Det sidste forsøg

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jan. 2015
  • Opdateret: 22 sep. 2016
  • Status: Igang
Sonta er den nye pige i den brogede flok. De andre kender til at leve et dobbeltliv, da de alle har deres hemmelighed, men Sonta ser ud til at gemme på langt flere overraskelser end Nova og hendes bror Lucas i deres vildeste fantasi kunne forestille sig...

1Likes
21Kommentarer
802Visninger
AA

4. Facaden

Kristina stod  og ventede på hende da hun kom hjem igen. "Du følte ikke for at fortælle mig hvor du var henne?" sagde hun roligt og kiggede ud af køkkenvinduet med et glas vand i hånden. Hendes hænder rystede og den ene hånd holdt stadig stift om håndvaskens håndtag. Hun havde en klump i halsen og ordene gjorde ondt at sige højt. En tåre af lettelse pressede sig stille på. 

Sonta satte sig roligt ned ved det runde egetræsbord i midten af rummet. "Undskyld," svarede hun roligt, som hendes opdragelse bød hende af gøre det. Hun lodbene falde til den ene side under bordet og foldede hænderne og lagde dem på bordet. "Jeg tænkte det ville være et fornuftig ting at klare tankerne inden jeg skulle begynde på dagens istandsættelse af vores midlertidige bolig, som folk af denne verden ville gøre det," fortsatte hun stålfast og så direkte på sin mor. Gamle vaner var svære at vende sig af med og den rolige, stive måde at tale sammen var den eneste måde hun vidste kunne få hendes mor til at falde lidt til ro og føle sig lidt mere hjemme. Det virkede til syneladende, da hendes mor vendte sig om smilede hun og stillede glasset fra sig i en rolig bevægelse. "Du har ret min kære datter," siger hun og tager en dyb indånding, "vi har så meget at se til og selvfølgelig skal vores tanker være klare, så vi kan passe ind i dette forunderlige univers." 

Sonta sagde ikke noget, men nikkede bare. Hendes hænder var stadig foldede da hun rejste sig og gik ind i stuen. Der stod en masse flyttekasser, men de var alle sammen tomme. De havde ikke fået noget med fra deres gamle liv, men de måtte lade som om. 

 

***

I genbrugen så Kristina på et skab, der mindede om et af de store klædeskabe, der stod inde på gæsteværelserne på slottet. De var blevet skåret specielt til at stå der. Hver en lille detalje var blevet kælet for og rundt i hjørnerne havde halvmånefolkets sejl været skåret ind. 

Sonta lod som hun ikke vidste hvor meget det gik hendes mor på at kigge på dette skab. Det var tydeligvis ikke så detaljeret, som de skabe der var der hjemme på slottet, men selv den mindste ting der mindede om deres stioution gjorde ondt. Istedet kiggede hun fraværende ud af vinduet og nulrede forsigtigt ved en poselænsfigur af en hyrdinde. 

Døren gik op og klokkens lyd gav et lille gip i Sonta. Nova kom blæsende ind i butikken og krammede Sonta i det samme hun nåede hen til hende. "Hej!" udbrød hun glad, "de blev enige om at vi ikke skulle gå med hinanden til ballet, så nu mangler jeg bare at finde mig en sød, helt almindelig fyr, som kan tage mig med!" Hun råbte næsten, da hun fortalte det og hendes øjne lyste op. Hendes humør smittede en smugle og Sonta krammede forsigtig igen. Hun var ikke vand til at folk udtrykte sine følelser så voldsomt som Nova gjorde det, og det gjorde hende en smugle usikker. 

