Det sidste forsøg

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jan. 2015
  • Opdateret: 22 sep. 2016
  • Status: Igang
Sonta er den nye pige i den brogede flok. De andre kender til at leve et dobbeltliv, da de alle har deres hemmelighed, men Sonta ser ud til at gemme på langt flere overraskelser end Nova og hendes bror Lucas i deres vildeste fantasi kunne forestille sig...

1Likes
21Kommentarer
794Visninger
AA

12. Flugten til bedelokalet

Rulan var løbet i forvejen. Han sørgede for at fjerne folk fra gangen ved at beordre dem andre steder hen. Han forklarede at de lavede et uventet vagtskrifte, fordi der var kommet nyt om at fjenden muligvis havde fået nys om vagtordningen. Tilsyneladende var der ikke nogen af vagterne, der fandt det særlig underligt, hvilket fik det til at løbe koldt ned af ryggen på Sonta. Dengang hun havde været her sidst havde ihvertfald hver anden vagt stillet spørgsmål til den mindste ændring, men tiderne havde tydeligvis ændret sig. 

Sonta stod lænnet op af døren og lyttede koncentreret til hvad der foregik ude på gangen. Hendes hjerte bankede voldsomt og hendes hænder rystede. Hun ventede tålmodigt på at der blev helt stille på gangen. Hun var nødt til at skynde sig. Det ville kun være et spørgsmål om tid før det næste hold vagter ville dukke op og tage over efter de gamle. 

Hun tog forsigtigt i håndtaget og lod det glide ned så stille hun kunne. Den gamle dør knirkede brutalt, da den blev åbnet og for et øjeblik frøs hele Sontas krop til is. Var der mon nogle der hørte det? tænkte hun forskrækket og koncentrerede sig voldsomt for at hører om der skulle være nogen. Svedperler sprang frem fra hendes pande og løb ned langs hendes ansigt, da hun hurtigt skubbede døren det sidste stykke op, så hun kunne komme igennem. På hurtige, letter fødder skyndte hun sig ned gennem de velkendte og alligevel så fremmede gange. De virkede underligt kolde og fraværrende. De var tydeligt forandret og alt i disse gange bevidnede om den krig der befandt sig lige udenfor slottets mure og som holdt hele landet i et koldt og kynisk jerngreb. Det mindede hende om hendes pligt overfor sit folk og rige. Det mindede hende også om at hun var nødt til at vende tilbage på et tidspunkt og rette op på alle de fejl, der var blevet begået. Det mindede hende om at hun ikke kunne blive i den anden verden. Hun skulle forlade Nova, Lucas og alle de andre før eller siden. Det gjorde ondt. Hun havde selvfølgelig været vidst det længe, men pludselig gik det op for hende hvad det virkelig betød. Det betød ikke hun kom tilbage til det hjem hun forlod. Hun ville komme tilbage til den her ødelagte rest af hendes hjem, som hun ville have det fulde ansvar for.

Tanken gjorde hende bange og fik hende til at stoppe for et øjeblik. Tårerne begyndte at finde sin vej ud af øjenkrogen. Det var lyden af vagter der nærmede sig der fik hende til komme til sig selv igen. Hun kunne høre dem komme tættere og tættere på og hun manglede stadig et godt stykke inden hun kunne komme hen til bedelokalet. "Åh gud... nej, nej, ikke nu..." hviskede hun frustreret til sig og satte i spurt. Hun skyndte sig alt hvad hun kunne selvom hendes lunger skreg efter luft og hendes syn var sløret af tårer. Hun var ikke i stand til at finde ud af om det var grundet hendes beskadigede krop, der skreg af smerte eller en reaktion på de negative følelser og tanker, som stadig tyngede hendes krop. 

Hendes krop fandt næsten vejen derhen af sig selv. Hele vejen kunne hun høre vagterne snakke bag hende, men det virkede ikke til at de havde opdaget hende, men hun havde ikke lyst til at tage nogle changer, så da hun hurtigt og besværet gled ind af døren ind til bedelokalet. Hun sørgede for at lukke den bag sig så hurtigt og lydløst, som det over hovedet kunne lade sig gøre. 

Hun stod lidt og så på sin hånd i det hun havde lukket døren. Den holdt stadig fast om håndtaget og de små rifter og skrammer var gået op igen og begyndte at bløde. Langsomt og flydt med frygt flyttede hun hånden og var lige ved at bryde sammen, da hun så blodet, der havde farvet håntaget helt rødt. De normalt så flotte guldfarvede håndtag, der var udformet som en gren, der endte ud i et blad. Bladet var det eneste der ikke var dækket af en tyndt lag af blod. Hun bed sig hårdt i læben og trak hurtigt hånden til sig i rædsel. Det var ikke så meget det at hun så blodet, men mere bevidstheden om at nogen snart ville opdage blodet på de andre håndtag og finde frem til hende. Hun så forskrækket ned af sig og på sit blodige tøj. "Sara," hviskede hun hurtigt og sårene på hendes hænder lukkede sig langsomt, blodet størknede hurtigt, skallede af og faldt ned på gulvet. 

Hun vendte sig om. Nu skulle det gå stærk. "Hvor er det?" hviskede hun opgivende og så sig hurtigt rundt i lokalet. Det lille, femkantede lokale stod præcis som da hun tog afsted. Hun vidste at der var en skjult indgang, men hendes far havde ikke fortalt hende hvor. Han havde sagt at det var noget hun selv måtte finde ud af. Det ville være et sted, hvor kun hun ville være i stand til at regne det ud. Gangen var magisk og ville ændre placering for hver gang en ny tronarving skulle finde gangen. "Jeg har ikke tid til det her," hviskede hun og lod fingrene glide hen over murene i håb om at finde et eller andet. Hun vidste godt det var en umulig opgave, men hun var ved at løbe tør for tid. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...