Det sidste forsøg

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jan. 2015
  • Opdateret: 22 sep. 2016
  • Status: Igang
Sonta er den nye pige i den brogede flok. De andre kender til at leve et dobbeltliv, da de alle har deres hemmelighed, men Sonta ser ud til at gemme på langt flere overraskelser end Nova og hendes bror Lucas i deres vildeste fantasi kunne forestille sig...

1Likes
21Kommentarer
793Visninger
AA

8. Afrejse

Hun lod en hånd glide gennem håret inden hun så opgivende op på himmelen. Hun befinder sig i mødelokalet for specielle væsner. Hun venter på Lucas, men han er tilsyneladende forsinket. Det er ikke ligefrem noget der huer hende og det gør hende ufattelig nervøs, da hun er nødt til at teleportere til sit eget univers inden midnat, for at ankomme der til en tid, hvor det ikke ville vække ligeså meget opsigt. For alles bedste håber hun bare at slottet stadig er uindtaget, så Det Hellige Bære stadig befinder sig, hvor det bør. 

I det samme dukkede Lucas op i døren. "Hvad tog dig så lang tid?" udbrød Sonta vredt og kunne ikke lade vær med at slå ud med armen i en opgivende og vred bevægelse."Jeg beklager, men Nova insiterede," forsvarede han sig hurtigt og Nova trådte ind i lokalet. Sonta så bare på Lucas med åben mund og pegede med armen imod Nova. "Du fortalte hende om det?" hviskede hun vredt. "Det var ligesom ikke fordi jeg havde et valg! Hun ville have sladret, hvis ikke jeg fortale hende hvad jeg skulle... midt om natten!" Sonta slog ud i luften i det at hun vente sig om, mens hun vredt hvæsede: "urhg... Vi har ikke tid til det her!" Hun ser lidt på sit ur og bider sig nervøst i læben, "okay, okay vi har omkring en halv time til at få styr på det hele og få sendt mig afsted, hvorefter jeg gerne skulle være tilbage cirka.... kl 5..." Hun tager en dyb indånding. Nova ser forbløffet på hende og træder helt ind i lokalet. "Hvad mener du med 'skulle gerne være'" siger hun o laver citationstegnene i luften. Sonta lukker øjnene i et øjeblik og ser blidt på Nova mens hun ligger en blid beroligende hånd på hendes skulder. "Jeg kommer tilbage, bare rolig," hviskede hun, men en kæmpe klump i halsen. "Jeg har tænkt over noget..." sagde Lucas pludseligt, "dig og din mor er på flugt fra krig, ikke? Så det du er igang med lige nu er altså at bevæge dig tilbage, lige ind i en krigzone." Sonta må tage en dyb indånding og knytter næven mens hun vender sig mod Lucas og hvisker: "Tror du måske ikke jeg ville havde undgået det her for en hver pris?" Hun stod helt op af Lucas og så ham direkte ind i øjne. Han sank en enkelt gang. "Der hvor jeg kommer fra ser man venner, familie og bekendte falde i en krig, som under ingen omstendigheder er deres ansvar... Så hvis jeg kunne ville jeg med glæde blive her resten af mit liv og glemme alt om hvad der foregår der hjemme, men lige nu har jeg bragt alle i fare her," hviskede hun stakåndet og tilbageholdt en tårer. 

Der var ikke nogen, der sagde noget i lang tid. Nova afbrød stilheden ved at løfte en finger og forsigtigt spørge: "Burde vi så ikke begynde at gøre klar til at du tager afsted?" Sonta tvang sig selv til at kigge væk fra Lucas's øjne og vendte sig mod hende med et lille smil. "Du har ret," sagde hun hurtigt og skyndte sig hen til den taske hun havde medbragt fra hjemme. Hun tog hurtigt en lille kasse op med noget kridt i og en skitse over hvordan det hele skulle tegnes op. Det var tegnet på et gammelt pergament og de forskellige dele var tegnet med forskellige farver. "Det her skitsen over det pentagram vi skal tegne er," hviskede hun og bredte pergamentet ud, "Lucas du skal tegne de sorte streger og jeg tegner de hvide, imens vil jeg mimre den formular, som gør alt det her muligt." "Du har stadig ikke forklaret mig, hvad det vil sige at jeg deler min energi med dig," fastslog Lucas og tog ufrivilligt imod kridtet, som Sonta rækkede ham. Sonta pustede opgivende ud og lod en hånd glide ind omkring sin hals. 

"Faktisk havde jeg håbet at du havde glemt den del..." hviskede hun og trak sin bluse lidt til side så man kunne se en lille tatovering. Tatoveringen forestiller to slanger der ligger i en ring og bider hinanden i halen. "I min verden er man ekstremt bevidste om at energi er det vigtigste i hele verden. Det er det der holder os i live og holder verdens magtbalance i orden. Energi er det vigtigste i verden og alle levene væsner i verden er i besiddelse af hver deres kraftfulde energi, som overstråler alt andet energi man kan finde alle andre steder," sagde hun og holdt en lille pause, "Den energi er man i stand til at dele med andre individer, hvilket er det vi skal til at gøre. Det betyder at vi for altid vil være forbundet via vores energi, og tro mig det huer ikke mig mere end det huer dig. Derudover vil vi for altid være i stand til at give og tage energi fra hinanden ligegyldigt hvor den anden er henne. Derudover vil vi som regel j´kunne mærke, hvis der er noget galt med den anden. I jeres verden har man den her idé om at tvillinger har den slags evner, hvilket er fordi de som regel deler deres energi." Hun ser lidt fra Nova til Lucas, som både ser vildt forvirrede ud. "Og hvor mange kan man så dele sin energi med?" spurgte Nova så lidt stakåndet og så lidt forvirret fra den ene til den anden, som om det ville give hende et svar. Sonta så lidt ned i jorden og sparkede til en ikke eksisterende sten. "Hvor mange?" fortsatte Lucas og så frustreret på Sonta.

