Det sidste forsøg

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jan. 2015
  • Opdateret: 22 sep. 2016
  • Status: Igang
Sonta er den nye pige i den brogede flok. De andre kender til at leve et dobbeltliv, da de alle har deres hemmelighed, men Sonta ser ud til at gemme på langt flere overraskelser end Nova og hendes bror Lucas i deres vildeste fantasi kunne forestille sig...

1Likes
21Kommentarer
798Visninger
AA

13. Gudetæpper

Væggene var smukt dekoreret med vægtæpper over det hele. Et på hver væg. Selv den hvor døren sad. Hvert tæppe fortalte en historie om en af de guder, som holdt styr på de mange universer, verdener og folkeslag, der fandtes. De havde hver deres ting at sørge for.

Det første vægtæppe hun tjekkede var de for Cylvia. Gudinden der holdt styr på både liv og død. Det var hende der afgjorde hvor langt et liv man skulle have, men også hende der valgte hvor længe døden ville vare. Hendes blå hud passede fint til hendes lange bølgede sorte hår, der faldt ned langs hendes slanke krop, der blev dækket af den store hvide kjole. Hun sad i skeæderstilling og holdt hænderne væk fra kroppen med håndfladerne opad. På den ene side af hende voksede der et flammende træ. Livets træ, som ville brænde lige så længe der var liv i bare et univers. På den anden side var der mørke, kun afbrudt af nogle få stjerner, som symboliserede det tomme uendelighed, som man oplevede i døden. 

Hun fumlede febrilsk ved tæppet og undersøgte det grundigt. Hun skulle bare finde den gang. Det kunne ikke gå hurtigt nok. Hun var begyndt at svede voldsomt og bed tænderne hårdt sammen inden hun fortsatte til næste væg. 

Tæppet virkede roligt, men dunkelt. Denne gud blev kaldet Rå og tog sig af naturen i alle universer og verdener. Hans hvide øjne var en kæmpe kontrast til hans helt sorte hud, der var dæk mere eller mindre af grønne klæder, der var slynget omkring ham i et uendeligt virvar. Hans store, brune, krøllede afrohår gjorde det ikke mindre rodede at se på. Hans hånd er strukket ud mod beskueren og det føles næsten som om hans lange klør kan række ud og skære en over hvert øjeblik. Bag ham går dyre lignende skabninger i et med store træer og planter i forskellige former og farver. 

Det tager ikke lang tid for Sonta at konstatere at det umuligt kan være ved dette vægtæppe. Hun har altid haft det dårligt ved lige netop dette billede. Da hun var mindre havde hun flere gange vågnet fra mareridt, hvor han havde jagtet hende gennem skovene og skåret i hende med sine lange, skræmmende klør. Hun fik kuldegysninger bare ved tanken og hendes hjerte begyndte at banke hurtigere. Hun havde stor respekt for alle guderne, men hun var disideret rædselslagen for Rå. Det kunne umuligt være ved dette tæppe hendes personlige gemmested ville være, så hun skyndte sig videre til næste gudebillede. 

Foran hende bredte en tyk mand sig, som sad på huk og stirrede ud på hende. Hans hud var guldfarvet og øjnene bestod af to sorte huller, hvor det ene var halvt dækket af en grå banage. Hans tøj bestod af et stykke gråt stof, der viklede sig rundt om hans underliv. I hans ene hånd holdt han en pisk og i den anden et smukt pyntet guldbærer, der næsten flød over med den dejligste vin. Han var oplyst af et stråleskær. Bag ham tårnede en sølvvægt sig op med en ugle på hver side. Den ene ugle var hvid og spredte sine vinger ud mod beskueren. Den anden var sort og lukkede sig inde om sig selv med blod om næbet. Guden i dette billede var Deman. Hans fineste opgave var at dømme folks handlinger. Gjorde man en god gerning ville han belønne en, men hvis man gjorde noget skidt ville han straffe en. Han sørgede for balancen i individet. 

