet svar. Han skynder sid ud af sengen og ud af kammeret. Han kan ikke trække vejret. Luften er tyk af røg. Han hoster og holder hans trøje op for sin næse og mund. Han råber gennem stoffet.

”Mor! Far?! Hvor er i?” Han går hen imod hans forældres sovekammer. Men han kan ikke komme til. Denne del af huset er i brand og noget af det er faldet sammen. Adrian hører en faretruende knirkende lyd. Han springer til siden og når netop lige at undvige et af husets bærebjælker som lander på gulvet med et brag. Han hoster og rejser sig op. Han skynder sig i den anden retningen. Mod udgangen.

 

   Da han kommer ud trækker han vejret dybt ind, og ser sig forfærdet omkring. Over alt er mænd oppe at slås med dæmon lignende væsner. Mange af husene er i brand, og nogle Flegmatikere, prøver ihærdigt at få slukket nogle af brændende.

 

   ”Kom væk derfra dreng!”  Adrian bliver samlet op af en mand og bliver ført væk. Adrian kigger på ham og genkender ham, trods alt sodet i hans ansigt, som den rare gamle Varto. Varto har et markeret ansigt, som Adrian altid ville kunne kende, og hans hår er sort som nattehimlen.

   Adrian klamrer sig til ham. Varto løber ud af landsbyen og mod Kobberskoven. I udkanten står en lille gruppe mennesker.

   Varto stopper forpustet op og sætter Adrian ned på jorden.

”Adrian min dreng, kig på mig. Er du uskadt?” Varto undersøger hurtigt Adrian for overfladiske skader. Adrian nikker og kigger på de andre mennesker. Han genkender de fleste som venner eller naboer. Det er mest gamle, kvinder og børn.

   ”Hvor er mine forældre Varto?” Adrian kigger ham dybt ind i øjnene.

Først siger Varto ikke noget.
  "Varto?" Adrian vil gerne have et svar.
Varto ligger en hånd på hans skulder.

  "Det gør mig ondt Adrian"

Adrian synker en klump. 

  "De var nogle af de først til at advarer os" Fortæller Varto. 

  "De var helte min dreng" Adrian får tårer i øjnene, og de flyder over og løber ned over hans kinder og laver spor i sodet. Varto tørrer dem hurtigt væk.

”Adrian jeg har brug for at du er stærk nu. Jeg er nød til at gå tilbage til landsbyen for at hjælpe til. Men du skal vente her sammen med de andre og så kommer jeg og de andre mænd og henter jer, når der er fri bane. Okay?” Adrian nikker. Varto rejser sig op, giver et nik til de andre voksne og løber tilbage mod landsbyen.

 

Adrian kigger nærmere på de andre, og får øje på Iris. Han går hen til hende. Hun er, ligesom ham selv, tværret ind i sod og stadig i sit nattøj.

  ”Adrian! Gudskelov at du er okay!” Iris omfavner Adrian. Iris har været Adrians bedste ven siden de var helt små.

”I lige måde Iris. Ved du hvad der sker?” Spørger Adrian, da Iris slipper sit tag. Hun synker en klump.

”Jeg er tror det er Mørket der angriber.” Iris ser bange ud.

”Vi skal alle sammen dø!” Råber hun lige pludselig. Iris’ mor kommer hen og tager hårdt fat i hendes skulder.

”Iris! Sådan noget siger man ikke” Iris vrister sig af hendes moders greb og stiller sig over ved siden af Adrian.

”Lad mig være!” Hvæser hun. Iris’ mor spærrer overrasket øjnene op. Det ligner ikke Iris at sige fra.

   Iris og hendes mor har altid, så længe Adrian kan huske, haft et strengt forhold til hinanden. Iris’ mor er også en af de strengeste i landsbyen. Adrian tager Iris’ hånd.

Iris’ mor giver et vredt grynt fra sig og går over til nogle af de andre kvinder.

”Nogle gange så hader jeg hende virkelig” Iris kigger Adrian direkte i øjnene. Adrian skal til at svare da de bliver afbrudt af lyden af løbende trin. Forskrækket bakker Adrian og Iris langsomt dybere ind i skoven. Klar til at løbe hvis det bliver nødvendigt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...