Det sidste forsøg

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jan. 2015
  • Opdateret: 22 sep. 2016
  • Status: Igang
Sonta er den nye pige i den brogede flok. De andre kender til at leve et dobbeltliv, da de alle har deres hemmelighed, men Sonta ser ud til at gemme på langt flere overraskelser end Nova og hendes bror Lucas i deres vildeste fantasi kunne forestille sig...

1Likes
21Kommentarer
798Visninger
AA

3. Lørdag morgen

Sonta stod og så ud over skolegården. Den var helt tom, eftersom det var lørdag. De fleste af hendes jævnaldrene lå nok hjemme og sov rusen fra gårsdagens druktur ud, men hun var vågnet med mareridt kl. 05:00. Hun var helt sikker på det, for hun havde set på det lille ur, som hendes mor havde tvunget hende til at anskaffe sig. Hun havde valgt at stå op og gå hen til skolen. Mest fordi hun havde brug for frisk luft og ikke kendte til andre steder end skolen og mødestedet, hvor man ikke må være når det ikke er mødetid. Det var den eneste grund til at hun fandt sig selv midt i skolegården iført en lang, sort, løs kjole, neglionstrømper og en vinrød cardigan. Hun sad i skeraderstilling og så lige op i himlen. 

"Hvad fuck laver du nu her?" lød en stemme højt fra indgangen til skolegården. Hun behøvede ikke at se ham, for at vide hvem han var. Uvilkårligt kørte hun en hånd gennem det kludrede hår. Hun svarede ham ikke og nægtede at se på ham. Hun tog en dyb indånding og mærkede energien omkring hende vokse. Hun kunne ikke modstå fristelsen for at lade det gå løs og skabe et vindstød imod ham. 

Hans skridt gav genlyd i den tomme skolegård, da han gik hen mod hende. Hun kunne fornemme hans lette bevægelser og fik kuldegysninger. "Jeg spurgte dig faktisk om noget," hvæsede han og stillede sig foran hende med let spredte ben og hænderne i siden. Hans figur virkede vild og voldsom op mod morgensolens rødlige skær. Hun smilede skævt til ham og rejste sig langsomt og elegant op. "Jeg hørte dig vist ikke helt," hviskede hun roligt og lagde hænderne over kors, "vil du være sød at gentage dit spørgsmål?" De stod kun ganske kort fra hinanden. Energien mellem dem var krigerisk. De var begge dybt fokuseret på den anden. Deres stille kamp var ufattelig indtens. Lucas kunne mærke kløerne begynde at vokse under huden og en dyb knoren var på vej op gennem hans strube. Han måtte bruge al sin energi på ikke at give efter. Sonta samlede de omkringliggende energier omkring sig og det var ligefør der stod gnister fra hendes fingerspidser. 

"Lucas!" afbrød Novas stemme. De vendte sig begge på samme tid. Sonta måtte passe på ikke at sende al den samlede energi mod Nova ved et uheld. Hun ønskede jo ikke at skade den eneste her der havde taget godt imod hende. "Hvad laver du dog her ved denne tid, Sonta?" fortsatte hun glad, mens hun let sprang hen mod dem. Bag hende gik resten af de unge fra deres flok. Hun kunne genkende dem fra mødet. 

"Jeg kunne ikke sove og så elsker jeg at se solen stå op," svarede hun roligt og foregav sit mest venlige og varme smil. Nova krammede hende i det samme hun kom tæt nok på. Sonta var ikke det mindste forberedt og måtte træde et skridt tilbage. "Undskyld, jeg er bare så glad i dag!" udbrød Nova og smilede til Lucas. Sonta holdt roligt den ene hånd omkring det andet håndled, for at skjule at hun rystede. Novas enorme glæde smittede, men mareridtet fra tidligere sad stadig i baghovedet, som en stor, sort skygge. 

"Må jeg spørge hvorfor?" endte hun med at spørge. Hun forsøgte at lyde så oprigtig interesseret, som muligt. "Far sagde lige her til morgen at jeg godt måtte finde sammen med en "ikke særlig" fyr, hvis du forsår hvad jeg mener," viskede hun hen imod Sonta og i al fortrolighed. Sonta kunne ikke lade vær med at smile virkeligt. Der var noget over denne optimistiske pige, med det kæmpe smil, der langsomt skubbede mareridtet i baggrunden. Hendes optimistiske måde at se på verden var befriende. 

"Det må jeg nok sige," svarede hun og så hen på Lucas og tilbage på Nova. Lucas' ansigtsudtryk sagde alt. Han var bestemt ikke fornøjet. Sonta kunne ikke helt bestemme om det var for selve beslutningen eller det at hun fortalte hende om den. Nova virkede ikke til at opfange det. Hun fortsatte i hvert fald uforstyrret: "Ja! Nu har jeg så også bare prøvet at få far overtalt de sidste tre år. Jeg mener virkelig! Vi lever i det 21.århundrede, så burde jeg altså også godt kunne vælge hvem jeg vil være sammen med ligegyldig om de er det ene eller det andet..." Sonta nikkede bare, smilede og gav hende ret. Hun hørte egentlig ikke rigtig efter længere. 

Lucas var gået over til de andre i flokken og observeret en heftig, men lavmeldt diskussion. Sonta forsøgte virkelig at høre hvad den gik ud på, men det var umuligt at høre fra denne afstand. Det var dog tydeligt at se udfra deres kropssprog at de var voldsomt uenige om et eller andet. Lucas var den eneste i flokken der ikke blandede sig i debatten. Han stod roligt i deres tætte kreds med armene over kors og lyttede opmærksomt med. 

Nova stoppede op og fulgte Sontas blik, da det gik op for hende, at det ikke var hende der havde opmærksomheden længere. "Når ja, du kan ikke høre hvad de snakker om vel?" udbrød hun og fangede med det Sontas opmærksomhed igen. Hun svarede dog ikke, men rystede lidt på hovedet. "Jeg glemmer altid hvor dårlig hørelse I har" sagde hun og smilede stille, "men de diskutere om vi skal have lov til at tage med "andre"  til skoleballet, eller om vi skal holde os til vores egne." Sonta så lidt på de uenige forsamlede. Hun forstod ikke flokkens måde at gøre tingene på, men hun forstod dilemmaet. Hun var selv forpligtet over for sit folk og måtte gifte sig derefter. 

"Burde du ikke deltage i den diskussion?" spurgte Sonta efter lidt tid hvor de bare havde stået og betragtet diskussionen. Nova trak lidt på skulderne og svingede sit hår om på ryggen. "Jeg er ikke så glad for at diskutere, så jeg affinder mig bare med resultatet og desuden er jeg ret sikker på at størstedelen af flokken er enige om at skoleballet ikke er den helt store sammensmeltning af folk, så det ikke er imod nogle af vores love og regler," svarede hun stille og så pludselig en lille smugle urolig ud. Hun regnede ikke med at Sonta så det, men det gjorde hun. Hun var fuldt opmærksom på Novas ubehag ved emnet og lagde derfor en hånd på hendes skulder. "Det er okay at være i tvivl," hviskede hun helt stille med et roligt og beskyttende smil. 

Sonta så roligt op mod himlen og lod en finger køre hen over himlen i en lige linje. "Min mor plejede altid at sammenligne min fremtid med himlen," fortsatte hun roligt, "vi ved hvordan den ser ud lige nu, men vi kan ikke vide om den ser anderledes ud imorgen, men ligegyldig hvordan den ser ud, så er den altid pænere end vi først anskuer..." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...