Det sidste forsøg

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jan. 2015
  • Opdateret: 22 sep. 2016
  • Status: Igang
Sonta er den nye pige i den brogede flok. De andre kender til at leve et dobbeltliv, da de alle har deres hemmelighed, men Sonta ser ud til at gemme på langt flere overraskelser end Nova og hendes bror Lucas i deres vildeste fantasi kunne forestille sig...

1Likes
21Kommentarer
797Visninger
AA

15. Det kongelige familie mærke

Hun stod lidt og kiggede rundt i den dystre gang, der var let oplyst af fakler, som lyste på magisk vis. "Det er vel hvad man kan forvente af en magisk "ikke eksisterende" gang," mumlede Sonta fortumlet til sig selv. Hun pustede omgivende en tot hår væk øjet og skubbede sig væk fra væggen. 

"Jeg må hellere komme videre," hviskede hun mens hun tog en af faklerne ned fra væggen. Træhåndtaget var koldt og glatpoleret. Det var som formet til hendes hånd og flammerne fik skyggerne på væggen til at danse, når hun bevægede sig. De slog sig langt bag hende. Hun kunne ikke lade vær med at tænke at de strakte sig længere og længere mod bedelokalet, hvor hun netop havde efterladt de stakkels vagter. Som om de prøvede at fortælle hende at hun burde vende om. 

Hun sank en klump ved tanken og vendte atter sin opmærksomhed fremad. Der var ingen grund til at kigge tilbage nu. Der var alligevel ingen vej tilbage. Hun var nødt til at fortsætte. 

Hendes skridt gav genlyd gennem gangen og fik hendes hjerte til at banke hurtigere og hurtigere. Hun måtte trække vejret dybt flere gange. Hendes hænder rystede og alting virkede uoverskueligt. 

Det føltes som om hun havde gået i den gang i en evighed, da hun endelig nåede til den anden ende. Der var en høj, smal dør med guldbelagt dørkarm og håndtag. På døren var malet det samme symbol som hun havde tatoveret på kravebenet. De to slanger der bider hinanden i halen. Den ene var blodrød med sølv aftegninger og den anden var græsgrøn med guldaftegninger. I hver af deres øjne kan man se en nymåne spejle sig. Nymånen skinder hvidt i de kulsorte øjne. 

Hun lader kærligt hånden glide fra den ene slange til den anden, hvorefter hun kigger ned på sit kraveben og lader fingrene kører hen over tatoveringen. Slangerne er de samme, selvom hendes tatovering kun er en sort silhuettegning. 

Hun kunne tydeligt huske den dag hun havde fået den. Det var, traditionen tro, på hendes otteårs fødselsdag. Der var en hel ceremoni over det. Hun havde siddet på en speciel ritualstol i midten af det kongelige bedelokale. Hendes mor havde siddet til højre for hende og hendes far havde siddet til venstre. Hun ville aldrig glemme deres stolte ansigtudtryk. Stoltheden havde strålet ud af deres blanke øjne. 

Rundt om hende havde resten af folket stimlet sammen og dannet en tæt cirkel omkring stolen. Alle der havde mulighed for at komme var dukket op. Det var en stor begivenhed og alle ville opleve dette. 

Præsten havde stået foran hende med spredte arme, så man kunne se alle billederne på hans store, tunge poncho. Der var guld og sølv tråde spundet ind imellem alle de farverige aftegninger af guderne. På hovedet havde han haft den traditionelle hat, der forestillede to slanger, som elegant snoged sig omkring hinanden. Den ene blodrød og den anden græsgrøn. Oppe i toppen af hatten holdt de to slanger en sølvfarvet halvmåne mellem dem. 

"Sonta, kronprinsesse af halvmånefolket, i dag er vi alle samlet for at fastslå ikke bare dit blods magt og stolthed, men også det kæmpe ansvar der ligger foran dig. Et ansvar dine forfædre før dig har taget på sig, for at kunne overlevere det til dig en dag. I dag vil vi give dig det kongelige mærke og vedgive at din medfødte gaver altid vil stå til rådighed for dit folk, hvortil vi, dit folk, altid vil være dig tro," havde han sagt med en høj myndig stemme. Alle de tilstedeværende havde været brudt ud i et stort jubelråb. Hele sallen havde været næsten uudholdelig at befinde sig i, grundet den høje støj, men Sonta havde aldrig været mere stolt. Hun havde aldrig smilet så meget som hun gjorde den dag. 

Præsten havde smilet varmt til hende, da han havde vippet armene lidt op og ned, så masserne faldt til ro. Der var blevet stille. Stille som i graven. Ingen havde turet sige eller gøre noget. Han havde med lange tunge skridt gået om på siden af hende og satte sig over skreds på en lille skammel med slangeformede ben. Bag hende havde der stået et bål med flere glohede metalstænger i forskellig tykkelse. 

Præsten havde rakt ud efter den første jernstang og råbt: "Den første slange der bliver tegnet er den røde." Hun havde været nødt til at bide sig selv hårdt i læben for ikke at skrige, da jernrøret brændte sig ind i hendes tynde, bløde hud. En enkelt tårer havde fundet vej ned over hendes kind, men ikke en lyd havde forladt hendes læber. 

Da han havde tegnet den første slange færdig vendte han sig igen mod folket og råbte med åbne arme: "Lad for altid den røde slange symbolisere de foregående konger og dronninger, der har banet vejen for os allesammen og bragt stolthed til vort rige." Folket havde igen været brudt ud i jubel indtil han endnu engang afbrød det.

"Den næste slange der vil for altid sidde på vores kronprinsesse er den grønne slange," havde han råbt inden han havde taget de gloende varme jern ud af ilden igen, for at tegne den anden slange. Endnu engang havde hun ikke ladet en eneste lyd komme over sine næsten blødende læber. 

"Ved den grønne slange fejrer vi de kommende konger og dronninger, som i fremtiden vil berige vores elskede kongerige med mange sejre," havde han stolt udtalt sig efter den var tegnet. Ingen af slangerne havde endnu fået tegnet øjne. Hun havde trukket vejret dybt da han havde rejst sig op og rakt armene ud til hver side.

"Men vi vil ikke stoppe ved slangerne," havde han været startet med et stort smil på læberne, "for alle konger og dronninger, til alle tider har haft en ting til fælles." Han holdt en kunstpause, mens han gik hele vejen rundt om mig med en pegende finger ud mod folket. "Os!" konstaterede han, "Alle os, folket! Alle konger til alle tider er til for os, for folket. Dette vil foraltid være forsejlet i deres mærke." Han havde stået op, da han tog det sidste jernrør. Dette havde været det traditionelle jernrør, som kun blev brugt under denne særlige ceremoni. Det var formet som slangernes øjne, hvor der manglede en havmåne. 

Han havde haft det løftet højt over hovedet inden han med stor præcision havde stukket jernet mod hendes hud. Det havde ramt perfekt først ved den røde slange og derefter den grønne. 

Under dette trin havde hun givet et lille gib fra sig, men ikke højt nok til at nogen havde kunnet hører det. Hendes skulder havde været ildrød og varm. Det havde gjort ondt at bevæge sig og hun havde aldrig før eller siden haft det så varmt, men hun havde været utrolig stolt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...