"Hvor er jeg glad på dine vejene, men du burde nok ikke råbe det ud over alt så alle kan høre hvor heldig du er," svarede Sonta i et mere roligt stemmeleje og løsrev sig fra Novas krus. "Når ja!" udbryder Nova og ser sig fortumlet om, "det havde jeg næsten glemt." Det sidste hviskede hun næsten og så nærmest skamfuldt ned i jorden. Sonta lagde roligt en hånd på hendes skulder og smilede: "Du behøves ikke blive trist over det. Du har så meget at glæde dig over, men bare vær opmærksom hvordan du udtrykker dig." Nova så op på hende og smilede lumsk. "Nu lyder du ligesom Lucas," grinede hun og bakkede drillende tilbage. "Jeg minder overhovedet ikke om Lucas!" sagde hun fornærmet, men dog med et smil på læben. "Jo du gør!" udbrød hun og bakkede stille hen mod døren, men fordi hun gik baglæns støtte hun ind i en komode, der rakte lidt længere ud end alt det andet. Sonta reagerer hurtigt og helt instinktivt da hun kaster sig efter den lampe, som falder ved sammenstødet. Hun lander på maven ved siden af bordet med lampen i hænderne. 

"Hvordan gjorde du lige det?" spørger Nova målløs og stirrer forskrækket på hende. Sonta kigger forsigtigt op på Kristina, som står med hænderne op for munden. "Øhm..." hviskede hun i et forsøg på at trække tiden ud mens hun faldt på en undskyldning, "min bror og jeg tumlede ret meget omkring, da vi var mindre, så jeg har vel bare lært at reagere hurtigt på ting der falder ned." Hun sagde det lidt ligegyldigt og stalde lampen på gulvet, så hun kunne rejse sig op. Hun smilede roligt og børstede forsigtigt sit tøj af. "Vildt!" hviskede Nova imponeret, "ikke engang Lucas har så gode refleksser." Hun var virkelig målløs og kunne slet ikke holde sin underlæbe oppe. 

Kristina kommer hen ved siden af dem med sit formelde smil: "Sonta, vi må vist se at komme videre, der er ikke noget her vi skal have lige nu og vi skal også nå hen forbi malerforretningen og have købt maling til stuen og dit værelse." Sonta smiler mens hun nikker. "Farvel Nova," hvisker hun stille. Nova krammer hende voldsomt, men kort. 

***

Da de går hen af gaden kigger Kristina ikke på Sonta en eneste gang, men bare stift ligeud. "Det var tæt på min kære," hviskede hun, da de nåede på behørig afstand. Sonta fik en klump i halsen. Den virkelige årsag til at hun kunne nå at reagere og gribe den lampe var fordi hun var trænet til det. Alle hendes sanser var finpudsede instrumenter, der tilsammen gav den perfekte dræber maskine. Det var ikke noget man behøvede i denne del af denne verden og man ville helt sikkert ikke kunne forstå det, men i deres univers var det nødvendigt at tronarvingen var i fuldt ud stand til at slå ihjel uden at tøve et øjeblik. Det var selvfølgelig i fuldstændig selvforsvar, men det ændrede ikke på at hun var disideret trænet til at reagere på alt hvad der skete i lokalet. 

Hun kendte foreksempel allerede alle de flugtveje, der var på denne gade. Hun havde udset sig den letteste vej at komme væk på. Brandtrappen på hendes venstre hånd ville være en god måde at komme op på taget, hvor hun kunne springe fra tag til tag. Det ville være svært for almindelige mennesker at følge efter hende der oppe, men der var også risiko for at taget ville give efter under hende og i denne verden ville hun ikke være i stand til at fortsætte uden at bringe sig selv og hele det magiske samfund i fare. Hun kunne også forsvinde hen af den lille sidevej lidt længere henne ved siden af bageren og gemme sig i lagerkælderen bag den røde dør. 

Hun rystede lidt på hovedet. Hun var ikke i krig lige nu. Hun befandt sig i et helt andet univers. Et univers, hvor de ikke vidste hvem hun i virkeligheden var. Ikke engang den magiske verden måtte nogensinde finde ud af hvem hun var, så der var ingen grund til at være bange for at blive overfaldet eller andrebet her. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...