Det sidste forsøg

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jan. 2015
  • Opdateret: 22 sep. 2016
  • Status: Igang
Sonta er den nye pige i den brogede flok. De andre kender til at leve et dobbeltliv, da de alle har deres hemmelighed, men Sonta ser ud til at gemme på langt flere overraskelser end Nova og hendes bror Lucas i deres vildeste fantasi kunne forestille sig...

1Likes
21Kommentarer
791Visninger
AA

11. Rulan

Sonta åbnede langsomt øjnene og så op i det sirligt malede loft. Det var blevet malet for mange år siden, men holdt ved lige. Det forstillede nattehimlen, hvor hver stjerne var placeret præcis hvor de ville have vist sig, hvis der ikke havde været noget loft. Hvert penselstrøg var blevet ført af en tålmodig og kærfuld hånd. Som hun lå og så op på det fik hun den særlige følelse af at være en del af noget større, som hun havde haft hver gang hun så op på det så længe hun kunne huske. 

"Du er vågen..." Hviskede Rulan mens han næsten væltede stolen, som han havde siddet på, i det han rejste sig. Hun løftede langsomt hovedet, men vred sig i smerte med det samme og begyndte at jamre lavt for sig selv. Han var hurtigt ovre ved hende og støttede hende forsigtigt, så hun kunne komme op og sidde i den store seng. "Hvad laver du her? Jeg mener... Jeg er glad for at se dig, men det er ikke sikkert for dig..." spurgte han forsigtigt og hjalp hende med at drikke fra et kros, som han havde haft stående klar på et robust egetræs natbord. Han måtte hjælpe hende med at holde om koppen på grund af deres tilstand. Hun drak grådigt af den tempererende væske, der langsomt løb ned gennem hendes hals. 

Efter hun havde drukket så hun hjælpeløst på sin altid trofaste storebror, som havde hjulpet hende så mange gange før. Hun vidste hun kunne stole på ham ligegyldig hvad, men hun var i tvivl om hun skulle blande ham ind i det her. Han havde så meget andet at tænke på her, end hendes dumheder. Smagen af jern gjorde hende opmærkesom på at hun bed i sin læbe. Bidet var så hårdt at hun havde bidt huld.

Selvfølgelig lagde Rulan mærke til det. Det gjorde han altid. Han kunne læse hende som en åben bog, hvilket resulterede i at han langsomt og nervøst viskede: "Hvad er der galt?" Han fjernede bekymret en lok fra hendes ansigt og så på hende med sine blå øjne, der skinnede af tålmodighed og udviste en utrolig ro. "Kom nu tøsen," opfordrede han, "du kan stole på mig." Hun så skiftevis fra hans ene øje til det andet. 

"Jeg dummede mig..." begyndte hun forsigtigt, "jeg dummede mig og brugte noget magi, som jeg ikke kunne kontrollere i det univers... Og nu skal jeg bruge nogle af kronjuvelerne til at rede folk i det univers..." Hendes stemme var lav og usikker. Rulan ser alvorligt ned på hende og rejser sig op og begynder at gå frem og tilbage. "Åh gud Sonta... Åh gud... Hvilken del af magi opfører sig forskelligt fra univers til univers var det du ikke forstod?" sagde han. Han lød ikke disideret vred, men mere frustreret og træt. 

Sonta rejser sig lidt mere op i sengen mens hun forsikre ham om at hun nok skal gøre det hele godt igen. Hun havde bare brug for at han udførte en lille smugle magi, så hun kunne komme på benene igen og sørge for at deres far ikke fandt ud af at hun var der. Han var imod det til at starte med, men endte med at gå med til det. 

Han skubbede brutalt hendes skulder på plads uden magi og rettede kun finjusteringerne til med magi, så hun kunne bruge sin arm. Derefter lod han sin blege, spinkle hånd glide ned over hendes ben. Han startede lige hen over knæet og kørte forsigtigt hen over snitsåret til et stykke under såret. Han kørte hånden langsomt op og ned over benet. Når hånden kørte nedad vendte håndfladen ind mod såret og opad var det håndryggen. Hans læber bevægede sig konstant og hans fulde koncentration var på såret. Efter benet var blevet helet så han træt på hendes hænder og sukkede: "Jeg tror vi venter lidt med dem..." Sonta så lidt på dem og nikkede. At udføre magi var meget opslidende for en tillært magiker. "Det er fint med det her..." hviskede hun og lagde en blid hånd på hans skulder. 

"Så... hvordan har du tænkt dig at komme igennem slottet uden at blive genkendt og stillet til ansvar over for far? Jeg mener jeg ville gerne hjælpe dig, men jeg kan ikke komme ind til kronjuvelerne..." hviskede Rulan efter et kort øjeblik af stilhed. Hun så på ham med et undrende blik. Hun havde faktisk ikke tænkt over det. "Øhm... Jeg... Åh... Hmr.... Det... Det er faktisk et ret godt spørgsmål..." Han nikker bare stille og stiller sig hen til vinduet og smug kigger ud af vinduet. De store, tunge, blodrøde gardiner er trukket for. Hans ansigt befinder sig i den lille strimle af lys, der kommer udfra, hvilket får hans hud til at skinne en smugle. Det får hende til at tænke på hvor meget hun egentlig har savnet ham og hvor voksen han var blevet i løbet af krigen. Det var skræmmende. 

"Jeg kunne godt få de forskellige til at forsvinde fra gangen mellem dette lokale og dit bedelokale..." hviskede han stadig med ansigtet vent mod vinduet, "Hvis jeg husker rigtigt så er der vist en hemmelig gang derfra og hen til skatkammeret ikke sandt?" Først der vendte han sig om og så på hende. Hun nikkede bare. Det var slet ikke meningen at han skulle kende til den gang. Det var en hemmelighed kun den siddende konge eller dronning og tronarvingen måtte vide, men hun havde altid fortalt Rulan alting. Det havde altid været underligt for dem begge at han var ældst, men at det var hende, som skulle overtage tronen efter deres far.

"Så er det, det vi gør," hviskede han gik hen til hende igen og lagde armene om hende. Han trak hende forsigtigt ind til sig og kyssede hende forsigtigt i hendes lange bølgede hår, mens han lod hånden glide ned over hendes baghoved. "Jeg har savnet dig..." hviskede han usikkert og holdt hende ud foran sig, "men nu må vi hellere se at komme videre..."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...