Det sidste forsøg

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jan. 2015
  • Opdateret: 22 sep. 2016
  • Status: Igang
Sonta er den nye pige i den brogede flok. De andre kender til at leve et dobbeltliv, da de alle har deres hemmelighed, men Sonta ser ud til at gemme på langt flere overraskelser end Nova og hendes bror Lucas i deres vildeste fantasi kunne forestille sig...

1Likes
21Kommentarer
802Visninger
AA

14. skyldfølelse

Døren begyndte at klapre voldsommere og voldsommere. De fik den skubbet mere og mere op hver gang. Hun måtte skubbe mod døren med ryggen og spænde alt hvad hun kunne i benene. 

Vagterne råbte efter hende. Ikke at de vidste hvem hun var. Det eneste vi vidste var at ingen ud over tronarvingen måtte være der inde og så vidt de vidste var hun langt væk. Så de gjorde egentlig bare deres job, men det var bare ikke det hun havde brug for lige i dette øjeblik. 

Hendes fingre fumlede mod væggen, hvor gangen snart var stor nok til at hun kunne komme igennem. De greb voldsomt om kanten til hullet, så knoerne blev helt hvide. I det samme som endnu et kæmpe stød kunne føles mod hendes ryg. Hun bed sig smerteligt i kæben inden hun tog en dyb indånding med blikket rettet bedende mod loftet. Allerede inden hun var færdig med at puste ud lod hun hele kroppen vælte ind i hullet ved hendes side. 

Hun faldt på knæ inde i gangen og mærkede små sten bore sig op i hendes blottede håndflader. Smerten gik hele vejen op igennem hendes arm, men det lod hun sig ikke mærke med den. Hun drejede sig istedet hurtigt om mod åbningen, der forholdsvis hurtigt lukkede sig sammen bag hende. 

Igennem hullet kunne hun se nogle velkendte ansigter storme gennem døren med frygt malet i ansigtet. I det de trådte over dørkarmen havde de forbudt sig mod en af de helligste regler i hele riget. De havde forrådt hele den adelige familie og krænket deres ære. De vidste at den jorddige straf for dette var langt mildere end den, som guderne ville byde dem efter døden, men det havde været deres job. Deres sure pligt, som forpligtede dem til at overholde denne regel. Nu havde de forbudt sig mod alt dette. 

En ung mand vendte sig mod Sonta og så hende dybt ind i øjnene idet potalen lukkede sig sammen. Hans brune øjne åbnede sig i forargelse og skar sig ind i hendes sjæl. Hun var skyld i hans personlige undergang. Hun havde inddirekte valgt de folk fra den anden verden over disse soldaters. De fremmede, som aldrig havde gjort noget godt for hende, over de folk hun havde kendt altid og som var villige til at ofre sig selv for hendes skyld. 

Hendes mave snorede sig sammen i takt med at hullet gjorde det. Alt blev sort da hullet lukkede sig sammen. Hun lå forpustet og fortabt på det hårde stengulv. Tårerne pressede sig på og hun ønskede inderligt at give op og bare blive liggende på gulvet for altid. Glemme alt om soldaterne, sine forpligtelser, alle de fejl hun ikke følte hun kunne kontrollere, Torben og Lucas.

Allerhelst ville hun glemme alt om Lucas. Hun kunne ikke mere. Hun så ham for sig. Stå hen over hende og se bebrejdende ned på hende. Han havde hænderne i siden og rystede let på hovedet. De intense øjne borede sig ind i hendes sjæl og hun kunne næsten mærke hans klør flå hendes hud. 

"Selvfølgelig giver lille frøken 'jeg er meget bedre end alle' op nu!" råbte han ned til hendes og slog sig selv i handen, "det er jo bare skønt. Hun lader os i stikken med det lort hun selv har udsat os for og så skrider hun! Jeg tænkte det nok!" Fortsatte han i et væk mens hun krøb sig op af væggen bag hende og trak benene helt op under hende. 

Nu kunne hun ikke holde tårerne væk længere og de løb i stride strømme ned over hendes kinder. Hun følte sig mindre og mindre for hvert øjeblik der gik. Hun følte sig svag og magtesløs. Måske havde han ret? Måske var hun uduelig? Hun havde svigtet ham, Rulan og alle andre hun holdt af.

Hun havde sat alle folks liv og fremtid på spil for noget så dumt som at vise sig over for en dum dreng. Én dreng! Hun var kronprinsesse af halvmånefolket, datter af kong Vilhjelm V og dronning Kristina I og hun ville under ingen omstændigheder give op uden kamp. Hendes folk havde flere gange vist at de var et folk der kæmpede til sidste blodsdråbe og hun ville gøre dem kunsten efter. Hun ville ikke bukke under for deres pres. Hun ville kæmpe af alle kræfter for at gøre alting godt igen. 

Hun bed sig i læben og trak sig selv op. Forsigtigt pillede hun småstenene ud af hendes håndflader og helede dem med magi. Hænderne rystede og det skreg i hendes øre. Halsen var stadig krøllet sammen og tør, men hun var nødt til at fortsætte. Hun havde ikke længere noget valg. Hun var nødt til at få fat i det bæger, så hun kunne rette op på de skader hun havde forvoldt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...