Det sidste forsøg

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jan. 2015
  • Opdateret: 22 sep. 2016
  • Status: Igang
Sonta er den nye pige i den brogede flok. De andre kender til at leve et dobbeltliv, da de alle har deres hemmelighed, men Sonta ser ud til at gemme på langt flere overraskelser end Nova og hendes bror Lucas i deres vildeste fantasi kunne forestille sig...

1Likes
21Kommentarer
792Visninger
AA

2. Midnats møde

Kristina stak fraværende i sin aftensmad. "Mor?" hviskede Sonta forsigtigt. Tårene var lige på trapperne hos dem begge, men stilheden gjorde det bare endnu være. Hendes mor så op på hende med et tomt udtryk. Hun var blevet utrolig meget ældre at se på inden for de sidste par uger. Hun lignede ikke længere den stolte kvinde først i tredverne som hun i virkeligheden var. Hendes ellers så lyse blå øjne var blevet mørke af bekymringer, renerne under de øjne var blevet tydeligere og den lille rynke mellem hendes øjenbryn var blevet dybere og permanent. Sonta forstod hende godt. Det var meget at tænke på lige nu, men hun fornemmede at det der gik hende på lige nu ikke var det samme som alle de andre gange. 

"Vi skal til møde..." vislede hun ud gennem sine fyldige læber. Blodet frøs i Sontas årer. Sidste gang hun havde været til et møde havde de måtte flygte for deres liv. De havde efterladt alt bag dem og flygtet fra alt og alle. De havde været nødt til at efterlade alle de holdt af og kun tænke på deres egen overlevelse. Hendes frygt dukkede op igen og slugte al fornuft. Hun rejste sig op i ren refleks og samlede skyggerne omkring dem til et beskyttende sort skjold. Hendes mor trak sin slidte uldtrøje op omkring sig. "Søde skat... Jeg ved godt hvad du tænker og jeg føler med dig, men jeg er blevet lovet at det ikke minder det mindste om hvad vi har oplevet før, desuden har vi brug for at vide hvordan folk som os befærder sig i dette univers," sagde hun pludselig helt bestemt. Dronningen i hende tog over og gjorde det klart for Sonta at det var vigtigt for dem begge for at overleve. 

***

Det var også derfor at de begge stod op 11:30 for at være klar til mødet. Det eneste Sontas mor havde fået fortalt var at det var vigtigt at ingen fandt ud af hvad der foregik. De skulle sørge for at ingen fulgte efter dem, ingen så dem og ingen vidste hvad de var i stand til. Sonta forstod ikke denne verden, men hendes sikkerhed afhang af den, så der var ikke noget at gøre. Hun skulle med til det møde. 

Kristina stod i køkkenet, da Sonta kom ned lidt senere. Hun havde kogt vand på komfuret og hældt det op i to kopper til te. Det var tydeligvis hendes måde at forsøge at komme til ro. Der hjemme havde det også været en måde for hende at finde ro, selvom det var tjenestefolkene, der normalt stod for sådanne ting. 

Hendes blik var fraværrende, da hun stillede kopperne fra hende. Hun havde ikke sovet. Det kunne enhver se. Sonta tog roligt imod den ene kop og lod posen med te dumpe ned i vandet. Hun studerede grundigt hvordan vandet langsomt blev farvet. Den langsomme skyggelignende tåge af farver mindede hende om sin egen magi. En magi hun åbenbart ikke måtte udføre her. Der var allerede ophobet sig et behov, en uendelig længsel efter den beruselse, der kom ved udførelsen af et perfekt magisk træk. Hvordan alting omkring dig bliver en del af dig og du bare helt automatisk kobler helt af og glemmer dig selv, mens alt virker som er én stor tåge af alting. Hun savner følesen af alting og ingenting. 

***

Mødet foregik i kælderen af en stor fabrik. Der var fugtigt, men en behaglig temperatur. Selve lokalet var et lille aflukke, hvor indgangen lå gemt bag nogle gamle og halv rustne maskiner, som igen var gemt bag et stort oliefyr. Der var taget alle hensyn for at uvedkommende ikke skulle finde det eller få adgang til lokalet under mødet. Der var alle mulige folk til mødet. Nogen af dem havde Sonta set eller mødt på skolen, andre havde hun aldrig set før. 

Der var både voksne og børn til mødet. Et lille barn, som knap kunne gå, vaklede hen og faldt hende om benene. "dy!" mumlede det. Selve babyen kunne let forveksles med en hvilken som helst anden baby, hvis ikke det var for vingerne, som sad fast på ryggen. De var grove, grå og vingefanget var meget længere end selve babyen. Den slæbte dem nærmest efter sig. 

