Det sidste forsøg

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jan. 2015
  • Opdateret: 22 sep. 2016
  • Status: Igang
Sonta er den nye pige i den brogede flok. De andre kender til at leve et dobbeltliv, da de alle har deres hemmelighed, men Sonta ser ud til at gemme på langt flere overraskelser end Nova og hendes bror Lucas i deres vildeste fantasi kunne forestille sig...

1Likes
21Kommentarer
800Visninger
AA

9. Det 3. univers

Sonta lå slapt på gulvet midt i et pentagram magen til det hende og Lukas havdet tegnet på fabrikken. Stregerne lyser op i det mørke lokale. Hun bliver nødt til at sidde og lade hendes øjne vende sig til mørket. Væggene er lavet af træ og står faldefærdigt rundt om hende. De er dog helt tætte og der er kommer intet lys igennem. Hun fumler sig hen imod et lille skab, som står nogle meter fra hende. Hendes krop er udtømt for kræfter, efter turen og det tager hende noget tid at komme så meget til hægterne at hun kan nå op og åbne de to øverste låger, som er placeret ovenpå skufferne. Hun klamrer sig til skabet og hiver sig nærmest udelukkende op i armene. Hun ved at det skal gå stærkt, for der kan komme nogen hvert øjeblik nu. Der vil helt sikkert være nogen, der har kunne mærke den energi udladning, som der var foregået. Der ville ikke gå lang tid før de fandt hen til hendes nuværende position. 

Hun åbnede lågerne med et stort ryk og bad til at de ikke gik i stykker af det. Inde i skabet stod der en lanterne med et sort stearinlys inden i. Hun hæv den udmattet ned fra hylden. Hvorefter hun faldt ned på gulvet og åbnede den. Hun hæv forpustet efter vejret, men viskede roligt, men bestemt: "Lys natten op med din varme glød og lad mig indånde din styrke." I det samme tændes stearinlyset og en varm glød lagde sig omkring hende. Hun kunne mærke den svage varme fra flammen og lod kort dens styrke indlæmme sig. Det varede dog kun et kort øjeblik, for hun skulle videre og så længe flammen lyste ville den skaffe hende styrke. 

Hun lukkede hurtigt landternen og flåde skufferne op. Hun hæv det pænt foldede tøj op og holdt det ind til sit bryst mens hun trak en stor, sort kappe over skuldrene og hætten godt op over hovedet. Hun trak også den halvlange kniv, der lå under det op og stak den i sit bælte. Hun havde ikke tid til at klæde om her, så hun måtte bare tage det med sig og håbe på hun fandt en gyde hun kunne bruge. 

I det samme hørte hun mænd nærme sig. De råbte højt og deres hunde gøede hjerteskærende. Hun kunne se lyset fra deres lygter gennem de mørklagte ruder. Hun bed sig i læben løb hurtigt mod den skjulte bagdør med tøjet i den ene hånd og lygten i den anden. Hendes lange, bølgede brune hår pisket hendes i ansigtet, men det var der ikke noget at gøre ved nu. Hun måtte væk! 

Hun løb alt hvad hun kunne gennem de små gader, der førte op mod slottet. Hun havde lært dem alle sammen uden ad, men det var som om det var en evighed siden hun havde været her. Alting så, så anderledes ud. Nogle af husene var blevet brændt ned og andre var blevet ødelagte. Der var selvfølgelig også mange af dem, der stod, som de gjorde, da hun forlod dem, men det var tydeligt at daggryfolket, vores fjender, var kommet helt ind i byen. Hun fik tårer i øjnene og bad til at slottet endnu var uberørt. Dere ville nok ikke gå lang tid og når først de var kommet ind var det slut. Hendes far og bror ville være døde og det hellige krus ville være fortabt forevigt. Hun ville ikke længere have noget sted at hører til. 

Hun slog tanken fra sig og nåede hurtigt til slotmurren. Hun så sig grundigt omkring, men kunne se fjendens telte være slået op lige uden for porten. De var altså ikke kommet ind endnu. Det bildte hun sig i hvert fald ind det var et tegn på. Dybest set vidste hun godt det ikke nødvendigvis var sandt. 

Hun tjekkede for vagter og skiftede så tøj i en gyde lige i nærheden. Hun sørgede for at der ikke var nogle soldater i nærheden og ræv det gamle tøj i stykker og smed det i en mudderpøl i gyden. Hun var grundig og sørgede meget omhyggeligt på at skjule alle tegn på at det var fra et andet univers. Det var ikke ligefrem let, men det gik lige. Det måtte briste eller bære. Der var ikke så meget at gøre ved det. 

Der blev taget en dyb indånding inden hun listede sig om på bagsiden af slottet. Det var bygget på en klippeside, der gik lodret op og var poleret spejlblank, så man ikke kunne komme den vej ind. Der udover var der blevet lavet en voldgrav rundt, som gik en smugle ind i klippen. Slottet var derfor ret godt sikret, men ikke umuligt at komme ind i, hvis man vidste hvordan. Der fandtes nemlig en hemmelig indgang, der befandt sig lige hvor voldgraven mødte klippevæggen. 

Hun knugede sig helt ind til klippevæggen og tjekkede endnu engang for fjender. Hun var forpustet og hendes hjerte hoppede ustyrligt i hendes brystkasse. Hun holdt forsigtigt lanternen oppe i luften og hviskede: "Lille, mægtige lanterne, der i tidernes morgen blev skænket at gudinden Hilta jeg beder dig med alle mørkets kræft, der er blevet mig skænket ved fødsel om at vise mig din hellige vej til mit fædrene hjem." Hun holdt vejret og lod foden glide ud i intetheden. Det var kun kongelige og deres aller mest betroede livvagter, der kendte indgangen, og det krævede sortmagi at benytte den, hvilket kun var Halvmånefolket, der besad. Det var en ret god sikring, for at der ikke var uvedkommende, som benyttede sig af denne vej, men hun var stadig nervøs, for at blive afsløret. Hun var forsvarsløs. Selvom hendes fødder let fandt vejen hen over voldgraven og klippevæggen støttede hende mod ryggen kunne alle, der gik forbi stadig se hende helt tydeligt. 

Da der var omkring en meter hen til kanten, hvor hun kunne søge i dækning bag en busk og komme ind igennem et hul i murren, kunne Sonta hører stemmer nærme sig. Det var mænd, der grinede og lo. Der var også en af dem der sang. Sonta stivnede lige midt i en bevægelse. Mændene kom snart til syne. De vaklede fra side til side og var tydeligvis beruset, men i det samme så de hende. Den ene af dem, desværre ham der gik mest lige, stoppede op og så grundigt på hende. Deres øjne mødtes, hendes blå mødte hans grønne. Det gik hurtigt op for ham hvad der foregik, selv med alkohol i blodet. "Prinessseeen!" råbte han af sine lungers fulde kræft og tog ud efter sin bue og pil. Der kom hurtigt flere til, der begyndte at skyde. Sonta måtte springe det sidste stykke ind til den anden side og faldt til jorden med et smerteskrig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...