Sonta kunne tydeligt mærke deres blikke brænde sig ind i hendes bevidsthed. Hun så trak trøjen på plads igen: "Det kommer an på ens energi nivaeu, om man tidligere har været forbundet med en, som så er død, så du har modtaget den andens energi, eller hvilken rangering ens familie har." Lucas så på hende noget tid: "Hvilket betyder?" Hun tog en dyb indånding og så fra Nova til Lucas inden hun hviskede: "Hvilket betyder at sådan en som jer måske vil være i stand til at dele energi med... måske 2 personer, mens jeg er i stand til at dele min energi med præcis... 4." Hun trak vejret dybt og lod den ene hånd holde omkring sin anden arm. "Hvordan kan det være at du kan dele med hele 4?" hviskede Nova, som tydeligvis var forvirret omkring det hele. Sonta så hende dybt i øjnene med våde øjne. "Det er der flere grunde til... en af grundende er at jeg delte min energi med en ældre kvinde for at kunne rejse her til, men i det at vi tog af sted blev vi overrumplet af nogle fjendtlige vagter, der slog kvinden ihjel lige efter at mor jeg var flytet her til..." hun sank engang og lænede sig uroligt op af væggen ved mindet, "og den anden grund kan jeg desvære ikke fortælle jer, ligegyldigt hvor meget jeg ellers ville ønske at jeg kunne..." Nova gik hen ved siden af Sonta og hjalp hende blidt med at holde balancen uden døren: "Jeg er så ked af det på dine vejene, det må have været forfærdeligt at være vidne til. Vi kan ikke engang forestille os hvad du har været igennem." Lucas forholdt sig passiv. Han stod bare ret op og ned. Det var ikke til at vide hvad han tænkte på, men det var også ligemeget.

"Vi har travlt," konstaterede Sonta endeligt og gik hen til der hvor de skulle lave pantegrammet. De andre nikkede og Lucas satte sig over for Sonta, mens Nova så ængsteligt til. "Det er meget vigtigt at når først vi er begyndt på at tegne pantegrammet op, så er der ingen der siger noget før I ikke længere kan se mig og gerne et minuts tid efter," hvisker hun og sikre sig at de begge to har forstået det, "den mindste fejl og jeg risiker at ende op et eller andet sted midt imellem vores to universer." De nikker og Sonta kan ikke lade vær med at smile lidt. "Og Lucas," siger hun roligt og ser ham direkte ind i øjnene, "når vi tegner, tegner vi ude fra og ind, så vi mødes i midten, og nå vi gør det, så gør du bare de ting jeg gør og gentager nøjagtig efter mig det jeg siger." Han nikker alvorligt og de går igang. 

Sonta tegnede rutineret stregerne, som hun havde lært udenad ved at tegne dem hunrede, måske tusinder af gange før. Hvorimod Lucas kæmpede for at få stregerne rigtigt og kiggede konstant på skitsen. Imens de tegnede mumlede Sonta formularen hun ligesom selve pantegrammet havde lært udenad. Sonta endte inde i midten først og brugte tiden på at inspicere Lucases side af pantegrammet. Hun nikkede anderkendende, da Lucas kom ind i midten og de rejste sig synkrom. Sonta rækker forsigtigt sin hånd frem og Lucas efterligner. De står nogle sekunder og kigger hinanden i øjnene med hænderne trykket mod hinanden. De kan begge mærke hvordan energien flyder frit igennem deres hænder og det er som om luften helt forsvinder imellem dem. "Gyntol Mí Klamtop" strater Sonta og Lucas gentager, "Gyntol Mí Klamtop." De siger ordene langsomt og tydeligt: "Jimtolk Hyfonte Dypos," "Jimtolk Hyfonte Dypos," "Sybrol Awusti," "Sybrol Awusti." 

Pludselig opstod der en vildt storm, som omgav dem. Den begyndte langsomt at centre sig omkring Sonta. Lucas kunne mærke hvordan han blev mere slap i kroppen og pludselig var Sonta væk. Han havde lige stået med hendes hånd presset op mod hans og nu var hun væk. Nova holdt den ene hånd op for munden for at holde et lille skrig tilbage. Hun ville jo ikke forstyrre seromenion og risikere Sontas liv. "Er hun... kan du... jeg mener du tror ikke..." hviskede hun så stille og kunne næsten ikke holde ud at tænke tanken at det kunne være gået galt. Lucas så lidt på hende. Han var hel hvid i hovedet og trak let på skuldrene inden at han faldt til jorden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...