Uro *One shot*

Stilen fra min terminsprøve i december 2014. Starten er IKKE MIN, men har valgt at beholde den, da det var udgangspunktet, vi skulle skrive efter.

1Likes
0Kommentarer
248Visninger

1. Uro

 

Cyklen slingrede så voldsomt, at det kildede i maven, da Anna bumpede ned af den ujævne skovsti. Hun kom til at le højt, og lyden af hendes latter flængede stilheden i den sorte skov. Det støvregnede, og hun forestillede sig, hvordan trækronerne højt oppe over hende rykkede tættere sammen som en beskyttende paraply. Hun lukkede øjnene og cyklede videre til lyden af hendes eget pustende åndedræt og hjulenes rytmiske spinden. Åbnede munden og smagte på regnen. Den rene natteluft var mættet af væde, der duftede af frisk jord, og Annas lange fugtige hår daskede hende blidt på de nøgne skuldre. Hun vidste, de ledte efter hende. Hun var ligeglad. Tårerne trillede imens Anna og stemmen lo.

 

En dag tidligere.

 

Anna dukkede nakken. En kugle af sammenkrøllet sølvpapir havde ramt hende i baghovedet. Hun lod være at se tilbage. Hun vidste, det kun ville give en spids kommentar fra dem.

  Blyanten tegnede nærmest af sig selv. Fløj rundt på papiret, som Annas tanker i hendes hoved. Mærkelige mønstrer, kun hun forstod. De andre kaldte hende en særling. En freak. En taber. Sindssyg.
  Hun var ikke sindssyg. De andre forstod bare ikke.

 

Gruset knasede under dækkene, som cyklen førte Anna hjem. Genvejen, som førte hende væk fra samme rute, som de tog. Hun fandt den i desperation engang. Ellers hakkede de på hende hele vejen hjem. Luften var tyk i dag. Det ville regne i nat. Hun kunne mærke det.

 

Der stank af sprut, da hun åbnede døren. Anna beholdt skoene på, og vadede ind i det, der skulle forestille et hjem. Gulvet var beskidt. Så meget at man lavede fodspor. Hun kiggede ind i stuen. Han lå lige dér. Hendes far. Han sov. Hun måtte bide sig i tungen, for ikke at kalde ham noget grimt, og risikere hans opvågnen.
  Hendes værelse var småt. Det eneste præsentable rum i huset. Og dog. Her var goldt. Upersonligt. Anna kiggede ud af det halvbeskidte vindue. Det begyndte at regne tungt. Den trommen der kom på taget, gjorde hende døsig. Hun tog hættetrøjen af i det sommervarme værelse, og lagde sig i sengen med skoene på.

  Anna vågnede ikke af sig selv. Stemmen vækkede hende. Skreg. Af vrede. Måske af frygt. Anna var aldrig sikker.
  Han rørte hende. På hendes lår, der var halvt bare af shorts. Anna nægtede at åbne øjnene. Hun vidste det. At når hun åbnede øjnene, ville han kræve ting af hende. Ikke penge. Ikke sprut. Sprutten kunne hun lugte. Hans klamme ånde ramte hende i hovedet som en hammer.

 

Hun lå blottet tilbage. Hans væde var inde i hende. Hun græd ikke længere. Så blev han ledere. Så tog han hårdere fat. Tårerne kom aldrig mere til hende. I stedet skreg og råbte stemmen af hende. Hun magtede ikke engang at klæde sig på igen. Hun vidste, han ville komme igen. Sådan var det næsten altid. Han fik aldrig nok. Stemmen skreg. Skreg og skreg. Anna havde lyst til at skrige med. Men så ville han bare komme med det samme. Han blev meget sur, når hun skreg.

  Han kom ind i det præsentable rum igen. Anna skreg denne gang. Stemmen brølede ordrer til hende. Anna adlød. Hendes hænder var stærkere, end hun troede, og hans ansigt næsten smukt, når det var blåt og lilla. Så blev han slap. Ikke som han plejer, når han ligger halvt ind over hende. På en helt anden måde. Hun kunne lide det, denne gang. Stemmen lo. Hun lo dog ikke.

 

  Anna ringede selv. Og så kørte hun. Den tunge regn aftog stille og roligt. Anna syntes, det mindede om hendes indre. Hendes tanker var rolige nu. Stemmen var dog euforisk. Skreg og råbte. Jublede. Og viste hende vej. Til højre her. Venstre der.

  Hun så solen stige. Oplysende en landevej, som hun åbenbart kørte på. Hun cyklede hele dagen. Solen skinnede. Højre her. Venstre der.

  For hvert tramp i pedalerne, fik hun mere og mere lyst til at le. Men det skulle solen ikke se, sagde stemmen. Mørket havde set hendes rædsler, så ligeså skulle det se hendes glæde.

 

Anna ventede på mørket. Ventede hele dagen. Men til sidst lo hun. Lo af hjertets lyst og sindets uro. Stemmen blev vred. Men i stedet for at råbe og skrige, tiede den. Hun var ligeglad. Som mørket faldt på, og regnen tog over for dagens sollys, så hun en skov. Hun drejede af, da stemmen ikke længere ledte hende på vej.

 

Cyklen slingrede så voldsomt, at det kildede i maven, da Anna bumpede ned af den ujævne skovsti. Hun kom til at le højt, og lyden af hendes latter flængede stilheden i den sorte skov. Det støvregnede, og hun forestillede sig, hvordan trækronerne højt oppe over hende rykkede tættere sammen som en beskyttende paraply. Hun lukkede øjnene og cyklede videre til lyden af hendes eget pustende åndedræt og hjulenes rytmiske spinden. Åbnede munden og smagte på regnen. Den rene natteluft var mættet af væde, der duftede af frisk jord, og Annas lange fugtige hår daskede hende blidt på de nøgne skuldre. Hun vidste, de ledte efter hende. Hun var ligeglad. Tårerne trillede imens Anna og stemmen lo. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...