Sonta faldt altid i staver når hun studerede dette billede. Det mindede hende altid sin far. Som konge skulle han, ligesom Deman, dømme folks handlinger og bestemme deres straf eller belønning. Når hun tænkte p det fik hun en lille klump i maven. Det var hendes fremtid. Hun skulle være en menneskeliggørelse af Deman. Demans menneskelige stedfortræder plejede hendes mor altid at sige. Hun skulle dømme her iblandt hendes folk på vejene af Deman. 

Hun sukkede lidt, mens hun tjekkede tæppet igennem. Der var dog ikke noget held denne gang. Hun skulle skynde sig. Vagterne kunne finde hende når som helst, hvilket ikke måtte ske. Hun måtte under ingen omstændigheder blive afsløret i dette. 

Det fjerde tæppe var det sidste der havde en hel væg. Luna var den evige beskytter og budbringer af håb. Hun er den gud der gav væsner over alt deres viden, men vigtigst af alt, så var hun den der bragte håb ind i menneskets hjerte og gjorde det i stand til at se lys for enden af tunelen og derved fortsætte. Hun fulgte med i krig og kærlighed. Alle krigere havde hendes navn ridset ind i deres rustninger og bar hende ofte i et emblem om halsen. Hendes guldhår danser langsomt ned over hendes brune ansigt. Hun står rank iført en jernrusting med grønne og guld mønstre over alt. I den ene hånd holder hun et sværd, der stolt støtter med spisen mod hendes jernbelagte fod og i den anden hænger et anker ned. Kæden fra ankeret snor sig hele vejen op af hendes arm, som en kvælerslange omkring sit bytte. Bølger bruser op omkring hende på hver side, men ikke en dråber lader til at ramme hende. En ørn spreder sine vinker stolt bag hende og duer flyver op i en vifte bag hende. 

Luna var altid afbillede meget dramatisk og som en utrolig stolt gudinde. Hendes opgave var trods alt at skabe håb, især i kristider som disse. Det kunne næsten ikke være andre steder end ved hende. Sonta undrede sig lidt over hun ikke straks havde tænkt på Luna og sparet en masse tid. Hun ledte over alt og gjorde alt for at finde det, men det var tydeligvis ikke ved dette tæpper hellere. Hun bed sig lidt i læben. Hun havde rigtig travlt nu. 

Det sidste tæppe hun manglede at undersøge var det der bredte sig rundt om døren. Lysettas hvide ansigt hang hen over døren og kiggede varmt ned på Sonta med sine store, mørkeblå øjne. Om halsen hang en stor guldkæde, hvor hun holdt nøglen, der hang i den, ud til venstre for døren. Hendes lange, røde kjole blæste ud til siden og dækkede for det nederste af væggen, mens den øverste del blev dækket af hendes lange, bølgede, lyse hår. I håret dukkede der objekter og væsner op over alt. Alle objekterne var fra forskellige universer og verdener. Hendes opgave var at holde styr på de forskellige verdener. Sørger for at ting bliver på deres plads og ting ikke dukker op i forkerte universer. 

Sonta sukkede lidt og lod fingrene glide hen over tæppet, men stoppede ubevidst ved nøglen. Noget fik hende til at holde sin hånd lige netop her. Hun strakte fingrene ud og lod hele håndfladen røre ved materialet. Nøglen begyndte at lyse kraftigt op og væggen forsvandt langsomt et lille stykke af gangen. 

I det samme hørte hun vagterne ude fra den anden side af døren og de begyndte at tage i håndtaget. Hun spærrede øjnene op og s fortabt på håndtaget. Gangen var ikke helt stor nok til at hun kunne komme igennem endnu og vagterne var på vej ind nu. 

Hun skyndte sig at holde igen for døren. Hun støtte imod med alle kræfter, men det var svært, for de var flere og mænd. "Foca," hviskede hun forpustet om og om igen. Hun kunne tydeligt mærke hvordan styrken flød ud i hendes muskler og rodfestede sig. Hvorfor tog det så lang tid at åbne ind til den gang? Hun kunne næsten ikke holde vagterne tilbage længere. Selv med magisk styrke var flere stærke, muskuløse vagter en stor mundfuld og hun måtte koncentrerer sig voldsomt meget om at holde døren lukket. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...