Det sidste forsøg

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jan. 2015
  • Opdateret: 22 sep. 2016
  • Status: Igang
Sonta er den nye pige i den brogede flok. De andre kender til at leve et dobbeltliv, da de alle har deres hemmelighed, men Sonta ser ud til at gemme på langt flere overraskelser end Nova og hendes bror Lucas i deres vildeste fantasi kunne forestille sig...

1Likes
21Kommentarer
795Visninger
AA

16. Kronjuvelerne

Hun rystede mindet om den dag væk og koncentrerede sig om det hun nu stod foran. Hun begyndte at skubbe til døren med en utrolig kræft. Luften i gangen fulgte brutalt hendes stødende bevægelser. Håret piskede voldsomt omkring hende og slog så hårdt mod hendes ansigt at det gav røde mærker hen langs hendes kind. Det trykkede for hendes ører og tårerne begyndte at trænge sig på, men hun havde ikke tænkt sig at give op. Døren skulle op. Det var for tæt på mål til at give op. 

Endelig gav døren efter med et højt knirk. Rykket var hurtigt og uventet, da hun væltede ind i det aller mest dyrebare og vel bevogtede rum i hele slottet. Hun faldt lige så lang som hun var ned på det hårde marmor gulv, der prydede det store overdådige rum. Det sorte marmor, der dækkede gulvet blev brudt af store, tykke søjler, der var smukt udformet som slanger. Der var en i hvert hjørne. Deres krop var snoet rundt om sig selv mens hovederne voksede sig store og majetætiske op under loftet godt fem meter højere oppe. De var samme farve over for hinanden. To grønne og to røde. Møjsommeligt udformet i grøn Amazonit og rød jaspis, der var blevet blankpoleret, så de lyste op i rummet. I loftet var der en stor, hvid halvmåne. Fra månen kom der et blidt lys, der skyldes det magiske stof, som den hvide marmor den var lavet af, var blevet vædet med den gang det i fordoms tid var blevet skabt. 

Rundt i lokalet kunne man se guld spredt ud over det hele i store bunker, hvor der kun var små smalle stiger så man kan bevæge sig rundt i lokalet. Hun bevægede sig forsigtigt igennem lokalet. Hun stoppede op foran de mange stolper, der stod bagerst i lokalet. Der var elleve piedestaler i forskellige højder. Genstande i alle mulige udformninger kunne spottes på dem. En på hver piedistal. Den ene mere magisk og mere kraftig end den anden. Hun lod fingrene glide hen over den nærmeste piedistal. Den var høj og slank. Det var en lille broche der lå på den firkantede plade for oven. Den var udformet som en sommerful med små juveler på. Den smuk og dragende. Hun smilede kort inden hun gik videre.

Hun lod fingrene glide fra piedistal efter piedistal indtil hun nåede til sidste. Det var den laveste og mest usselt udseene. Den var udformet af en enkelt træstamme, der var skæv. Den eneste udsmykning var de små krystaller, der prydede kanten. Den var nærmest gemt væk bagved alt det andet der var i lokalet. På denne diskrette piedistal stod et gammel, irret kros. Hun gned hænderne sammen og dannede et hulrum mellem dem hun pustede ind i, som om hun frøs og ville varme sine hænder. Hun gentog det et par gange inden hun tog ud efter kroset med begge hænder. Hun tog det op med en ufattelig ærefrygt og løftede det ærbødigt op mod loftet. Hendes øjne forlod ikke kroset et øjeblik. Hun frygtede at blinke. Dette kros var den ældste og mest værdifulde genstand i hele slottet. Hendes hænder rystede i det hun gemte kroset i en taske, der lå bag piedistalerne. Den var rummelig, men stadig ikke støre end at hun kunne have den siddende på hoften. 

Hun sukkede lettet da kroset var sikkert placeret i tasken om hoften. Hendes åndedræt blev mere og mere roligt i det hun gik med bestemte skridt mod en af de andre piedistaler. Den var utroligt høj og på sidden af den var der en krog, hvorpå der hang en kappe. hun lod fingrene glide ned langs det rug stof inden på hun smed sin egen kappe og iførte sig dette mesterværk. Den var grå med forskellige sirligt syede mønstre. Hun spændte den forsigtigt foran sin hals med de tykke, guldfarvede snore. 

"Jeg håber du virker lige så godt, som savnet fortæller," hviskede hun usikkert i det hun trak hætten op over hovedet. I det hun havde sikret sig at der ikke var noget der stak ud løb hun hen til døren. Hele hendes krop sitrede. Hun havde om et øjeblik officielt stjålet to af dette riges største og mest magtfulde skatte. Skatte som stort set ingen vidste eksisterede. 

Hun tog en dyb indånding inden hun åbnede døren og skyndte sig ud. Døren blev lukket lige så hurtigt bag hende som den var blevet åbnet. Hendes hjerte bankede ukontrolleret og sveden begyndte at springehysterisk frem på hendes pande. Stemmer fra et eller andet sted nede af gangen fyldte rummet. De kom tættere på med hastie, tunge skridt, der tydede på at det var løbende vagter. Hun så i retningen lyden kom fra og frøs. Hendes krop ville ikke bevæge sig ud af stedet. Hun lænede sig bare op af døren og gled ned af den, mens stemmerne nærmede sig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...