"Hun mener at du er ny," siger en ung kvinde, der kærligt løfter barnet op, "hun hedder forøvrigt Milla og jeg er Kamilla, hendes mor og den uofficielle leder af vores lille forsamling her. Velkommen til." Kristina smiler, som forventet af hende, venligt og tager imod den hånd, der bliver rakt imod hende. Sonta rykker lidt i baggrunden. "Mit navn er Kristina og dette er min datter Sonta," svarer hun kort og præcist. Sonta ligger mærke til det og det skær i hendes stolte, kongelige hjerte. Hendes mor havde forklaret hende, hvor vigtigt det var at holde vores virkelige identitet hemmelig, selv under disse forholdvis sikre omstændigheder. Ingen måtte vide hvem de var. "I skal være så velkommende her hos os, men hvad med at vi starter med at I fortæller lidt om jer selv og så kan hver familie fortælle lidt om dem selv bagefter og hvad deres "særpræg" er?" Det blev sagt som et spørgsmål, men i virkeligheden var det allerede bestemt at det skulle være sådan. 

Kristina og Sonta udvekslede et hurtigt blik inden at Kristina nikkede, men hun gik ikke op. Det var ikke hendes job at snakke til en bred befolkning og hun var ganske forfærdelig til at lyve, så det var allerede hjemmefra bestemt at det var Sontas pligt. Som den næste arving til tronen af Halvmånedalen, måtte hun lære at træde i kraft og være overbevisende i en hvilken som helst sammenhæng. Så da hun gik op på den lille skammel, som var pladsret i den ene ende af lokalet, med afskærmning foran der gik til lige over hoften, var det planlagt hjemmefra. Hun havde nøje planlagt hver eneste skridt på vejen og forberedt et svar til et hvilket som helst spørgsmål, som de kunne komme med. Så hendes nervøse smil og hånden der uroligt gled op og kørte en tot om bag øret var rent skuespil. Hun havde en rolle at fylde ud og lige nu var det den rolle hun skulle udfylde. 

"Som I allesammen hørte, så er mit navn Sonta og dette er min mor. Vi kommer fra det 3. univers, hvor der lige nu udspiller sig en krig i vores hjemstavn. Mor og jeg flygtede for vores liv ind i denne ganske ukendte verden med ønsket om at overleve..." Hun ser ned på gulvet, mens hun holder en lille kunst pause og trækker været dybt inden hun fortsætter, "vi var nødsaget til at efterlade min far og bror, da det ikke var muligt for dem at undgå krigens gru... De blev begge sendt ud i kamp længe inden at nogen havde set den komme og..." Hun holdt endnu en pause. Denne gang helt ægte, mens hun sank en klump og så op på de tilstedeværrende. "Og vi har faktisk ikke haft kontakt med dem det sidste lange stykke tid og kan umuligt vide om de stadig er der ude et sted, eller om den verden som vi kender og er vokset op i overhovedet eksistere lige nu i dette øjeblik." Hun så ned i gulvet og tænkte lidt over situationen. "Der er faktisk ikke så meget mere at sige om os, end det..." Hun ser lidt over på Kamilla, der sidder med hånden for munden og tårer i øjnene.

Hun nikker stille og samler sig. "Ja det... det var vist også fint... Skal vi gå videre til familien Wolf?" Hun nikker over til en ældre herre med stort brunt skæg, stort tykt hår, behårede, muskuløse arme og bredde skuldre. "Selvfølgelig vil jeg det kære Kamilla," siger han og rejser sig op fra den lille stol han sad på. Den virker underligt lille og skrøbelig ud under hans store og robuste krop. Han går op og stiller sig på kassen, mens Sonta går ned og sætter sig ved siden af sin mor. "Mit navn er som mange af jer allerede ved Thomas. Jeg er den lokale mure og har stået for de fleste renovationer her i området. Min familie består af min kone Luna og vores børn Judas, Sofia, Nova og Lucas. Vi er som vores efternavn nok bære præg af vareulve. Jeg er alfa hannen og min ældste søn Lucas bliver den næste i rækken." Hans stemme var dyb og varm, men ordene gav genlyd i Sontas hoved. Lucas og Nova var søskende og over i købet en del af dette noget specielle, magiske samfund...

Sontas blik røg over på familien. Lucas stod med et stort, selv sikkert smil, mens Nova havde tårer i øjnene, da hun smilede sørgmodigt tilbage til Sonta hende. Hun så hurtigt ned i gulvet og lukkede øjnene hårdt sammen. Resten af mødet flød sammen. Der var nogle gagrøgler, elvere, trolde, vampyrer og en hel masse andet, som Sonta ikke lod mærke til. Det eneste der interesserede hende var at komme langt væk. Væk fra de irriterende vareulve, som helt sikkert ville finde en måde at få hendes situation til deres fordel. Det ville Lucas i hvert fald, hun var stadig ikke helt sikker på hvor Nova stod i det her. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...